Billeder på siden
PDF
ePub

fraft godt kan troe ñg forsat til en skovbegroet Bjergegn. Fra Klitternes Toppe aabne sig de herligste udsigter; her seer man først det store mægtige Vesterhav, der stundom risler sagte mod det fine hvide Sand, faa sagte som en lille Bæk, stundom hæver sig med skumklædte Bølger og en bedøvende Larm, der i nogen Afstand lyder som om svære Batterier fjørte over en brolagt Vei. En Overraskelse venter den Fremmede, der bestiger en af Fanøs vestlige Klitter; han troer nu at skulle finde Havet nedenfor for sig, men i dets Sted ffuer han en Slette af deilige grønne Enge og frugtbare Marker, der atter begrændses af en ny Klitterække; thi i de bebyggede Dele af Den er enhver Plet samvittighedsfuldt anvendt, og megen Velsignelse afvindes den sandede Iordbund af flittige Hænder. Der er heller ingen Tvivl om, at en stor Deel af den Strækning, der nu henligger som ufrugtbar Hede imellem begge Sognene, med Held vilde funne opdyrkes ved Hjælp af udflyttergaarde; men Fanniferne ere neppe Landa mænd nok til at ville inclade sig paa slige Forsøg. De egentlige Bønder, som gjerne tillige ere Fiskere, have deres Gaarde i de opdyrkede Stræf: ninger udenfor Byerne og drive deres Avling med Heftekraft. Men alle Fannifere ere mere eller mindre Landmænd; det vil sige: enhver selvstændig Familie eier een eller flere Røer, nogle Lam og Styffe Jord, der drives enten ved Hjelp af Bøndernes Heste, eller blot ved Haandkraft. Det er da Fruentimmerne, der her mage lægge Kræfter til; thi de allerfleste Mandfolk ere tilsøes den største Deel af Aaret og bestjæftige sig heller iffe med slige Forretninger, naar de engang imellem ere hjemme. Til Gjens gjeld maae Mandfolkene forrette Fruentimmerarbeide i de lange Vinteraftener, naar de intet Andet have at bestille, og striffe Strømper til hele Familien. Ronerne og Pigerne kunne ikke engang strikke, men det er en Fornøielse at see, med hvilken Færdighed en stor stærk Sømand kan "prægle”, som det her kaldes, en heel lang Uldstrømpe paa een Dag. Fiskeriet, der vistnok funde og burde være en iffe ubetydelig Indtægtskilde for Den, drives ikke med nogen synderlig Kraft. Det er kun om For: aaret i 4 til 6 uger, at Fiskerbaadene gaae ud i større Antal og paa længere Toure; thi tæt ved Landet findes næsten ingen Fift. Hvad der fanges i størst Mængde, ere de her saakaldte Hvillinger (Ruller), Torff og Skuller, der enten saltes eller vindtørres. Enkelte, der gjøre Profession deraf, opkjøbe da de saltede og tørrede Fist og reise med dem til Mar: federne i Ribe, Haderslev og Aabenraae, hvor de ere meget søgte og betales ret godt. De saakaldte "Niber - Sfuller”, der i fin Tid vare meget efterspurgte baade i Sjelland og Fyen, kom alle fra Fanø. Fifferiet har vistnok i ældre Tider været langt betydeligere, end det nu er, og hvis der

Intet gjøres for at give det et Opsving, er der Grund til at frygte for, at det ganske vil gaae iftaa. Den betydelige ftedse tiltagende Skibsfart afgiver den væsentligste Indtægtskilde for Øen, der af alle Steder i Danmark, næstefter Kjøbenhavn, *) eier det største Antal Comercelæster, nemlig over 3000.

Aarlig bygges et ikke ubetydeligt Antal Skibe paa Den; i denne Sommer (1854) staae saaledes 7 Skibe paa Stapelen, og flere skulle snart paabegyndes. I Sommertiden seer Havnen ode nok ud; thi Skibene ere uafladeligt i Farten; men i Vinterens Tid fan den fremvise en ret anseelig Mastefkov, skjøndt en stor Deel, navnlig af de større Sfibe fjeldent komme hjem, men overvintre i forskjellige Havne paa Østkysten, for at kunne være nærmere ved Haanden om Foraaret, naar Farten atter skal begynde. Sommeren er derfor den stille Tid paa Fanø, thi hele det unge Mandskab er borte, og en stor Deel af Pigerne tage gjerne fast Tjeneste paa Fastlandet fra St. Hansdag til Miffelsdag, for fom dygtige og meget søgte Arbeidersker at tage Deel i Markarbeiderne og Høften. Som en Følge af at Mændene ere saa meget fraværende, ere Ronerne de egentlige Bestyrere af Affairerne og forstaae fig i Reglen ogsaa godt paa at ordne dem og at holde sammen paa Mandens fortjente Skillinger. Fruentimmerne paa Fanø ere strenge Deconomer, uden derfor at være gjerrige; thi hvad der ffal betales, udredes uden Modsigelse eller Vrangvillighed. Kun hvor der skal holdes paa Honneuren, især i Alt hvad der angaaer Stadsen og Gilderne (hvorom siden Mere), sættes de oeconomiske Hensyn ganske tilfide.

Fannikeboligerne ere alle næsten eens; en lang eenetages temmelig lav Bygning, opført af røde Steen og bedækket med Straatag. I den ene Ende af Bygningen er Beboelsesleiligheden, bestaaende af en Dagligftue, en Art Storstue, eet eller to Ramre og Kjøkken; i den anden Ende er et Bryggers eller Vadsterhuus, Kostalden og en liden Lo. Til de fleste Huse hører en lille Have, der fordetmeste er beplantet med Kaal. Husene blive godt vedligeholdte og have et ret pynteligt udseende, der kun vanzires ved de tæt udenfor paa Veien anbragte Landmandens Guldgruber, der i Forbindelse med Kostaldene indenfor just ikke paa nogen behagelig Maade afficere Lugtenerverne. I Nordbye, der er meget tæt bebygget, ligge de allerfleste Huse med Façaderne imod Nord og Syd, for at give de vold

[ocr errors]

*) I det 'statistiskc Tabelvært er vel Aalborg anført som den efter Kjøbenhavn i

denne Henseende betydeligste Stad. Imidlertid eies der af Fannifer betydelige Stibsparter i Stibe, der ere anførte som hiemme prende landetstede, iad

at Fano i Virkeligheden eier et større Antal Comercelæster ent Aqrborg. r' $&?

...

o? SKANDINAVE

fomme vestlige Storme, der saa hyppigt herske, saa Lidt som muligt at tage fat i.

Der dannes saaledes en lang fortløbende Gade med forskjellige Sidegader, som imidlertid intet Navn have. For at betegne en Mands Bolig, benytter man fig derfor af Compasset, hvortil hjælper, at der har dannet fig forskjellige Benævnelser for de forskjellige Dele af Byen. Den østlige Deel af Landsbyen kaldes saaledes Rindby); derfra Nordpaa forbi Præstegaarden Nørbye; fra Møllerne til Kroen "Odden”, og Nord for Rreen "Nor omme". Spørger man saaledes, hvor Skipper N. N. boer, faa bliver f. Er. Svaret: "Han boer Nor omme lige Veft for æ Toldhuus." Forresten vanskeliggjøres udfindelsen af en Mands Adresse betydeligt derved, at næsten alle bekjendte Folk have Dgenavne, med hvilfe de ftedse i daglig Tale benævnes, men som der hører megen Localfundskab til at fjende. Spørger man saaledes om en Mand, hvis fulde Navn er Hans Peter Jensen, faa fan det let træffe fig, at Mandens nærmeste Nabo ikke kan besvare Spørgsmaalet; thi han har aldrig hørt Hans Peter Jensen benævnes anderledes, end "lille Hans Peter”, eller maafkee "Peter til Madses”, eller ”Peter fra Storkereden”, eller sligt, Benævnelser, hvorunder ethvert Barn fjender den Paagjældende, men hvis Etymologi ofte kan være meget vanskelig at udfinde, da det let kan hænde sig, at ”lille Hans Peter" er en Karl paa fine tre Alen, eller at det er over tres dive Aar siden, at der var en Storkerede paa hans Faders Huus. - Indvendigt ere Husene fordetmeste reenlige og nette; Sengene ere anbragte i Skabe i Væggene, en Skik, hvorved Fannikerne hænge med megen Haards nakkethed, endskjøndt de selv erfjende den for skadelig; men den er beqvem for Huusmoderen, Mændene ere vånte til de indelukkede Røier i deres Sfibe, og saa var det desuden Brug i gamle Dage. Naar i Sygdomstilfælde en fritstaaende Seng maa benyttes, da skeer dette først efter en heftig Modstand; thi Fannikerne have den Tro, at aabne Senge og Moschus først anvendes, naar deres fidste Time nærmer sig. Bendergaardene ere indrettede fuldkomment paa samme Maade, men de bestaae af to ligeoverfor hinanden staaende længer uden indhegnet Gaardsplads imellem. Omtrent midt imellem Landsbyen og Odden ligger Kirken. Da Den deelte sig i to. Sogne, blev der istedetfor den føromtalte ældste Kirke, der laae midt paa Den, opført en anden i omtrent en halv Miils Afstand fra Øens nordligste Pynt. Om denne Kirke og dens Præster haves i en ved Kaldet beroende Bog, kaldet ”Liber Daticus Fanoensis", Efterretninger, der gaae tilbage til Aaret 1570, da Hr. Søren Trugelsen var Præst. Men af denne Kirke eristerer nu iffe Andet end dens. Kirkegaard, der endnu bruges som Begravelsesplads for Beboerne af Landsbyen. Da den

nemlig uagtet gjentagne Tilbygninger viste fig at være for lille for Sognet, opførtes i Aaret 1786 den nuværende rummelige og smuffe Kirke. En med Kirkens Opbyggelse samtidig Stranding paa Romø af Tømmer ffyldes det, at den har faaet fit anseelige Ydre, da det svære Bygningstømmer, der ellers vilde have været vanskeligt at tilveiebringe, nu erholdtes for faa billigt Kjøb, at hele Kirken funde opføres fuldt færdig for 6255 Rdir. Kirken besidder i fin Døbefond en historisk Mærkværdighed, der er nedarvet til den fra den ældste Kirke og vistnok fortjener Oldtidsforskernes Dpmærksomhed. Den staaer paa en muret Fod og er støbt af et Slags Metal, der, føm liber Daticus F. udtrykker sig, "har den Egenskab, at det bevarer Vandet fra Forraadnelse." Det Vand, som nu er deri, og hvori Børnene endnu dobes, har været deri i over halvandet Aarhundrede og er dog endnu ganske klart og friskt. Efter Sagnet har Dronning Dagmar, der paa fin Reise til Danmark skal være fominen over Fanø, foræret Den denne Døbefond, paa hvis øverste Rand findes indrissede en Deel Tegn, der for den lilærde see ud som en Art Runeskrift. Kirken har et Orgel, en Gave af høisalig Rong Christian den Ottende, der besøgte Den i 1842. Der findes neppe nogen Kirke i hele Landet, der forholdsviis bliver saa stærkt besøgt, som denne; hver Sønog Helligdag er Kirken fuld. Fannikerne ere vistnok et gudsfrygtigt Folf, men det feiler heller ikke, at En og Anden besøger Kirken af en mere verdslig Grund, hvorom vidner den omhyggelige Retten paa Stadsen i Vaabenhuset og de speidende Blik efter Naboernes Pynt, der ofte sendes omkring i Kirken, naar Leilighed gives. Man kan være temmelig forvisset om, at ethvert Fruentimmer, naar hun kommer fra Kirken, kan gjøre Rede for, om Sidsel Hansdatter eller Mette Persdatter har havt en ny "Klud” (Tørklæde) paa eller ikfe. Det er Sfik, at Roner og Piger bukke fig ned, inredens Evangeliet oplæses, og det er især dette Moment, der benyttes til at udsende speidende Blik i alle Retninger; forøvrigt iagttages den største Stilhed og Opmærksomhet under hele Gudstjenesten.

Sønderhoe er ikke faa tæt bebygget som Nordbye, hvorimod der imellem Husene findes store aabne Pladser, der benyttes som Marker. Byen har et venligt udseende, og Bygningerne ere i det Hele taget baade udvendigt og indvendigt nettere og elegantere end de Nordbyeske, ligesom her ogsaa forholdsviis hersker større Velstand. Sønderhoe havde ikfe det Held, at der strandede et Skib med Tømmer, da dens Kirke skulde opfores; for at kunne bruge Tømmer af mindre Dimensioner er den nemlig bygget under tvende Tage, hvorved den snarere faaer ridseende af et Mas gazin end af et Gudshuus. En farlig Fjende har Sønderhoe i Vester:

havet, der ved en indtrædende Stormflod let vil kunne oversvømme og opsluge hele Byen. Den Dæmning, der var sat for det rasende Element, er for faa Aar siden tilintetgjort ved en saadan Stormflod og fun meget ufuldstændigt udbedret. Communen selv er iffe istand til at afholde de betydelige Bekostninger (efter et Overslag omtrent 80,000 Rdlr.), som Opførelsen af en paalidelig Dæmning vilde medføre, og Staten har hidtil iffe viist sig villig til at lade et Arbeide udføre, hvis Undladelse let kan koste tusinde Menneskeliv, for ikke engang at tale om Gods og Eiendom.

Stranden omfring Fanø bliver hvert 3die Aar bortforpagtet ved offentlig Auction, og den Høistbydende medtager da adskillige Interessenter, der med Ged forpligte sig til at være hverandre troe. Ifkun Interessenterne eller dem, de dertil bemyndige, have Ret til at søge efter Rav og strandet Gods. Flere Gange om Aaret afholdes Auctioner over de fundne Sager, af hvis Værdi Finderen faaer den ene og Interessentskabet den anden Halvdeel. Betydelige Strandinger forefalde i den senere Tid fjeldent eller aldrig, og udbyttet Rav er heller ikke nu saa betydeligt, som det tidligere skal have været. "Undertiden kan dog én og Anden være faa heldig at træffe paa et større Stykke. Saaledes fandt en Kone fra Søn: derhoe i Aaret 1849 et Stykke Rav af Størrelse og Form som et almindeligt Sigtebrød, der var af halvfemte Punds Vægt.

Fanø har i de senere far faaet en Badeanstalt, der benyttes temmelig stærkt og fortjener at blive mere almindelig bekjendt ogsaa udenfor Ivland paa Grund af Vandets fortrinlige Beskaffenhed og lette Tilgængelighed, da man iffe her, som 'ved de øvrige bekjendte Badesteder ved Ves sterhavet, behøver at kjøre en lang Strækning for at komme til Vandet. Den, der vil bruge Søbadene for fit Helbreds Skyld alene, kan neppe finde noget dertil mere egnet Sted, end Fanø; men den, der ved et Bades sted tillige søger Adspredelse i Musik, Dands, Spil eller Sligt, han gjør rettest i at holde sig derfra.

Fannikerne hænge med stor Vedholdenhed ved gamle Sfiffe og Sædvaner, og det skal holde haardt, at faae dem til at gjøre nogen Forandring i den levemaade, der er nedarvet fra Forfædrene. Det Samme giælder om Klædedragten, der er aldeles eiendommelig, skjøndt den maasfee minder Noget om Amagernes Dragt. Mændene have imidlertid nu ganske emanciperet sig fra den gamle Nationaldragt og gaae klædte som andre Søfolk. Hovedgjenstandene af Fruentimmernes Toilette ere: Trøie, Skjørter og en Mængde Tørklæder, der anvendes til forskjelligt Brug; men disse Gjenstande maae være tilstede i stor Mængde og i mange Barieteter, naar en Kone eller Pige skal siges at have en nogenlunde fuldstændig

« ForrigeFortsæt »