Billeder på siden
PDF
ePub

Forbrænde vi en Plante, da optager den netop en lige saa stor Mængde Jlt af Luften, som den udviklede i sin hele livsvirksomhed; thi denne Mængde vil netop kunne forvandle plantens samtlige Bestanddele til de Forbindelser, hvoraf de bleve bannede, nemlig til Kulsyre og Vand. Idet nu Planten døer, og dens Bestanddele atter ved at optage Jlten fra luften indtræde i deres oprindelige Forbindelser, udvikles atter den Kraft, som Planten modtog fra Solen, og ved hvilken den var istand til at holde sine Bestanddele bundne; og denne Kraft fremtræder da som lys og Varme. Men alle Naturkræfter staae i et nøie Afhængighedsforhold til hinanden; Varme, lys, Electrisitet, Magnetisme, chemiske og mechaniske Kræfter ere alle, om man saa maa sige, forskjellige Yttringer af den samme Grundkraft, og enhver af disse kræfter kan frembringe enhver af de andre. See vi ikke Planten, naar den forbrændes under Dampfjedlen, meddele en Deel af fin Kraft til Dampmaskinen og frembringe dennes forbausende Virkninger? Det er vore Dampmaskiners mangelfulde Indretning, der bevirker, at kun en ringe Deel af den af Planten udviklede Kraft kommer Maskinen tilgode; besad vore Maskiner den høieste Grad af Fuldkommenhed, da vilde Planten forbrænde uden at udvikle Varme og lys, og hele den udviklede Kraft meddele sig til Maskinen. Saadanne Maskiner formaaer imidlertid Mennesket ikke at bygge; det er det store Maal, til hvilket det kun kan nærme sig, uden nogensinde at naae det; men Naturen, hvis Fuldkommenhed overalt viser sig for Mennesket i det prægtigste Lys, har alt længe løft denne opgave, den har dannet Mennesker og Dyr.

Ibet vi sammenligne Mennesket og Dyret med en Maskine, tage vi nærmest fun Hensyn til det materielle Arbeide, som de have at forrette. Hesten fordrer Foder i forhold til Størrelsen af det Arbeide, som den skal udføre, ligesom Dampmaskinen fordrer Kul; men der er den Forskjel, at imedens Maskinen kun formaaer at omdanne en ringe Mængde af den i Træet eller Kullet liggende Kraft til mechanisk Arbeide, giver Dyret og den hele i Foderet indeholdte Arbeidskraft. Forandringen, som Fødemidlet lider i det dyriske legeme, svarer ganske til den, som Planten undergaaer ved Forbrændingen; thi det endelige Resultat er Kulsyre, Vand og Ammoniak, af hvilke de to første Dele forlade legemet ved Aandedrættet, imedens det sidste Stof udføres af legemet tilligemed de ikke fordøiede Dele af Føbemidlet. Dette omdannes altsaa i Dyret netop til de samme Stoffer, af hvilke planten har bannet sit · legeme, og denne Om

dannelse foregaaer, idet Dyret ved Aandedrættet 'optager Ilt af luften, ligesom Planten ved Forbrænding paa Ildstedet, og legemets Varme er Resultatet af denne Forbrænding. Saaledes har da ogsaa den Varme, som gjennemstrømmer vort legeme, hvis Varmegrad er langt over Omgivelsernes, sin middelbare Oprindelse fra Solen; thi dennes Varme og lys ere af planten blevne bundne til Stoffet og udvikles atter som Varme, naar dette i det dyriske legeme ved Fordpielsen tilbageføres til sin tidligere Tilstand.

Mennesket og Dyret maae altsaa tage Føde til sig for at kunne leve; men Optagelsen af Fødemidlet har et forskjelligt Diemed. Paa den ene Side skal det tjene til at vedligeholde legemets Varme, og denne Fordring er lettest at tilfredsstille; thi de fleste Plantestoffer, saasom Stivelse, Gummi, Sukker, Olie o. s. V., som Dyret modtager igjennem Planten, ere tjenlige til dette Diemed; de opløses i Maven og føres med Blodet til lungerne, hvor de paavirkes af den indaandede Lufts Ilt og derved undergaae en lignende Forandring som Brændslet paa Sidstedet. Dyret vilde ligesaavel fom Dampmaskinen kunne tilfredsstille denne fin Fordring ved Optagelsen af Træ og Kul, hvis det var istand til at fordøie disse Stoffer, det vil sige, overføre dem i en opløselig Tilstand; det planteædende Dyr, som ernæres ved Hø, nærmer sig allerede til Dampmaskinen, som varmes med Brænde. Paa den anden Side skal Fødemidlet tillige tjene til at danne legemets Organer; thi disses Varighed er kun kort, de ere kun en føie Stund istand til at forrette deres Funktioner og opløses dernæst, for atter at udføres af légemet. Saaledes er da legemets Masse underkastet en uafbrudt Forandring, nye Organer dannes i de opløstes Sted, for atter om kort Tid selv at opløses og give Plads for Dannelsen af andre. Legemets Form bliver under alle disse Virkninger uforandret; det er kun Stoffet, der verler. Med Hensyn til Stofdannelsen stiller legemet ganske bestemte Fordringer til Fødemidlet; thi det er ikke istand til selv at danne sit Kjød og Blods Hovedbestanddele, det formaaer kun at uddrage dem af Fødemidlet; derfor maa dette stedse indeholde en større eller mindre Mængde af det dyriske legemes Hovedbestanddele eller med disse beslægtede Stoffer, som da ligefrem kunne opløses i Maven og med Blodet føres til de Steder, hvor nye Organer skulle dannes. Det planteædende Dyr uddrager stedse disse legemets Bestanddele ligefrem af sit Foder, selv om dette kun indeholder dem i ringe Mængde; men Mennesket ligesom de kjødædende Dyr formaaer ikke at uddrage disse Stoffer, naar de ei forekomme i rigelig Mængde

i Fødemidlet. Derfor lade de Qvæget fortære Planten, som de selv ei kunne fordøie, og leve da af Kjødet, hvis Bestanddele Ovæget har uddraget af det fattige Foder. Ogsaa i• Planten selv kommer Naturen Mennesket i denne Henseende til Hjelp; thi den har i Græsarternes Frø sammentrængt næsten den hele Mængde kjød- og bloddannende Stof, som Planten indeholder, og saaledes bliver ba Brød og kjød Menneskets naturlige Fødemidler. Mennesket og Dyret danne altsaa ikke selv det Stof, hvoraf deres legeme bestaaer; thi de finde det færdigt dannet i Planten, af hvilken de kun behøve at uddrage og samle det; deres livsvirksomhed er derfor ikke saaledes som plantens umiddelbart afhængig af Sollyset, og mangt et Dyr, der fødes og døer under forben, saaledes som endeel af Jordens Kryb og Arbeidsdyrene i Bjergværkerne, seer aldrig Dagens Ly8; men middelbart ere de afhængige af Solen, deres legemes Masse er i Planten dannet ved Solens Indvirkning. 54I det sovende Menneske have vi Livsyttringerne i deres simpleste Form. I hvert Zieblik forbruges endeel af Fødemidlet, som legemet indeholder, derved at det i. opløst Tilstand med Blodet føres til lungerne, hvor det paavirkes af den indaandede Luft, for dernæst at bevæge sig videre til legemets samtlige Dele og danne nye Organer i de opløftes Sted. legemets Varme, der i ethvert Dieblik lider et Tab ved Afkjøling udenfra, vedligeholdes. ved Fødemidlets Forbrænding, og dets Masse fornyes uafbrudt ved Dannelsen af nye Organer. I denne Tilstand kan Mennesket sammenlignes med den hvilende Dampmaskine; vel behøver denne ikke en stadig Fornyelse af sine Organer, thi den er bygget af et stærkere og varigere Materiale end vort legeme; men ikke destomindre maae Kulene stadigt brænde under dens Kjedel for at holde Vandet varmt, saa at Maskinen i hvert givet Dieblik atter kan begynde sin Virksomhed; thi det brændende Kul skal erstatte det Tab af Varme, som Maskinen lider ved Aftjølingen udenfra. Skal derimod Maskinen arbeide, da vil den ringe Mængde Kul, som den forbruger i den hvilende Tilstand, ikke mere være tilstrækkelig, dets Mængde maa forøges i Forhold til Størrelsen af det Arbeide, som den skal udføré. lad os antage, at Maskinen var bestemt til at pumpe Vand op fra en hundrede Fod dyb Brønd; da vilde, foruden den Mængde Kul, som udfordres til at erstatte Tabet'ved Aftjølingen, Maskinen hvert Minut forbruge en vis Mængde Kul i Forhold til Mængden af det Vand, som skulde oppompes i samme Tid; besað Maskinen den størst tænkelige Grab af Fuldkommenhed, faa at den

hele af Kullene udviklede Varmemængde blev omdannet til mechanist Kraft, da vilde den forbruge et Þund Kul mere for hver 1160 Cubiffod eller 72,000 Pund Vand, som den skulde løfte op til den angivne Høide; det er den Arbeidsmængde, som eet Pund Kul formaaer at udrette.

Erfaring og Theori have godtgjort, at der forbruges en ligestor Arbeidsmængde, hvad enten eet Pund løftes til hundrede Fods Høide eller hundrede Pund til een Fods, og saaledes bliver da den hele Arbeidsmængde, som eet Pund Kul kan udvikle, den uhyre Størrelse af over Tyv Millioner Pund løftet igjennem en Fods Høide! Vore Maskiner ere imidlertid ikke istand til at gjengive den hele Arbeidsmængde, som svarer til deres Kulforbrug, og de bedste give kun en Tiendedeel af den hele Størrelse. Det dyriske legemes Organisation er derimod af en langt fuldkomnere Art; af hver Skjærv, som Dyret modtager, vil det kunne udvikle den fulde Arbeidsmængde, naar det kun er istand til at fordøie der Modtagne og føre det over i den opløste Tilstand i Blodet. Et Pund Hø og et Pund udvikle ved Forbrænding paa Ildstedet ligemegen Varme, og de indeholde altsaa ligemegen Arbeidsmængde; men give vi Hesten et Pund Hø som Foder, da vil det af dette kunne udvikle en ti til tyve Gange saa stor Arbeidsmængde som eet Pund Træ ved at forbrænde under Dampkjedlen; thi saameget fuldkomnere er den dyriske Maskine. Dyret og Maskinen modtage begge deres Arbeidskraft fra Planteriget, som atter har uddraget den af. Solens Lys; og naar altsaa eet Pund Træ eller Hø ved Forbrænding udvikler saamegen Varme, at derved 3000 Bund Vand kunne opvarmes een Grad, saa maa ogsaa Planten i levende live have optaget en tilsvarende varmemængde af Solens Straaler. Om Sommeren affjøle altsaa Skovens Planter Luften ved deres livsvirksomhed, imedens de om vinteren bidrage til at formindske Kulden i vore Boliger.

Optagelsen af Fødemidlet har altsaa et tredobbelt Diemed. For det Første skal legemets Varmegrad holdes langt over Omgivelsernes, i hvilken Henseende Fødemidlet virker som Brændslet i vore Ovne, det forbrænder og meddeler sin Varme til legemet; dernæst maa Dyret kunne fornye fit legemes Bestanddele, og Fødemidlet maa altsaa kunne byde disse i den Tilstand, at de ligefrem kunne optages af Blodet og føres til deres Bestemmelsessted i legemet; og endelig skal Dyret igjennem Fødemidlet modtage sin hele Arbeidskraft. I denne Henseende forholder Fødemidlet sig som Brændslet under Dampfjedlen, jo større Varme det vilde kunne udvikle ved Forbrænding, desto større Arbeidskraft vil det ogsaa meddele Dyret, forudsat at Stoffet overhovedet er i en Tilstand,

som er Dyret tjenlig. Legemets utallige, vilfaarlige og uviltaarlige Bevægelser, enhver Yttring af livskraften, ligefra det flygtige Diekast til Hjertets og Brysthulens regelmæssige Bølgen, ligefra det lette Smiil til den tunge Gang opad Bjerget, forbruge hver især en vis Deel af den i Fødemidlet indeholdte Arbeidømængde. Aftjølingen, som legemet liber paa Grund af Luftens lavere Varmegrad, vilde i et Døgn berøve legemet ethvert Overskud af varme, hvis ikke Fødemidlet ved Omdannelse i legemet stedse paany erstattede dette Tab. Til dette Diemed og til efterhaanden at fornye legemets Masse forbruger et Menneske i Døgnets løb den hele Kraft, som 11 Pund Hvede eller en dertil svarende Mængde af andre Næringsmidler indeholde; dette er Maalet for legemets Livskraft i den hvilende Tilstand, og hvor betydelig den er, fremgaaer deraf, at den, anvendt paa anden Maade, vilde være istand til at løfte legemets Vægt til en Høide af 40,000 Fod over Jorden. Større blive Legemets Fordringer, naar det skal arbeide. Gaae vi hen ad den jevne Vei, vil ethvert Skridt koste legemet en lille Skjærv, og have vi tilbagelagt en Miil, da er der af Fødemidlet forbrugt saameget mere end i den hvilende Tilstand, som svarer til 3 Lod Hvede; thi ved hvert Skridt løfte vi legemets Vægt igjennem en ringe Høide for dernæst atter at lade det falde. Stige vi derimod op ad et Bjerg, maae vi løfte Legemets Vægt til en langt større Høide end ved Gangen paa den jevne Jord, og hver Fod, vi stige høiere op, koster legemet ligesaameget som 10–12 Skridt paa den flade Jord; ere vi naaede til en Høide som Toppen af Montblanc, da have vi forbrugt en ligesaa stor Deel af Fødemidlet, som om vi paa Jorden havde tilbagelagt en Strækning af 10—12 Miil. Ligesom i disse Erempler Gangen og Stigningen bevirke et tilsvarende Forbrug af Fødemidlet, som legemet indeholder, saaledes forholder det sig ogsaa med enhver anden Anstrængelse af legemet; thi ingen Virkning uden Aarsag; ogsaa Menneskets aandelige Anstrængelser ere paa det Nøiefte knyttede til legemets Virksomheder, der hersker 'en bes stemt, men hemmelighedsfuld Forbindelse.

Idet vi saaledes fee, at Individets livskraft i sine Yttringer følger de Love, som Videnskaben har efterviist for Naturkræfterne i deres Almindelighed, opstaaer let den Overbeviisning, at ogsaa den kun er en særegen Yttringsform af den almindelige Grundkraft, som tilhører det hele verdensalt. Der var en Tid, da intet organist liv fandtes paa Jorden; et af stærke Storme oprørt Hav dækkede Overfladen, og Solens Straaler kunde ei trænge igjennem det tætte Skylag, der omgav vor Klode; men efterhaanden hævede sig fafte Punkter ud over Havet, lyset

« ForrigeFortsæt »