Billeder på siden
PDF
ePub

at Statholderinden blev uvillig imod hende. Hidtil harde Elisabeth inds lagt jaa mangt et bedende Ord for sine Troesfæller, der bleve forfulgte i Mecheln for deres Troes Skyld, og ved fin Forbøn reddet Flere fra Døden. Nu blev hendes Forbøn ikke mere antaget, og den dybt nedbøiede Dronning erfarede med Bedrøvelse de Evangelistes Martyrdom uden at kunne hjelpe dem. Al Lægehjelp var ogsaa forgjæves. Henimod Enden af Aaret reiste Christian med den syge Dronning til Z wynarde, et Kloster i Nærheden af Gent, som hørte til Peders Abbedie der; Abbeden var hans Ven;

Bare

talte, og ønskede inderligt at see fine Børn; Margrethe sendte dem tilligemed flere Hoffolk og en Præst, som skulde forene hende med den romerske Kirke. Hvor inderligt hun elskede sin Mand, derom vidner et endnu opbevaret Brev, Dronningen skrev fem Dage før sin Død paa Sottesengen, med egenhændig Underskrift, men med rystende Haand, i hvilket hun anbefaler fin Ægtefælles Anliggender til Margrethes Omsorg; men hendes evangelifke Overbeviisning var fast. Kongen havde anmodet fin Skriftes fader Hans (eller Jens) Møenbo om at komme til „Svinarde" for at staae dem bi med fin Tjeneste; uvist er det, om han kom tidsnok. Hun døde den 19de Januar 1526. Hendes Ægtefælle skildrer hendes Død i et Brev til Luther (den 28de Ianuar 1526) med følgende Ord: „Men eftersom hendes Sygdom tog til, saa har vor Gemalinde ganske og aldeles hengivet fig til Gud vor Fader og Christus vor Frelser, stillet fit Sind og Hjerte til ham alene i en fast Tro, bedet alle Mennesker om Forladelse, Tilgivelse og ydmygelig begjæret af hver, at holde stadig fast i Forbøn for hende til den Almægtige, at han naadigen vil forunde hende fin guddommelige Naade at have en sand stærk, fast Tro til ham og fortrøste sig til hans grundløse Barmhjertighed og gjerne efter hans Villie undfange Døden o.f.v. Og da nu Svagheden tog alt mere til, saa har Fru Margrethe skiffet fit Budskab og andre fornemme Folk til hende, der skulde overtale hende til at betræde den papistiske antichristelige Troes Vei. Saa har Gud efter sin Mildhed betaget vor Gemal Mælet i rette Tid, saa at hun ikke gav tem noget Svar derpaa; ikke destomindre have de smurt hende med Olie og ikke afladet med Overtalelser. Men hun havde tilforn med inderlig Længsel, fast Tro og vel betænkt Mod annammet det hellige, høiværdige Sacramente efter ret christelig Viis, og da En af vore Præster formanede hende efter Guds Ord, saa lovede hun og at blive bestandig i en ret, stærk Tro til Herren og ikke at svare paa de Andres Overtro, indtil hun blev ganske maallos; men tog med mange Tegn paa en fand Tro tilftdst Afsked fra Verden den 19de Januar. Den Almægtige være

hendes Sjæl naadig i al Evighed. Men vi have det utvivlsomme Haab, at hun er den evige Saligheds Barn. Dertil hjelpe os Gud, Amen.“

Rongen vilde dog ikke have dette Brev bekjendtgjort ftrar; det burgundiste Hof vilde nødigt, at det skulde blive vitterligt, at en Søfter til Ratholicismens første Forsvarer, Keiseren, var død som en Kjætterske; man lod derfor nedlægge en Beskrivelse af bendes Død af Thomas Blankaert, Reftor og Notarius i zwynarde, ifølge hvilken hun døde i den katholfke Tro. Hendes Død vakte en almindelig Sorg; i Belgien, Spanien, Øster: rige, ja endog i Danmark læstes der Sjelemesser for hende. Luther om: taler hendes liv og Død med megen Høiagtelse; endog Kong Henrik den Ottende var bevæget. Hun blev begravet med kongelig Pragt i Gent, hvor hendes kostbare Monument stod indtil de Franske 1810 erobrede Gent; Kirken blev til et Magazin og Soldaterne plyndrede alt Sølv og Robber fra den. Præsten ved Petri Kirke, Malingie, antog sig den ædle Dronnings Been, som snart fik sin eneste Søn Hans lagt i fine Arme, og lod dem bisætte i en Tombe i den restaurerede Kirke, hvor de ere endnu. Forsøgene at skaffe de jordiske Levninger af en af sin Tips ædleste Per: sonligheder en værdigere Begravelse ere hidtil mislykkede.

Vi ende med Holberg8 Ord: „Dronning Elisabeth var en af de kostbarefte Dronninger, som Danmark nogensinde har havt. Ingen Regent funde dengang slutte et fordeelagtigere ægteskab; thi hun var en Datter af en mægtig Ronge, en stor Keisers Søster og bragte Riget en stor Støtte, Rongen Anseelse ved fin fornemme Herkomst, ikfe at tale om den store Brudesfat, hvis Lige aldrig var feet i disse Lande. Men fordi hun, foruden Rigdom, bragte med fig Beskedenhed og Tarvelighed, faa kunde dette Rige iffe betragte hende anderledes end som en Himlens Gave, og alle velfindige Danske maatte oprigtigen begræde hendes Ulykke.“

[merged small][ocr errors]

Thee, Kaffe, Cacao.

[graphic]

en Eiendommelighed ved de organisfe Stoffer i vort legeme, at de kun vise en overordentlig fort Varighed i deres Forbindelser; her foregaaer en evig Verlen af liv og Død, af Skaben og Tilintetgjørelse.

Som Følge heraf ere de Næringsmidler, ter, efterat være fortærede, længst bibeholde deres chemiske Bestanddele eller langsomst skifte Stof, altsaa fuldkomnest erstatte Afgangen, at foretrække fremfor de lettere opløselige, selv om de iffe samtidig dermed tilfredsstille

en anden Fordring, det dyriste Les geme gjør til Fødemidlerne, nemlig den at fulde. Til saadanne Næringsmidler made vi først og fremmest henregne de tre Plantes stoffer: Thee, Kaffe og Cacao, som, uden Nødvendighed for den menneskelige Eristens, ere blevne af en saadan Betydenhed, man iffe tidligere funde ane, og hvis Indgriben i Menneskets Culturhistorie er jaa fabelagtig, at den uvilfaarlig minder om Eventyrene fra Tusinde og en Nat. Jffe færre end tre Femtedele af Jordens menneskelige Beboere have nu gjort sig til Slaver af disse tre Planter, hvis Benyttelse i Europa overalt er steget med den fremskridende Cultur og saa overeensstemmende med Nationernes aandelige udvikling, at Thee og Raffe, hvis virksomme Indflydelse paa Nervesystemet er bleven utvivlsomt, netop have fundet størst udbredelse hos de mere tænkende Nationer, medens Cacao, der indeholder mere almindeligt Næringsstof og ringere Pirringskraft, stærfest benyttes i Spanien og Italien, hvis Befolkning unægtelig staaer tilbage for andre Nationer i Aandsvirksomhed.

Hvor forskjellige i Smag de Driffe, der tilberedes af de nævnte tre Planter, end ere, hersker der dog en mærkværdig Overensstemmelse i deres chemiske Egenskater. Saaledes indeholde de forskjellige Blade og Frøkorn, ristede og tilberedte til Brug, en flugtig, vellugtende, aromatisk Olie, som først giver sig tilfjende ved Ristningen, og som i Theen er til

stede i rigeligst Mængde, i kaffen i ringere og ringeft i Cacaven; de besidde alle et eiendommeligt, bittert, frystaliserende og stærkt qvælstofholdigt Stof af betydelig Indflydelse paa det menneskelige legeme, hvilket Stof i Theen er bleven kaldet Theïn, i Raffen Kaffeïn, og i Cacaoen Theobromin; endvidere et Slags Garvestof eller Garvesyre, hvorfra de nævnte Drikkes sammensnærpende Egenskaber skrive sig, samt et nærende Stof, som ligner Meelstoffet i Hveden eller Fibrinet i Kjødet, men som dog kun i nogen væsentligere Grad kommer legemet tilgode i Cacaoen og iffe i Theen eller Kaffen, da selve disses Blade eller Frugt ialmindelighed ikke nydes, men derimod fun Affoget af samme ; endelig indeholde de en bestemt Mængde Fedt, der endog i Cacao svarer til den hele Bønnes halve Vægt, i Raffe kun til en Ottendedeel og i Thee hoiest til en Tredivtedeel, og er det især denne store Fedtmængde, der gjør Cacao saa nærende, paa samme Tid den for svage Maver er ufordøielig.

Med Hensyn til disse Driffes Indflydelse paa Mennesket, det er deres physiologiske Egenskaber, da viser denne sig ikke blot betydelig paa Hjernen, hvis Virksomhed den opildner, uden dog at virke bedøvende som Opium eller Spiritus, imod hvilke de tvertimod kunne anvendes som Modgift, men tillige paa Blodet, som de berolige, paa Sulten, som de stille, paa hele Legemet, som de give ny Spændkraft og Styrke, og ere overhovedet jaa langsomt formskiftende, at de gjøre ringere Qvantiteter Næringsstof fornøtne og netop af den Grund søges stærkt af fattige Folk, der, rigtignok uden at faae Maven fyldt ved disse Næringsmidler, dog efter sammes Nydelse føle et større legemligt og aandeligt Velvære. Kun en overdreven Nydelse eller Nydelse i altfor stærke Affog fremkalde Hjertebanken, Rystelse, Hovedpine, Søvnløshed og andre Onder, der skrive sig fra Nervernes Dveranstrængelse.

Betragte vi nu særligt det første af de her omhandlede Nærings: midler, der alle have det tilfælleds, at de for Størstedelen fortæres under et heelt andet Himmelstrøg end det, hvorunder de ere vorede, da see vi Theen benyttet i China fra umindelige Tider, efter Sagnet fra det 3die Aarhundrede, hvor en from Mand, der, uagtet sin store Gudsfrygt, ikke saae fig istand til uophørlig at bede og vaage, i hellig Iver og For: førnelse over, at hans Dienlaag iffe kunde modstaae Søvneng Magt men faldt til, siges at have afskaaret dem og kastet dem paa Jorden; men af Stedet, hvorpaa de vare faldne, lod Gud Theebusken fremspire, hvis Blade ere formede som Dienlaage og som have den Evne at forjage Søvnen. Efter Aaret 600 blev Theens Brug almindeligere i China, i 810 indført i Japan, men først i Begyndelsen af det 16de Aarhundrede i Europa, hvor man dog tidligere havde brugt Affog af andre Blade.

Cultur, Clima og Jordbund udøve en væsentlig Indflydelse paa Theeplanten, hvoraf den mindre i China saavel vildtvorende som dyrkede (Thea bohea) leverer den ringere grønne og forte Sort, den større (Thea viridis) den finere grønne Thee. Planterne tillægges af Frø,

[graphic][graphic][merged small][merged small]

som faaes i Martomaaned, udplantes efter et Aars Forløb og holdes under Saren, saaat de ikke blive over halvanden Alen høie, og omtrent i deres Ydre ligne Stiffelsbærbuske. Bladene samles i Plantens fjerde eller femte Aar og sjeldent længere indtil det tolvte, i hvilken Alder Buffen er udpiint og maa erstattes af en ny. De tidligst paa Aaret plukkede Blade give den fineste og meest velsmagende Thee, dog ikke førend de ere blevne ristede, thi i frisk Tilstand have Bladene hverken nogen sammen: snærpende, fryddret eller bitter Smag; denne tilligemed Vellugten udvikler fig først efter Tørringen, der foretages med megen Omhyggelighed, og hvorved Theen ogsaa først erholder sin eiendommelige Farve. Ved den grønne skeer Niftningen strar efter Indsamlingen, hvorpaa de trilles mellem Fingrene og firar tørres; ved den: sorte derimod udsættes Bladene først nogen Tid for Luftens Paavirkning, kaftes gjentagende, indtil de ere blevne bløde, rulles og ristes lidt, udsættes atter i fugtig Tilstand for Luften og tørres endelig tilsidst ved Træfulild. Foruden i China, der aarlig skal producere omtrent 2240 Millioner & Thee, af hvilke alene Engelland fortærer de 58 Mill. Pund, dyrkes nu den chinesiske Thee med Held i Ostindien og Brasilien, og lover der et rigt udbytte; derhog truer Kaffetræet, hvis Blade man har fundet at afgive en Thee, der baade i

« ForrigeFortsæt »