Billeder på siden
PDF
ePub

ophøiet Pyramide; thi de tegne de samme to Billeder i vore Dine, som en virkelig Pyramide feet i en vis Afftand fra oven vilde frembringe. Vi ere kun overraskede ved at see den store Betydning, som en tilsyneladende ringe Omstændighed har paa vor Anskuelse, og vi beundre' den Kraft, hvors med de to fun lidet forskjellige Billeder i vore Dine paanode 08 Anskuels sen af en Gjenstand, som vi dog vide slet ikke eristerer.

Vi have altsaa seet, hvorledes vi paavirkes af Lysstraalerne fra den betragtede Gjenstand, hvorledes vi iagttage Indtrykfet og tillige hjulpne af Erfaringen bemærke visse omstændigheder, som ledsage dette Indtryk; vi maae nu henvende vor Opmærksomhed noget mere paa den indre Virksomhed. den sjælelige Produktivitet, uden hvilken ingen Sandsning er mulig. Naar jeg feer paa en Gjenstand og seer den, faa maa Sjælen jelv. forme den for mine Dine af de Indtryf, Gjenstanden frembringer, og dette maa skee med en indre Nødvendighed, uafhængig af min Villie. Sandsningen beroer saaledes tilfidīt paa en Selvvirksomhed af Sjælen, og vi bør derfor iffe formeget lede efter ydre materielle Aarsager, som kunne bevirke, at vi see Gjenstanden i sin virkelige Form; det kan hænde sig, at disse Aarsager undertiden slet ikke ere tilstede. Vi kunne saaledes med eet Die alene meget godt ffjelne Verden fra et Maleri, ligesom ogsaa den kan det, der er jaa uheldig at skele og altsaa iffe fan bruge fine to Dine rigtigt. Nigtignok ligger der endnu i eet Die en Evne til vagt at bedømme Ajstander, idet Diet noget maa forandre sin Form for at see lige tydeligt i i de forsfjellige Afstande; men meget fjerne Gjenstande da, hvorledes kunne de hæve sig frem, da vi dog her selv med vore to Dine maae opgive enhver physist Control ? Sagen er, at naar vi have bestemte physiske Grunde at støtte vor Anskuelse umiddelbart paa, saa holde vi ng til dem, danne og efter dem en bestemt Forestilling om Gjenstanden, og saaledes see vi den. Men mangle vi disse Midler, saa danne vi os paa andre Maader en Forestilling om Gjenstanden, naar vi saa efter visse instinktmæssige Slutninger antage, at det er en Gjenstand af den og den Form, vi fee paa, saa see vi den ogsaa virkelig saaledes, som vi forestille og den. Derfor ville ogsaa Gjenstandene i et godt Maleri træde tydeligt og bes ftemt frem, naar vi i nogen Afstand betragte det igjennem et Rør, hvilket Forsøg tillige viser, hvor let man er udsat for Skuffelser, naar den phyfisfe Control af vore to Dine mangler.

Naar vi derimod ingen Forestilling kunne gjøre og om den Gjen: stand, vi betragte, faa vil den heller slet iffe fremstille sig for vore Dine i sin virkelige Sfiffelse, vi ville fun fee de to Billeder, vore Dine mods tage, det vil sige snart det ene, snart det andet. Man overbeviser fig let

herom ved at tegne to ligestore Cirkler og deri skrive to forsfjellige Bogstaver; naar man da gjør det samme Forsøg, som ovenfor med Pyra: miden, vil man, naar Cirklerne smelte sammen til een for Dinene, see afverlende snart det ene, snart det andet Bogstav og undertiden een Halvpart af hvert. Saaledes gaaer det ogsaa, naar de to Billeder forestille en noget usædvanlig og sammensat Gjenstand, først naar vi faae den for: klaret, faae en Idee om den, vil den pludselig træde tydeligt frem.

Wheatstone, som først udtænkte Stereoskopet, har construeret fit Ap. parat paa følgende Maade: to Speile stilles skraat mod hinanden, og i ligestore Afstande derfra sættes to Billeder saaledes, at Billederne af dem igjen i Speilet synes at falde paa samme Sted. I Figuren er saaledes ab og bc de to Speile, d og e de to Billeder og begges Speilbillede.

[graphic][ocr errors][subsumed][subsumed]

Man lægger nu Næsen paa Speilenes Rand (b) og jeer i hvert Speil med eet Die (s og h): med venstre Die sees fun Billedet d, med hoire kun e, men begge Billeder synes at være paa samme Sted indenfor Speilene, nemlig i f. Naar nu de to Billeder, vi her sec, forestille en bestemt Gjenstand, saaledes som den netop i denne Afftand vilde vise sig for det høire og venstre Die, saa vil man synes istedenfor to Billeder at see selve Gjenstanden der træde saa tydeligt frem, at man endog fynes at funne udmaale dens Dimensioner. Fordelen ved at gjøre Forsøget paa denne Maade er aabenbart den, at man ikke behøver at anstrænge, Dinene saaledes som før ved at stirre lige ud.

Nu har man indrettet Apparatet noget mere hensigtsmæssigt: det er. som Figuren viser en Rasse, hvori de to Billeder lægges forneden, medens man fra oven seer paa dem gjennem to Lindser af Glas, saaledes at fun

[graphic]

eet Billede sees af hvert Øie. Disse Lindjer forstørre Billederne noget og ryfke dem iffe alene bort i en tilsyneladende større Afstand, men ogsaa nærmere mod hinanden, faaledes at de komme til at dække hinanden. Dette sfeer derved, at Lindserne ere tyndere paa de to Sider, som vende mod hinanden, end paa de to modsatte, derved blive nemlig Lysstraalerne bøiede noget til Siden.

Istedenfor tegnede Billeder har man nu ogsaa med stort Held anvendt daguerreotyperede, idet man tager to Daguerreotypier af en Gjenstand fra to noget forskjellige Sider. Disse troe Afbildninger af Naturen væffe i Stereoskopet vor Overraskelse og Beundring, vi see Gjenstanden selv klart og tydeligt hæve fig frem af den blanke Sølvplade, endog Materialet, hvoraf den er, gjenkjendes, alle de ubetydelige Smaating, som i Daguerreo: vien selv syntes utydelige, faae nu deres Betydning og stille sig raa rette Plade, og saaledes fængsles vi af dette lille, fimple Apparat længe ved det forunderlige, smuffe Sandfebedrag.

B. B. Lorenz.

[graphic][subsumed][subsumed][subsumed]

For at lære sin Samtid tilbunds at fjende er det iffe tilstræf: keligt at studere Politik, Literatur, Industri, Handel osv.; man maa gjøre sig fortrolig med alle de Factorer, der i Forening give enhver Tids: periode dens bestemte Charakteer. „Sig mig, hvad Du spiser, og jeg skal fige Dig, hvad. Du er“, er en Parador af den berømte dogmatiske Rogekunstner Brillat-Savarin, men Paradoren bliver jand, naar man forstaaer den saaledes: naar jeg iffe veed, hvad Du spiser, veed jeg ikke, hvad Du er; og paa samme Maade kjender man ifke tilbunds sin Samtid, naar man ikke veed, hvorledes den spiser, hvorledes den driffer, hvorledes den klæder sig, morer sig, með eet Ord: hvorledes den i det Hele teer sig i det sociale Liv. Vor hoitærede. Samtid erholder for Dieblikket et ganske eiendommeligt Præg ved en Kraft, hvis Virksomhed er temmelig ung, og det er Anglomanien eller den engelife Syge, som man kunde kalde den. Kjender man ikke den, kjender man ikke fin Samtid, og det er af Vigtighed, at vi studere den itide, medens vi endnu kunne opdage det Charakteristiske ved den, og førend den saaledes har assimileret sig med vor hele Samfundstilstand, at vi ikke længere kunne objektivere den for 08,

- fom Filosoferne sige. Det er altid af Interesse at forfølge et Fænomen i dets fremads skridende udvikling paa de forskjellige Trin af Skabningsrækken, at iagttage, hvorledes det, der paa de laveste Trin er aldeles rudimentairt, spo

radist træder klarere frem og efterhaanden udvikler sig, indtil det endelig culminerer i den ypperste Skabning, Mennesket. Vi haabe derfor, at man vil ftænke den samme Interesse som den, hvormed man iagttager Forsfjellen i Aandedrætsprocessen hos Goplerne, Tudserne, Fisfene, Storkene, Murmeldyrene og Menneskene, til en udvikling af den engelske Syge.

Anglomanien har i mange Nar grasseret her i Danmark, men længe mærkedes kun lidet til den, eftersom den udelukkende holdt sig i de lavere Sphærer. Medens den finere Verden var behersket af Gallomanien, fransk Politik, fransk Smag og franff Literatur; medens Videnskaben var inddrukket af Deutschthümeleiet, tydse Grundighed, tydsk Vind og tydsk Bombast; medens Ungdommen var borte i Skandinavisme, svenft Banco, svenske „flickor“ og skandinaviske Faner, maatte Anglomanien nøies med en vegetativ Tilværelse i Staldene og den tarvelige Omgang med Røgtere, Staldkarle og Landjunkere. Det var den Spire, af hvilken Anglomanien vorede faa frodig op, og dog kan man selv i dette Sennepsforn fee de forskjellige udviklingstrin. Hvad der dengang var Anglomaniens mest fremtrædende Særfjende, var den synlige Bestræbelse efter en fuldstændig Emancipation fra Alt, hvad man kalder Hale; hos det anglomane Sviin vil Grandskeren allerede kunne iagttage dette: den tykke, klodsede Hale, der forraader det danske Sviins gemene Ertraktion, har forvandlet sig til et tyndt, gracieust je ne sais quoi, som med en coquet Krølle betydningsfuldt peger opad sic itur ad astra; hos den anglomane Hund har den ludende, lange Hale omformet sig til en viftende Svands, og hos den anglomane Heft endelig findes der kun Reminiscentser af denne Legemsdeel.

Med Aaret 1848, med den tiltagende politiske og industrielle Forbindelse med England, gjorde Anglomanien det længe forberedte Spring, der bragte den op til Skabningens Hoved. Sokrates førte Filosofien fra Himlen ind i Hurene; sandsynligviis var det en reisende „Handlungsbeflifiserer“, der via Lowestoft bragte Anglomanien ind i vort Samfund; han gav den Plads paa Gommis’ens Throne. Comptoirftolen, og et Dieblif efter strakte den nonchalant Benene ud i Salonens Sofa. Nu fidder den der, stolt, strunk, kneisende, næsten uforskammet, hvilende i egen Selvielelse, og er Hovedfactor i det sociale Produkt. Vi skrive altsaa i faa Træf Anglomaniens Naturhistorie, eller, om man hellere vil, vi give den engelske Syges Hovedsymptomer.

Hos Hannerne begynder Anglomanien med det 15de Aar og udvikler sig gradviis, indtil den culminerer omtrent med det 20de. Hver udviklingen er normal, yttrer Sygdommen sig ved følgende Tegn: Be

« ForrigeFortsæt »