at Statholderinden blev uvillig imod hende. Hidtil havde Elisabeth indlagt saa mangt et bedende Ord for sine Troesfæller, der bleve forfulgte i Mecheln for deres Troes Skyld, og ved sin Forbøn reddet Flere fra Døden. Nu blev hendes Forbøn ikke mere antaget, og den dybt nedbøiede Dronning erfarede med Bedrøvelse de Evangeliskes Martyrdom uden at kunne hjelpe dem. Al Lægehjelv var ogsaa forgjæves. Henimod Enden af Aaret reiste Christian med den syge Dronning til Zwynarde, et Kloster i Nærheden af Gent, som hørte til Peders Abbedie der; Abbeden var hans Ven; der kom de den ɔ̃te December 1525; hun mærkede, at hendes Dage vare talte, og ønskede inderligt at see fine Børn; Margrethe sendte dem tillige= med flere Hoffolk og en Præft, som skulde forene hende med den romerske Kirke. Hvor inderligt hun elskede fin Mand, derom vidner et endnu opbevaret Brev, Dronningen skrev fem Dage før fin Død paa Sottesengen, med egenhændig Underskrift, men med rystende Haand, i hvilket hun anbefaler sin Ægtefælles Anliggender til Margrethes Omsorg; men hendes evangeliske Overbeviisning var fast. Kongen havde anmodet fin Skriftefader Hans (eller Jens) Møenbo om at komme til „Svinarde“ for at staae dem bi med fin Tjeneste; uvist er det, om han kom tidsnok. Hun døde den 19de Januar 1526. Hendes Ægtefælle skildrer hendes Død i et Brev til Luther (den 28de Januar 1526) med følgende Ord: „Men eftersom hendes Sygdom tog til, saa har vor Gemalinde ganske og aldeles hengivet fig til Gud vor Fader og Christus vor Frelser, stillet fit Sind og Hjerte til ham alene i en fast Tro, bedet alle Mennesker om Forladelse, Tilgivelse og ydmygelig begjæret af hver, at holde stadig fast i Forbøn for hende til den Almægtige, at han naadigen vil forunde hende fin guddommelige Naade at have en sand stærk, fast Tro til ham og fortrøste sig til hans grundløse Barmhjertighed og gjerne efter hans Villie undfange Døden o. f. v. Og da nu Svagheden tog alt mere til, saa har Fru Margrethe skikket sit Budskab og andre fornemme Folk til hende, der skulde overtale hende til at betræde den papistiske antichristelige Troes Vei. Saa har Gud efter fin Mildhed betaget vor Gemal Mælet i rette Tid, saa at hun ikke gav dem noget Svar derpaa; ikke destomindre have de smurt hende med Olie og ikke afladet med Overtalelser. Men hun havde tilforn med inderlig Længsel, fast Tro og vel betænkt Mod annammet det hellige, høiværdige Sacramente efter ret christelig Viis, og da En af vore Præfter formanede hende efter Guds Ord, saa lovede hun os at blive bestandig i en ret, stærk Tro til Herren og ikke at svare paa de Andres Overtro, indtil hun blev ganske maalløs; men tog med mange Tegn paa en sand Tro tilsidst Afsked fra Verden den 19de Januar. Den Almægtige være

hendes Sjæl naadig i al Evighed. Men vi have det utvivlsomme Haab, at hun er den evige Saligheds Barn. Dertil hjelpe os Gud, Amen.“

Kongen vilde dog ikke have dette Brev bekjendtgjort strar; det burgundiske Hof vilde nødigt, at det skulde blive vitterligt, at en Søster til Katholicismens første Forsvarer, Keiseren, var død som en Kjætterske; man lod derfor nedlægge en Beskrivelse af bendes Død af Thomas Blankaert, Rektor og Notarius i Zwynarde, ifølge hvilken hun døde i den katholske Tro. Hendes Død vakte en almindelig Sorg; i Belgien, Spanien, Østerrige, ja endog i Danmark læstes der Sjelemesser for hende. Luther omtaler hendes Liv og Død med megen Høiagtelse; endog Kong Henrik den Ottende var bevæget. Hun blev begravet med kongelig Pragt i Gent, hvor hendes kostbare Monument stod indtil de Franske 1810 erobrede Gent; Kirken blev til et Magazin og Soldaterne plyndrede alt Sølv og Kobber fra den. Præsten ved Petri Kirke, Malingie, antog sig den ædle Dronnings Been, som snart fik fin eneste Søn Hans lagt i fine Arme, og lod dem bisætte i en Tombe i den restaurerede Kirke, hvor de ere endnu. Forsøgene at skaffe de jordiske Levninger af en af fin Tids ædleste Personligheder en værdigere Begravelse ere hidtil mislykkede.

Vi ende med Holbergs Ord: „Dronning Elisabeth var en af de kostbareste Dronninger, som Danmark nogensinde har havt. Ingen Regent kunde dengang slutte et fordeelagtigere Ægteskab; thi hun var en Datter af en mægtig Konge, en stor Keisers Søster og bragte Riget en stor Støtte, Kongen Anseelse ved fin fornemme Herkomst, ikke at tale om den store Brudeskat, hvis Lige aldrig var feet i disse Lande. Men fordi hun, foruden Rigdom, bragte med sig Beskedenhed og Tarvelighed, saa kunde dette Rige ikke betragte hende anderledes end som en Himlens Gave, og alle velfindige Danske maatte oprigtigen begræde hendes Ulykke.“

Chr. H. Kalkar.

Thee, Kaffe, Cacao.

et er en Eiendommelighed ved de organiske Stoffer i vort Legeme, at de kun vise en overordentlig kort Varighed i deres Forbindelser; her foregaaer en evig Verlen af Liv og Død, af Skaben og Tilintetgjørelse. Som Folge heraf ere de Næringsmidler, Ser, efterat være fortærede, længst bibeholde deres chemiske Bestanddele eller langsomst skifte Stof, altsaa fuldkomnest erstatte Afgangen, at foretrække fremfør de lettere opløselige, selv om de ikke samtidig dermed tilfredsstille en anden Fordring, det dyriske Legeme gjør til Fødemidlerne, nemlig den at fulde. Til saadanne Næringsmidler maae vi først og fremmest henregne de tre Plantestoffer: Thee, Kaffe og Cacao. som, uden Nødvendighed for den menneskelige Eristens, ere blevne af en saadan Betydenhed, man iffe tidligere kunde ane, og hvis Indgriben i Menneskets Culturhistorie er saa fabelagtig, at den uvilkaarlig minder om Eventyrene fra Lusinde og en Nat. Ikke færre end tre Femtedele af Jordens menneskelige Beboere have nu gjort sig til Slaver af disse tre Planter, hvis Benyttelse i Europa overalt er steget med den fremskridende Cultur og saa overeensstemmende med Nationernes aandelige Udvikling, at Thee og Kaffe, hvis virksomme Indflydelse paa Nervesystemet er bleven utvivlsomt, netop have fundet størst Udbredelse hos de mere tænkende Nationer. medens Cacao, der indeholder mere almindeligt Næringsstof og ringere Pirringskraft, stærkest benyttes i Spanien og Italien, hvis Befolkning unægtelig staaer tilbage for andre Nationer i Aandsvirksomhed.

Hvor forskjellige i Smag de Drikke, der tilberedes af de nævnte tre Planter, end ere, hersker der dog en mærkværdig Overensstemmelse i deres chemiske Egenskater. Saaledes indeholde de forskjellige Blade og Frøkorn, ristede og tilberedte til Brug, en flugtig, vellugtende, aromatisk Olie, som først giver sig tilkjende ved Ristningen, og som i Theen er til

stede i rigeligst Mængde, i Kaffen i ringere og ringest i Cacaoen; de besidde alle et eiendommeligt, bittert, krystaliserende og stærkt qvælstofholdigt Stof af betydelig Indflydelse paa det menneskelige Legeme, hvilket Stof i Theen er bleven kaldet Theïn, i Kaffen Kaffeïn, og i Cacaoen Theobromin; endvidere et Slags Garvestof eller Garvesyre, hvorfra de nævnte Drikkes sammensnærpende Egenskaber skrive sig, samt et nærende Stof, som ligner Meelstoffet i Hveden eller Fibrinet i Kjødet, men som dog kun i nogen væsentligere Grad kommer Legemet tilgode i Cacaoen og ikke i Theen eller Kaffen, da selve disses Blade eller Frugt ialmindelighed ikke nydes, men derimod kun Afkoget af samme; endelig indeholde de en bestemt Mængde Fedt, der endog i Cacao svarer til den hele Bønnes halve Vægt, i Kaffe kun til en Ottendedeel og i Thee høiest til en Tredivtedeel, og er det især denne store Fedtmængde, der gjør Cacao saa nærende, paa samme Tid den for svage Maver er ufordøielig.

Med Hensyn til disse Drikkes Indflydelse paa Mennesket, det er deres physiologiske Egenskaber, da viser denne sig ikke blot betydelig vaa Hjernen, hvis Virksomhed den opildner, uden dog at virke bedøvende som Opium eller Spiritus, imod hvilke de tvertimod kunne anvendes som Modgift, men tillige paa Blodet, som de berolige, paa Sulten, som de stille, paa hele Legemet, som de give ny Spændkraft og Styrke, og ere overhovedet jaa langsomt formskiftende, at de gjøre ringere Qvantiteter Næringsstof fornødne og netop af den Grund søges stærkt af fattige Folk, der, rigtignok uden at faae Maven fyldt ved disse Næringsmidler, dog efter sammes Nydelse føle et større legemligt og aandeligt Velvære. Kun en overdreven Nydelse eller Nudelse i altfor stærke Affog fremkalde Hjertebanken, Rystelse, Hovedpine, Søvnløshed og andre Onder, der skrive sig fra Nervernes Overanstrængelse.

Betragte vi nu særligt det første af de her omhandlede Næringsmidler, der alle have det tilfælleds, at de for Størstedelen fortæres under et heelt andet Himmelstrøg end det, hvorunder de ere vorede, da see vi Theen benyttet i China fra umindelige Tider, efter Sagnet fra det 3die Aarhundrede, hvor en from Mand, der, uagtet fin store Gudsfrygt, ikke faae fig istand til uophørlig at bede og vaage, i hellig Iver og Fortørnelse over, at hans Dienlaag ikke kunde modstaae Søvnens Magt men faldt til, siges at have afskaaret dem og kastet dem paa Jorden; men af Stedet, hvorpaa de vare faldne, lod Gud Theebusken fremspire, hvis Blade ere formede som Dienlaage og som have den Evne at forjage Søvnen. Efter Aaret 600 blev Theens Brug almindeligere i China, i 810 indført i Javan, men først i Begyndelsen af det 16de Aarhundrede i Europa, hvor man dog tidligere havde brugt Afkog af andre Blade.

Cultur, Clima og Jordbund udøve en væsentlig Indflydelse paa Theeplanten, hvoraf den mindre i China saavel vildtvorende som dyrkede (Thea bohea) leverer den ringere grønne og forte Sort, den større (Thea viridis) den finere grønne Thee. Planterne tillægges af Frø,

som faaes i Martsmaaned, udplantes efter et Aars Forløb og holdes under Saren, saaat de ikke blive over halvanden Alen høie, og omtrent i deres Ydre ligne Stikkelsbærbuske. Bladene samles i Plantens fjerde eller femte Aar og sjeldent længere indtil det tolvte, i hvilken Alder Busken er udpiint og maa erstattes af en ny. De tidligst paa Aaret plukkede Blade give den fineste og meest velsmagende Thee, dog ikke førend de ere blevne ristede, thi i frisk Tilstand have Bladene hverken nogen sammensnærpende, kryddret eller bitter Smag: denne tilligemed Vellugten udvikler fig først efter Tørringen, der foretages med megen Omhyggelighed, og hvorved Theen ogsaa først erholder fin eiendommelige Farve. Ved den grønne skeer Ristningen strax efter Indsamlingen, hvorvaa de trilles mellem Fingrene og strar tørres; ved den sorte derimod udsættes Bladene først nogen Tid for Luftens Paavirkning, kastes gjentagende, indtil de ere blevne bløde, rulles og ristes lidt, udsættes atter i fugtig Tilstand for Luften og tørres endelig tilsidst ved Trækulild. Foruden i China, der aarlig skal producere omtrent 2240 Millioner & Thee, af hvilke alene Engelland fortærer de 58 Mill. Pund, dyrkes nu den chinesiske Thee med Held i Ostindien og Brasilien, og lover der et rigt udbytte; derhos truer Kaffetræet, hvis Blade man har fundet at afgive en Thee, der baade i