gommer dil Bifogd og fin Fru igaar og 'un fortæller mai: Pachhe gaar klip fra sin Dekkelmatorjum, 'an 'ar gjorte Nar af en Dam' en stor Frue og To kuns To er paa Blan, paa Suscrission ›

og 'an er bort'. Nu, siger jai: Guh bevahr mai, og mine nye kangske sorte Glæer! og jai bliede ganske fortrædt! og gal i min Ho'de og gaar omgrink! og ør' an er kjør med Vognemann dil Assens, og 'an 'ar fra Postemester sin 'Fuldmægtigs, han var fin Eleve til Dekkelmatør,

Nu

Reffemangtion

-

'an

dil en store Kjøbmang og Flere, at han faar Dekkelmatorjen i Assens. jai gommer dil Assens nu, 'an skal faae sin Ler! foi! skal gomme i Fidtfadt me mai! Gaution! eller ogsaa Gu straf' mai! naar jai dræffer 'am 'an faar sin Ler! foi! jai ta'r alle min' forte Glæer af han.”

Nu

vi kom da under denne moersimme Passiar til Assens og Hr. Silfvermann satte sig da strar i Bevægelse for at faae fat paa Hr. Pachhe!

Jeg ventede i Gjæstgiverstedets deilige Have i et sjeldent skyggefuldt kjøligt Lysthuus paa Vognen fra Herregaarden.

Omtrent en halvtredie Time efter kom den gode skikkelige Elsasser gaaende ganske stilfærdig ned i Haven, for at fortælle mig udfaldet af fin Affaire med den store "Dekkelmatør."

Nu? Hr. Silfvermann, nu?

Silfvermann smilte ganske godlidende. Han satte sig, puftede og

"Jai spørger fin Logie; jai kommer der; fin Vertin' 'un dror gangs vis 'an er gaaet i Strand dil Bad. Brachtig dænker jai, kot! Jai gommer der, gaaer dil Strand og gommer dil en meiet stoore Steen, richtig! der seer jai alle min nye gangske sorte Glæ'r ligger der paa den stoor Steen, og jai seer ud i Strand, og langt ude Hr. Dekkelmateur fin sorte Ho'de! So jeg tager Kjole, Vest, alle Dinge op under min Arm! og raabede: God Dagh! Hr. Pachhe! Det er Silhvermann! De er en

smuk Person! foi! Jai ta'r min Glæ'r Adie Hr. Pachhe! og so jai vil gaa. Nu skriger 'an gangsk fyrgterlig og jammer fig ag jai vil doch aldrig kiør' 'am so en Dort og kjør' 'am ulykkelig og brostetuer og raaber gangst som en fordvivlt Mennsk og so danke Dem, so 'an ftiger paa en Bram, og en stor Dalang! still' Dem engank for!

ftaar paa Kant af Bram og siger strar gansk ut af sin Hode: Jai 'ar '- an 'ar maatte giv' mai det opskrevt! her!

her

Nai Silhvermann! O Silhvermann!

Tu er ei nogen grum Diran.

En Frankrigs Søn født Adelsmand af Hjerte,

Vil ai at Kunstens Søn forgaaer i Skam og Smerte,

Tu vil tilgive mai, i Høimod Dai forbarme,

Hvis ai, so flæd dai ved min Dø i Bølgens Arme.

Danke Dem! ut ah fin Ho'de! strar! paa Stan! staaer paa Kant af Bram! stil' Dem for engank!" Silhvermann deklamerede dette med en Pathos, "som ikke lod noget tilbage at ønske."

Jai 'ar Gaution. Jai giver Dem Gaution strar! fjæreste gode 'er Silhvermann!

So 'an gommer op af Stran og glæer fig paa

og gaar me' mai! 'An gaar dil en stor kjobmang, jai gaar derind med ham og han figer dil mai at jai skal blive i Port. Jai bliver i Port, og staar

So gommer en Pige dil mai, og figer dil
Jeg følger medt; 'un gaar op af Trap, jai

so

en halve Time og varter. mai, at jeg skal følge medt. gommer ing, og 'un sætter Stol dil mai, og gaar i anden Stue, og fin Madam gommer ing; 'un sætter fai paa Sopha og 'ar bare Fodt, og lægger fin bar Fodt paa Stol og figer: jai er kommen saa fildig, hun lidte saa skræklig!

Madam figer jai, erkuseer, jai forstaar ikk

So hun siger: hva

Naa! De forstaar ik. Vil De skier Ligtorn og kan ik forstaa at skiær Ligtorn?

--

saa 'an Hr. Pachhe

og

Kort om 'ar fige dil Kjøbmang, jai er en stor Ligtornskjærre, 'an 'ar vidst Madam 'ar en stor Ligtorn fort om: 'an vil ’olde mai op og so han ’esskapeer'. 'An er eskaperet! Jai dalede med Kjøbmang sin Grambo-Gal og 'an 'ar sige mai, Hr. Pachhe er kiør dil Odense og kiør en Dekkelmatorjum, og 'an 'ar bandte at jai faar so mine Penger Alletilsammen.

Na Na Na!"

Danke Dem! Stor Filour! Doch jai kan ik bar' mai, jai maa lee min Mav' gangsk itu stor Dalang! Ligveller!! Den godmodige Hr. Silhvermann!!

ham ikke alligevel.

Dog, "Hr. Pachhe” narrede

Jeg fik en venlig hilsen nogle Maaneder efter fra den joviale Skræder, hvori han underrettede mig om, at hans Regnings Beløb blev ham tilsendt fra Odense faa Dage efter.

St. Helenés Kilde.

(Et Sagn.)

ra Livets Larm gik Solen ned,
Og det er stille vorden,

St. Hansdags-Aftens milde Fred
Har bredt sig over Jorden.

C. N. R.

Den unge træder Dandsen smukt,
Mens glade Toner klinge;
Den Gamle giver Sjælen Flugt
Paa Aftensangens Vinge.

Men Freden har slet intet Hjem
Vaa Marken ved Tisvilde,
Hvor Mænd og Kvinder drage frem
Og flokkes om en Kilde.

Thi Dandsen her er Krykke-Gang, ·
Værkbrudne den opføre,
Og Jammer-Skrig den Aftensang,
Som disse Dale høre.

Det er, som maatte Sorgen flye,
Den Sommeraften milde,
Og huusvild havde sig et Ly
Søgt ud ved denne Kilde.

Da standser Midnat Larmen brat,

Og Bønner høres tone, De bæres i den stille Nat

Op for en Helgentrone.

Saa drikker man af klaren Vand,

Og bades i dets Vove,

Og lægger sig ved Kildens Rand

Til Morgenstund at sove.

Hvert Skrig holdt op, sem mægtig lød,

Hvert Suk blev Hvile givet,

Ret som om nu den tavse Død
Vandt Sejer over Livet.

Men det er Søvnens stille Magt,

Som Livet Vej har banet;

Det fees, da Solen i sin Pragt

Gaaer frem af Oceanet.

Thi den, hvis Gang var tung og seen,
Hvem Krykken hjalp at vandre,
Han hopper let som Fugl paa Green
Omkring iblandt de Andre.

Og den, hvis Dje faae ej før,
Seer Blomsterne de unge,
Og den, som aldrig hørte før,
Kan høre Fuglen sjunge.

Da lægges fromt til fattig Mand
En Skjærv i Offerblokke,
Og planted' staaer om Kildens Rand
Helbredtes Krykkestokke.

De stande der en sælsom Skov,
Fer Blad de Pjalter bære,
Men vidne dog med mægtig Lov
Den flare Kildes 2re.

Hvor mon hiin Kraft til Kilden kom,

Der Underværk udfører,
Og hvo er denne Helgen, som
De Syges Bønner hører?

Kom I, som lytte gjerne til

Et Ord fra svundne Dage, Slut Kreds, jeg Jer fortælle vil Nu St. Helenes Sage.

Stort Ry der gik fra Sverrigs Strand

Alt om en dejlig Kvinde,

Som æredes saa vidt om Land

Fast som en Helgeninde.