Billeder på siden
PDF
ePub

delsen; for andre Millioner er Forsendelsen og Handelen dermed. en rig Kilde til Virksomhed paa Sø og land, og atter andre Millioner Mennesker svælge glade i Nudelsen af de deraf tilberedte Drikke. Ran noget i høiere Grad end Betragtningen af disse tre, oprindelig for os fremmede, Planter minde og om det evige og rastløje Kredsløb, hvortil Alverdens høie og lave Kræfter virke i behørig Enklang. Disie Kræfter forarbeide det, Planten tager fra Jord og Luft, til Næring fra de planteædende Dyr, for atter gjennem dem at forarbeides til Rjødnæring for de Dyr, der leve af Kjød eller af blandet Plante- og Kjødkost. Alt, hvad Mennesker, Dyr og Planter afgive i levende live og efter Døden i mangfoldige Omskiftelser, det vender igjen tilbage til luften og til Jorden, for at danne nyt Næringsstof for Planterne, og fra disse fortsættes atter den gamle uendelige Vandring. Naturen sees saaledes at kunne forandre, omskabe, opløse, udvikle og fornye Ait, men ei at kunne ffabe af Intet eller ganske tilintetgjøre Noget; thi Mængden af det forhaandenværende Stof bliver altid den samme, Formen derimod evig foranderlig og ubestemt.

98.

"Ved det yderste Hav."

(t Billede.)

t Par store Fartoier vare sendte hoit op mod Nordpolen for der

* at finde Landenes Grændser mod Havet og prøve, hvorvidt Menneskene funde der trænge igjennem. Allerede i Aar og Dag havde de, mellem Taage og Jis, styret heroppe og prøvet stort Besvær. Nu var Vinteren begyndt, Solen nede;, mange mange Uger vilde blive her, een lang Nat. Alt rundt om var et eneste Stykke Iis, fast til det var hvert Sfib fortøiet; Sneen laae høit, og af Sneen selv vare bikubeformede Huse reiste, nogle store som vore Kjæmpehøie, andre ikke større, end at de funde rumme to eller fire Mand. Mørkt var her ikke, Nordlysene skinnede røde og blaa; det var et evigt storartet Fyrværkeri! og Snèen lyfte, Natten var een lang blussende Dæmring. Paa den klareste Tid fom Skarer af de Indfødte, underlige at fee i deres haarede Skindklæder og paa deres

Slæder, der vare tømrede af Jisstyffer. De bragte Sfind i store Bunker og Sneehusene fik derfra varme Gulvtæpper; Skind blev Tæppe og Dyne, fom Matrosen redte sig til Seng under Sneekuppelen, mens det udenfor gnistrende frøs, som vi iffe fjende det i ror strængeste Vintertit. Hos os hernede var det endnu Efteraarets Dage, det tænkte de paa deroppe, de huskede paa Solstraalerne i Hjemmet og paa det rødgule løv, som hang paa Træerne. Uhret viiste, at det var Aften og Sovetid, og i et af Sneehusene ftrafte sig allerede to Mænd for at hvile; den yngste havde med sin bedile og rigeste Sfat hjemme fra, den Bedstemo'er før Afreisen gav ham, det var Bibelen; hver Nat laae den her under hans Hoveta gjerde; han vidste fra Barndomsaarene af, hvad der stod i den, hver Dag læste han et Stnkfe, og paa fit Leie kom han tidt trøstende i Tanfen de hellige Orð: "vilde jeg tage Morgenrødens Vinger, vilde jeg boe ved det yderste Hav: saa sfulde ogsaa der din Haand føre mig, og din høire Haand holde mig fast!"

Dg under Sandhedens Ord og Tro lukkede han Dinene, Søvnen kom og Drømmen kom, Aandens Aabenbarelse i Gud; Sjælen var den levende under Legemets Hvile; han fornam det, det var som Melodier af gamle, kjære, fjendte Sange. Det aandede saa mildt, saa sommervarmt,

og fra fit Leie jaae han det skinne over fig, som om Sneekuppelen blev gjennemstraalet udefra; han løftede fit Hoved, det straalende Hvide var ikke Vægge og Loft, det var de store Vinger fra en Engels Skuldre, og han saae op i dennes milde, lysende Ansigt. Ud fra Bibelens Blade, som fra en Lilies Bæger, løftede Engelen sig, bredte sine Arme vidt ud og Sneehyttens Vægge sanf rundt om, som et luftigt let Taageslør: Hjemmets grønne Marker., og Høie med rødbrune Skove lane rundt om i stille Solffin, en deilig Efteraarsdag; Storkens Rede ftod tom, men endnu hang Æblerne paa det vilde æbletræ, skjøndt Bladene vare faldne; de røbe Hyben skinnede og Stæren fløitede i det lille grønne Buur over Bondehusets Vindue, hvor Hjemmets Hjem var; Stæren floitede, fom det var lært den og Bedstemo'er hang Fuglegræs om Buret, som Sønnesønnen altid havde gjort; og Smedens Datter, saa ung og saa smuk, stod ved Brønden og drog Vand op og nikkede til Bedstemo'er, og Bedstemo'er vinkede, viiste et Brev. langveis fra, denne Morgen var det kommet fra de folde Lande, høir oppe fra Nordpolen selv, hvor Sønnen var "i Guds Haand”. · Og de loe og de græd; og han, under Iis og Snee, der i Aandens Verden, under Engelens Vinger, jaae og hørte det Hele, loe med dem og græd med dem, og der blev læst høit af Brevet selv

[graphic]

de Bibelens Ord: "yed det yderste Hav, saa sfulde ogsaa der din Haand føre mig, og din heire Haand holde mig fast!"

Som deilig Psalmesang klang det rundt om, og Engelen lod sine Vinger som et Slør lægge sig om den Sovende, Drømmen var endt; det var mørkt i Sneehuset, men Bibelen laae under hans Hoved, Troen og Haabet laae i hans Hjerte, Gud var med, og Hjemmet var med "ved det yderste Hav."

H. 6. Andersen.

En lille Reiseeriudring.

ngang kjørte jeg en smuk Morgen i Juni Maa: ned, ja det er nu mange Aar fiden, uð af Faaborg for at tage til Assens. Neppe et Bøsseffud fra Byen fom én lang, tynd, temmelig velklædt Person op af en Grøvt, med en heel Hat fuld af Hanekammer under Armen, og et stort Syre

blad i Munden; det var et gammelagtigt, noget marferet lasyn, men muntert og livligt. Med et falfagtigt, dog yderst godlidende Smiil nærmede hän fig, idet han tog Syren af Munden og kom hen mod Vognen, som just holdt, medens Kudfken for: vissede fig om en stor Osts Tilftædeværelse i Vognen, hvorom han var kommet i Tvivl. Med en næsten barnlig Tilfredshed og Glæde viiste han mig Hattens Indhold og sagde: "Brægtig Blomster, dailig! derr jai ?" han rafte Hatten op i Vognen til mig, og indbød mig til at dele hans Forneielse over den Skat, han havde samlet fig. Jeg maatte tage en Bouket, takkede ham for hans Venlighed og Artighed, og spurgte om han ikke maaskee kunde have lyst til at fjøre med, eftersom det lod til at blive vel varmt at gaae, hvis han havde lang Vei for fig. "Jai dafker meget, ach nei, dafker meget! – ’ar kot af at spasser — adie! min Herr ! daffer meit" men jeg forestillede ham, at han i det Mindste jo kunde fjøre et Stykke Vei, o. s. v. Han blev imidlertid ved at "affe meit” og gik; dog lige med eet vendte han om, idet Vognen satte sig i Gang igjen, og sagde: "Doch! dørr jai vær' faa frie at spør', hvor min Herr skal dil? til Asiens. So! ach ja so

jai daffer!

fo jai fjør'! Saffer" Han vilde nu fætte sig op hos Rudsken, men det var jo aldeles ikke Meningen med mit Tilbud, og han lod sig da ogsaa, efter nogle Indvendinger, formaae til at sætte sig hos mig.

Det varede ikke længe førend jeg var fat i Rundskab om hvem min Reisekammerat var. Han hed Hr. Silfvermann, var Fransk Elíasser, Skrædder af Profession; var for faa Maaneder siden kommen til Faaborg med en ung Rone, som han kort før havde givtet sig med i Bergen.

Han havde været i Norge i 15 Aar, og gjorde mange Undskyldninger for at han "dallede jaa grussom borligh danske, men det kom af, at han havde været saa længe i Norge, han gunne slet if' væn' sig fra den norst Acsang!" Da jeg aldeles ikke hørte det allermindste Norft i hans "Acsang” saa undskyldte jeg ham naturligviis overmaade gjerne, saameget heller, som den, han havde, var meget moersom og fuldkommen forstaaelig. Hans huuslige liv, hans Rene, og en fangst merveilleieus Flof af Duer og en Søster, som han ventede, omtalte han med en Lystighed og oprigtig. Interesse, som var meget fornøielig at høre paa.

Da mine Spørgsmaal og Bemærkninger vidnede om at jeg begyndte at synes godt om ham, saa kunde jeg mærke at han ogsaa nok gad vide noget om, hvad det var for en han var kommen i Lav med, og efter en indtraadt Pause begyndte han med eet:

”Dørr jai spør', er De min Herr ? De er vel? ta'r if ilde op"

Alteles ikke, jeg er jeg fortalte ham hvem jeg var, hvad jeg var, og at jeg agtede mig til Assens for at besøge en Familie paa en Gaard der i Nærheden.

Han beklagede meget at jeg ikke vilde spille ganske lidt "Gomedie” paa en Piffolo Theater som var i Assens.

"Jai tænker paa De gjender fangst vis Deklamatør Hr. Pachhe? Personlig ikke, men nok af Navn?

ah stoor Genie, ftor' Dalang! Gu' bevar' mai! Nr De hør' sin Faust!"

Nei.

"Nch! och fin – ach! mangfoldig Dinge! bræchtig! og fin "Søn til vill i Verten frem! so buk!

Men jo store Dalang, so store Vindtesakker! gu' bevahr mai! bænke Herr! 'an 'ar gjør mai stoor Ærgers! An 'ar vært i Faaborg; 'an er reist gaar Nat foi! ’an gommer for fjorten Dag’ dil mai og siger mại, jai skal fiøre Dekfelmatorjum her i Faaborg! og ro jai skal 'ave nye sorte Glæer fort om, han bestiller nye ganske forte Glæ’er og gommer so til mai og dikfelmeer hver Dagh! fin Faust, fin Søn vil tu i Verten frem og fin Tyffer af Skiller, sin Rang dil Gisehammer og flere Dinge, aj! so bræchtig! og jai er fangste schermeert og min Gone ogsaa og alle to Svenner og vi lidte ham alle for sin store Dalang! sorte Glæer fertig. Nu jai skal ’ave min Peng’ af Deffelmatorjen. Nu figer jai: Gi Pachhe hvor gaaer? naar skal vær Dekfelmatorjen? - ja – gaar gansk fot! Suskrission gaar omgrink! - fot! so jai

So

ah! o!

og syde sin

« ForrigeFortsæt »