Billeder på siden
PDF
ePub

Garderobe; thi ved forskjellige Anledninger udfordres forskjelligt Toilette, og det Ceremonielle overholdes i Alt, hvad der angaaer dette Punkt, med en Samvittighedsfuldhed og Nøiagtighed, der neppe overgaaes af noget

Hofceremoniel. Til dagligt

Brug bæres Trøier af trykfet Sattun eller af Bom uldsfløiel, der slutte snevert om Livet og fertil ere besatte med to Rader Knapper, af hvilke een eller to stedse maae være uknappede; Skjørterne ere af rødt eller oftest af grønt uldent Tøi og temmelig forte. Om Vinteren bæres mørke uldne Strømper og Klaptøfler; men om Sommeren gaae de fleste Piger med bare Fødder, hvorimod Benene ere bedækkede med et Par Strømpeskafter uden Fødder. Haaret bæres altid opstrøget

[graphic]

à la Chinoise og bliver holdt indenfor tilbørlige Grændser af en lille Hue af Lærred. Udenom denne bindes det blaa og rødstribede Tørklæde, der fast omslutter hele Hovedet, inclusive Ørerne, med Undtagelse af Anfigtet, og ender med en Knude og to lange Flipper paa den øverste Deel af Baghovedet. I Maaden at binde denne Knude paa kan udvises megen Virtuofitet, og der findes ikke faa Fruentimmer, som kunne kjendes alene paa deres "Pjagger" (saaledes kaldes disse Flipper i Fannikesproget). Om Halsen bæres et løst bundet Tørklæde paa samme Maade som Amagerkonerne bære lignende, og Enderne af disse ere sammenhæftede bagtil med en Ravnaal. Naar nu Fruentimmeret gaaer ud, bindes desforuden et andet lignende Tørklæde eller Klud fra Hagen omkring Hovedet, saa at Mund og Næse ganske skjules. Under Arbeidet i den frie Luft bæres en af to Stykker fort Klæde sammensat Maske, den saakaldte "Strude", der skjuler hele Ansigtet med Undtagelse af Dinene. Fannikerne kunne imidlertid let kjende hverandre, uagtet de ere saaledes formummede, thi de have en ganske overordentlig Kjendskab til hverandres Klædningsstykker, Figur, Gang og Maaden at knytte Pjaggerne paa. Denne beskrevne Dragt er

[graphic]

ganske eens for den Velhavende og den Fattige; thi selv de rigeste Sfipperkoner, hvis Mænd maaskee kunne hjembringe 4 à 5000 Rdlr. som Aarets Nettogevinst, forandre Intet i den nationale Dragt, og netop af denne Uniformitet i Costumet fremgaaer en Frihed og Lighed imellem Individerne, der neppe findes andetsteds imellem Personer, hvem Lykkens Gaver ere saa forskjelligt tilmaalte. Men foruden denne daglige Dragt maa Kisten, som fagt, være godt forsynet, naar Garderoben skal være nogenlunde fuldstæn= dig. Først haves en Stadsdragt, der kun er forskjellig fra den ovenfor beskrevne ved Stoffernes større Füinhed og Kostbarhed, saaledes at Trøien er af Silke eller fiint Klæde, Knapperne af Rav, Kludene af Silfe, Tøflerne lakerede, o. s. v., og derved at et større Antal Skjørter af en enorme Vide bæres; disse kunne paa en velpyntet Fannikekone findes i et Antal af 6 à 7, men ere ingenlunde skikkede til at flattere Figuren, der naturligviis ved et saa massivt Paahæng bliver uformelig kolossal. Der= næst maa nødvendigviis haves en Sørgedragt, for hvilken der ofte er Brug; thi den bæres ikke blot af dem, der virkelig have Familiesorg, men af Enhver, der er indbuden til Begravelsen og af hele den Afdødes Grandlag (Naboerne), idetmindste om Søndagen i Kirken. Paa Langfredag og almindelig Bededag ere ogsaa Alle iførte Sørgedragten i Kirfen. Til Sørgedragten hører sort Klædestrøie og Skjørt, kantede med brede sorte Fløiels Baand, og Klude, der ere mørkeblaae med lyseblaae Striber, forresten arrangerede paa samme Maade som ovenfor omtalt. Ved Bryllupper bære Bruden og Brudepigerne sort Dragt med hvide Forklæder og paa Hovedet den saakaldie "Bore", det vil sige: et af Glasperler og Flitterstads sammensat Diadem, der formelig bliver fastsyet til det stramt opsmøgede Haar. Ved denne Leilighed kan man da faae at see, hvilken Farve en Fannikepiges Haar har, og at hun er i Besiddelse af Øren, hvilke sidste hun ellers gjorde rettest i, ikke at vise frem, da de paa Grund af det idelige Tryk af det sædvanlige Hovedtøi ere ganske fladtrykte og misformede; thi Hovedtøiet aflægges ellers aldrig, ikke engang om Natten, og det generer et Fanø Fruentimmer meget, at lade sig see med blottet Hoved. Ogsaa ved Confirmationen have Pigerne en særegen Hovedbedækning, et hvidt Kniplingsliin og en sort Hue, der er meget flædelig og ligeledes bæres af Jomfrufadderne ved Barnedaab; og strax efter Fødselen blive de nyfødte Børn endogsaa iførte en eiendommelig meget elegant, men tillige meget uhensigtsmæssig guldbroderet Hue. Saasnart Pigebørn blive faa store, at de kunne gaae, blive de imidlertid iklædte den almindelige Fannikedragt, hvori de see ret nydelige og pud

feerlige ud; Drengene faae Sløikjole og Faldhat, indtil de kunne anlægge Trøie og Burer.

Ved enhver nogenlunde passende og upassende Leilighed afholde Fannikerne gjerne et Gilde; ved Barnedaab, ved Barselkonens første Kirkegang, ved Bryllupper, ved Begravelser, naar et Skib løber af Stapelen (de saakaldte Skibsbryllupper), o. f. v., maa der et Gilde til. Naturligviis gaaer det flottest til ved Bryllupperne, og vi skulle derfor indbyde den venlige Læser til at følge os til et Fannikebryllup. Dagen iforveien faaer man Besøg af en "Bydemand", der i Brudeparrets Navn inviterer Gjæsterne i en paa ethvert Sted ordret gjentagen Indbydelsestale, der giver Vink om, hvilken Beværtning kan ventes. Paa Bryllupsdagen møde Gjæsterne Kl. 12 Formiddag i Brudehuset, hvor der indtages nogle foreløbige Forfriskninger af Snaps, Smørrebrød og varmt Øl med Sukker og lidt Brændeviin i. Kl. 2 gaaer man i Procession til Kirken, Bruden og Brudgommen med Brudepigerne i Spidsen. Ved selve den kirkelige Ceremoni er Intet forskjelligt fra den ved saadanne Leiligheder paa Landet sædvanlige Skik, kun at Bryllupsgjæsterne, efter at have offret til Præst og Degn, offre den saakaldte Brudeskjænk i Brudens Skjød, hvis dette ikke udtrykkeligen er frabedet iforveien. Efter Vielsen begiver Brudeskaren fig atter tilbage til Brudehuset, hvor Bytemændene fungere som Skaffere. Hele Selskabet bliver nu placeret ved de lange Borde paa Bænke, der ere opstillede langs med Væggene. Brudeparret indtager først Hæderspladsen, ligeoverfor dem fidde Brudepigerne, paa Brudgommens venstre Side den fornemste mandlige og paa Brudens den fornemste qvindelige Gjæst og faaledes de Øvrige efter deres Stilling i Samfundet og Familieforhold til det nygifte Par. Der serveres nu med Caffe, det vil da fige, efter at Mandfolkene først have faaet "en Punsch” (Thee med Rom i), og Fruentimmerne "en Viinpunsch" (Thee med Rødviin i). Derefter begynder Caffedrikningen, hvori Fannikerne have opnaaet en høi Grad af Færdighed; det hører ikke til Sjeldenhederne, at et Individ kan sætte 6, 8 à 10 Kopper tillivs af "dette brune Djævelskab", der efter Holbergs Mening sætter Mundlæderet saa fortræffeligt igang. De Erfaringer, der i denne Henseende kunne indsamles paa Fanø, bidrage overordentlig meget til at bestyrke denne Holbergs Mening, endskjøndt man vel ikke med nogen apodiktisk Vished kan paastaae, at de Fanøske Fruentimmers vidunderlige Tungefærdighed hidrører alene fra Caffen. Til Caffen nydes Hvedebrød og Smørrebrød, og naar Ingen formaaer at tvinge flere Kopper ned, nydes atter en Punsch, for at sætte det Hele. Naar Gjæsterne gjøre Mine til at reise sig, averteres de af en af Bydemændene om, at man haaber

at gjensee Selskabet Kl. 8, til hvilken Tid Enhver anmodes om at gjen= indtage den Plads, han har havt og at blive siddende paa den, saalænge han lyster. Gjæsterne forlade da Brudehuset indtil Videre, og da man nu engang er i Kisteklæderne, benyttes Mellemtiden til at gjøre Visiter hos Naboerne, hvor der absolut maa nydes Noget, hvor lidt man end trænger dertil efter en faadan Caffefession. Kl. 8 sidder man da igjen vaa fin Plads, som man maa være belavet paa at indtage i 3 à 4 Timer; thi at komme ud igjen, naar man engang er bænket, hører til de allervanskeligste Opgaver. Bydemændene og deres Medhjælpere fremsætte nu en uendelig Mangfoldighed af forskjellige Stege, Fate med Kartofler og Sauceskaale, saavelsom de til Foræring af de Indbudne sendte Kager. Naar Alt er arrangeret, slaaer den ene Bydemand tre Slag i Loftet med fin Haand, et Signal til at Maaltidet efter forrettet Bordbøn kan begynde. Under Maaltidet udbringes Skaaler for Brudeparret, Forældrene, Brudepigerne, o. s. v., og der gaaer en Bøsse omkring for de Fattige, en Tallerken for Spillemændene, der imod Slutningen af Maaltidet gjerne tilkjendegive deres Ankomst ved at spille "Fryd Dig ved Livet”, og en Tallerken med Salt paa for det i Kjøkkenet tjenstgjørende Personale. Maaltidets Ende tilkjendegives ligeledes, ved tre Slag i Loftet, hvorefter Degnen fremsiger en Pfalme, der takker Gud for Maden; undertiden affynges ogsaa denne Psalme af det hele Selskab. Nu blive Bordene i en Hast bortryddede, de Gamle trække sig tilbage i Sideværelserne, for at faae et Slag Kort, og nu begynder Dandsen. Først dandser Bruden med begge Bydemændene, tre Toure med Hver, og imellem hver Tour presenterer Brudgommen to Glas, det ene fyldt med Brændeviin, det andet med Mjød, hvoraf de Dandsende hver Gang nippe lidt. Derefter dandfer Brudgommen ligeledes tre Toure med Bruden, som derpaa trækker sig tilbage tilligemed Brudepigerne, for at iføre sig et lettere Costume, og efterat Brudgommen endnu har dandset nogle Hoveridandse med qvindelige Honoratiores, begynder Dandsen at blive almindeligere. Meest dandses Fannikedandsen, der er temmelig eensformig og meest bestaaer i en evindelig Omsvingen. Forskjellig fra denne er "Sønderhoeningeren", der er mere graciøs og har nogen Lighed med den saakaldte Tyrolervals. Foruden disse to dandses dog ogsaa almindelig Vals, Galopade, Polka, ja endogsaa Mazurka. Omtrent Kl. 2 om Morgenen serveres atter med Caffe, hvorefter de Ældre sædvanligen trække sig tilbage, men Lystigheden fortsættes forresten til langt op ad den næste Dag. Hvor der er offret til Bruden, gives et Andendagsbryllup, hvortil kun de, der have givet Brudeskjænk indbydes. Ved dette tracteres sædvanlig med Skinke og iøvrigt den

« ForrigeFortsæt »