delsen; for andre Millioner er Forsendelsen og Handelen dermed· en rig Kilde til Virksomhed paa Sø og Land, og atter andre Millioner Mennesker svælge glade i Nydelsen af de deraf tilberedte Drikke. Kan noget i høiere Grad end Betragtningen af disse tre, oprindelig for os fremmede, Planter minde os om det evige og rastløje Kredsløb, hvortil Alverdens høie og lave Kræfter virke i behørig Enklang. Disse Kræfter forarbeide det, Planten tager fra Jord og Luft, til Næring fra de planteædende Dyr, for atter gjennem dem at forarbeides til Kjødnæring for de Dyr, der leve af Kjød eller af blandet Plante- og Kjødkost. Alt, hvad Mennesker, Dyr og Planter afgive i levende Live og efter Døden i mangfoldige Omskiftelser, det vender igjen tilbage til Luften og til Jorden, for at danne nyt Næringsstof for Planterne, og fra disse fortsættes atter den gamle uendelige Vandring. Naturen sees saaledes at kunne forandre, omskabe, opløse, udvikle og fornye Alt, men ei at kunne skabe af Intet eller ganske tilintetgjøre Noget; thi Mængden af det forhaandenværende Stof bliver altid den samme, Formen derimod evig foranderlig og ubestemt.

98.

”Ved det yderste Hav."

(Et Billede.)

t Par store Fartøier vare sendte høit op mod Nordpolen for der at finde Landenes Grændser mod Havet og prøve, hvorvidt Menneskene kunde der trænge igjennem. Allerede i Aar og Dag havde de, mellem Taage og Jis, styret heroppe og prøvet stort Besvær. Nu var Vinteren begyndt, Solen nede;, mange mange Uger vilde blive her, een lang Nat. Alt rundt om var et eneste Stykke Iis, fast til det var hvert Skib fortøiet; Sneen laae høit, og af Sneen selv vare bikubeformede Huse reiste, nogle store som vore Kjæmpehøie, andre ikke større, end at de kunde rumme to eller fire Mand. Mørkt var her ikke, Nordlysene skinnede røde og blaa; det var et evigt storartet Fyrværkeri! og Snèen lyste, Natten var een lang blussende Dæmring. Paa den klareste Tid kom Skarer af de Indfødte, underlige at see i deres haarede Skindklæder og paa deres

Slæder, der vare tømrede af Jisstykker. De bragte Skind i store Bunker og Sneehusene fik derfra varme Gulvtæpper; Skind blev Tæppe og Dyne, som Matrosen redte sig til Seng under Sneekuppelen, mens det udenfor gnistrende frøs, som vi ikke kjende det i ́vor strængeste Vintertid. Hos es hernede var det endnu Efteraarets Dage, det tænkte de paa deroppe, de huskede paa Solstraalerne i Hjemmet og paa det rødgule Løv, som hang paa Træerne. Uhret viiste, at det var Aften og Sovetid, og i et af Sneehusene strakte sig allerede to Mænd for at hvile; den yngste havde med sin bedste og rigeste Skat hjemme fra, den Bedstemo’er før Afreisen gav ham, det var Bibelen; hver Nat laae den her under hans Hovedgjerde; han vidste fra Barndomsaarene af, hvad der stod i den, hver Dag læste han et Strikke, og paa fit Leie kom ham tidt trøstende i Tanken de hellige Ord: "vilde jeg tage Morgenrødens Vinger, vilde jeg boe ved det yderste Hav: saa skulde ogsaa der din Haand føre mig, og din høire Haand holde mig fast!"

Og under Sandhedens Ord og Tro lukkede han Øinene, Søvnen kom og Drømmen kom, Aandens Aabenbarelse i Gud; Sjælen var den levende under Legemets Hvile; han fornam det, det var som Melodier af gamle, kjære, kjendte Sange. Det aandede faa mildt, saa sommervarmt, og fra fit Leie saae han det skinne over fig, som om Sneekuppelen blev gjennemstraalet udefra; han løftede sit Hoved, det straalende Hvide var ikke Vægge og Loft, det var de store Vinger fra en Engels Skuldre, og han saae op i dennes milde, lysende Ansigt. Ud fra Bibelens Blade, som fra en Lilies Bæger, løftede Engelen sig, bredte sine Arme vidt ud og Sneehuttens Vægge sank rundt om, som et luftigt let Taageslør: Hjemmets grønne Marker, og Høie med rødbrune Skove laae rundt om i stille Solskin, en deilig Esteraarsdag; Storkens Rede stod tom, men endnu hang Æblerne paa det vilde Æbletræ, skjøndt Bladene vare faldne; de røde Hyben skinnede og Stæren fløitede i det lille grønne Buur over Bondehusets Vindue, hvor Hjemmets Hjem var; Stæren fløitede, som det var lært den og Bedstemo'er hang Fuglegræs om Buret, som Sønnesønnen altid havde gjort; og Smedens Datter, saa ung og saa smuk, stod ved Brønden og drog Vand op og nikkede til Bedstemo’er, og Bedste= mo'er vinkede, viiste et Brev. langveis fra, denne Morgen var det kommet fra de kolde Lande, høit oppe fra Nordpolen selv, hver Sønnen var "i Guds Haand”. - Og de loe og de græd; og han, under Jis og Snee, der i Aandens Verden, under Engelens Vinger, faae og hørte det Hele, loe med dem og græd med dem, og der blev læst høit af Brevet selv

de Bibelens Ord: "ved det yderste Hav, saa skulde ogsaa der din Haand føre mig, og din heire Haand holde mig fast!"

Som deilig Psalmesang klang det rundt om, og Engelen lod fine Vinger som et Slør lægge fig om den Sovende, Drømmen var endt; det var mørkt i Sneehuset, men Bibelen laae under hans Hoved, Troen og Haabet laae i hans Hjerte, Gud var med, og Hjemmet var med

"wed det yderste Hav."

H. C. Andersen.

En lille Reiseerindring.

ngang kjørte jeg en smuk Morgen i Juni Maaned, ja det er nu mange Aar siden, ud af Faaborg for at tage til Assens. Neppe et Bøsseskud fra Byen kom én lang, tynd, temmelig velklædt Person op af en Grøvt, med en heel Hat fuld af Hanekammer under Armen, og et stort Syreblad i Munden; det var et gammelagtigt, noget markeret Aasyn, men muntert og livligt. Med et skalkagtigt, dog yderst godlidende Smiil nærmede hän sig, idet han tog Syren af Munden og kom hen mod Vognen, som just holdt, medens Kudsken forvissede sig om en stor Osts Tilstædeværelse i Vognen, hvorom han var kommet i Tvivl. Med en næsten barnlig Tilfredshed og Glæde viiste han mig Hattens Indhold og sagde: "Brægtig' Blomster, dailig! dørr jai?" han rakte Hatten op i Vognen til mig, og indbøð mig til at dele hans Fornøielse over den Skat, han havde samlet sig. Jeg maatte tage en Bouket, takkede ham for hans Venlighed og Artighed, og spurgte om han ikke maaskee kunde have Lyst til at kjøre med, eftersom det lod til at blive vel varmt at gaae, hvis han havde lang Vei for sig. "Jai dakker meget, ach nei, dakker meget! 'ar kot af at spasser' — adie! min Herr! dakker meit"" men jeg forestillede ham, at han i det Mindste jo kunde kjøre et Stykke Vei, o. s. v. Han blev imidlertid ved at "dakke meit” og gik; dog lige med eet vendte han om, idet Vognen satte sig i Gang igjen, og sagde: "Doch! dørr jai vær' faa frie at spør, hvor min Herr skal dil? til Assens. So! ach ja so

fjør! dakker"

jai dakker!

fo jai

Han vilde nu sætte sig op hos Kudsken, men det var jo aldeles ikke Meningen med mit Tilbud, og han lod sig da ogsaa, efter nogle Indvendinger, formaae til at sætte sig hos mig.

Det varede ikke længe førend jeg var sat i Kundskab om hvem min Reisekammerat var. Han hed Hr. Silfvermann, var Fransk Elsasser, Skrædder af Profession; var for faa Maaneder siden kommen til Faaborg med en ung Kone, som han kert før havde givtet sig med i Bergen.

Han havde været i Norge i 15 Aar, og gjorde mange Undskyldninger for at han "dallede saa grussom dorligh danske, men det kom af, at han havde været saa længe i Norge, han gunne slet ik' væn' sig fra den norsk Acfang!" Da jeg aldeles ikke hørte det allermindste Norsk i hans "Acfang" saa undskyldte jeg ham naturligviis overmaade gjerne, saameget heller, som den, han havde, var meget moersom og fuldkommen forstaaelig. Hans huuslige Liv, hans Kone, og en kangsk merveilleieus Flok af Duer og en Søster, som han ventede, omtalte han med en Lystighed og oprigtig. Interesse, som var meget fornøielig at høre paa.

Da mine Spørgsmaal og Bemærkninger vidnede om at jeg begyndte at synes godt om ham, saa kunde jeg mærke at han ogsaa nok gad vide noget om, hvad det var for En han var kommen i Lav med, og efter en indtraadt Pause begyndte han med eet: "Dørr jai spør, er De min Herr?

Alteles ikke, jeg er

De er vel?

ta'r if'

jeg fortalte ham hvem jeg var, hvad jeg var og at jeg agtede mig til Assens for at besøge en Familie paa en Gaard

der i Nærheden.

Han beklagede meget at jeg ikke vilde spille ganske lidt "Gomedie" paa en Pikkolo Theater som var i Assens.

"Jai dænker paa

De gjender kangsk vis Deklamatør Hr. Pachhe? Personlig ikke, men nok af Navn?

ah stoor Genie, stor' Dalang! Gu' bevar' mai! 'Ar De

hør sin Faust!"

Nei.

ah! o!

"Ach! och sin ach! mangfoldig Dinge! brachtig! og sin "Son tu vill i Verten frem! so buk! Men so store Dalang, so store Vindtesakker! gu' bevahr mai! dænke Herr! 'an 'ar gjør mai stoor Ærgers! 'An 'ar vært i Faaborg; 'an er reist gaar Nat

foi!

'an gommer for fjorten Dag' dil mai og siger mai, jai skal kiøre Dekkelmatorjum her i Faaborg! og so jai skal 'ave nye sorte Glæer fort om, han bestiller nye ganske sorte Glæ'er og gommer so til mai og dikkelmeer hver Dagh! fin Faust, fin Søn vil tu i Verten frem og sin Tykker af Skiller, fin Kang dil Eisehammer og flere Dinge, aj! so bræchtig! og jai er kangske schermeert og min Gone ogsaa og alle to Svenner og vi lidte ham alle for sin store Dalang!

forte Glæer fertig.
Nu figer jai: Ei Pachhe

fot! gaar gansk fot!

so jai