langt flere Qvinder end Mænd, skulle disse da ikke opnaae deres Bestemmelse? Selv i de sidste Dage gav Herren ingen saadan Befaling fra Begyndelsen af men 13 Aar efter gav han den til Smith (som ovenfor meldt) og derved blev Intet forandret med Hensyn til det Almindelige, saa at selv nu ere i Reglen de sidste Dages Hellige indskrænkede til een Hustru, saafremt ikke Herren anordner det anderledes i de enkelte Tilfælde. Ønsker En at tage sig en Medhustru, da henvender han sig til Præsidenten med dette Ønske, og denne modtager da en Aabenbaring, om det er Herren velbehageligt eller ikke. Bevilliges det, maa Manden dog først faae Qvindens og hendes Forældres Samtykke, saavelsom sin første Hustrus da først skeer Beseglingen eller Vielsen. Nægter Sidstnævnte fit Samtykke, maa hun for Præsidenten angive fine Grunde, og kan hun ikke anføre nogen fornuftig Grund, hvorfor hun vil modsætte sig en Lov, som blev givet Sarah, Lea og Rachel og af dem modtaget med Glæde, saa kan Propheten, trods hendes Indsigelse, tillade det, naar han faaer en Aabenbarelse derom, og hun vil ikke kunne undgaae Fordømmelsen. Og nu skildrer Pratt det idylliske Liv, som disse Koner og deres Børn føre med den fælleds Mand og Fader, hvorledes de kappes om at gjøre ham og hverandre Livet behageligt, hvorledes han, med dem, hver Morgen og Aften, bøier Knæ for Herren og styrkes til fælleds Kjærlighed og Enighed; den ene Hustru er en Moder for den andens Børn, og Alt er lutter Glæde og Fryd. Den americanske Ingenieur Gunnison, som paa Embedsvegne har opholdt sig længere Tid i Deseret, og som forresten dømmer meget mildt om Mormonerne og deres Færd, finder imidlertid, at denne idylliske Skildring ikke svarer til Virkeligheden. Ovinden er hos dem ikke meget andet end end en fødende Slavinde, saa lavt stille ikke engang Mahomedanerne deres Qvinder. Denne Lære, saavelsom det Bud, at enhver Mormon idetmindste eengang maa have været gift, har en politisk Grund, idet man, ogsaa ad denne Vei, stræber efter, snarest muligst at naae det lovbestemte Antal af 60,000 Mennesker, for at forvandle et Territorium, (der er meer afhængigt af Regjeringen i Washington), til en selvstændig Stat i Unionen. Til Dato udgjør Befolkningen det Halve. Det bliver dog et Spørgsmaal, som Tiden vil klare, om Kongressen kan og vil taale en Stat i sit Forbund, der hviler paa en saa absolutistisk og theokratisk Grundvold, og med saa uchristelige og løse Principer som Mormonstaten; vist er det, at Americanerne ikke ynde Mormonerne, hvilket har vist sig paa de flere Steder, hvor de have været bosatte.

Vende vi os nu til den materielle Side af denne Stat, da maa man i Sandhed forbauses over dens Fremskridt og den mageløse Arbeidsomhed og Disciplin, der hersker iblandt dem. Landet ligger 4000

Fod over Havet mellem Wahsatsch og Nevada Bjergene. I umiddelbar Nærhed af den store Saltsø er det fladt, men hæver sig derfra meer og meer; imod Syd findes skjønne Dale, der egne sig fortrinligen til Ovægavl og Agerbrug; Hvede, Kartofler, Sukkerrør lykkes særdeles (1 Acre Land skal frembringe 2000 Pd. Hvedemeel); der findes betydelige Masser Jern og store Steenkulslag, ligesom ogsaa behørig Vandkraft til Fabrikker og Møller. Saltsøerne ere saa rige paa Salt, at Badende slet ikke kunne synke og intet Dyr leve i dem; af 3 Maal Band vindes 2 Maal Salt. Den store Saltsø er 18 danske Miil lang med flere skjønne Klippeøer, der hæve sig indtil 2000 Fod over Vandfladen.

Man kan saaledes ikke nægte, at Elementerne til en rig og mægtig Stat ere tilstæde, den værste Mangel er Træ; vel findes paa Bjergene Dværg-Gran, Ahorn og Eg; men Bygningstømmer maa hentes langveis fra. Luften er sund, Climaet foranderligt; medens det regner i Dalene, sneer det paa Bjergene, og i Kløfterne samler sig ofte Sneen i 100 Fods Høide. Hvor raskt det gaaer med Colonisationen, sees af følgende Beretning. I 5 Dage blev et stort Stykke Hvedeland om= pløiet og besaaet, en Bæk afdæmmet til at vande Marken og nogle Blokhuse byggede og befæstede med Pallisader og Volde og Aaret efter at de første Udsendinge havde sagt: Lader os bygge vore Hytter her stod en Stad med 600 Indvaanere. 1850 udkastede man en Forfatning for Territoriet og sendte den til Kongressens Stadfæstelse. Efter den Bill, man fik til Svar herpaa, udnævnte Præsident Fillmore i October s. A. 7 Embedsmænd, af hvilke Brigham Young blev Gouverneur og endnu 3 andre vare Mormoner, 3 derimod ikke; disse sidste gjorde man det saa broget, at de aftraadte og der valgtes nu ogfaa 3 Mormoner i deres Sted. Young har forstaaet at forebygge et Brud med Regjeringen i Washington og søger paa alle mulige Maader at faae Folkemængden til at stige, for at blive meer uafhængig af den. Det selskabelige Liv i Deseret synes at være ligesaa lystigt, som hjerteligt. Gunnison siger, at den kjærlige Tiltale med Broder og Søster, de mange Sange og Hymner, der lyde fra Arbeidernes Værkstæder og de i deres Huusgjerning beskjæftigede Ovinder gjøre et Indtryk paa den Fremmede, som om man befandt sig vel Alle rose deres Gjest= frihed; Udvandrere til Californien have nydt meget. Godt iblandt dem. Arbeidsomheden er stor, Dovenskab straffes først ved Formaning, der= næst ved offentlig Omtale ved Gudstjenesten og endelig ved Udstødelse af Menigheden. Ved en særegen Aabenbaring blev Smith fritaget for legemligt Arbeide, Brigham Young forlanger ingen saadan Forret, han er en dygtig Tømmermand, der daglig arbeider i fine Saugmøller, til andre Tider veed han at optræde i stor Pragt, ledsaget af Skarer af Apostle og Præster. Man maa ingenlunde troe, at Mormonerne ere Hadere af Lystighed; intetsteds i Verden musiceres, dandses og spøges der maaskee meer end i Zion. Propheten samler sig ofte med sit Folk, gjør da en Bøn til Herren, at han vil lade det nyde Glæden, og umiddelbart paa Bønnen spiller Orchestret en Straussisk Vals, i hvilken alle Tilstedeværende fra Ypperstepræsten og Apostlene til den simpleste Lægmand tage Deel med lige Iver. Disse Dandse ville, naar det store Tempel bliver færdigt, udgjøre en uadskillelig Deel af deres Guds

tjeneste den sædvanlige Søndagstjeneste bestaaer i at man samles, den jourhavende Præft (i Deseret gjerne Seeren [Propheten] selv) begynder med et Velsignelsesønske over Forsamlingen, derpaa synges en Hymne til en livlig Melodi, derpaa taler en eller anden Præst atter Hymne, derpaa staaer En af Menigheden frem og taler, som Aanden vil indgive ham.- Tjenesten sluttes med, at det høie Raads Skriver oplæser Bekjendtgjørelser om Byggeforetagender, Skattebetaling, Militairøvelser o. s. v. Medens Menigheden samles og op= løses, spiller et meget talrigt Musikchor alleslags Dandse og Marscher, for at fordrive melancholske Tanker. En Reisende bivaanede en privat Gudstjeneste derovre, hvor en Skomager (talede over Mormons Bog og hvor de Forsamlede sang en Klagesang over Prophetens Død, paa den bekjendte Melodi: „Du, Du liegst mir am Herzen" med en saadan Rørelse og Andagt, at den greb ham selv.

-

Mangfoldige Missionairer vandre om i alle Verdens Lande for at samle de Udvalgte til Zion, og Mange Tusinder ere fra Europa gaaede derover. Vi gjenkalde i Læsernes Erindring, hvorledes der i 1852 fandt en stor Udvandring Sted herfra i 3 Afdelinger, hver paa 400 Sjele, hvoraf den første afgik den 22de December, den anden og tredie først i Foraaret 1853 over Kjøbenhavn, Kiel, Hamborg, Hull og Liverpool. Landede i Ny Orleans bleve de med Dampskibe befordrede ad Mississippi til St. Louis, derfra maatte de paa deres Fod vandre 400 danske Miil gjennem Ørkner og Urskove for i en ussel Tilstand at naae det for= jettede Land. Af et Brev, der nylig læstes i „Dansk Kirketidende“ Nr. 48 sees, at Mange af disse ere døde af Cholera, længe førend de ankom til Zion, og at det i det hele er gaaet dem meget slet. Den danske Mand og Qvinde pleier at hænge fast ved sit herlige Fædreland; men Erfaringen har desværre viist, at naar en Saadan først er bleven Mormon, da er det forbi med Fædrelandskjærligheden, da vil han ikke høre, hvad hans besindigere Landsmænd fortælle ham om Mormonismen og den Lod, han timelig og evig vil berede sig ved Saltsøen.

Iblandt deres Missionairer gives der enkelte videnskabelig dannede Mænd, de fleste ere dog Almuesmænd. De paavirke ligesaameget deres Tilhøreres Begjær efter jordiske Goder og Nydelser, som deres Længsel efter Naade og Syndsforladelse. De udkaste henrivende Skildringer af Landet derovre, der flyder med Mælk og Honning – og de skræmme dem med den Dom og Undergang, der snart skal komme over Hedningerne (det er alle Ikke-Mormoner). Ufortrødne, ligegyldige mod al Spot og Afviisning, vandre de fra Stad til Stad, gjerne to i Følge,

gaae ind i Husene, knytte Samtaler paa Gaden, arbeide som Haandværkere og bringe paa Værkstæderne det paa Omtale, som ligger dem paa Hjertet. Saa udannede de Fleste end ere, besidde de dog stor Færdighed i alle sophistiske Spørgsmaal og ere meget bibelfaste. Hvo, som indrømmer dem, at Biblen indeholder guddommelige Aabenbarelser og Undergjerninger, maa vogte sig for deres Sophisteri, de begynde da gjerne med at sige: hvad der er skeet før, kan jo skee endnu. Har ikke den christne Kirke fordum været i Besiddelse af Naadegaver, som den nu ikke har? men førjætter Biblen ikke, at i de sidste Dage skal Aanden udgydes over alt Kjød Eders Sønner og Døttre skulle prophetere; og tales der ikke om, at store Frafald skulle skee og Ugudeligheden blive stor, før Enden kommer, og naar var Menneskenes Ugudelighed større end nutildags, da de have lidt Skibbrud paa al Tro? Staaer der saa ikke ogsaa: naar I mærke dette saa er det Tid at flye til Bjergene o. s. v. Det er især det gamle Testamentes prophetiske Bøger og Johannes' Aabenbaring, hvoraf de øse deres Kundskab og hvilke de fortolke paa deres Viis. Her i Europa er Jord dyr og ikke let at overkomme, i Zion er der Overflødighed af den bedste, der kan faaes for Spotpriis, ja for slet Intet, da den kan afbetales med Arbeide; haves ikke Reisepenge, saa forstrækkes disse af Selskabets Kasse; enhver Magdalene bliver hos dem reen i Daaben – enhver Ugift kan faae en Mand o. s. v. ́At al saadan Tale kan vinde Indgang hos uoplyste Mennesker i det tætbefolkede Europa, hvor mange ydre Forhold trykke den Fattigere, er begribeligt. Med dannede og oplyste Mænd tale disse Udsendinge ikke gjerne; især ere andre Kirkers Præfter dem en Vederstyggelighed. Nødes de stundom til at indlade sig med Saadanne, og disse da af Skrift og Historie eftervise Falskheden og Fordærveligheden af Mormonernes Lære, saa enten tie de stille eller klage over de Lærdes Spidsfindighed, der er forladt af Guds Aand og kjeppe paa med deres Nonsens, som Peder Degn, for at Tilhørerne kunne sige: Han maaler min Tro Præsten Skjeppen fuld. Vi sige ikke, at disse Udsendinge tale imod deres bedre Overbeviisning, de ere tvertimod som oftest selv overtydede om Sandheden af hvad de forkynde, de ere opvakte, oprigtige, for deres Sjæles Frelse bekymrede, Folk; men de ere selv Forførte og Be= dragne. Enhver, som kjender, hvor paastaaeligt Almuefolket er, naar det engang har faaet sat sig Noget i Hovedet, vil let forstaae den Udholdenhed, disse Udsendinge vise, der var en bedre Sag værdig.

At der ogsaa vækkes en Deel Opmærksomhed ved falske Undergjerninger, er noksom bekjendt. De love Vanføre og Syge Helbredelse