Billeder på siden
PDF
ePub

derom finde vi ingensteds nogen Underretning. Egen Stjønsomhed og Skarpsindighed maa bestemme vor Mening herom.

Vi gaa ud fra en Sætning, hvis Sandhed vi anse for at være indlysende ved sig selv og stadfæstet af Erfaringen, men som vi dog ikke tør forudsætte tilfulde at være anerkjendt af alle vore læsere: det er, at ligesom vi finde hos det enkelte Menneske, at der gaar en eller anden bestemt Karakter igjennem hele hans liv, at han er besjælet og behersket af en vis Aand, der gjør sig gjældende i al hans Digten og Tragten, saaledes er netop det samme og i lige Grad Tilfældet med et helt Folk. Vi fee dette vistnok ikke altid tydeligt; men det gaar os ikke anderledes med det enkelte Menneske. De fleste, baade enkelte Menneskers og hele Folkeslags liv indeholder saa lidet Mærkeligt eller Interessant, at det ej af sig selv kan vække eller fængsle vor Opmærksomhed. Men hvis vi kunne og ville anstille, den fornødne Jagttagelse, saa vil Sandheden af ovenanførte Sætning ikke undlade at vise sig.

Vi antage dernæst: at det-ikke er noget tilfældigt, at blant alle de 08 tilfulde bekjendte Folkeslag (vi sige dette med særskilt Hensyn til Hinduerne) alene Grækerne og Nordboerne have deres Myther eller Gudesagn; men at Aarsagen dertil er, at disse to Folkeslag have været de mest aandelig begavede Folk iblandt Hedningerne, hvilket ogsaa deres Historie, d. e. deres Værker og Bedrifter, paa mange Maader bevidner. At eet Folkefærð af Naturen er meget mere begavet end et andet, staar ligesaa lidt til at nægte og er ligesaa lidt til at forundre sig over, som at det ene Menneske af Naturen har faaet ypperlige Evner, medens det andet har faaet dem meget ringe, og at dette er Tilfældet, derom overbevises vi tilstrækkelig ved den daglige Erfaring.

At endelig den af Naturen rigt Begavede har ganske anderledes Barndomsdrømme, d. e. lever i sine Barndomslege og Barndomssysler i en ganske anden Tanke- og Aandeverden, og har i fine Ynglingsaar ganske andre Forestillinger og Forsætter om hvad han kan og vil udføre i sine Manddomsaar, end Den, hvem Naturen kun ringe udstyrede i aandelig Henseende, dette er en Sandhed, som upaatvivlelig ligesaa lidt lader sig nægte som den foregaaende. Men den vil ikke ligesaa almindeligt eller ligesaa let blive indseet eller indrømmet, fordi det kun er de Færreste, nemlig de mere Begavede, der have oplevet og erfaret den.

Disse trende Sætninger tillader imidlertid Pladsen 08 desværre ikke nøjere at udvikle og bevise; men vi ere nødte til her at forudsætte dem som anerkjendte Grundsandheder, da vi derpaa bygge vor Forestilling om Mythernes Oprindelse og Betydning. Disse ere nemlig efter

vor Mening et rigt begavet Folfs Barndomsdrømme og Ynglingsforestillinger om det liv, der ligger for dem. De saakaldte Guder, f. Er. Odin, Balder, Thor, Tyr, Heimdal, Frigga, Freja 2c. ere ikke selvstændige Personer, forskjellige fra Menneskene og levende i en anden Verden og til et andet Maal end disse, men det er de højeste og stolteste Billeder, som have foresvævet de mest Be ede iblant Nordens Folk, medens dette var i sin Barndoms- og Ynglingsalder, om hvad de vilde være for Mænd og Kvinder, naar de bleve fuldvoksne og kom rigtig til Kræfter, og hvorledes de vilde optage og bekæmpe de Hindringer og den Modstand, der rimeligvis vilde møde dem i livet. Guberne vare altsaa deres Menneske-Jdealer, dem de ønskede og haabede at kunne ligne og realisere, saafremt Lykken (Nornerne) vilde staa dem bi.

Saadanne Billeder eller Syner af det liv, der forestod dem og det Folk, de hørte til, viste sig naturligvis kun for de mest Begavede i deres Begejstring, og disse fremstillede og udtalte dem da saa godt, de formaaede, for den lyttende Hob, paa deres Vikingetog eller ved deres Thingsteder eller i deres Gilder, eller hvorsomhelft de vare forsamlede, og Aanden kom over dem. Jo mere et saadant Billede fandt Anklang og Bifald, fordi det syntes træffende at fremstille hvad der uklart og ubestemt oftere havde svævet for Manges Tanker, desto dybere Indtryk maatte det gjøre paa Tilhørerne, desto troere gjemtes det i disjes Erindring og desto hyppigere toges det frem igjen af denne ved lignende eller andre lejligheder. Dette var Mythernes og den Nordiske Aands bedste Tid.

Men Ynglingsalderen for Nordens Folk hørte op, som den hører op for enhver af os enkelte Mennesker. Livet i og med Guderne blev svagere og svagere, fordi de mindre og mindre følte sig i Stand til selv at blive disse Guder. Da bleve Guderne, om hvem der altid endnu af og til hørtes Tale og Sagn, efterhaanden i deres Forestillinger forvandlede til andre Væsener, højere og mægtigere end de selv, Væsener, der levede fjernt fra Menneskene, men dog med Magt og Indflydelse paa disses Ve og Vel. Dette var allerede Mythernes forfaldne Tið, og i denne fremkom det, vi egentlig maa kalde Afgudsdyrkelse, hvilken bestandig blev mere og mere aandløs og materiel, indtil den, forkastet og foragtet af alle de klogere, afløstes af Kristendommen.

Med disse faa og fortfattede Antydninger, der vistnok, hvis Pladsen tillod det, burde havt en fuldstændigere udvikling, maa vi her lade det bero. Vi gaa nu over til vort egentlige emne, nemlig at fremstille og forklare den særskilte Mythe om Asken Ygdrasil, som en Prøve paa vor

eller, rettere sagt, den Grundtvigske Fortolkningsmaade. Vi ville samle under Eet, hvad de forskjellige Mythefragmenter berette. Indholdet deraf er følgende:

Affen Ygdrasil er et stort og mægtigt gammelt Træ, hvis Grene udbrede sig over hele verden. Det har tre Rødder, som ligge vidt fra hverandre: under den ene bo Aserne, under den anden Rimthurserne, under den tredie er Niffelheim, hvor Dronning Hel regjerer. Hver af disse Rødder har sit særegne Vand. Ved den første Rod findes Urds hellige kilde, hvis væld er saa klart og rent, at Alt, hvad som kommer deri, bliver hvidt som en weggehinde. Ved denne kilde komme Aserne eller Guderne hver Dag sammen og holde Thing. Under Rimthursernes Rod er Mimers Brønd, hvori Visdom er skjult. Ved Niffelhejm, under den tredie Rod, flyder Hvergelmer med sine sorte og tunge Bølger, medens Dragen Nidhøg tilligemed en utallig Mængde giftige Orme (Slanger), som leve i Hvergelmer, af al Magt gnave paa Roden.

Træet selv er liv og Bevægelse. s dets Top see vi en mægtig Ørn med megen Vidskab, imellem hvis øjne sidder en Høgi Vejrfølner eller Vejrløfner faldet. Men paa Træets mangfoldige Grene gaa fire Hjorte omkring og søge ivrigen efter frisfe Knopper, fremskydende Blade og unge Grene, for at afæde dem eller gnave paa dem. Hjortene hedde Daain, Dvalin, Dunnær og Dyrathror. Foruden disse bemærke vi et Egern, Ratatøff, som idelig farer op.og ned ad Træet og synes at have meget travlt med at bringe Budskab imellem Ørnen og Dragen.

Det kunde synes utroligt, at denne gamle Aft, der ikke alene ved den blotte Virkning af Alderen maa hentørres og trøske, men som uopbørlig, formedelst Hjortene og Dragen, miste saa mange af sine friske Skud og berøves mere og mere af sine nærende Safter, alligevel kan staa der frisk og grøn. Dette vilde heller ikke være muligt, Træet vilde for længe siden være bortraabnet eller omstyrtet, hvis ikke Alfaber (forstjellig fra Odin) var kommet det til Hjælp paa anden Maade. I Nærheden af Urds Kilde ved Asernes Rod, hvorom vi ovenfor hørte, findes nemlig en Sal, hvori tre Jomfruer bo, hvilke, saalænge det Timelige varer, styre Verdens Gang og fordele dens vekslende Vilkaar. Disse Jomfruer ere de sædvanligen saakaldte Skjæbnegudinder eller Norner: Urd, Verdan og Skuld. Og de øse jevnlig af Kildens hellige Vand og gyde det over Affens Grene, for at forhindre den fra at visne eller uddø.

Saaledes lyder Sagnet om Affen Ydrasil. Men hvad betyder nu dette Billede? Thi at det ikke indeholder en Fortælling om et virkeligt eller naturligt Træ, der engang har staaet blomstrende et eller andet Sted i Berden, seer Enhver straks. Hvad har Digteren da tænkt paa, hvad har han villet antyde, i det han med ovenanførte Træk søgte at skildre det Billede, der viste sig for hans indre Syn og opfyldte hans Sind? Dette ville vi see at udfinde ved at søge saa simpel og naturlig en Forklaring af hvert Træf i Billedet, som det er os muligt.

Spørge vi først: hvad kan der vel i Almindelighed menes med Billedet af et stort Træ, saa er upaatvivlelig den første Tanke, som falder os ind, den om et Stamtræ. Udtrykket ,,Stamtræ“ høres nu ikke mere saa hyppigt som før; det synes at ville blive fortrængt af Ordet „Stamtavle“. Man bruger ogsaa nu for Tiden lister og linier for at ordne og sammenstille alle de Personers Navne, som i forskjellige led og i nærmere eller fjernere Grad høre til en og samme Slægt. Men i ældre Tider benyttedes Tegningen af et Træ, hvor Stammen, Grene, Kviste og Blade med Navne paa skulde antyde, i hvilken Grad Medlemmerne af Slægten nedstammede fra eller vare knyttede til hverandre. Det store Træ, hvis Krone strækker sig ud over al. Verden, skal altsaa upaatvivleligen være et Billede paa hele Menneskeslægten tænkt som en eneste stor Familie, hvoraf følger, at det enkelte Menneskes liv ikke kan være noget Enestaaende, afrevet fra og uafhængigt af alle de Andres, men at tvertimod Ingen har sig selv at takke for sin Tilværelse, men sfylder denne til Andre, at den Enes liv og Skjæbne staar mere eller mindre i Forbindelse med de Andres, og at navnlig hver enkelt ikke kan undgaa at dele og føle Virkningen af de Forandringer, der i Tidernes løb foregaa i hele Menneskeslægtens Tilstand og Vilkaar, det være sig til det Gode eller Onde, det tjene til dens Ære eller Skam.

I en af Nordens allerældste Myther finde vi saaledes den ligesaa dybe som skjønne og menneskekjærlige Tanke, at Menneskene oprindeligen kun udgjøre een Familie, hvis Medlemmer skulle betragte og behandle hverandre som Forældre og Børn, Brødre og Søstre, i al Fald som Slægtninge, der bør arbejde med hverandre til fælles Bedste, fordi Skaberen nu engang har indrettet det saa, at de ej funne undgaa paa mange Maader at være afhængige af hverandre, faa at vort Vel og Ve tildels beroer paa Andres, ligesom deres igjen paa vort.

Men den gamle Digter, for hvis Aand denne dybe og dejlige Sandhed havde aabenbaret sig, saae tillige, at Menneskene her i Verden ikke levede og virkede med hverandre til fælles Bedste, saaledes som

Skaberens (Alfaders) Bestemmelse oprindelig havde været, men at der tvertimod herskede Tvedragt og Strid rundtomkring: hvad En vilde befordre, vilde en anden forhindre; hvad En havde erhvervet, vilde en Anden berøve ham. Han saae, at om end Manges Villie og Maal var rettet til det Gode, kedle, Varige og Evige, saa var der ogsaa en stor Mængde, hvis Digten og Tragten gik ud netop paa det Modsatte, paa hvad der var ondt, uædelt, timeligt og forgængeligt, og at der imellem disse to Partier bestandig førtes en Kamp paa liv og Død, medens den største Del af Menneskene, matte, dorske og modløse, søgte at holde sig udenfor kampens Besværligheder og Farer. Dette Forhold søgte Digteren at forklare og betegne ved at give det Træ, som forestillede Menneskeslægten, en tredobbelt Rod, hvorfra meget forskjellige Safter trængte op i Træet. Den ene Rod strakte sig, som vi erindre, over Urds Kilde og Asernes Forsamlingssted; fra den kom altsaa de æble og styrkende Safter. Den anden Rod gik til Rimthursernes Hjem og kunde saaledes fun fyldes med flette, om end stærke og hidsende, Safter. Den tredie laa over Niffelhejm, Hels Rige; derfra maatte den indsuge tunge og usunde Safter, der snarere bragte Forraadnelse og Død end Friskhed og liv. Og vi nødes vel til at give den gamle Digter Ret i, at naar vi see ud over Verdens Gang og over Menneskenes liv og Gjerninger, da opdage vi tre forskjellige Arter, hvortil vi kunne henføre dem alle. Nogle arbejde for et ædelt og evigt Maal, tænke ikke paa sig selv og deres egen timelige Vinding, kun paa hvad der kan tjene til Menneskehedens fælles Bedste og styrke og fremme alt Det, som vedbliver at giælde og bestaa ud over det Timeliges Grændser. Andre have fun Z je og Tanfe for sig selv, have intet Hjerte for Andres Vel og Ve, betragte sig selv som de Eneste, der have nogen Vigtighed, alle Andre kun som Væsner, de skal drage al den Nytte og Fordel af, de kan. Da de ikke kjende til Glæden og Nydelsen af at føre det fulde, varme og kjærlige Hjertes Bevægelser, tragte de efter den snart mættede Nydelse af ydre Goder og søge at omgive sig med Skin og Glands, for at bilde sig selv og Andre ind, at de ere i Besiddelse af Evne og lejlighed til at tage af livets Herlighed saa ofte og saa meget de lyster.

Disse to Arter af Menneskene, de Menneskekjærlige og de Egenkjærlige, hvis Mønstre og Mestre vi see i Aserne og Jetterne eller Rimthurserne (disse Lysets og Mørkets, Virkelighedens og Skinnets, Sandhedens og løgnens Repræsentanter) som maa hade og forfølge hinanden af al Magt her i Verden, fordi de gjensidig standse og forhindre hinandens Bestræbelser og Fremgang, ligge i en uforsonlig og bestandig

« ForrigeFortsæt »