ophøiet Pyramide; thi de tegne de samme to Billeder i vore Dine, som en virkelig Pyramide seet i en vis Afstand fra even vilde frembringe. Vi ere kun overraskede ved at see den store Betydning, som en tilsyneladende ringe Omstændighed har paa vor Anskuelse, og vi beundre ́ den Kraft, hvormed de to kun lidet forskjellige Billeder i vore Dine paanøde os Anskuelsen af en Gjenstand, som vi dog vide slet ikke eristerer.

Vi have altsaa seet, hvorledes vi paavirkes af Lysstraalerne fra den betragtede Gjenstand, hvorledes vi iagttage Indtrykket og tillige hjulpne af Erfaringen bemærke visse Omstændigheder, som ledsage dette Indtryk; vi maae nu henvende vor Opmærksomhed noget mere paa den indre Virksomhed. den sjælelige Produktivitet, uden hvilken ingen Sandsning er mulig. Naar jeg seer paa en Gjenstand og seer den, saa maa Sjælen selv forme den for mine Dine af de Indtryk, Gjenstanden frembringer, og dette maa skee med en indre Nødvendighed, uafhængig af min Villie. Sandsningen beroer saaledes tilsidst paa en Selvvirksomhed af Sjælen, og vi bør derfor ikke formeget lede efter ydre materielle Aarsager, som kunne bevirke, at vi see Gjenstanden i sin virkelige Form; det kan hænde fig, at disse Aarsager undertiden slet ikke ere tilstede. Vi kunne saaledes med eet Die alene meget godt skjelne Verden fra et Maleri, ligesom ogsaa den kan det, der er saa uheldig at skele og altsaa ikke kan bruge sine to Dine rigtigt. Rigtignok ligger der endnu i eet Die en Evne til vagt at bedømme Afstande, idet Diet noget maa forandre sin Form for at see lige tydeligt i i de forskjellige Afstande; men meget fjerne Gjenstande da, hvorledes kunne de hæve sig frem, da vi dog her selv med vore to Dine maae opgive enhver physist Control? Sagen er, at naar vi have bestemte physiske Grunde at støtte vor Anskuelse umiddelbart paa, saa holde vi os til dem, danne os efter dem en bestemt Forestilling om Gjenstanden, og saaledes see vi den. Men mangle vi disse Midler, saa danne vi os paa andre Maader en Forestilling om Gjenstanden, naar vi saa efter visse instinktmæssige Slutninger antage, at det er en Gjenstand af den og den Form, vi fee paa, saa see vi den ogsaa virkelig saaledes, som vi forestille os den. Derfor ville ogsaa Gjenstandene i et godt Maleri træde tydeligt og be= ftemt frem, naar vi i nogen Afstand betragte det igjennem et Rør, hvilket Forsøg tillige viser, hvor let wan er udsat for Skuffelser, naar den phyfiske Control af vore to Dine mangler.

Naar vi derimod ingen Forestilling kunne gjøre os om den Gjenstand, vi betragte, saa vil den heller slet ikke fremstille sig for vore Dine i sin virkelige Skikkelse, vi ville kun see de to Billeder, vore Dine modtage, det vil sige snart det ene, snart det andet. Man overbeviser sig let

herom ved at tegne to ligestore Cirkler og deri skrive to forskjellige Bogflaver; naar man da gjør det samme Forsøg, som ovenfor med Pyramiden, vil man, naar Cirklerne smelte sammen til een for Dinene, see af= verlende snart det ene, snart det andet Bogstav og undertiden een Halvpart af hvert. Saaledes gaaer det ogsaa, naar de to Billeder forestille en noget usædvanlig og sammensat Gjenstand, først naar vi faae den forflaret, faae en Idee om den, vil den pludselig træde indeligt frem.

Wheatstone, som først udtænkte Stereoskopet, har construeret fit Apparat paa følgende Maade: to Speile stilles skraat mod hinanden, og i ligestore Afstande derfra sættes to Billeder saaledes, at Billederne af dem igjen i Speilet synes at falde paa samme Sted. I Figuren er saaledes ab og bc de to Speile, d og e de to Billeder og f begges Speilbillede.

Man lægger nu Næsen paa Speilenes Rand (b) og seer i hvert Speil med eet Die (g og h): med venstre Die sees kun Billedet d, med høire kun e, men begge Billeder synes at være paa samme Sted indenfor Speilene, nemlig i f. Naar nu de to Billeder, vi her see, forestille en bestemt Gjenstand, saaledes som den netop i denne Afstand vilde vise sig for det høire og venstre Die, saa vil man synes istedenfor to Billeder at see selve Gjenstanden der træde saa tydeligt frem, at man endog synes at kunne udmaale dens Dimensioner. Fordelen ved at gjøre Forsøget paa denne Maade er aabenbart den, at man ikke behøver at anstrænge, Dinene saaledes som før ved at stirre lige ud.

Nu har man indrettet Apparatet noget mere hensigtsmæssigt: det er. som Figuren viser en Kasse, hvori de to Billeder lægges forneden, medens man fra oven seer paa dem gjennem to Lindser af Glas, saaledes at kun

eet Billede sees af hvert Die.

Disse Lindser forstørre Billederne noget og rykke dem iffe alene bort i en tilsyneladende større Afstand, men ogsaa nærmere mod hinanden, saaledes at de komme til at dække hinanden. Dette skeer derved, at Lindserne ere tyndere paa de to Sider, som vende mod hinanden, end paa de to modsatte, derved blive nemlig Lusstraalerne bøiede noget til Siden.

Jstedenfor tegnede Billeder har man nu ogsaa med stort Held anvendt daguerreotyperede, idet man tager to Daguerreotyvier af en Gjenstand fra to noget forskjellige Sider. Disse troe Afbildninger af Naturen vække i Stereoskopet vor Overraskelse og Beundring, vi see Gjenstanden selv klart og tydeligt hæve sig frem af den blanke Sølvplade, endog Materialet, hvoraf den er, gjenkjendes, alle de ubetydelige Smaating, fom i Daguerreovien selv syntes utydelige, faae nu deres Betydning og stille sig raa rette Plads, og saaledes fængsles vi af dette lille, fimple Avvarat længe ved det forunderlige, smukke Sandsebedrag.

2. B. Lorenz.

For at lære fin Samtid tilbunds at fjende er det ikke tilstrækkeligt at studere Politik, Literatur, Industri, Handel osv.; man maa gjøre sig fortrolig med alle de Factorer, der i Forening give enhver Lidsperiode dens bestemte Charakteer. ,,Sig mig, hvad Du spiser, og jeg skal fige Dig, hvad Du er", er en Parador af den berømte dogmatiske Kogekunstner Brillat-Savarin, men Paradoren bliver sand, naar man forstaaer den saaledes: naar jeg ikke veed, hvad Du spiser, veed jeg ikke, hvad Du er; og paa samme Maade kjender man ikke tilbunds sin Samtid, naar man ikke veed, hvorledes den spiser, hvorledes den drikker, hvorledes den klæder sig, morer sig, med eet Ord: hvorledes den i det Hele teer sig i det sociale Liv. Vor høitærede Samtid erholder for Øieblikket et ganske eiendommeligt Præg ved en Kraft, hvis Virksomhed er temmelig ung, og det er Anglomanien eller den engelske Syge, som man kunde kalde den. Kjender man ikke den, kjender man ikke fin Samtid, og det er af Vigtighed, at vi studere den itide, medens vi endnu kunne opdage det Charakteristiske ved den, og førend den saaledes har assimileret sig med vor hele Samfundstilstand, at vi ikke længere kunne objektivere den for os, som Filosoferne sige.

Det er altid af Interesse at forfølge et Fænomen i dets fremadskridende Udvikling paa de forskjellige Trin af Skabningsrækken, at iagt= tage, hvorledes det, der paa de laveste Trin er aldeles rudimentairt, spo

radisk træder klarere frem og efterhaänden udvikler sig, indtil det endelig culminerer i den ypperste Skabning, Mennesket. Vi haabe derfor, at man vil skjænke den samme Interesse som den, hvormed man iagttager Forskjellen i Aandedrætsprocessen hos Goplerne, Tudserne, Fiskene, Storkene, Murmeldyrene og Menneskene, til en Udvikling af den engelske Syge.

Anglomanien har i mange Aar grasseret her i Danmark, men længe mærkedes kun lidet til den, eftersom den udelukkende holdt sig i de lavere Sphærer. Medens den finere Verden var behersket af Gallomanien, fransk Politik, fransk Smag og fransk Literatur; medens Videnskaben var inddrukket af Deutschthümeleiet, tydsk Grundighed, tydsk Vind_og_tydsk Bombast; medens Ungdommen var borte i Skandinavisme, svensk Banco, svenske flickor“ og skandinaviske Faner, maatte Anglomanien nøies den tarvelige Omgang med

med en vegetativ Tilværelse i Staldene og Røgtere, Staldkarle og Landjunkere. Det var den Spire, af hvilken Anglomanien vorede faa frodig op, og dog kan man selv i dette Sennepskorn see de forskjellige Udviklingstrin. Hvad der dengang var Anglomaniens mest fremtrædende Særkjende, var den synlige Bestræbelse efter en fuldstændig Emancipation fra Alt, hvad man kalder Hale; hos det anglomane Sviin vil Grandskeren allerede kunne iagttage dette: den tyffe, klodsede Hale, der forraader det danske Sviins gemene Extraktion, har forvandlet fig til et tyndt, gracieust je ne sais quoi, som med en coquet Krølle betydningsfuldt peger opad sic itur ad astra; hos den anglomane Hund har den ludende, lange Hale omformet sig til en viftende Svands, og hos den anglomane Heft endelig findes der kun Reminiscentser af denne Legemsdeel.

Med Aaret 1848, med den tiltagende politiske og industrielle Forbindelse med England, gjorde Anglomanien det længe forberedte Spring, der bragte den op til Skabningens Hoved. Sokrates førte Filosofien fra Himlen ind i Husene; sandsynligviis var det en reisende Handlungsbeslissener", der via Lowestoft bragte Anglomanien ind i vort Samfund; han gav den Plads paa Commis'ens Throne. Comptoirstolen, og et Dieblik efter strakte den nonchalant Benene ud i Salonens Sofa. Nu sidder den der, stolt, strunk, kneisende, næsten uforskammet, hvilende i egen Selvfølelse, og er Hovedfactor i det sociale Produkt. Vi skrive altsaa i faa Træk Anglomaniens Naturhistorie, eller, om man hellere vil, vi give den engelske Syges Hovedsymptomer.

Hos Hannerne begynder Anglomanien med det 15de Aar og udvikler sig gradviis, indtil den culminerer omtrent med det 20de. Hver Udviklingen er normal, yttrer Sygdommen sig ved følgende Tegn: Be