kraft godt kan troe sig forsat til en skovbegroet Bjergegn. Fra Klitternes Toppe aabne sig de herligste Udsigter; her feer man først det store mægtige Vesterhav, der stundom risler sagte mod det fine hvide Sand, faa sagte som en lille Bæk, stundom hæver sig med skumklædte Bølger og en bedøvende Larm, der i nogen Afstand lyder som om svære Batterier kjørte over en brolagt Vei. En Overraskelse venter den Fremmede, der bestiger en af Fanøs vestlige Klitter; han troer nu at skulle finde Havet nedenfor for fig, men i dets Sted skuer han en Slette af deilige grønne Enge og frugtbare Marker, der atter begrændses af en ny Klitterække; thi i de bebyggede Dele af Den er enhver Plet samvittighedsfuldt anvendt, og megen Velsignelse afvindes den sandede Jordbund af flittige Hænder. Der er heller ingen Tvivl om, at en stor Deel af den Strækning, der nu henligger som ufrugtbar Hede imellem begge Sognene, med Held vilde kunne opdyrkes ved Hjælp af Udflyttergaarde; men Fannikerne ere neppe Landmænd nok til at ville indlade sig paa slige Forsøg. De egentlige Bønder, som gjerne tillige ere Fiskere, have deres Gaarde i de spdyrkede Strækninger udenfor Byerne og drive deres Avling med Heftekraft. Men alle Fannikere ere mere eller mindre Landmænd; det vil sige: enhver selvstændig Familie eier een eller flere Køer, nogle Lam og et Stykke Jord, der drives enten ved Hjelp af Bøndernes Heste, eller blot ved Haandkraft. Det er da Fruentimmerne, der her maae lægge Kræfter til; thi de allerfleste Mandfolk ere tilsøes den største Deel af Aaret og beskjæftige sig heller ikke med slige Forretninger, naar de engang imellem ere hjemme. Til Gjengjeld maae Mandfolkene forrette Fruentimmerarbeide i de lange Vinteraftener, naar de intet Andet have at bestille, og strikke Strømper til hele Familien. Konerne og Pigerne kunne ikke engang strikke, men det er en Fornøielse at see, med hvilken Færdighed en stor stærk Sømand kan. "prægle", som det her kaldes, en heel lang Uldstrømpe paa een Dag. Fiskeriet, der vistnok kunde og burde være en ikke ubetydelig Indtægtskilde for Den, drives ikke med nogen synderlig Kraft. Det er kun om Foraaret i 4 til 6 Uger, at Fiskerbaadene gaae ud i større Antal og paa længere Toure; thi tæt ved Landet findes næsten ingen Fisk. Hvad der fanges i størst Mængde, ere de her saakaldte Hvillinger (Kuller), Torsk og Skuller, der enten faltes eller vindtørres. Enkelte, der gjøre Profession deraf, opkjøbe da de saltede og tørrede Fisk og reise med dem til Markederne i Nibe, Haderslev og Aabenraae, hvor de ere meget søgte og be= tales ret godt. De saakaldte "Riber - Skuller", der i sin Tid vare meget efterspurgte baade i Sjelland og Fyen, kom alle fra Fanø. Fiskeriet har vistnok i ældre Tider været langt betydeligere, end det nu er, og hvis der

Intet gjøres for at give det et Opsving, er der Grund til at frygte for, at det ganske vil gaae istaa. Den betydelige stedse tiltagende Skibsfart afgiver den væsentligste Indtægtskilde for Øen, der af alle Steder i Danmark, næstefter Kjøbenhavn,*) eier det største Antal Comercelæster, nemlig over 3000. Aarlig bygges et ikke ubetydeligt Antal Skibe paa Den; i denne Sommer (1854) staae saaledes 7 Skibe paa Stapelen, og flere skulle snart paabegyndes. I Sommertiden seer Havnen øde nok ud; thi Skibene ere uafladeligt i Farten; men i Vinterens Tid kan den fremvise en ret anseelig Masteskov, skjøndt en stor Deel, navnlig af de større Skibe sjeldent komme hjem, men overvintre i forskjellige Havne paa Østkysten, for at kunne være nærmere ved Haanden om Foraaret, naar Farten atter skal begynde. Sommeren er derfor den stille Tid paa Fans, thi hele det unge Mandskab er borte, og en stor Deel af Pigerne tage gjerne fast Tjeneste paa Fastlandet fra St. Hansdag til Mikkelsdag, for som dygtige og meget søgte Arbeidersker at tage Deel i Markarbeiderne og Høsten. Som en Følge af at Mændene ere saa meget fraværende, ere Konerne de egentlige Bestyrere af Affairerne og forstaae sig i Reglen ogfaa godt paa at ordne dem og at holde sammen paa Mandens fortjente Skillinger. Fruentimmerne paa Fanø ere strenge Oeconomer, uden derfor at være gjerrige; thi hvad der skal betales, udredes uden Modfigelse eller Vrangvillighed. Kun hvor der skal holdes paa Honneuren, især i Art hvad der angaaer Stadsen og Gilderne (hvorom siden Mere), sættes de oeconomiske Hensyn ganske tilside.

Fannikeboligerne ere alle næsten eens; en lang eenetages temmelig lav Bygning, opført af rødé Steen og bedækket med Straatag. I den ene Ende af Bygningen er Beboelsesleiligheden, bestaaende af en Daglig stue, en Art Storstue, eet eller to Kamre og Kjøkken; i den anden Ende er et Bryggers eller Vadskerhuus, Kostalden og en liden Lo. Til de fleste Huse hører en lille Have, der fordetmeste er beplantet med Kaal. Husene blive godt vedligeholdte og have et ret pynteligt Udseende, der kun vanzires ved de tæt udenfor paa Veien anbragte Landmandens Guldgruber, der i Forbindelse med Kostaldene indenfor just ikke paa nogen behagelig Maade afficere Lugtenerverne. I Nordbye, der er meget tæt bebygget, ligge de allerfleste Huse med Façaderne imod Nord og Syd, for at give de vold

*) I det statistiske Tabelværk er vel Aalborg anført som den efter Kjøbenhavn i denne Henseende betydeligste Stad. Imidlertid eies der af Fanniker betydelige, Skibsparter i Skibe, der ere anførte som hjemmehørende andetsteds, saa at Fans i Virkeligheden eier et større Antal Comercelæster end Aalborg.

SKANDINAVIS

somme vestlige Storme, der saa hyppigt herske, saa Lidt som muligt at tage fat i. Der dannes saaledes en lang fortløbende Gade med forskjellige Sidegader, som imidlertid intet Navn have. For at betegne en Mands Bolig, benytter man sig derfor af Compasset, hvortil hjælper, at der har dannet sig forskjellige Benævnelser for de forskjellige Dele af Byen. Den østlige Deel af Landsbyen kaldes saaledes Rindby; derfra Nordpaa forbi Præstegaarden Nørbye; fra Møllerne til Kroen "Odden", og Nord for Kroen "Nør omme". Spørger man faaledes, hvor Skipper N. N. boer, faa bliver f. Er. Svaret: "Han boer Nør omme lige Vest for œ Toldhuus." Forresten vanskeliggjøres Udfindelsen af en Mands Adresse bety= deligt derved, at næsten alle bekjendte Folk have Øgenavne, med hvilke de stedse i daglig Tale benævnes, men som der hører megen Localkundskab til at kjende. Spørger man saaledes om en Mand, hvis fulde Navn er Hans Peter Jensen, saa kan det let træffe sig, at Mandens nærmeste Nabo ikke kan besvare Spørgsmaalet; thi han har aldrig hørt Hans Peter Jensen benævnes anderledes, end "lille Hans Peter", eller maaskee "Peter til Madses", eller "Peter fra Storkereden", eller sligt, Benævnelser, hvorunder ethvert Barn kjender den Paagjældende, men hvis Etymologi ofte kan være meget vanskelig at udfinde, da det let kan hænde sig, at "Lille Hans Peter" er en Karl paa sine tre Alen, eller at det er over tredive Aar siden, at der var en Storkerede paa hans Faders Huus. — Indvendigt ere Husene fordetmeste reenlige og nette; Sengene ere anbragte i Skabe i Væggene, en Skik, hvorved Fannikerne hænge med megen Haardnakkethed, endskjøndt de selv erkjende den for skadelig; men den er beqvem for Huusmoderen, Mændene ere vante til de indelukkede Køier i deres Skibe, og saaledes var det desuden Brug i gamle Dage. Naar i Sygdomstilfælde en fritstaaende Seng maa benyttes, da skeer dette først efter en heftig Modstand; thi Fannikerne have den Tro, at aabne Senge og Moschus først anvendes, naar deres sidste Time nærmer sig. Bendergaardene ere indrettede fuldkomment paa samme Maade, men de bestaae af to ligeoverfor hinanden staaende Længer uden indhegnet Gaardsplads imellem. Omtrent midt imellem Landsbyen og Odden ligger Kirken. Da Den deelte sig i to Sogne, blev der istedetfor den føromtalte ældste Kirke, der laae midt paa Den, opført en anden i omtrent en halv Miils Afstand fra Dens nordligste Pynt. Om denne Kirke og dens Præster haves i en ved Kaldet beroende Bog, kaldet "Liber Daticus Fanoensis", Efterretninger, der gaae tilbage til Aaret 1570, da Hr. Søren Trugelsen var Præst. Men af denne Kirke eristerer nu ikke Andet end dens Kirkegaard, der endnu bruges som Begravelsesplads for Beboerne af Landsbyen. Da den

nemlig uagtet gjentagne Tilbygninger viste sig at være for lille for Sognet, opførtes i Aaret 1786 den nuværende rummelige og smukke Kirke. En med Kirkens Opbyggelse samtidig Stranding paa Romø af Tømmer skyldes det, at den har faaet fit anseelige Ydre, da det svære Bygningstømmer, der ellers vilde have været vanskeligt at tilveiebringe, nu erholdtes for saa billigt Kjøb, at hele Kirken kunde opføres fuldt færdig for 6255 Rdlr. Kirken besidder i fin Døbefond en historisk Mærkværdighed, der er nedarvet til den fra den ældste Kirke og vistnok fortjener Oldtidsforskernes Opmærksomhed. Den staaer paa en muret Fod og er støbt af et Slags Metal, der, søm liber Daticus F. udtrykker sig, "har den Egenskab, at det bevarer Vandet fra Forraadnelse.” Det Vand, som nu er deri, og hvori Børnene endnu døbes, har været deri i over halvandet Aarhundrede og er dog endnu ganske klart og friskt. Efter Sagnet har Dronning Dagmar, der paa sin Reise til Danmark skal være kommen over Fanø, foræret Øen denne Døbefond, paa hvis øverste Rand findes indrissede en Deel Tegn, der for den Nærde see ud som en Art Runeskrift. Kirken har et Orgel, en Gave af høisalig Kong Christian den Ottende, der besøgte Den i 1842. Der findes neppe nogen Kirke i hele Landet, der forholdsviis bliver saa stærkt besøgt, som denne; hver Sønog Helligdag er Kirken fuld. Fannikerne ere vistnok et gudsfrygtigt Folk, men det feiler heller ikke, at En og Anden besøger Kirken af en mere verdslig Grund, hvorom vidner den omhyggelige Retten paa Stadsen i Vaabenhuset og de speidende Blik efter Naboernes Pynt, der ofte sendes omkring i Kirken, naar Leilighed gives. Man kan være temmelig forvisset om, at ethvert Fruentimmer, naar hun kommer fra Kirken, kan gjøre Rede for, om Sidsel Hansdatter eller Mette Persdatter har havt en no "Klud" (Tørklæde) paa eller ikke. Det er Skik, at Koner og Piger bukke sig ned, imedens Evangeliet oplæses, og det er især dette Moment, der benyttes til at udsende speidende Blik i alle Retninger; forøvrigt iagttages den største Stilhed og Opmærksomhed under hele Gudstjenesten.

Sønderhoe er ikke saa tæt bebygget som Nordbye. hvorimod der imellem Husene findes store aabne Pladser, der benyttes som Marker. Byen har et venligt Udseende, og Bygningerne ere i det Hele taget baade udvendigt og indvendigt nettere og elegantere end de Nordbyeske, ligesom her ogsaa forholdsviis hersker større Velstand. Sønderhoe havde ikke det Held, at der strandede et Skib med Tømmer, da dens Kirke skulde opføres; for at kunne bruge Tømmer af mindre Dimensioner er den nemlig bygget under tvende Tage, hvorved den snarere faaer Udseende af et Magazin end af et Gudshuus. En farlig Fjende har Sønderhoe i Vester

havet, der ved en indtrædende Stormflod let vil kunne oversvømme og opsluge hele Byen. Den Dæmning, der var sat for det rasende Element, er for faa Aar siden tilintetgjort ved en saadan Stormflod og kun meget ufuldstændigt udbedret. Communen selv er ikke istand til at afholde de betydelige Bekostninger (efter et Overslag omtrent 80,000 Rdlr.), fom Opførelsen af en paalidelig Damning vilde medføre, og Staten har hidtil ikke viist sig villig til at lade et Arbeide udføre, hvis Undladelse let kan koste tusinde Menneskeliv, for ikke engang at tale om Gods og Eiendom.

Stranden omkring Fans bliver hvert 3die Aar bortforpagtet ved offentlig Auction, og den Høistbydende medtager da adskillige Interessenter, der med Eed forpligte sig til at være hverandre troe. Ikkun Interessen= terne eller dem, de dertil bemyndige, have Ret til at søge efter Rav og strandet Gods. Flere Gange om Aaret afholdes Auctioner over de fundne Sager, af hvis Værdi Finderen faaer den ene og Interessentskabet den anden Halvdeel. Betydelige Strandinger forefalde i den senere Tid sjeldent eller aldrig, og Udbyttet af Rav er heller ikke nu saa betydeligt, som det tidligere skal have været. `Undertiden kan dog En og Anden være faa heldig at træffe paa et større Stykke. Saaledes fandt en Kone fra Sønderhoe i Aaret 1849 et Stykke Rav af Størrelse og Form som et almindeligt Sigtebrød, der var af halvfemte Punds Vægt.

Fanø har i de senere Aar faaet en Badeanstalt, der benyttes temmelig stærkt og fortjener at blive mere almindelig bekjendt ogsaa udenfor Jylland paa Grund af Vandets fortrinlige Beskaffenhed og lette Tilgængelighed, da man ikke her, som ved de øvrige bekjendte Badesteder ved Ve= sterhavet, behøver at kjøre en lang Strækning for at komme til Vandet. Den, der vil bruge Søbadene for sit Helbreds Skyld alene, kan neppe finde noget dertil mere egnet Sted, end Fanø; men den, der ved et Badested tillige søger Adspredelse i Musik, Dands, Spil eller Sligt, han gjør rettest i at holde sig derfra.

Fannikerne hænge med stor Vedholdenhed ved gamle Skikke og Sædvaner, og det skal holde haardt, at faae dem til at gjøre nogen Forandring i den Levemaade, der er nedarvet fra Forfædrene. Det Samme gjælder om Klædedragten, der er aldeles eiendommelig, skjøndt den maaskee minder Noget om Amagernes Dragt. Mændene have imidlertid nu ganske emanciperet sig fra den gamle Nationaldragt og gaae klædte som andre Søfolk. Hovedgjenstandene af Fruentimmernes Toilette ere: Trøie, Skjør ter og en Mængde Tørklæder, der anvendes til forskjelligt Brug; men disse Gjenstande maae være tilstede i stor Mængde og i mange Varieteter, naar en Kone eller Pige skal siges at have en nogenlunde fuldstændig