Billeder på siden
PDF
ePub

og To

[ocr errors]

gommer dil Bifogd og fin Fru igaar og 'un fortæller mai: Pachhe gaar klip fra fin Dekfelmatorjum, 'an 'ar gjorte Nar af en Dam' en stor Frue kuns To er paa Blan, paa Suscrission:

og 'an er bort. Nu, siger jai: Guh bevahr mai, og mine nye fangske sorte Glæer! og jai bliede ganske fortrædt! og gal i min Ho'de og gaar omgrink! og ør? an er kjør med Vognemann dil Assens, og 'an 'ar fra Postemester fin "Fuldmægtige, – han var fin Eleve til Deffelmatør, – Reffemangtion dil en store Kjøbmang og Flere, at han faar Dekfelmatorjen i Assens. Nu

jai gommer dil Assens nu, 'an skal faae fin Ler! foi! - 'an skal gomme i Fidtfadt me mai! Gaution! eller ogsaa Gu straf? mai! naar jai dræffer 'am 'an faar sin ler! foi! jai ta’r alle min' sorte Glæer af han.”

Nu vi fom da under denne moersemme Passar til Assens og Hr. Silfvermann fatte sig da ftrar i Bevægelse for at faae fat paa Hr. Pachhe!

Jeg ventede i Gjæstgiverstedets deilige Have i et sjeldent skyggefuldt fjøligt Lufthuus paa Vognen fra Herregaarden.

Omtrent en halvtredie Time efter kom den gode skikkelige Elsasser gaaende ganske stilfærdig ned i Haven, for at fortælle mig udfaldet af fin Affaire med den store "Dekkelmatør.”

Nu? Hr. Silfvermann,

Silfvermann smilte ganske goblidende. an fatte fig, puftede og tørrede fig Sveden af Ansigtet.

"Foi kangske ta't ve' Næs, nu la' gaae!
Nu fortæl – fik De fat paa ham?

"Ja jai fif ! tout a fait Somedie! Nu!! - 'an er en stor Filour! men dock ligvell De skal ør:

"Jai spørger fin logie; jai kommer der; fin Vertin' 'un dror gangs vis 'an er gaaet i Strand dil Bad. Bræchtig tænker jai, kot! Jai gommer der, gaaer dil Strand og gommer dil en meiet stoore Steen, richtig! der seer jai alle min nye gangste forte Glær ligger der paa den stoor Steen, og jai seer ud i Strand, og langt ude Hr. Deffelmateur fin sorte Ho'de! So jeg tager Kjole, Vest, alle Dinge op under min Arm! og raabede: God Dagh! Hr. Pachhe! Det er Silhvermann!

De er en smuk Person! foi! Iai ta'r min Glæ'r Adie Hr. Pachhe! og so jai vil gaa. Nu skriger 'an gangsk fyrgterlig og jammer fig ag jai vil doch aldrig fiør' 'am so en Dort og fjør' 'am ulykkelig og brostetuer og raaber gangsk som en fortvivlt Mennst og so dænke Dem, so 'an ftiger paa en Bram, og en stor Dalang! still Dem engank for!

nu?

men

[ocr errors][graphic]

staar paa Kant af Bram og siger strar gansk' ut af sin Hode: Jai 'ar her '- an 'ar maatte giv' mai det opstrevt!

her!

Nai Silhvermann! » Silhvermann!
Tu er ei nogen grum Diran.
En Frankrigs Søn født Adelsmand af Hjerte,
Vil ai at Kunstens Søn forgaaer i Skam og Smerte.
Tu vil tilgive mai, i Høimod Dai forbarme,
Hvis ai, jo flæð dai ved min Dø i Bølgens Arme.

Dænke Dem! ut ah fin Ho'de! strar! paa Stan! staaer paa Rant af Bram! stil Dem for engank!” Silhvermann deklamerede dette med en Pathos, "som ikke lod noget tilbage at ønske."

"So” blev han ved i sin Fortælling, "jai bliede gangske rørt, Gu' straf mai!"

jai figede til 'am nu Hr. Pachhe! 'ar De Penger at give mai! Jai fiør stor Dekfelmatorjum 'er Søndag

og so jai betaler siger 'an.

'Ar De Gaution?

Jai 'ar Gaution. Jai giver Dem Gaution strar! fjæreste gode 'er Silhvermann! So 'an gommer op af Stran og glæer sig paa

og gaar me' mai! 'An gaar dil en stor Rjøbmang, jai gaar derind med ham og han siger dil mai at jai skal blive i Port. Jai bliver i Port, og staar

[ocr errors]

en halve Time og varier. So gommer en Pige dil mai, og figer til mai, at jeg skal følge medt. Jeg følger medt; 'un gaar op af Trap, jai gommer ing, og 'un sætter Stel dil mai, og gaar i anden Stue, og so fin Madam gommer ing; ’un sætter sai paa Sopha og 'ar bare Fodt, og lægger fin bar Fodt paa Stol og siger: jai er kommen sag fildig, hun lidte saa sfræklig!

Madam siger jai, erfuseer, jai forftaar ikk So hun siger: hvafoeno't?

Jai forftaar slet ikke, Matam!

Naa! De forstaar if. Vil De ffiær Ligtorn og fan it forstaa at ffiær Ligtorn ? Kort om

saa 'an Hr. Pachhe 'ar ftige dil Kjøbmang, jai er en stor Ligtornsfjærre, 'an 'ar vidit Madam 'ar en stor Ligtorn og fort om: 'an vil 'olde mai op og fo han ’esskapeer. 'An er eskaperet!

Jai dalede med Kjøbmang fin Grambo-Gal og 'an 'ar fige mai, Hr. Pachhe er fior' dil Odense og fiør en Dekfelmatorjum, og 'an 'ar bandte at jai faar so mine Penger Alletilsammen.

Dænke Dem! Stor Filour! Doch jai fan ik bar' mai, jai maa lee min Mav' gangit itu stor Dalang! Ligveller!! Na Na Na!”

Den godmodige Hr. Silhvermann!! Dog, "Hr. Pachhe” narrede ham iffe alligevel.

Jeg fik en venlig Hiljen nogle Maaneder efter fra den joviale Sfræder, hvori han underrettede mig om, at hans Regning& Beløb blev ham tilsendt fra Odense faa Dage efter.

6. N. N.

[merged small][merged small][ocr errors][merged small]

Den Unge træder Dandsen (mukt,

Mens glade Toner klinge;
Den Gamle giver Sjælen Flugt

Baa Aftenjangens Vinge.

Men Freden har slet intet Hjem

Paa Marken ved Tisvilde,
Hvor Mænd og kvinder drage frem

Dg flokkes om en Kilde.

Thi Dandsen her er Rrykke-Gang,

Værkbrudne den opføre,
Dg Jammer-Skrig den Aftensang,

Som disse Dale høre.

Det er, som maatte Sorgen flye,

Den Sommeraften milde, Og huusvild havde sig et Ly

Søgt ud ved denne Kilde.

Da standser Midnat Larmen brat,

Og Bønner høres tone, De bæres i den stille Nat

Dp for en Helgentrone.

Saa brikker man af klaren Vand,

Og bades i dets Vove ,
Og lægger sig ved Kildens Rand

Til Morgenstund at sove.

Hvert Skrig holdt op, som mægtig lød,

Hvert Suk blev Hvile givet, Net som om nu den tavse Død

Vandt Sejer over Livet.

Men det er Søvnens stille Magt,

Som Livet Vej har banet; Det sees, da Solen i sin Pragt

Gaaer frem af Oceanet.

Thi den, hvis Gang var tung og seen,

Hvem Kryffen hjalp at vandre, Han hopper let som Fugl paa Green

Omkring iblandt de Andre.

Og den, hvis Die jaae ej før,

Seer Blomsterne de unge, Og den, som aldrig hørte før,

Ran here Fuglen sjunge.

Da lægges fromt til fattig Mand

En Stjæry i Offerbloffe,
Og planted' staaer om Kildens Rand

Helbredtes Arykfestokke.

De stande der en fællom Skov,

Fer Blad de Pjalter bære, Men vidne dog med mægtig Lov

Den Flare Kildes Xre.

Hvor mon hiin Kraft til Kilden kom,

Der Underværk udfører,
Og hvo er denne Helgen, som

De Syges Bønner hører?

Kom I, som lytte gjerne til

Et Ord fra svundne Dage, Slut Krede, jeg Jer fortælle vil

Nu St. Helenes Sage.

Stort Ny der gik fra Sverrigs Strand

Alt om en dejlig Kvinde, Som æredes saa vidt om Land

Fast som en Helgeninde.

« ForrigeFortsæt »