imorgen graaner hans Haar! han, den mægtigste Seer, er blind og eensom; den hvasse Torn river Digterkongens Kaabe i Pjalter! Hans Sange leve endnu og ved dem alene leve Oldtids Guder og Helte. Billed paa Billed bølger frem fra Morgenland og Aftenland, saa fjernt fra hinanden ved Sted og Tid og dog samme Stykke Ærens Tornevei, hvor Tidslen først sætter Blomst, naar Graven skal pyntes : Under Palmerne komme Cameler rigtladte med Indigo og andre kostelige Skatte; de sendes fra Landets Hersker til ham, hvis Sange er Folkets Glæde, Landets Hæder; han, hvem Misundelse og Løgn jog i Landflygtighed, han er fundet Karavanen nærmer sig den lille By, hvor han fandt Fristed: et fattigt Liig bringes ud af Porten, det standser Karavanen. Den Døde er just ham, de søge: Firdusi endt er Ærens Tornevei! Africaneren med de plumpe Træk, de tykke Læber, det sorte Uldhaar, sidder paa Paladsets Marmortrappe i Portugals Hovedstad og tigger det er Camoens's trofaste Slaver, uden ham og de Kobberskillinger, der kastes til ham, maatte hans Herre: „Lusiadens Sanger" sulte ihjel. Nu staaer et kostbart Monument paa Camoens's Grav. Atter et Billed! Der viser sig bag Jernstængerne en Mand, dødbleg, med langt filtret Skjæg: jeg har gjort en Opfindelse, den største i Aarhundrede !“ raaber han, „og man har i meer end tyve Aar holdt mig indespærret her!" „Hvo er han?" „En Vanvittig!" siger Gale-Vogteren: „Hvad kan dog ikke et Menneske falde paa! han troer, at man kan bevæge sig fremad ved Damp!" Salomon de Caus, Dampkraftens Opdager, der med Anelsens uklare Ord ikke blev forstaaet af en Richelieu og døer indespærret i Daarekisten. Her staaer Colombus! hvem engang Gadedrengene forfulgte og spottede, fordi han vilde opdage en ny Verden – han har opdaget den: Jubelens Klokker klinge ved hans Seiers-Hjemkomst, men Misundelsens Klokker lyde snart høiere; Verdens - Opdageren, han, som løftede det amerikanske Guld-Land_op_over Havet og gav det til sin Konge lønnes med Jernlænker, dem han ønsker lagt i sin Liigkiste, de vidne om Verden, og om Samtidens Vurderen. Billed trænger paa Billed, riig er ærens Tornevei: I Mulm og Mørke sidder her, han, som udmaalte Maanebjergenes Høide, han, som trængte ud i Rummet til Planeter og Stjerner, han den Mægtige, der hørte og saae Aanden i Naturen, fornam, at Jorden dreiede sig under ham: Gallilæi. Blind og døv sidder han i Alderdommens Aar, spiddet paa Lidelsens Tjørn i Fornægtelsens Oval, neppe kraftig til at løfte fin Fod, den, hvormed han engang i Sjæle-Smerte, da Sandhedens Ord slettedes ud, stampede mod Jorden og udbrød: ,,den bevæger sig dog!" Her staaer en Qvinde med Barnesind, Begeistring og Tro Banneret bærer hun foran den kjæmpende Hær, og hun bringer sit Fædreland Seier og Frelse. Jubelen lyder og Baalet tændes: Jeanne d'Arc, Heren brændes. Ja, det kommende Aarhundrede spotter paa den hvide Lillie: Voltaire, Videts Satyr synger om „La pucelle." -- de Paa Viborgthing brænder den danske Adel Kongens Love lyse i Flamme, belyse Tid og Lovgiver, kaste et Glorie-Skjær ind i det mørke Fangetaarn, hvor han sidder graahaaret, krumbøiet, slidende med Fingrene Fure i Steenbordet, han, engang Hersker over tre Kongeriger, den folkelige Drot, Borger og Bondes Ven: Chriftian den Anden. Han med det haarde. Sind i den haarde Tid. Fjender skrev hans Historie. Syv og tyve Aars Fængsel ville vi huske paa, idet vi mindes hans Blod-Skyld: Der seiler et Skib fra Danmark, der staaer en Mand ved høien Mast, han seer mod Hveen for sidste Gang: Tycho Brahe, der løftede Danmarks Navn til Stjernerne, og lønnedes derfor med Krænkelse og Fortræd han drager til et fremmed !Land: „Himlen er allevegne, hvad behøver jeg mere!" er hans Ord; der seiler han fra Danmark vor berømteste Mand, i fremmed Land hædret og fri! „Ak fri! om kun selv for dette Legems ulidelige Smerter!“ sukker det gjennem Tiden til os. Hvilket Billed! Griffenfeld, en dansk Prometeus lænket til Munkholms Klippe-D. Vi ere i Amerika ved en af de store Fløder, en Menneskemasse har samlet sig, et Skib skal kunne seile mod Vind og Veir, være en Magt mod Elementerne: Robert Fulton hedder han, der troer at kunne det. - Skibet begynder sin Fart; pludseligt staaer det stille - Hoben leer, fløiter og piber, hans egen Fader piber med: „Hovmod! Galskab! Løn som forskyldt! under Laas og Lukke skal det gale Hoved!" Da brydes et lille Søm, som standsede et Dieblik Maskinen, Hjulene dreie, Skovlerne støde Vandets Modstand bort, Skibet seiler -! Dampens Væverspole forvandler Timer til Minuter mellem Verdens Lande! Menneskeslægt begriber Du Saligheden i et saadant Bevidsthedens Minut, denne Aandens Forstaaen af sin Mission, Dieblikket, hvori al Sønderrivelse fra ærens Tornevei selv den ved egen Skyld opløser sig i Lægedom, Sundhed, Kraft og Klarhed, Disharmonien bliver Harmoni, Menneskene see Aabenbarelsen af Guds Naade viist den Enkelte og af ham bragt dem Alle! Ærens Tornevei viser sig da som en Glorie om Jorden; lyksaligt at vorde kaaret til Vandrer her og uden Fortjeneste at stilles mellem Bygmesteren af Broen mellem Menneskeslægten og Gud. Paa mægtige Vinger svæver Historiens Aand gjennem Tiderne og viser til Mod og Fortrøstning, til tankevækkende Mildhed — i lysende Billeder paa natsort Grund Ærens Tornevei, der ikke som i Eventyret flutter i Glands og Glæde her paa Jorden, men peger ud over den ind i Tid og Evighed! H. C. Andersen. Mythen om Asken Ygdrasil. et er først i nærværende Aarhundrede, at de Nordiske Myther have tiltrukket sig nogen almindelig Opmærksomhed. Tidligere udgjorde de en skjult Skat under Navn af Eddalæren, som kun nogle enkelte Lærde vidste nogen Besked om, men hvis Værdi de dog ikke ret kjendte, og som de altsaa heller ikke forstode at gjøre frugtbringende for deres Landsmænd. Havde Ewalds Liv ikke været saa ulykkeligt her i Verden, som det var, og hans Stilling saa fortrykt, saa havde maaske den Anelse, hans dybe Sind havde om de Nordiske Mythers sande og store Betydning, udviklet sig til et klarere Syn for hans høje og tænkende Aand. Men de famlende Forsøg, han i sine Tragedier gjorde paa at finde og anslaa disse Akkorder, bleve uden kjendelig Virkning paa hans Samtid. Først da Oehlenschlæger, hvem Skjæbnen skjenkede en lykkeligere Lod her paa Jorden, i Aaret 1803 begyndte sit store Kald som Forkynder af den Nordiske Aands Gjenkomst iblant os, blev Op= mærksomheden paa vore gamle Myther vakt rundt omkring i de Nordiske Lande. Man lyttede: hans Sange vare vistnok nye og uvante; men det forekom dog Mange, som om det var en Slægtnings Nøst fra de aller ældste Tider, der lød igjennem dem og bragte Tanker og Følelser, som hidtil havde ligget gjemte paa Sjælens Bund ukjendte for dem selv, til at røre og rejse sig. Man fik en Anelse om, en Tro paa, ja ligesom et Bevis for, at en stor og mægtig Aand havde i ældgamle Tider besjælet og behersket vore Fædre, og at denne Aand nu var staaet op efter mange Aarhundreders Slummer, at den vilde vise sig i sin gamle Herlighed for Nordens nulevende Slægter og lade sig paa ny kaare til Nordens Konge og Hersker. Har denne Kaaring end ikke fundet Sted endnu, saa er dog Meget skeet, som varsler derom og hjælper dertil. Oehlenschlæger var Digter, ikke nogen lærd Videnskabsmand, og det var netop hans digteriske Behandling af Mytherne, der vakte Opmærksomheden paa dem og Anelsen om deres Værdi. Men næsten samtidig med Oehlenschlæger fremstod en anden mægtig Forkynder af Norden Aand; det var Grundtvig. Han var ikke Digter i samme Forstand og paa samme Maade som Oehlenschlæger. Tvertimod han var en boglærd Tænker. Dog var hele hans Natur digterisk, og derfor betragtede og mynstrede han alle de Levninger af Myther og Oldtidssagn, som ved Videnskabens Fremskridt bleve bragte frem for Dagens Lys, med Digterens Dje. Han saae, at det var Nordens sande og ægte Aand, der aabenbarede sig og talte til os gjennem de gamle Myther, og alt eftersom det blev klart for ham, hvorledes Mytherne maa være blevne til, og hvad deres Judhold og Betydning egentlig er, begyndte han og vedblev han i sit lange Skribent- og Taler-Liv og vedbliver endnu at oplyse sin Samtid herom. Foruden Grundtvig have mange andre Samtidige forsøgt deres Kræfter paa at fremstille og forklare de Nordiske Myther, snart enkeltvis snart samlede i System, snart med snart uden grundigt Kjendskab til Oldnordens Sprog og Litteratur. Alle have de vistnok virket til at vække eller vedligeholde Sandsen og Interessen for vore Myther, og saaledes bidraget mere eller mindre til at skaffe Nordens Aand og gamle Hersker Tilhængere blant Nutidens Sønner. Især skylde vi Finn Magnussens og N. M. Petersen s lærde Granskninger og møjsommelige Undersøgelser mange Oplysninger, selv om vi, som Tilfældet er med nærværende Forfatter, ikke kan tiltræde deres Fortolkningsmaade. Jeg tilstaar, at jeg ganske deler Grundtvigs Anskuelse af Nordens Aand og af Nordens Myther, og at jeg aldrig har kunnet tilegne mig nogen anden. Hans Fremstilling og Forklaring af dem, hvilken man ofte har fundet uforstaaelig og urimelig, har altid forekommet mig at være den naturligste og forstaaeligste. Her kan imidlertid ikke være Lejlighed til at give en Fremstilling af de forskjellige mythologiske Systemer, d. v. s. af de mere eller mindre indbyrdes modstridende eller dog afvigende Fore= stillinger, som de Lærde have om Myther i Almindelighed, disse være sig nu græske eller nordiske, om deres Oprindelse, deres Forklaring og teraf følgende Betydning, eller til at forsøge en Kritik over de for= skjellige Mythologers Held og Værd. Men nogle faa Bemærkninger ere vi dog nødte til at forudskikke, førend vi gaa til vort egentlige Æmne, som er Fremstillingen og Forklaringen af Mythen om Affen Ygdrasil. , Naar Talen er om en Mythologi eller Gudelære (thi disse Benævnelser bruges gjerne som ensbetydende), saa venter man i Almindelighed at finde en Opregning af endel Guders og Gudinders Navne og Bestillinger, tilligemed en Fremstilliug om, hvorledes Verden og Menneskene troes at være blevne til, hvad Magt over og Indflydelse paa Verdens Gang og Menneskenes Skjæbne hver enkelt af Guderne og Gudinderne har, hvorledes disse leve indbyrdes med hverandre, og endelig hvorledes det for= holder sig med et Liv efter dette. Fremdeles antager man sædvanlig, at disse Guder vel kun i Grunden ere Fostre af de ældste Vismænds Speculationer, men at de hedenske Folk dog ligefuldt troede paa deres virkelige Tilværelse og dyrkede dem med fuld Tillid som mægtige Væsner, hvis Venskab de kunde erhverve eller Fjendskab de kunde paadrage sig. Med saadanne Forestillinger gaar man sædvanlig til at aabne en græsk eller nordisk „Mythologi“. Med Ordet „Mythe" ́ er man derimod mindre fortrolig: som oftest tænker man sig derved Noget som ikke er en virkelig historisk Begivenhed, ej heller nogen filosofisk eller aabenbaret Sandhed, altsaa Noget, som ikke maa forstaaes i bogstavelig Forstand, men som dog indeholder en Art historisk eller naturhistorisk Sandhed eller Tro. Jeg omtaler her disse almindelig udbredte Forestillinger blot for at bede Læseren ikke hænge fast ved dem som ved afgjorte Sandheder, om hvis Rigtighed man ej tør eller kan tvivle. Det ere de nemlig slet ikke; de ere ikke andet end lærde Hypotheser, mod hvilke der med fuld Ret kan stilles andre Hypotheser. Det eneste Virkelige, altsaa det Eneste, vi ere nødte til at anerkjende, men paa den anden Side ogsaa det Eneste, vi have at bygge paa, er de fragmentariske Stykker af gamle Myther og Sagn, som vi endnu besidde opbevarede paa Tryk eller i Haandskrift. Men naar eller hvor eller af hvem ethvert af disse Stykker eller det Hele, hvoraf det kun er en overbleven Levning, er digtet eller forfattet, og hvorledes det maa forklares og forstaas, |
