Billeder på siden
PDF
ePub

Garderobe; thi ved forskjellige Anledninger udfordres forskjelligt Toilette, og det Ceremonielle overholdes i Alt, hvad der angaaer dette Punkt, med en Samvittighetsfuldhed og Nøiagtighed, der neppe overgaaes af noget

Hofceremoniel. Til dagligt Brug bæres Trøier af trykket Sattun eller af Bom: uldsfløiel, der slutte snevert om Livet og fortil ere besatte med to Rader Knapper, af hvilke een eller to stedse maae være uknappede; Skjørterne ere af rødt eller oftest af grønt uldent Tøi og temmelig forte. Om Vinteren bæres mørke uldne Strømper og Klaptøfler; men om Sommeren gaae de fleste Piger med bare Fødder, hvorimod Benene ere bedækkede med et Par Strømpeskafter uden Fødder.

Haaret bæres altid opstrøget à la Chinoise og bliver holdt indenfor tilbørlige Grændser af en lille Hue af Lærred. udenom denne bindes det blaa og rødstribede Tørklæde, der fast omslutter hele Hovedet, inclusive Drerne, med undtagelse af Anfigtet, og ender med en Knude og to lange Flipper paa den øverste Deel af Baghovedet. J Maaten at binde denne Knude paa kan udvises megen Virtuositet, og der findes ikke faa Fruentimmer, som funne kjendes alene paa deres ”Piagger” (saaledes kaldes disse Flipper i Fannifesproget). Om Halsen bæres et løft bundet Tørklæde paa samme Maade som Amagerkonerne bære lignende, og Enderne af disse ere sammenhæftede bagtil með en Ravnaal.

Naar nu Fruentimmeret gaaer ud, bindes desforuden et andet lignende Tørklæde eller Klud fra Hagen omkring Hovedet, saa at Mund og Næse ganske skjules. Under Arbeidet i den frie Luft bæres en af to Stykker sort Klæde sammensat Maske, den saafaldte "Strude”, der skjuler hele Ansigtet med undtagelse af Dinene. Fannikerne kunne imidlertid let fjende hverandre, uagtet de ere saaledes formummede, thi de have en ganske overordentlig Rjendskab til hverandres Klædningsstyffer, Figur, Gang og Maaden at knytte Pjaggerne paa. Denne beskrevne Dragt er

[graphic]
[graphic][merged small][ocr errors][subsumed]

gansfe eens for den Velhavende og den Fattige; thi selv de rigeste Sfipperfoner, hvis Mænd maafkee funne hjembringe 4 à 5000 Rdlr. som Aarets Nettogevinst, forandre Intet i den nationale Dragt, og netop af denne Uniformitet i Costumet fremgaaer en Frihed og lighed imellem Individerne, der neppe findes andetsteds imellem Personer, hvem Lykkens Gaver ere faa forstjelligt tilmaalte. Men foruden denne daglige Dragt maa Riften, som fagt, være godt forsynet, naar Garderoben skal være nogenlunde fuldstændig. Først haves en Stadsdragt, der kun er forskjellig fra den ovenfor beskrevne ved Stoffernes større Fiinhed og Kostbarhed, saaledes at Trøien er af Silke eller fiint Klæde, Knapperne af Rav, Kludene af Silfe, Tøflerne lakerede, o. s. v., og derved at et større Antal Skjørter af en enorme Vide bæres; disse funne paa en velpyntet Fannifefone findes i et Antal af 6 à 7, men ere ingenlunde stikkede til at flattere Figuren, der naturligviis ved et saa massivt Paahæng bliver uformelig kolossal. Ders næft maa nødvendigviis haves en Sorgedragt, for hvilken der ofte er Brug; thi den bæres ikke af dem, der virkelig have Familiesorg, men af Enhver, der er indbuden til Begravelsen og af hele den Afdødes Grandlag (Naboerne), idetmindste om Søndagen i Kirken. Paa Langfredag og almindelig Bededag ere ogsaa Alle iførte Sørgedragten i Kira ken. Til Sørgedragten hører fort Klædestrøie og Skjørt, fantede med brede sorte Fløiels Baand, og Klude, der ere mørkeblaae med lyseblaae Striber, forresten arrangerede paa samme Maade fom ovenfor omtalt. Ved Bryllupper bære Bruden og Brudepigerne fort Dragt med hvide Forklæder og paa Hovedet den saakaldie "Bore”, det vil sige: et af Glasperler og Flitterstads sammensat Diadem, der formelig bliver fastsyet til det stramt opsmøgede Haar. Ved denne Leilighed kan man da faae at see, hvilken Farve en Fannifepiges Haar har, og at hun er i Besiddelse af Øren, hvilke sidste hun ellers gjorde rettest i, ikke at vise frem, da de paa Grund af det idelige Tryf af det sædvanlige Hovedtøi ere ganske fladtrykte og misformede; thi Hovedtøiet aflægges ellers aldrig, ikke engang om Natten, og det generer et Fanø Fruentimmer meget, at lade sig see med blottet Hoved. Ogsaa ved Consirmationen have Pigerne en særegen Hovedbetækning, et hvidt Kniplingsliin og en sort Hue, der er meget klædelig og ligeledes bæres af Jomfrufadderne ved Barnedaab; og strar efter fødselen blive de nyfødte Børn endogsaa iførte en eiendommelig meget elegant, men tillige meget uhensigtsmæssig guldbroderet Hue. Saa: snart Pigebørn blive saa store, at de kunne gaae, blive de imidlertid iklædte den almindelige Fannifedragt, hvori de see ret nydelige og pud

seerlige ud; Drengene faae Sløifjole og Faldhat, indtil de funne anlægge Trøie og Burer.

Ved enhver nogenlunde passende og upassende Leilighed afholde Fannikerne gjerne et Gilde; ved Barnedaab, ved Barselkonens første Kirke: gang, ved Bryllupper, ved Begravelser, naar et Sfib løber af Stapelen (de jaakaldte Skibsbryllupper), o. f. v., maa der et Gilde til. Naturligviis gaaer det flottest til ved Bryllupperne, og vi skulle derfor indbyde den venlige Læser til at følge og til et Fannikebryllup. Dagen iforveien faaer man Besøg af en "Bydemand”, der i Brudeparrets Navn inviterer Ojesterne i en paa ethvert Sted ordret gjentagen Indbydelsestale, der giver Vink om, hvilken Beværtning kan ventes. Paa Bryllupsdagen møde Gjæsterne Kl. 12 Formiddag i Brudehuset, hvor der indtages nogle foreløbige Forfriskninger af Snaps, Smørrebrød og varmt øl med Suffer og lidt Brændeviin i. Kl. 2 gaaer man i Procession til Kirken, Bruden og Brudgommen med Brudepigerne i Spidsen. Ved selve den kirkelige Seremoni er Intet forskjelligt fra den ved saadanne Leiligheder paa landet jædvanlige Skif, kun at Bryllupsgjæsterne, efter at have offret til Præst og Degn, offre den saakaldte Brudeskjænk i Brudens Skjød, hvis dette ikke udtryffeligen er frabedet iforveien. Efter Vielsen begiver Brudeskaren sig atter tilbage til Brudehuset, hvor Bytemændene fungere som Skaffere. Hele Selskabet bliver nu placeret ved de lange Borde paa Bænke, der ere opstillede langs med Væggene. Brudeparret indtager først Hæderspladsen, ligeoverfor dem fidde Brudepigerne, paa Brudgommens venstre Side den fornemste mandlige og paa Brudens den fornemste qvindelige Gjæst og saaledes de Dvrige efter deres Stilling i Samfundet og Familieforhold til det nygifte Par. Der serveres nu med Caffe, det vil da fige, efter at Mandfolkene først have faaet "en Punsch" (Thee med Nom i), og Fruentimmerne "en Viinpunsch” (Thee med Rødviin i). Derefter begynder Caffedrifningen, hvori Fanniferne have opnaaet en høi Grad af Færdighed; det hører iffe til Sjeldenhederne, at et Individ kan sætte 6, 8 à 10 Kopper tillivs af "dette brune Djævelskab”, der efter Holbergs Mening sætter Mundlæderet faa fortræffeligt igang. De Erfaringer, der i denne Henseende kunne indsamles paa Fanø, bidrage overordentlig meget til at bestyrke denne Holbergs Mening, endskjøndt man vel ikke med nogen apodiftist Vished kan paastaae, at de Fanøske Fruentimmers vidunderlige Tungefærdighed hidrører alene fra Caffen. Til Caffen nudes Hvedebrød og Smørrebrød, og naar Ingen formaaer at tvinge flere Ropper ned, nydes atter en Punsch, for at sætte det Hele. Naar Gjæsterne gjøre Mine til at reise sig, averteres de af en af Bydemændene om, at man haaber

at gjensee Selskabet Kl. 8, til hvilken Tid Enhver anmodes om at gjenindtage den Plads, han har havt og at blive siddende paa den, saalænge han lyster. Gjæfterne forlade da Brudehuset indtil Videre, og da man nu engang er i Kisteklæderne, benyttes Mellemtiden til at gjøre Visiter hos Naboerne, hvor der absolut maa nydes Noget, hvor lidt man end trænger dertil efter en faadan Caffesession. Kl. 8 sidder man da igjen paa fin Plads, som man maa være belavet paa at indtage i 3 à 4 Timer; thi at komme ud igjen, naar man engang er bænket, hører til de allervanskeligste Opgaver. Budemændene og deres Medhjælpere fremsætte nu en uendelig Mangfoldighed af forskjellige Stege, Fade med Kartofler og Sauceskaale, saavelsom de til Foræring af de Indbudne sendte Kager. Naar Alt er arrangeret, slaaer den ene Bydemand tre Slag i Loftet med fin Haand, et Signal til at Maaltidet efter forrettet Bordbøn kan bes gynde. Under Maaltidet udbringes Skaaler for Brudeparret, Forældrene, Brudepigerne, o. f. v., og der gaaer en Bøsse omkring for de Fattige, en Tallerken for Spillemændene, der imod Slutningen af Maaltidet gjerne tilfjendegive deres Ankomst ved at spille "Fryd Dig ved livet”, og en Tallerken med Salt paa for det i Kjøkkenet tjenstgjørende Personale. Maaltidets Ende tilfjendegives ligeledes, ved tre Slag i Loftet, hvorefter Degnen fremsiger en Psalme, der takker Gud for Maden; undertiden affynges ogsaa denne Psalme af det hele Selskab. Nu blive Bordene i en Hast bortryddede, de Gamle træffe sig tilbage i Sideværelserne, for at faae et Slag Kort, og nu begynder Dandsen. Først dandser Bruden med begge Bydemændene, tre Toure med Hver, og imellem hver Tour presenterer Brudgommen to Glas, det ene fyldt med Brændeviin, det andet med Mjød, hvoraf de Dandsende hver Gang nippe lidt. Derefter dandser Brudgommen ligeledes tre Toure med Bruden, som derpaa træffer sig tilbage tilligemed Brudepigerne, for at iføre sig et lettere Costume, og efterat Brudgommen endnu har dandset nogle Hoveridandse med qvindelige Honoratiores, begynder Dandsen at blive almindeligere. Meest dandjes Fannikedandsen, der er temmelig eensformig og meest bestaaer i en evins delig Omsvingen. Forskjellig fra denne er "Sønderhoeningeren”, der er mere graciøs og har nogen Lighed med den faakaldte Tyrolervals. For: uden disse to dandres dog ogsaa almindelig Vals, Galopade, Polka, ja endogsaa Mazurka. Omtrent Kl. 2 om Morgenen serveres atter med Caffe, hvorefter de Eldre sædvanligen træffe sig tilbage, men Lystigheden fortsættes forresten til langt op ad den næste Dag. Hvor der er offret til Bruden, gives et Andendagsbryllup, hvortil fun de, der have givet Brudes fhjænk indbydes. Ved dette tracteres sædvanlig med Skinfe og iøvrigt den

« ForrigeFortsæt »