sædvanlige Beværtning med Caffe og Punsch; der finder ingen Dands Sted; men Gjæfterne more sig med at spille Schervenzel og Trekort; men Kortene maa man selv medbringe. Saaledes gaaer det til ved de større Bryllupper, naar Parterne ere velhavende. Hos mindre velhavende Folk beværtes der Kl. 8 med Risengrød istedetfor Steg. De tidligere saa almindelige "Ærtebryllupper", ved hvilke Gjæsterne tracteredes med gule Ærter til Middag, begynde nu at gaae af Brug. Ved Gilder i An ledning af Barnedaab drikkes Gaffe med Tilbehør Kl. 3; man gaaer da bort i nogle Timer og kommer igjen til Thee med Tilbehør, hvorefter disse Gilder sædvanlig ende Kl. 9 à 10 om Aftenen. Til Begravelser

skeer Indbydelsen af en sorgklædt Pige, der har en liden Stok i Haanden. De Indbudne samles Kl. 1 i Sørgehuset, hvor der bydes dem Forfriskninger, der efter Skik og Brug skulle indtages i den Stue, hvori Liget ligger med ubedækket Ansigt. Baade Mænd og Qvinder følge efter Kisten til Kirkegaarden. Efter Begravelsen begynder i Sørgehuset et Gilde aldeles af samme Tilsnit som det ovenfor beskrevne Barselgilde, og hverken Gjæsternes Stemning eller nogetsomhelst Andet minder om, i hvilken Anledning Forsamlingen finder Sted. Da Begravelsesgildet betragtes som en skyldig Hæder, der vises den Afdøde, afholdes det i enhver Familie, selv den allerfattigste, der mister et af fine Medlemmer. Saasnart En er død, er det den første Tanke hos de Efterlevende at faae Kornet, der skal brunes til Begravelseskagerne, bragt til Møllen; ja! man har endogsaa Erempler paa, at dette er skeet paa den blotte Formodning om, at Døden vilde indfinde sig, men at denne af lutter Caprice er gaaet Huset forbi. Mange Piger lade tilligemed deres Brudedragt forfærdige en Liigdragt, som de opbevare, indtil Tidens Fylde kommer. Foruden de omtalte Gilder holdes i de fleste velhavende Familier Julegilder, der gjerne vedvare ind i Februar Maaned; de, der have en stor Familie eller et udbredt Bekjendtskab, kunne derfor komme til Gilder nok i den Tid.

Til dagligt Brug leve Fannikerne meget tarveligt. Den sædvanlige Kost er Mælkemad, tør Fisk med Kartofler, Pandekager og fremfor Alt den nationale Ret "Sackkuch”, en Art Budding af Bygmeel, der bliver fogt i Vand, og nydes med Sirupssauce i Forbindelse med saltet Kjød eller Flæsk. Til Mellemmaden faavelsom til Frokosten nydes naturligviis den uundværlige Caffe, der af Mange forbedres ved Tilsætning af en Snaps Kornbrændeviin, hvorved den saakaldte Caffepunsch fremkommer. en Drik, der efter Kjenderes Dom skal smage som Mallagaviin, men som for den dertil Uvante er afskyelig, I de fleste Huse forefinder man en talrig Børneflok, der sjeldent udmærker sig ved Artighed, en naturlig Følge

af, at Fædrene saa sjeldent ere hjemme, og Mødrene have faa Meget at varetage, at de ikke kunne anvende synderlig Tid paa Børneopdragelsen, der først kan siges ret at begynde med Børnenes Skolegang. Skolen er overmaade god og bliver flittig besøgt. Odten har en stor ny Skolebygning med tre Classer, der hver har sin Lærer, og Landsbyen har sin egen Skole med egen Lærer; desforuden findes paa Odden en lille privat Bugeskole. Med Confirmationen ophører Skolegangen, og Pigerne komme da gjerne ud at tjene, medens Drengene gaae tilsøes. Overtroen er tiltrøds for den stigende Oplysning ingenlunde ganske forsyunden fra Øen, men Mange troe endnu stærkt paa Spøgelser og Hereri, navnlig er det meget almindeligt at antage Folk eller Fæ for at være "forgjorte”, naar noget Uheld træffer dem, og man udpeger da gjerne En eller Anden, fordetmeste en stakkels gammel Kone, som Heren, der har forgjort dem. Det er endnu et meget almindeligt troet Sagn, at der paa en vis Mark i Landsbyen hver Nat Kl. 12 viser sig en hvid Heft uden Hoved, ja Flere paastaae endogsaa at have seet den. Paa Grund af denne Tre paa og Frygt for Spøgelser gaae Fruentimmerne ikke gjerne ene ud, efterat det er blevet mørkt; men naar et Ærinde skal forrettes, maa der stedse to afsted. Nattevagten besørges ogsaa skifteviis af alle Sognets Koner og Piger, bestandig to og to af Gangen. Disse have at paasee, at der iagttages Forsigtighed med Ild og Lys, og for at vække Vedkommendes Opmærksomhed, skralde de udenfor ethvert Huus, hvori Lys lader sig see paa en usædvanlig Tid; tillige skulle de passe paa Vandets Stigen, før i Tilfælde af en Stormflod itide at kunne vække Beboerne. Den lange kjedsommelige Nattevagt forkortes ved nysgjerrige Indblik i Privatlivets Helligdom, hvorom de qvindelige Vægtere om Morgenen undertiden see sig istand til at levere interessante Meddelelser, der heller ikke stikkes under Stolen, men med Lynets Hurtighed forplante sig over hele Byen.

I det hele taget hersker der megen Sædelighed paa Fanø og en sjelden Troskab i Forholdet imellem Mænd og Qvinder. Tidlige Forlovelser ere hyppige; men om ogsaa Kjæresten reiser bort og bliver borte i en halv Snees Aar, hører det dog til de store Sjeldenheder, at begge Parter ikke blive hinanden troe. De mange Enker, der paa Grund af Mændenes exponerede Livsstilling findes paa Den, blive fjeldent gifte igjen, medmindre de eie et Skib; hvorimod Enkemændene i Reglen hurtigen søge fig nye Koner, der kunne passe Huus og Børn, medens de selv ere tilsøes.

Skjøndt der kun er en Afstand af to Mile imellem Nordbye og Sønderhoe, saa findes der dog imellem begge Sogne adskillige Nuancer i Sædvaner, Klædedragt og Gildeceremoniel, som det imidlertid her vilde blive

for vidtløftigt at gaae nærmere ind paa. At der tillige hersker en besynderlig Jalousie, man kunde næsten sige Antipathi imellem disse to Sogne, er vist, om det end er vanskeligt at forklare Grunden dertil. Selskabelige Sammenkomster imellem begge disse Segnes Beboere finde faa godt som aldrig Sted, og det hører ligeledes til de store Sjeldenheder, at Nogen fra det ene Sogn gifter sig ind i det andet.

For ikke at ende denne korte Beskrivelse af Fanø med et mindre smukt Træk af Beboernes Characteer, skulle vi slutteligen tilføie, at Fannikerne ere særdeles gjæftfrie, og at vi derfor trøstigen kunne indbyde den venlige Læser til at besøge denne interessante og eiendommelige lille D.

I.

Stereoskopet.

et fremmede Ord "Stereoskop" er Navnet paa et lille, simpelt Apparat, som kan fremstille for vore Dine blotte Billeder som virkelige Gjenstande i Rummet. Det er opfundet for omtrent 17 Aar siden af Charles Wheatstone; senere har det vundet mere Interesse ved flere Forbedringer af Apparatet selv og ved Anvendelsen af daguerreotyperede Billeder, og der er nu bleven det en saa almindelig Opmærksomhed og Beundring til Del, at maaskee ogsaa en nærmere Beskrivelse og Forklaring turde finde Interesse i en videre Kreds

Apparatet er i sin simpleste Skikkelse meget let at construere: imellem de to hosstaaende Figurer, som forestille en firfidet Pyramide feet noget

skraat tilvenstre og tilhøire fra oven, sætte man en tynd Bog, og nu betragte man dem fra oven, saaledes at hvert Die kommer lige over hver

Figur. Naar man har stirret noget paa disse, ville de synes at smelte sammen til een firsidet Pyramide, hvis Spids hæver sig op fra Papiret. De to følgende Figurer ville paa samme Maade vise sig som en kegleformet

Tragt.

Man behøver altsaa kun at aftegne en helst ikke for sammensat Gjenstand nøjagtigt fra to lidt forskjellige Sider, og Apparatet er da fær, digt. Vi ville nu foreløbig blive staaende ved dette Forsøg, da det dog, saa ufuldkomment det end er, kan give en Idee om Stereoskopet og vække et Spørgsmaal om Grunden til denne Sammensmeltning af to forskjellige Billeder til een tilsyneladende virkelig, rummelig Gjenstand.

For at komme ganske paa det Rene med dette Spørgsmaal tager jeg en Gjenstand for mig og betragter den: jeg seer en virkelig, rummelig Gjenstand, eg nu spørger jeg mig selv: hvorfor? Det gaaer ikke an strar at være tilfreds med det hurtige Svar: "det er jo naturligt"; vi maae gaae ind paa Spørgsmaalet, thi saa ofte, ja som oftest, gaaer det "Naturlige" til paa en forunderlig Maade, og først naar vi have faaet Dinene op for dette, ere vi et Skridt nærmere til at see, hvor naturligt det gaaer til med saa meget Forunderligt.

Der er vel neppe Nogen nutildags, der som de gamle Platonikere troe, at Synet kommer fra Straaler, som vi sende ud fra vore Dine for at beføle de forskjellige Gjenstande, ligesom en blind Mand føler sig for med sin Stok. Vi ere nu klogere og vide, at vi ikke paa den Maade oplyse Verden, men at det Omvendte snarere er Tilfældet, at Gjenstandene selv udsende deres Lysstraaler i alle Retninger, medens vore Dine opfange nogle af disse Straaler og samle dem paa sin indre Flade til et lille Billede af Gjenstandene. Paa denne Flade er Seenerven udbredt, den modtager Indtrykket og bringer det tro til vor Bevidsthed.

Vi ville altsaa lade Gjenstanden, som vi betragte, tegne sit Billede paa den lille Flade i vort Dies Indre, og erindre os selv om, at det er dette Billede eller Indtryk, vi føle, det er ikke Gjenstanden selv. Var det første Gang vort Die aabnede sig for Lyset, vilde vi see Gjenstanden slutte fig i Ramme med hele den øvrige Verden og see paa det hele smukke Maleri. Alt vilde kun synes os som et Billede, thi hvor skulde vi vide, ́ om Lyset er gaaet langt eller kort, om Noget er nært eller fjernt, ophøiet eller fordybet? Og dog vilde vi snart lære det af Erfaringen, som har lært os Alle at skjelne en Gjenstand fra et Billede, endog uden at vi selv vide af nogensinde at have lært dette. Erfaringen leder os ved vorc andre Sandser og gjennem mangfoldige Slutninger, den lærer os og det er vert vigtigste Hjælpemiddel at bruge vore to Dine rigtigt. Istedenfor nu at stirre lige ud eller kun see med eet Die ad Gangen paa den Gjenstand, vi have for os, have vi lært at fæste begge vore Dine paa den, at rette dem imod den, og vi mærke, naar Gjenstanden flyttes længere bort, at de to Dine faae en anden Retning mod hinanden, end de før havde. Saaledes lære vi af Dinenes Stilling mod hinanden at bedømme Tingenes forskjellige Afstande og til en vis Grad om Noget er ophøiet eller fordybet.

Men det er ikke alene derfor, vi fæste vore Dine paa Gjenstanden, vi gjøre det ogsaa for paa samme Tid at faae to Billeder af den og det to forskjellige, da jo det ene Die ikke seer Gjenstanden ganske fra den samme Side, som det andet. Hvis Gjenstanden selv var et Billede, vilde den vise sig nøiagtig eens for begge Dine, men netop fordi den er virkelig og rummelig, faae vi to forskjellige Billeder af den; vi opdage derfor ogsaa ved Billedernes Forskjellighed i hvert Die, at det er en legemlig Gjenstand, vi have for os, og vi komme til en bestemt Forestilling om dens Form. Naar vore to Dine ere vendte mod en Gjenstand, gjøre de netop det Samme, som vi saa ofte gjøre, naar vi rigtig ville besee Noget: de besee Gjenstanden fra forskjellige Sider, og er det end kun fra to og to meget lidt forskjellige Sider, bødes igjen herpaa ved den Omstændighed, at det skeer paa en og samme Tid, saaat det ene Indtryk ikke kan glemmes for det andet.

Det Spørgsmaal, som før blev fremsat, hvorfor jeg seer en Gjenstand, som den virkelig er, og ikke som et Billede, er nu tildels besvaret, idet vi have seet, hvorledes vor rigtige Anskuelse af Tingene støtter sig paa physiske Grunde, paa noget bestemt Materielt. Det kan nu heller ikke længere forundre os, at de to tegnede Billeder, vi i vore første stereoskopiske Forsøg betragtede, kunde smelte sammen til een tilsyneladende virkelig,