gjennemtrængte Mørket, og der dannede sig en Verden af Planter i de mindre oprørte Dele af Havet; ved deres Virksomhed forberededes Dyrenes Fremtræden, der maatte af den raae Materie først dannes de Stoffer, af hvilke Dyret kunde leve; men næppe var denne Virksomhed begyndt, førend Dyreriget optraadte i sine første og simpleste Former, svarende til den Planteverden, hvortil det kunde støtte sig. Igjennem uhyre lange Aarrækker udviklede Plante- og Dyreriget sig til sin nuværende Grad af Fuldkommenhed, idet Planten, paavirket ved Solens Lys, erholdt Evne til at uddrage og sammenføie af den raae Materies Bestanddele de Stoffer, uden hvilke Dyret ikke kan leve, og i dem at nedlægge den Kraft, som giver sig tilkjende ved Dyrets Livsvirksomhed. Men idet vi saaledes betragte Solen som Livets Kilde, være det ingenlunde meent, at man af Jorden skulde kunne fremtrylle Planter eller Dyr; Omstændighederne, der bevirkede de første Planters og Dyrs Fremtræden paa Jorden, ere og ville sikkert til evige Tider blive et Mysterium for Mennesket; men er Frøet, er Ægget engang givet, da kunne vi forfølge Livets Forplantning fra Individ til Individ, idet Solen meddeler Planten og denne Dyret Kraften til at vedligeholde den Tingenes Tilstand, som vi kalde Liv. Endnu flyder Livets Kilde i rigeligt Maal; thi ikke en Totusindedeel af den hele Mængde Varme og Lys, som Solen sender til Jorden, anvendes til Vedligeholdelsen af det organiske Liv; kun denne ringe Deel af Sollyset bindes af Jordens Planter for atter tildeels at fremtræde i Menneskenes og Dyrenes Livsvirksomhed. I Aarets Løb udvikler den hele organiske Verden i sine vilkaarlige og uvilkaarlige Bevægelser ikke saa megen Kraft, som Solen sender til Jorden i en Time; den hele øvrige Deel af Solens Lys og Varme tjener til at vedligeholde Livet i den uorganiske Verden, til at fordampe Vandet fra Jordens Overflade og sætte Luften og Havet i Bevægelse, og hvor forsvindende er altsaa ikke den Kraft, med hvilken selv den hele Menneskeslægt förmaaer at træde op, i Sammenligning med disse den uorganiske Verdens uvilkaarlige Bevægelser! Men ikke destomindre vil i Tidernes Løb, efter uberegnelige Aarrækker, Solen ved en uafbrudt Udstraaling af Varme blive saavidt afkjølet, at den taber sit Lys, og da vil ogsaa den organiske Verdens sidste Time være kommen; thi da vil den Kilde være udtørret, som alt i mangfoldige Aartusinder har vedligeholdt Livet paa Jorden. Ubevidst erkjender den hele organiske Verden denne sin Afhængighed af Solens Lys; naar i den tidlige Morgenstund Solen sender fine første Straaler ud over Jorden, aabner Planten sine Blade og Blomster, Fuglen svinger sig qvidrende op i Luften, imedens Mennesket

uvilkaarligt gribes af Dieblikkets Storhed, og hvor tilbøieligt er det ikke til, ligesom Soltilbederen, at bøie sit knæ i den ubevidste Følelse af, at Solen er Livets Kilde!

Julius Thomsen.

S. J.

rand kjære Ven! Hov Vægter der er Brand!

Stærkt Ilden i dit arme Hjerte raser,

Og selv du Faren ikke mærke kan,

Men som et lille Barn med Ilden spaser,

See derfor kommer jeg nu med min Sprøite,
Med Vandet fra Erfarings Kildevældet;

Jeg selv vil gjøre Alt, og baade fløite

Og være Brandmajor og gjøre Sprældet!

Som løbe rundt, naar man er stærkt beruset.

Nei lyt min kjære Ven! om du det lyster,
Til Toner fra en gammel Elskers Bryst,
Med Dristighed jeg Mindets Harpe kryster
Og mindes svundne Sorger selv med Lyst;
Thi jeg har kjækt mod Kjærligheden fægtet,
Den brændte tidt i mig med Flammer røde:
Men aldrig har jeg dem, jeg elsked, ægtet,
Og aldrig dog af Kjærlighed jeg døde.

Da Gaetano-Amor først afbrændte
Dybt i mit Hjerte fit Fyrværkeri,
Han for en femtenaarig Pige tændte
En Ild saa klar, som var der Blaalys i.
Hun var saa deilig, som en Blomst i Vaaren,
Hun var saa reen og skjær som Morgenrødme,
Saa trofast, som vor Lænkehund i Gaarden,
Da skrev jeg gjennemtrængt af Elskovs Sødme:

Dit Zie er mig som den dybe Sø,
Der bader jeg mig under milde Drømme;
Men nærved Bredden du min hulde Mø,
Thi ak din Elsker har ei lært at svømme.
Og der i Søen med den dybe Grund,
Saa tidt og længselsfuldt mit Øie leder;
Dit Hjerte er en Guldfisk paa dens Bund,
Hvorefter jeg din ømme Elsker meder.

At trøst den stakkels Fisker i hans Angst,
Tilsmiil mig, at min Lykke ikke sover!
Tænk, hvilken Sorg, om jeg fik ingen Fangst,
„Ak Jomfru, det gik vistnok aldrig over!“

Og dette Digt, min Elskovs Førstefødte,
Ved Pigen lagt i hendes Kammer var,
Og da hun mig ved Morgenkaffen mødte,
Hun yndigt det i sine Krøller bar;
Da blev jeg dristig, dette mig forjetted
Det søde Svar, hvorefter Hjertet stræber;
Men hendes Fætter bedre Svaret gjetted,
Han fik mit Svar i Kys fra hendes Læber.

Jeg var forskudt! En Mand lidt mindre kraftig
Sig havde maaskee ogsaa selv forskudt ;
Men slig en Handling, tør jeg troe „varhaftig,“
Har Mangen, naar det var for seent, fortrudt.
Nei Himlen takked jeg, som ofte retter
Hvad der er kroget hos os i Forstanden;
Thi holdt min Hulde mere af sin Fætter,
Saa passed vi jo daarligt for hinanden.

Saa var der hende, der som en Gazelle
Let svævede igjennem Salen hen,
Hvis lyse Die var en skjøn Novelle,
Hvis Sjæl var Digteren, som digted den.
De gule Lokker deres Fylde sænke,

Et Slør for Barmen, der sig bølged' bange,
De gule Lokker var den gyldne Lænke,
Hvori mit stakkels Hjerte lod sig fange.

Paa Ballet dandsed jeg ved hendes Side
Og lokked hendes muntre Latter frem,
Jeg banded Fyren, der lod Frøknen vide,
At Vognen var der og hun skulde hjem;
Jeg ilte bort, men hun mit Sind behersked,
Da tænkte jeg: et Digt skal Budet være,
Med Tankens Pleil jeg Aandens Vipper tærsked
Og digtede en Sang til hendes Ære.

Ømt kurrede jeg, som en kjælen Due,
Og deilig tyktes mig mit Hjertes Sang,
Med den ved Barmen iilte jeg at skue
Min Fremtids Harmoni endnu engang;

Men da ved hendes Moders Dør jeg standsed,
Jeg hørte hende raabe: tungt at skrive!

„Og ham, med hvem den sidste Dands jeg dandsed, Han kunde vist en prægtig Hofnar blive!“

Der sank i Gruus det stolte Fremtidsslot,
Hvor hun var Dronningen i Hjertelegen;
Tilbage blev af Alt en Hofnar blot,
Og denne simple Rolle var min egen.
Da maatte jeg af ganske Hjerte grine,
En gunstig Skjæbne havde frelst min Ære;
Thi Fanden skulge ægte Columbine,
Naar kun en Pjerrot man fik Lov at være!

Men hun, hvis Sjæl i Diets Dyb sig malte,
Hvor Spøg og Alvor stedse Venner var,
Hvis Blik var Loven, men som naar hun talte,
Et Evangelium paa Læben bar,

Mit Hjertes Consols stode høit hos hende,
Og over pari Følelserne alle;

Men altfor hurtigt Haabet blev et Minde,
Et Rygte steeg og Consols maatte falde.

I Sladrens Værksted er der aldrig No,
Der træffes Kjællingesnakkens Blæsebælge,
Der smeddes Alle sammen to og to,
Hvorpaa de gratis Os i Byen sælge;
Thi Staklerne, hvem Skjæbnerne er onde
Og lader ledige paa Torvet vandre,
De maa dog have Lidt for deres Munde,
Og det er det at sørge for os Andre.

Vi var et Par og vi blev stillet ud
Hos Rygtets Bing iblandt curante Sager;
„Og hun er yndig, det veed Himlens Gud,
Og han er nok Student og temlig mager,"