Krig, som først ender med den sidste store og afgjørende Ragnarokskamp, hvori de Alle falde og hele den timelige Verden forgaar, for at de Gode og Ædle, kun de, atter kan opstaa, samles med Alfader i Gimle og der føre et fredeligt og lykkeligt Liv i uforstyrret Uskyldighed.

Men foruden disse to Arter af Mennesker, de egentlige Modsætninger og Modstandere af hverandre og som derfor maa betragtes som Asernes og Jetternes ægte Børn og trofaste Stridsmænd, findes endnu den store Masse af Sløve og Dorske, som mangle den Styrke i Driften, der skulde bringe dem til afgjort at slaa sig enten paa Asernes eller Jetternes Side, som afsky Kamp, fordi de elske Magelighed, som afholde sig fra alt det Arbejde og al den Ulejlighed, de kunne undgaa, og kun tage Del i den Virksomhed, hvori de stødes og skubbes ind af de ivrige og travle Asa- og Jettesønner, hvilke trænge frem mod deres Maal og ej ville lade sig standse af Hels mange Frænder, der kun staa dem i Vejen. Hele deres Liv er halv Drøm, halv Søvn, uden Kraft og uden Klarhed, og de befordre, uden egentlig at ville eller vide det, snart det Gode og snart det Onde. Og som de have levet, saaledes dø de, ikke i Livets Kamp, men paa Løjbænken, hvor de saa gjerne hvilede. Fra denne Jord føres de til Forglemmelsens Hjem, Hels Rige, og iblant de Levende tænker Ingen mere paa dem eller taler om dem, thi i Livet udførte de Intet, som kunde vedligeholde Mindet om dem. Vi komme nu til Dyrene i Træet. Ørnen anvendes sædvanlig som et Billede paa højtflyvende Tanker og vidtstrakte Planer. Som saadan ville vi ogsaa lade den gjælde her. Den forestiller Menneskeaanden i dens stolte Tankeflugt, naar den, hævende sig over det lave Hverdagsliv med dets Smaaligheder, Indskrænkninger og Hindringer, fæster sit Øje paa Menneskehedens højeste og vigtigste Anliggender og udkaster Planer til store og mægtige Bedrifter. Men skal Menneskeaandens høje Tanker blive til virkelige Bedrifter, der medføre gavnlige Følger for det Hele, og ikke blot til et tomt og ørkesløft Sværmeri, de saakaldte Luftkasteller, da behøver den tillige det praktiske Blik, det Klogskabsinstinkt, som seer, naar det rette Øjeblik er kommet, og opdager, hvor det mest passende Sted findes til at udføre de Planer (realisere de Ideer), den ruger over. Og det er formodenlig dette praktiske Blik, der betegnes ved Høgen, som sidder imellem Ørnens Øjne; thi denne Rovfugl for= staaer godt at svæve, bestandig stirrende, over sit udkaarne Bytte, til den med Sikkerhed kan slaa ned og gribe det med sine skarpe Kløer. Ogsaa kan Navnet Vejrfølner eller Vejrløfner (der føler hvordan Vejret, Vinden er, eller der løber med Vinden) godt betyde noget Saadant.

De fire Hjorte, som gaa omkring paa Træets Grene og afgnave de fremskydende Knopper og Blade, skulle upaatvivlelig betegne de menneskelige Lidenskaber, som fortære og forstyrre saa mange af de ellers gode og sunde Kræfter, der bestandig paa ny fremspire i Mennesket. Tallet Fire viser, at den gamle Skjald har tænkt paa fire bestemte Hovedlidenskaber, og de vedføjede Navne skulle naturligvis angive, af hvilken Art hver især er. Vi ville gjerne med Grundtvig antage, at de Lidenskaber, som graadigen fortære Menneskenes Livskræfter, maa, efter Navnenes halv kjendelige og halv anede Etymologi, være Griskhed paa Gods og Gammen, Magt og Ære. Vi ville ogsaa indrømme, at, naar Talen er om virkelig vilde og fortærende Lidenskaber, findes der i Grunden ikke flere end disse fire, samt at disse passede paa vore Forfædres Liv, saaledes som vi kjende dem over hele Norden. Men vi kunne dog ikke skjønne rettere end at, i det mindste hvad os Danske nu for Tiden angaar, hverken Ærgjerrighed eller Herskesyge hører til vore nationale Lyder, dersom man ikke vil beære en jammerlig, om end heftig og ihærdig, Forfængelighed med Ærgjerrighedens langtfra smukke eller hæderlige, men dog heller ikke foragtelige Navn, og dersom man ikke istedenfor Herskesygen, der hos os synes at ville dø ud, vil sætte Misundelsen, der groer saa frodigt paa dennes Grav. Man vil maaske sige, at Misundelse jo ikke ligner Herskesyge, er snarere det Modsatte. Men heri fejler man uden Tvivl. I sin kraftfulde Tid kan et frihedselskende Folk (som vi Danske og overhovedet alle vi Nordboer ere af Naturen i høj Grad) godt frembringe mangen herskesyg Mand. Men naar dette Folk igjennem mange Generationer har ført et mat og kraftesløst Liv, saa opkommer af sig selv, hvad vi ovenfor kaldte Misundelsen. Vi mene ikke hermed den halv berettigede, i det mindste ganske naturlige og undskyldelige, Misundelse, naar Nogen nemlig ønsker selv at indtage den Plads, en Anden har faaet, men naar man, uagtet man hverken ønsker eller troer sig dulig til den Andens Plads, alligevel er fortrædelig og fortrydelig paa ham, ene og alene fordi han derved er kommet over os eller foran os. Denne Art Misundelse er en Lighedssyge, der gaar over til Nivelleringslyst, fordi man bilder sig ind at være fri og selvstændig, naar man kun ingen Overmand har, skjønt man kan være begge Dele i højeste Grad, hvor mange Overmænd man end har, og skjønt vi hverken blive friere eller selvstændigere, fordi ingen Anden staar højere end vi. Jeg beder om Læserens Tilgivelse, hvis han skulde finde, at her er sagt noget Nærgaaende eller Ubehageligt om hans og mine Landsmænd, hvortil neppe Nogen føler mindre Opfordring eller Lyst end jeg. Men jeg

kunde ikke undgaa at omtale den hos os temmelig almindelige Forfængelighed og Misundelse, naar jeg skulde vise, at Mythen; hvad den nødvendig maa, hvis dens rette Betydning er funden, passer baade paa hele Menneskeslægtens og særlig paa den nordiske Folkenatur, ej alene i dennes friske og kraftige, men ogsaa i dens matte og skrøbelige Tilstand. Jeg er desuden fast overbevist om, at vort Folk, alt eftersom det faaer mere Smag paa at være sig selv, med hvert Aar vil vinde i Kraft og Selvstændighed, og at derved Meget af det Smaalige og Ængstelige, som hænger ved os, af sig selv vil tabe sig.

Om Betydningen af Egernet Ratatøsk eller Natakost, der har saa travlt med at bære Budskab imellem Ørnen og Dragen Nidhøg, imellem Menneskeaanden og dens Grundfjende, kunne vi ikke let tvivle, især da Navnet efter sin nordiske Etymologi, tyder paa en Frister. Thi hvo har ikke selv følt, at hvor høj og ægte hans Begejstring end var, havde han dog hvert Øjeblik i Livet en Kamp at bestaa med den onde Frister, der, fte endog kommende til ham i venlig Skikkelse, mindede ham om det Urimelige, Utaknæmmelige og Frugtesløse i at opoffre sig selv for Andre, i at hengive sig til bestandig Anstrængelse og Besværlighed og aldrig unde sig selv Ro eller Hvile.

Der staar tilbage at tale om Urds Kilde, med hvis hellige og spejlklare Vand Ygdrasil bestænkes og derved holdes bestandig frisk og grøn. Denne Kilde synes os umulig at kunne være noget Andet end den hellige, rene Begejstring, den himmelske Aands og den uskyldige Kjærligheds Foster, der som en oplivende og forfriskende Aand udgyder sig over Menneskeslægten, hvergang noget Ædelt og Stort aabenbarer fig i Verden. Thi ikke alene det enkelte Menneske, men ogsaa Folkene og hele Menneskeslægten har Tider, da Begejstringens Væld aabnes og et stærkere og sundere Pulsslag fornæmmes overalt i det aandelige Livs Aarer. Det er naar Historiens store Mænd virke og ved deres Livs= gjerning minde Verden om, at Aandens Liv er Menneskenes egentlige Liv, det eneste der er værdt at leve, og at det kun er ved at holde dette vaagent, snart i en snart i en anden af dets Yttringer, at Menneskeflægten kan vedligeholde sig sund og frisk.

Det var altsaa den gamle Digters Tanke: at uagtet Menneske= slægten bestandigen har at kæmpe med de Onde, som uophørlig gnave paa dens egentlige Livsrød, med alskens vilde Lidenskaber, som fortære saa mangen Spire til herlige Kræfter, med selve Tiden og Alderen, som gjør stiv og tør, med den onde Frister, der vil forføre og befnakke

uagtet den har alt Dette at kæmpe imod, staar den dog, om end

ikke ung og frodig, om end ikke uden Ar og Skrammer, saa dog urokket, i Stand til stedse at forfriskes og styrkes pàa ny. Det er dette Liv og denne Kamp, Menneskeslægten har at føre og bestaa, saalænge denne Verden og Timeligheden varer. Thi vi maa ikke glemme, at ifølge vore nordiske Myther er dette timelige Liv forgængeligt og ophører med Ragnarokskampen, hvor Alle falde; men at efter denne alle de Gode vaagne op igjen til et uforgængeligt Liv i Fred og uskyldig Glæde hos Alfader i Gimle.

Jeg har hidtil søgt at vise, at Asken Ydrasil skulde være et Billede paa hele Menneskeslægtens timelige Liv. Men den kan ligesaa fuldt være og skal ligesaa fuldt være et Billede paa det enkelte Menneskes Liv. Thi hvad dette er i det Smaa, deraf er, som tidligere bemærket, hint kun en Gjentagelse i det Store og Vidtløftige, saa at Den, som vil skildre det ene, ej kan undgaa med det samme at skildre det andet. Enhver af os veed jo af egen Erfaring, at vi af Naturen have en_tredobbelt Rod til det Liv, som rører og bevæger sig i os, med andre Ord, vi føle hos os selv baade Anlæget til Menneskekjærligheden, til Egennytten og til Dorskheden. Sædvanligen er vistnok den ene Rod tidlig bleven saa meget stærkere og kraftigere end nogen af de andre to, at disse kun have faaet ringe Indflydelse paa vort Træs Vækst og Ud= vikling; men uddød er dog ingen af de tre Rødder, nu og da fornæmme vi Smagen af deres Safter. Og som det gaar med de tre Rødder, saaledes gaar det ogsaa med de fire Hjorte, med Egernet, med Ernen og med Urdskilden. Mere eller mindre have vi Alle erfaret, hvorledes Lidenskaberne kan afgnave de friske Livsspirer, og hvorledes Fristeren søger at standse Aandens Flugt. Men, kjære Læser, Du kjender vistnok ogsaa Urdskilden af egen Erfaring. Naar Din Aand var bleven træt og sløv, og Dit Mod var sunket, hændte det sig da aldrig, at Synet af den Ædles Liv eller det mægtige Ord i en Talers Mund eller Kunstens træffende Billede eller en uforklarlig Stemme i Dit eget Hjerte, pludselig ramte Dig og ligesom forfriskede og foryngede hele Dit Væsen, saa at Frygten og Matheden og Blindheden med Eet forsvandt, og Du følte, at Du havde baade Lyst og Kræfter til atter at optage den Byrde, Du allerede havde lagt fra Dig, eller fornye den Kamp, Du allerede havde opgivet? Har dette nogensinde hændt Tig, saa har Du fornummet Vældet af den Urdskilde, som ogsaa Du gjemmer i Din Sjæls Dyb.

Chr. Flor.