Billeder på siden
PDF
ePub

Da lægges fromt til fatrig Mand

En Skjærv i Offerblokke,
Og planted' staaer om Kildens Rand

Helbredtes Krukfestokfe.

De stande der en sælsom Skov,

For Blad te Pjalter bære,
Men vidne dog med mægtig Lov

Til St. Helenes Wre.

G. M.

Himmelens Fugle og Markens Lilier.

[graphic]

et er underligt, at netop naar vi henviser til Himmelens Fugle og Markens Lilier, for ved at betragte dem, at

finde Trøst mod vore Bekymringer, da er den Tid forhaanden, paa hvilken Fugle

fangen forstummer og Lilierne vigne. Det 13

er vist ikke uden vor Herres Styrelse, at Evangeliet om Fuglene, Lilierne lyder paa en saadan Tid af Aaret, thi er der end

saameget tilbage af Fuglefangen, at vi der195 ved kan mindes, om hvorledes vores him

melffe Fader føder dem, uden at de faae, høste og fanke i Lader, paa den end raamange Lilier tilbage, at vi paa dem kan see, hvorledes Gud klæder dem, ffjøndt de

iffe arbeide eller spinde, saa mindes vi til. lige om alle disse Linge Omstiftelighed og Forgængelighed, for hvis Skyld vi har de mange unyttige Bekymringer. Men nedslaaende vilde det alligevel være at henvises til disse, naar det iffe tillige var til: føiet, at vi ere meget mere end dem. Der er jo noget uendelig vemodigt ved at see al Sommerens Herlighed, saaledes at dø, naar Vinteren stunder

til og skal vi nu end derved mindes om, at ogsaa al vor egen Herlighed er som Græssets Blomster, saa skal vi dog ikke deraf lære, hvad Mange gierne vil faae os til at tro, at dermed er Alt forbi, men at der kommer en Dag, da det skal vise sig, at "hvad der kom fra Oven ned fan blomstre i al Evighed”, da ogsaa den hendøende Fuglesang skal iftemmes paa Ny), og de visne Lilier skal opreise deres Hoveder igjen. Derfor kan ogsaa Himmelens Fugle og Markens Lilier benyttes ikke blot for at lære og at lade vore Bekymringer fare, men ogsaa for at vi i dem skal see et Billede paa de Børn, hvis Fader føder Fuglene og klæder Lilierne, men ere selv meget mere end disse. Saaletes ere de ogsaa benyttede, naar der tales om de Himmelens Fugle, der komme og bygge Rede i Træets Grene, som vel var mindre end alt andet Fre, men vorede op og blev større end Urs terne, og naar der peges' ben paa Lilien i Dalen, som en Lilie blandt Tornene. Det er Himmeriges Rige der menes med dette Træ, og i dettes. Grene bygge ikke de Fugle deres Rede, som den himmelske Fader føder en lille Stund og derefter fø, men der bygge de deres Rede, som ere meget mere end Himmelens Fugle, der fødes af deres egen Fader iffe blot en Stund i denne Verden, men til evig Tid. Det er Guds Kirke, som er Træet, og de Fugle, som der bygge Rede, komme fra øst og Vest, fra Nord og Syd, drevne af en Aand, hvis Virfning de faa lidt forstane, som Veirets, naar det blæser, men som de dog iffe fan modstaae, og finde iom forlorne Sønner og Døttre en Modtagelse i det Huus, hvortil de komme, som de har aldrig kjendt i denne Verden eller ventet nogetsteds at finde. De Himmelens Fugle, som ikke saae, ikke høste, iffe sanke i Lade, og dog fødes af den himmelske Fader, har den Forjættelse af ham, at iffe den Ringeste blandt dem alle skal falde fra Taget til Jorden uden hans Villie. De Fugle, som bygge Rede i Træets Grene, ere jo meget mere end disse, altsaa skal de iffe heller falde ned fra Træets Grene, uden det sfeer med deres Faders Villie, og da de nu ere hans Sønner og Døttre, og den bedste Faders og Moders Kjærlighed kun er et svagt Billede paa den Kjærlighed, hvormed han elsker dem, saa er det ikke og kan ikke være hans Villie, at nogen af dem skal falde ned fra Træets Grene, naar de virkelig der har bygget Rede og de gjerne der vil blive. Det kan han saa meget mindre ville, som han veeb, at de, fom falde ned fra dette Træ, falde endnu dybere end Fuglen fra Taget og vanskeligen kan opløftes. igjen. Hvo, som der har sin Rede og veed det vist, at han ønsker at blive der, fordi hans Hjerte er endnu bortvendt fra den Onde, han for: fagede, da han byggede sin Rede der, og henvendt til den Herre, hvem Træet tilhører, skal derfor ogsaa boe tryggeligen og fun ikke frygte nogen

Fare, selv om det stormer trindt omkring ham og Træet bevæges hið og did, thi det staaer nof, eftersom det har dybe Rødder i Jorden, og der er en almægtig Herre, som har det i sin Varetægt, og mens det staaer, saa boer han tryggelig paa Grenen, kan slumre ind hver Aftenstund, som Fuglen i Skov og opvaagne hver Morgenstund, saa glad fom den, og hæve fin Røst med alle de andre Fugle i Træet til at prise den Herre, der vaagede over det og dem. Man kan, synes mig, stundom fristes til at misunde Fuglene i Skoven den Fred, hvori de bygge, den Glæde, hvormed de synge det skal vi nu slet ikke, thi vi ere meget mere end de og skal kun i dem see et glædeligt Billede paa hvad vi ere, og hvad vi ere agtede for af vor himmelske Fader, og komme ihu, at naar Fuglesangen forstummer ved Vintertid i Skoven, saa forstummer dog ikke Sangen i det Træ, hvor vi bygge, men istemmes netop med fordobblet Glædeslyd til Barnets Ære, der fødtes i Bethlehem, medens af de andre Fugle kun. den usle Spurv blev tilbage, for endnu at minde os om, at end ikke den falder fra Taget uden vor Faders Villie. Naar da omsider alle Fugles sidste Time er kommen, og Spurven ogsaa er falden fra Taget, da flyve vi med alle Fugle, der bygge Rede i vor Herres Træ, op mod Himlen at møde ham i luften for altid at være med ham og istemme en evig Frydesang til hans Faders Ære.

Saaledes bliver der da ingen Grund til at misunde Fuglene deres Fred og Glæde i Skoven, men vel til derved at mindes om vor egen. Naar vi da gaae fra Skoven over Engen og see Lilierne, hvor de vore, see dem i deres Pragt, see dem ogsaa i deres Fred, hvor fødelig de blunde hver Aften, naar de boie deres Hoveder, og opløfte det faa gladelig igjen om Morgenen, naar Solen faster fine Straaler ned paa dem, da ffal vi kun mindes, at ogsaa disse staae der kun for at være Billeder paa den Herlighed, vor himmelske Fader har skjænket os, som om den Lilie i Dalen, der, vorer den end midt blandt Torne, dog ogsaa vorer ved Bæffens Rand, der flyder gjennem Dalen, overgaaer alle de andre Lilier, ligesaa meget, som disie Salomon, men har det Fortrin, at naar disse imorgen fastes i Ovnen for at brændes, da skiffer vor Herre sine Engle ned for at samle sine egne Lilier, dem han selv plantede, smyffede og fredede om, og planter dem saa om i Himmerige, at de der skal blomstre evindelig.

Naar vi da komme dette ihu, da maa vel Hjertet kunne begynde at røres af Glæde, faa vi udbryder saa smaat: hvad Nød har det saa? Man kan blive forundret over paa engang at opdage, at det i Grunden slet ingen Nød har med os, men at Alt, hvad vi gaae og qvæle og med til Hverdags Brug, er fun selvgjorte unyttige Befymringer, hvormed man

ikke blot ingen Alen lægger til fin Vært, men bliver en Alen større, naar man reent faster dem bort. Kommer man saa vidt, at man siger: "jeg er i min Faders Favn, har i Himmelen hjemme,” da er man voret alle Bes fymringer over Hovedet, men da idetmindste vel bleven en Alen høiere. Derfor var det godt, om Fuglene og Lilierne kunde lære os dette. Af de første have vi fun Spurvene tilbage, af de sidste en enkelt lille Blonist, saa lad disse holde lærdommen vedlige, til de afløses af Fuglenes store Sangersfare og alle Liliers Blomstertoppe, og lad kun den eenlige Spurv og den henrivende lille Blomst minde os om, at her er Alt forfængeligt, "fun hvad der kom fra Oven ned kan blomstre i al Evighed.” 9 November 1854.

F. E. Boifen.

Fano.

[graphic]
[ocr errors]

yllands Vestkyst, og navnlig Derne ved denre, har længe været et terra incognita for dem, der beboe den mere velsignede Deel af vort Fædreland, skjøndt i den senere Tid adskillige Omstændigheder have bidraget til, at den almindelige Opmærksomhed mere er henvendt paa disie Egne. Derne i Vesterhavet have imidlertid ved deres isolerede Beliggenhed bevaret faa mange nationale Eiendommeligheder, der have holdt sig uforandrede, imedens den øvrige Verden udenom den saa ofte har skiftet Form, og deres Natur er faa himmelvidt forskjellig

fra den, man reer i landets andre Egne, at det vistnok lønner sig Umagen at gjøre sig nærmere bekjendt med dem. I den almindelige Mening gaaer den en glædeløs Fremtid imøde, der for:

dømmes til at tilbringe fit Liv paa en lille ø i Vesterhavet; men den almindelige Mening feiler heri, som i saa meget Andet, og det er for at bidrage Vort til at rette den, at vi her skulle meddele en kort Skildring af den lille venlige Ø, Fanø, deț vistnok særdeles egner sig til Prøvefort, naar man som fine Varer vil anbefale den vefterjydske Natur og de vesterjydske Øer.

Fanø ftræffer sig i en ffraa Netning langs Iyllands Vestfyft fra Færgestedet Strandbye til Ribe i en Afstand af en halv Miil fra det førstnævnte og 3 Mile fra det sidstnævnte Sted. Den er to Mile lang og en halv Miil bred med en Befolkning af omtrent 3000 Mennesker. Naar og hvorledes Den først er bleven befolfet, vides ikke med Sikkerhed ; men efter al Rimelighed have de første Beboere været bosatte midt paa Den, hvor Kirken dengang laae og af hvis Ruiner endnu ffulle findes (vage Spor. Senere, da Folkemængden tiltog, og man begyndte at lægge sig mere efter Søfart og Fiskeri, flyttede Dens Beboere nærmere til Havet, hvor dette dannede passende Havne, og faaledes er det skeet, at der efter: haanden dannede fig tvende Byer, idet Nogle flyttede til Dens sydlige Spidse, hvor nu Sønderhoe ligger, Andre til den nordlige, hvor de grundlagde Nordbye Sogn, der indbefatter de to Trediedele af hele Dens Bes folkning, medens den ene Trediedeel kommer paa Sønderhoe Sogn.

Landet tilhørte fra gammel Tið af Kongen, der holdt en Foged, der opkrævede Skatter og forestod Administrationen; men i Aaret 1741 lod Kong Christian den 6te hele Den sælge ved offentlig Auction, ved hvilken den blev tilslagen Beboerne selv som de Høistbydende. Hele Den eies endnu udelukkende af Beboerne, og der er ikke en Plet, iffe engang en Sandklitte, som ikke har fin Giermand. Den er nu omtrent deelt lige imellem begge Sogne, og da Landet var solgt, blev der opreist en Pæl af 3.} Alens Høide som Marfsfjel imellem Nordbye’s og Sønderhoe's Mars fer. Imidlertid ere ikkun begge Yderfanterne af Den beboede og opdyr: fede, men vaa en Strækning af over een Miil imellem begge Sogne findes ingen menneskelig Bolig, men kun udyrket Hede, begrændjet af Sandklitter og kun oplivet af Faar, der her vantre om og afgnave det sparsomme Græsstraa, indtil Sneen ogsaa dækker disse Smuler. Disse Egne ere vel vilde og øde, men meget maleriske og paa deres Viis smukke; de mægtige Sandklitter, der slynge sig i Bølgeformer omkring hele Den, begrændse Horizonten, og naar de aabne udsigten, viser sig det deilige Hav og den høie jydske Kyst; Klitterne selv have et heelt majestætist og pynteligt udseende, især om Sommeren, naar Klittegræsset (den saakaldte Marehalm) staaer frodig grønt, saa at man med en Smule Indbildnings

« ForrigeFortsæt »