et er underligt, at netop naar vi henviser til Himmelens Fugle og Markens Lilier, for ved at betragte dem, at finde Trøst mod vore Bekymringer, da er den Tid forhaanden, paa hvilken Fuglefangen førstummer og Lilierne visne. Det er vist ikke uden vor Herres Styrelse, at Evangeliet om Fuglene, Lilierne lyder paa en saadan Tid af Aaret, thi er der end saameget tilbage af Fuglesangen, at vi derved fan mindes, om hvorledes vores himmelske Fader føder dem, uden at de faae, høste og sanke i Lader, paa den end saamange Lilier tilbage, at vi paa dem kan see, hvorledes Gud klæder dem, skjøndt de ikke arbeide eller spinde, saa mindes vi tillige om alle disse Tings Omskiftelighed og Forgængelighed, for hvis Skyld vi har de mange unyttige Bekymringer. Men nedslaaende vilde det alligevel være at henvises til disse, naar det ikke tillige var til- . føiet, at vi ere meget mere end dem. Der er jo noget uendelig vemodigt ved at see al Sommerens Herlighed saaledes at dø, naar Vinteren stunder

til og skal vi nu end derved mindes om, at ogsaa al vor egen Herlighed er som Græssets Vlomster, saa skal vi dog ikke deraf lære, hvad Mange gierne vil faae os til at tro, at dermed er Alt forbi, men at der kommer en Dag, da det skal vise sig, at "hvad der kom fra Oven ned kan blomstre i al Evighed”, da ogsaa den hendøende Fuglesang skal istemmes paa Ny, og de visne Lilier skal opreise deres Hoveder igjen. Derfor kan ogsaa Himmelens Fugle og Markens Lilier benyttes ikke blot for at lære os at lade vore Bekymringer fare, men ogsaa for at vi i dem skal see et Billede paa de Børn, hvis Fader føder Fuglene og klæder Lilierne, men ere selv meget mere end disse. Saaledes ere de ogsaa benyttede, naar der tales om de Himmelens Fugle, der komme og bygge Rede i Træets Grene, som vel var mindre end alt andet Frø, men vorede op og blev større end Urterne, og naar der peges ben paa Lilien i Dalen, som en Lilie blandt Tornene. Det er Himmeriges Rige der menes med dette Træ, og i dettes. Grene bygge ikke de Fugle deres Rede, som den himmelske Fader føder en lille Stund og derefter dø, men der bygge de deres Rede, som ere meget mere end Himmelens Fugle, der fødes af deres egen Fader ikke blot en Stund i denne Verden, men til evig Tid. Det er Guds Kirke, som er Træet, og de Fugle, som der bygge Rede, komme fra Øst og Vest, fra Nord og Syd, drevne af en Aand, hvis Virkning de faa lidt forstaae, som Veirets, naar det blæser, men som de dog ikke kan modstaae, og finde som forlorne Sønner og Døttre en Modtagelse i det Huus, hvortil de komme, som de har aldrig kjendt i denne Verden eller ventet nogetsteds at finde. De Himmelens Fugle, som ikke saae, ikke høste, ikke sanke i Lade, og dog fødes af den himmelske Fader, har den Forjættelse af ham, at iffe den Ringeste blandt dem alle skal falde fra Taget til Jorden uden hans Villie. De Fugle, som bygge Rede i Træets Grene, ere jo meget mere end disse, altsaa skal de ikke heller falde ned fra Træets Grene, uden det skeer med deres Faders Villie, og da de nu ere hans Sønner og Døttre, og den bedste Faders og Moders Kjærlighed kun er et svagt Billede paa den Kjærlighed, hvormed han elsker dem, saa er det ikke og kan ikke være hans Villie, at nogen af dem skal falde ned fra Træets Grene, naar de virkelig der har bygget Rede og de gjerne der vil blivę. Det kan han faa meget mindre ville, som han veed, at de, som falde ned fra dette Træ, falde endnu dybere end Fuglen fra Taget og vanskeligen kan opløftes igjen. Hvo, som der har sin Rede og veed det vist, at han ønsker at blive der, fordi hans Hjerte er endnu bortvendt fra den Onde, han forfagede, da han byggede sin Rede der, og henvendt til den Herre, hvem Træet tilhører, skal derfor ogsaa boe tryggeligen og kun ikke frygte nogen

Fare, selv om det stormer trindt omkring ham og Træet bevæges hid og did, thi det staaer nok, eftersom det har dybe Rødder i Jorden, og der er en almægtig Herre, som har det i sin Varetægt, og mens det staaer, faa boer han tryggelig paa Grenen, kan slumre ind hver Aftenstund, som Fuglen i Skov og opvaagne hver Morgenstund, saa glad som den, og hæve fin Røst med alle de andre Fugle i Træet til at prise den Herre, der vaagede over det og dem. Man kan, synes mig, stundom fristes til at misunde Fuglene i Skoven den Fred, hvori de bygge, den Glæde, hvormed de synge det skal vi nu slet ikke, thi vi ere meget mere end de og skal kun i dem see et glædeligt Billede paa hvad vi ere, og hvad vi ere agtede for af vor himmelske Fader, og komme ihu, at naar Fuglesangen forstummer ved Vintertid i Skoven, saa forstummer dog ikke Sangen i det Træ, hvor vi bygge, men istemmes netop med fordobblet Glædeslyd til Barnets Ære, der fødtes i Bethlehem, medens af de andre Fugle kun den usle Spurv blev tilbage, for endnu at minde og om, at end ikke den falder fra Laget uden vor Faders Villie. Naar da omsider alle Fugles sidste Time er kommen, og Spurven ogsaa er falden fra Taget, da flyve vi med alle Fugle, der bygge Rede i vor Herres Træ, op mod Himlen at møde ham i Luften for altid at være med ham og istemme en evig Frydesang til hans Faders Ære.

1

Saaledes bliver der da ingen Grund til at misunde Fuglene deres Fred og Glæde i Skoven, men vel til derved at mindes om ver egen. Naar vi da gaae fra Skoven over Engen og see Lilierne, hvor de vore, see dem i deres Pragt, see dem ogsaa i deres Fred, hvor sødelig de blunde hver Aften, naar de bøie deres Hoveder, og opløfte det faa gladelig igjen om Morgenen, naar Solen kaster sine Straaler ned paa dem, da skal vi kun mindes, at ogsaa disse staae der kun for at være Billeder paa den Herlighed, vor himmelske Fader har skjænket os, som om den Lilie i Dalen, der, vorer den end midt blandt Torne, dog ogsaa vorer ved Bækkens Rand, der flyder gjennem Dalen, overgaaer alle de andre Lilier, ligesaa meget, som disje Salomon, men har det Fortrin, at naar disse imorgen kastes i Ovnen for at brændes, da skikker vor Herre sine Engle ned for at samle sine egne Lilier, dem han selv plantede, smykkede og fredede om, og planter dem saa om i Himmerige, at de der skal blomstre evindelig.

Naar vi da komme dette ihu, da maa vel Hjertet kunne begynde at røres af Glæde, saa vi udbryder saa fmaat: hvad Nød har det saa? ́Man kan blive forundret over paa engang at opdage, at det i Grunden flet ingen Nød har med os, men at Alt, hvad vi gaae-og qvæle os méd til Hverdags Brug, er kun selvgjorte unyttige Bekymringer, hvormed man

ikke blot ingen Alen lægger til fin Vært, men bliver en Alen større, naar man reent faster dem bort. Kommer man saa vidt, at man siger: "jeg er i min Faders Favn, har i Himmelen hjemme," da er man voret alle Befymringer over Hovedet, men da idetmindste vel bleven en Alen høiere. Derfor var det godt, om Fuglene og Lilierne kunde lære os dette. Af de første have vi kun Spurvene tilbage. af de sidste en enkelt lille Blomst, saa lad disse holde Lærdommen vedlige, til de afløses af Fuglenes store Sangersfare og alle Liliers Blomstertoppe, og lad kun den eenlige Spurv og den henrivende lille Blomst minde os om, at her er Alt forfængeligt, "fun hvad der kom fra Oven ned kan blomstre i al Evighed.”

I November 1854.

fane.

F. E. Boisen.

yllands Vestkyst, og navnlig Øerne ved denne, har længe været et terra incognita for dem, der beboe den mere velsignede Deel af vort Fædreland, skjøndt i den senere Tid adskillige Omstændigheder have bidraget til, at den almindelige Opmærksomhed mere er henvendt paa disse Egne. Derne i Vesterhavet have imidlertid ved deres isolerede Beliggenhed bevaret faa mange nationale Eiendommeligheder, der have holdt sig uforandrede, imedens den øvrige Verden udenom dem saa ofte har skiftet Form, og deres Natur er saa himmelvidt forskjellig fra den, man seer i Landets andre Egne, at det vistnok lønner sig Umagen at gjøre sig nærmere bekjendt med dem. I den almindelige Mening gaaer den en glædeløs Fremtid imøde, der for

dømmes til at tilbringe. fit Liv paa en lille Ø i Vesterhavet; men den almindelige Mening feiler heri, som i saa meget Andet, og det er for at bidrage Vort til at rette den, at vi her skulle meddele en kort Skildring af den lille venlige Ø, Fanø, der vistnok særdeles egner sig til Prøvekort, naar man som fine Varer vil anbefale den vefterjydske Natur og de vesterjydske Der.

Fanø strækker sig i en skraa Retning langs Jyllands Vestkyst fra Færgeftedet Strandbye til Ribe i en Afstand af en halv Miil fra det førstnævnte og 3 Mile fra det sidstnævnte Sted. Den er to Mile lang og en halv Miil bred med en Befolkning af omtrent 3000 Mennesker. Naar og hvorledes Øen først er bleven befolket, vides ikke med Sikkerhed; men efter al Rimelighed have de første Beboere været bosatte midt paa Den, hvor Kirken dengang laae og af hvis Ruiner endnu skulle findes svage Spor. Senere, da Folkemængden tiltøg, og man begyndte at lægge fig mere efter Søfart og Fiskeri, flyttede Øens Beboere nærmere til Havet, hvor dette dannede passende Havne, og faaledes er det skeet, at der efterhaanden dannede sig tvende Byer, idet Nogle flyttede til Øens sydlige Spidse, hvor nu Sønderhoe ligger, Andre til den nordlige, hvor de grundlagde Nordbye Sogn, der indbefatter de to Trediedele af hele Dens Befolkning, medens den ene Trediedeel kommer paa Sønderhoe Sogn.

Landet tilhørte fra gammel Tid af Kongen, der holdt en Foged, der opkrævede Skatter og forestod Administrationen; men i Aaret 1741 lod Kong Christian den 6te hele Øen fælge ved offentlig Auction, ved hvilken den blev tilslagen Beboerne selv som de Høistbydende. Hele Den eies endnu udelukkende af Beboerne, og der er ikke en Plet, ikke engang en Sandklitte, som ikke har sin Eiermand. Den er nu omtrent deelt lige imellem begge Sogne, og da Landet var solgt, blev der opreist en Pal af 31⁄2 Alens Høide som Markskjel imellem Nordbye's og Sønderhoe's Marfer. Imidlertid ere ikkun begge Yderkanterne af Øen beboede og opdyrkede, men vaa en Strækning af over een Miil imellem begge Sogne findes ingen menneskelig Bolig, men kun udyrket Hede, begrændset af Sandklitter og kun oplivet af Faar, der her vandre om og afgnave det sparsomme Græsstraa, indtil Sneen ogsaa dækker disse Smuler. Disse Egne ere vel vilde og øde, men meget maleriske og paa deres Viis smukke; de mægtige Sandklitter, der slynge sig i Bølgeformer omkring hele Den, begrændse Horizonten, og naar de aabne Udsigten, viser sig det deilige Hav og den høie jydske Kyst; Klitterne selv have et heelt majestætisk og pynteligt Udseende, især om Sommeren, naar Klittegræsset (den saakaldte Marehalm) staaer frodig grønt, saa at man med en Smule Indbildnings