Billeder på siden
PDF
ePub

jydsfe Adel opsagde Kongen Huldskab og Trosfab. Rongen tabte, som det er bekjendt, besynderligt nof fin Fatning i det afgjørende Dieblif. Ogiaa i denne Farens Stund maatte Dronningen, efter Kongens Befaling, skrive til Margrethe om Hjelp; hun maatte tage Sigbrit til fig, skjule hende „for at hun sfulde holde fin Mund“, thi „her er et underligt Regimente i Landet, og de skylde ingen for det uden Sigbrit alene“. Og dog besluttede Kongen at flygte ud af Riget med fin Hustru, fine Børn, Klenodier og Brevskaber. Rigsraadet og Hertug Frederik tilbøde Dronningen, at hun kunde blive i landet, de vilde forsørge hende vel og lade hende beholde kongelig Instand; men hun afviste Tilbudet med en christelig Hustrus Troskab og svarede, at hun hellere vilde leve i Landflygtighed med fin Mand, end regjere uden ham. Saaledes drog hun bort fra det Land, som kun havde bragt hende liden Lykke, med tre smaae Børn; tre andre vare døde i en spæd Alder. Men hun gik i en Landflygtighed, i hvilken nye lidelser og Savn ventede hende, men i hvilke hun befæstede den Tro hos sig, som overvinder Verten.

En frygtelig Storm kastede de Reisende op mod Norges Ryster; nogle Skibe gik tilgrunde; endelig landede de med Resten den 12te Mai i Veere paa Den Walchern; derfra begav de dem med kongelig Anstand til Statholderinden i Mecheln. Denne By var dengang et livligt Negjeringssæde, hvor det burgundiffe Hof holdtes; de anseeligste Mænd boede der; Gesandter fra udenlandske Magter kom til og fra, thi der var Cancelliet for de nederlandske og spanske Anliggender; der residerede en Erkebisp og den katholfke Gudstjeneste holdtes der med al mulig Pragt.

De Reisende vare meget uvelkomne; Rygtet om Kongens Grusomhed var udbredt i udsmykkede. Fortællinger i Flyveskrifter ved alle Europas Hoffer; det burgundisfe Hof havde særskilt Aarsag til iffe at ynde Kongen baade formebelft Dyveke og Sigbrit og hans ubehagelige Gjældsfordring; man havde Mistanke om, at Rongen cg Dronningen yndede den lutherffe lære, hvilket naturligviis var den streng fatholste Margrethe en Torn i Dinene; næsten dagligen indløb der Brevskaber fra Frederik, fra Rigoraadet, fra Lybekkerne og Andre om ikke at understøtte Rongen; men paa den anden Side var Elisabeth Søster til Christenhedens Overhoved Reiseren, forbundet med Margrethe fra hendes Barndom; selv. Christian var endnu mægtig, naar han fik Understøttelse af sine mange høibaarne Slægtninge; man var altsaa paa alle Sider forlegen. En lille Lise fik man, da Kongen i Iuli samme Aar med Dronningen reiste til England, for at søge Hjelp hos Kong Henrich VIII. ; Børnene bleve tilbage hos Margrethe, „der var megen Graad og Veemod ved Afskeden“. I England fik de fun

favre Drd, men ingen Hjelp; Elisabeth saae bedre end hendes Mand, hvor slemt hans Sag stod, og at der ikke var at tænke paa nogen kraftig Understøttelse til at faae det tabte Rige tilbage, men hun vedlev dog at deeltage i alle Bestræbelser med. qvindelig Troffab.

Fra den Tid finde vi hende omvankende fra et Sted til det Andet, snart dvælende i Nederlandene, snart i Tyrskland, hvor hun længst opholdt sig i Berlin hos Churfyrsten af Brandenburg, en katholft Fyrste, som levede i slet Forstaaelse med fin Gemalinde, Rong Christians Suster. Dette Ophold, medens Kongen drog om for at opbyde fine Slægtninge og Forbundne til Hjelp, var hende yderst piinligt; hun vitste ofte ikke, hvor hendes Gemal var, tilbød og hengav ham gjentagende Gange sine Klenodier, for at hjelpe ham ud af hans stadige Pengeforlegenheder, og fortæredes af idelig Længsel efter ham og af Ængstelighed over de Farer, som efterstræbte ham. „Ieg beder Eders Naade, at Eders Naade seer Eder vel for,“ skrev hun i November 1523 fra Berlin, „thi jeg veed vel, at der staaer Mange efter Eders Naates Hals. Dg beder jeg Eders Naade, at I snart ville lade mig komme efter E. N. Ieg vil fast heller blive hos E. N. og lide, hvad jeg kan, end jeg vil være fra E. N. og have Alt det, jeg har; thi jeg kan ikfe blive glad, thi jeg er altid i Frygt for, at &. N. skal komme noget til“; og nogle Dage senere: „jeg længes mig ihjel, med mindre Eders N. snart stikker. Bud efter mig". Hun advarer ham idelig mod Speidere og mod hans beslægtede Fyrsters Troløshed og Egennytte; hun var i en piinlig Stilling ved et Hof, hvor hun ffulde tage sig af sin Mands Sager, og dog var omgiven af saa mange ugunstigt stemte Personer.

Men i Tydskland vandt de dog begge et større Gode, end alt Andet; deres Hjerter bleve grebne af Evangeliet; Rongen havde gjort personlig Bekjendtskab med Luther og Melanchton, han Hørte den første prædike ; „han havde,“ skriver han, „entnu aldrig hørt nogen prædife Evangeliet jaaledes; han var beredt paa at lide Alt, siden Christus havde lidt saa meget for os". At det var alvorlig meent hos Kongen, er der ingen Tvivl om; han søgte jo paa egen Bekostning at lade Bibelen oversættes paa Dansk ved Hans Mikkelsen og sendte sin Gemalinde saavel de enkelte Ark, der udkom, som andre evangeliske Skrifter; han udtaler sig ogsaa til Dronningen i et gudfrygtigt Sindelag: „At I skrive os, at vi skulle tage os ivare, da haabe vi visseligen, at vi have En, som tager os ivare, det er Christus, hvem vi befale Eders Stand, Liv og Sjel til evig Tid.“ Men hans ustadige Tænkemaade, den Begjærlighed, han havde efter at faae fit Rige igjen, til hvilket Hjelpen beroede pua Reiseren og andre

Fyrster af streng katholfk Retning, den idelige Nød og Forlegenhed, som bragte ham i megen Afhængighed, Alt dette bevirkede, at hans Sind iffe funde fastholde den vundne Overbeviisning under de trykkende Omstændigheder. Anderledes var det med Elisabeth; hun greb det rene Evangelium med et qvindeligt Hjertes Varme, søgte fin Trøft og Opreisning deri og bevarede fin Tro under de haardeste Prøvelser, endogsaa under de største Anfægtelser. Vi kunde anføre mangfoldige Vidnesbyrd om hendes Sindelag; Christian Winther, som i et Brev af 17de Februar 1524 meddeler hende Rongens hurtige Afreise fra Wittenberg, skriver til hende: „Kjæreste naadige Frue, jeg beder og formaner Eders Naade, at 6. N. altid vil være ved et godt Mod og ikke lade den store Gjenvordighed gaae Eder til Hjerte; thi det Sværeste er nu overstandet; hvad fan E. N. nu tabe mere, da det nu altsammen er borte, for hvilket . N. skal takke Gud; thi det er Guds Villie og underlige Gjerning, at faa ffal stee, at alle Mennesker skulle fjende udi E. N. og vor Naadigfte Herres Forfølgelse, at han er Gud, som kan gjøre de Nigeste fattige og de Fattige rige igjen, og salige ere de, som udi saadan Forfølgelse funne være taalmodige, fom Chriftus felv siger hos Math. i det 5te Capitel" v. s. D. En faatan Trøstetale fandt Indgang i en beslægtet Sjæl.

Den stjæbnesvangre anden Rigsdag i Nürnberg nærmede ftg; dertil indfandt fig Rong Ferdinand (1524), Cardinal Campegius, Gesandter fra de tydske Fyrfter og Rigsstæder, for at afhandle om Religionen; ogsaa Christian vilde der tale fin Sag. Den keiserlige Gesandt Hanart, som, ffjøndt Katholik, dog havde den dybeste Hoiagtelse for den ædle Dronning, fraraadede i et Brev til hende Kongen fra at møde selv, eftersom der vare saa Mange, fom vare ilde stemte imod ham; det danske Rigsraad og Frederik havde ogsaa indleveret Noter og Skrifter, i hvilke hans Charakteer var skildret med de forteste Farver. Da besluttede Elisabeth paa hendes Mands Begjæring selv at reise til Nürnberg; stille og uden Bram kom hun den 21de Marts til Staden, stedebes den følgende Dag til Audients hos sin Broder Ferdinand, for hvem hun næsten var en Fremmed, hvor hun paa en rørende Maade omtalte den Godhed, Churfyrsten af Sachsen havde viist hende. Nogle Dage derefter førte hun fin Mands Sag for den glimrende Forsamling med en saadan Varme, at Alle bleve grebne. Et Dienvidne fortæller: „Dronningens Fremtrædelse var beklagelsesværdig og vakte hver Mands Medlidenhed; jeg har i Sandhed seet faa Kaader, hvis Dine ikfe ftode fulde af Taarer; men omendskjøndt hun omtalte sin Mand med megen Troskab, saa talte dog de Omkring

staaende meget ilde om Kongen; var hun iffe, saa blev der sandelig ingen Hest fadlet.“

Dog glippede her alt Haab. Guds Rige led Vold. i Nürnberg; mægtigen trængte mange tusinde Mennesker sig til Evangeliet: flere Ritdere, Grever, Hoffelk og Borgere, Folk af alle Stænder nøde Nadveren, til stor Forbittrelse for Ferdinand og Legaten, under begge Skiffelser. Ogfaa Elisabeth Fjulte iffe fin Overbeviisning i den afgjørende Stund; efter eget Hjertes Drift og efter hendes Gemals Raad skriftede hun for den lutherffe Præst Osiander og nød Nadveren efter Herrens Indstiftelse. Denne aabenbare Befjendelse forbittrede hendes Broder paa det Yderste; i et Brev til fin Mand, hvori hun ffriver, hvorledes Hoffet i Nürnberg gjorde sig fremmed med hende“, yttrer hun: „Og haver min Broder talet til mig om det, at E. N. har været hos Luther, og sagde han mig, at han vilde give hundredtusinde Gylden, at E. N. ikke havde gjort det. Men jeg gav ham et tibørligt Svar derpaa, som jeg skal selv sige Eders Naade, naar jeg kommer Oder til Orts. Den ædle Qvinde vilde iffe bramme med fit heltemodige Svar; men vi kjende det af den chursachsiske Gesandts Beretning; Ferdinand, som allerede tilforn havde yttret, at han heller vilde fee hende druknet, end at hun skulde tale med Luther, fagde nu i fin Vrede, at hun ikke mere var hans Søster. Met christelig Ydmyghed og Fortrøstning svarede hun: „Vor fælles Moder har dog bragt og begge til Verden, som fjødelige Søskende; hun vilde holde sig til Guds Drð og i dette erkjende Gud og intet Menneske; i alle andre Ting vilde hun gjerne underfafte' sitg fin Broder og lyde ham; vilde han fornægte hende fom sin Søster, faa fik det at være; hun vilde henstille det til Gud" et Svar, som er saa meget skjønnere, join hun vidste, hvormeget det forværrede hendes Sag; men hun vilde iffe fjøbé Hjelpen ved at fornægte sin Tro. Den keiserlige Gesandt Hanart spurgte hende under fire Dine, det var fandt, hvad der fortaltes overalt om Kongens Grusomhed; „Dron: ningen svarede mig,“ beretter han, om det fømmede sig en retskaffen Qvinde; men de Andre sige, at det noget nær er fandt." Han vilde overtale hende til at møde ved den store forestaaende Forsamling i Hamborg, hvor de danske og de udenlandske Fyrster: Gesandter skulde samle sig i Christians og de nordiske Rigers Anliggender; „hun var jo mere elffet, og man ønskede jo hende tilbage til Riget.“ „Men jeg mærkede snart,“ skriver Hanart, „at hun, saaledes som det sømmer sig en dudig Prindsesse, der underkaster sig Christendommens Lov, iffe vilde skilles fra Kongen eller forlade ham, men var beredt til at tjene ham i alle hans Gjenvordigheder, hvor haarde de endog maatte være.“

omt

Efter idelige underhandlinger, hvori hun maatte paatage sig en uds førlig Correspondence og udføre sin Mands Befalinger, ankom hun meget litende til Nederlandene, hvor Margrethe anviste hende og hendes Børn Bolig i en venlig lille Stad Lier i Brabant og en ganske anstændig Hofholdning; til for faa Aar siden kaldtes dette Huses Plads endnu „Kongen af Danmarks Hof"; hun vandt snart Indvaanernes Yndest; men Christians urolige Aand tilftedede ham ikke at ophelde sig længe der; Margethe havde fin Nød med ham; han vilde med Droningen til Spanien, men funde ifte finde Skibe. Margrethe vilde vide, hvorledes det stod fig med Kongens Forhold til Luther og trængte ind paa Ijabelle, at hun skulde give hende Underretning; Statholderinden spurgte, hvem af hendes Følge der holdt sig til den kjætterske Lære; Christian, som var borte, tilskrev hende, at hun skulde svare, at Churfyrften af Sachsen havde været den eneste, som havde taget fig af ham, „med flere Ord, som I skulle annamme af Herren, som han vel skal give eder; troer paa ham, det skal iffe, skade eder." Isabelles Helbred var af Rummer og Sorg og Anstrængelse i sin Mands Sag aldeles nedbrudt; forgjæves havde man for: føgt Badene i Achen. Dog endnu var hendes Landflygtighed iffe til Ende; rimeligviis for at reise Penge, maatte hun igjen til Tydskland; i November 1524 finde vi hende igjen i Berlin. Christians Sager havde forværret sig daglig; Churfyrsten af Brandenburg og de brunsvigske Her: tuger, som havde sat sig i stor Gjæld for at opdrive Soldater til ham, trængte pan og vilde have Penge; han var iffe fifker mere og maatte forsyne fig med Leidebreve fra Reiseren. Elisabeth var i dødelig Angst for. ham; hun vidste ikke altid, hvor han var. Dette forøgede hendes Svaghed. Allerede næste Maaned vendte de tilbage til Brabant, hvor de. nu toge stadig Bolig i Lier. Derfra bestjæftigede Kongen fig alvorlig igjen med, den Tanke, som heelt opfyldte ham, at vinde fit Rige igjen.

Dronningen derimod nærmede sig fit Endeligt. J Mai 1525 hentede Statholderinden Børnene, som formedelft Dronningens Svaghed skulde op: drages i Mecheln; det var et haardt Slag for Elisabeth. Dette Aar var der udgaaet Rapere, som Christian havde givet Breve og Tilladelse til dette Haandværk; disse foruroligede den hollandske Handel og voldte store Forviklinger; det var sørgeligt nok, at den dødssyge Dronning lod sig forlede af Kjærlighed til fin Mand til at sætte fit Navn under disse Kaperbreve; Fribytterne bleve grebne i Hamborg, og Admiralen tilligemed 73 Fangne henrettede fom Sørøvere, uagtet Elisabeth i en venlig Skrivelse gik i Forbøn for dem. Ikke alene denne forgelige Strid i hendes Indre forøgede hendes Lidelser; men ogsaa fornemmelig den Omstændighed,

« ForrigeFortsæt »