jydske Adel opsagde Kongen Huldskab og Troskab. Kongen tabte, som det er bekjendt, besynderligt nok sin Fatning i det afgjørende Dieblik. Ogsaa i denne Farens Stund maatte Dronningen, efter Kongens Befaling, skrive til Margrethe om Hjelp; hun maatte tage Sigbrit til sig, skjule hende „for at hun skulde holde fin Mund“, thi „her er et underligt Regimente i Landet, og de skylde ingen før det uden Sigbrit alene“. Og dog besluttede Kongen at flygte ud af Niget med sin Hustru, fine Børn, Klenodier og Brevskaber. Rigsraadet og Hertug Frederik tilbøde Dronningen, at hun kunde blive i Landet, de vilde forsørge hende vel og lade hende beholde kongelig Anstand; men hun afviste Tilbudet med en christelig Hustrus Troskab og svarede, at hun hellere vilde leve i Landflygtighed med fin Mand, end regjere uden ham. Saaledes drog hun bort fra det Land, som kun havde bragt hende liden Lykke, med tre smaae Børn; tre andre vare døde i en spæd Alder. Men hun gik i en Landflygtighed, i hvilken nye Lidelser og Savn ventede hende, men i hvilke hun befæstede den Tro hos sig, som overvinder Verden.

En frygtelig Storm kastede de Reisende op mod Norges Kyster; nogle Skibe gik tilgrunde; endelig landede de med Resten den 12te Mai i Veere paa Den Walchern; derfra begav de dem med kongelig Anstand til Statholderinden i Mecheln. Denne By var dengang et livligt Regjeringssæde, hvor det burgundiske Hof holdtes; de anseeligste Mænd boede der; Gesandter fra udenlandske Magter kom til og fra, thi der var Cancelliet for de nederlandske og spanske Anliggender; der refiderede en Erkebisp og den katholske Gudstjeneste holdtes der med al mulig Pragt.

De Reisende vare meget uvelkomne; Rygtet om Kongens Grusomhed var udbredt i udsmykkede. Fortællinger i Flyveskrifter ved alle Europas Hoffer; det burgundiske Hof havde særskilt Aarsag til ikke at ynde Kongen baade formedelst Dyveke og Sigbrit og hans ubehagelige Gjældsfordring; man havde Mistanke om, at Kongen og Dronningen yndede den lutherske Lære, hvilket naturligviis var den streng katholske Margrethe en Torn i Dinene; næsten dagligen indløb der Brevskaber fra Frederik, fra Rigsraadet, fra Lybekkerne og Andre om ikke at understøtte Kongen; men paa den anden Side var Elisabeth Søster til Christenhedens Overhoved Keiseren, forbundet med Margrethe fra hendes Barndom; selv Christian var endnu mægtig, naar han fik Understøttelse af sine mange høibaarne Slægtninge; man var altsaa paa alle Sider forlegen. En lille Lise fik man, da Kongen i Juli samme Aar med Dronningen reiste til England, for at søge Hjelp hos Kong Henrich VIII.; Børnene bleve tilbage hos Margrethe, „der var megen Graad og Veemod ved Afskeden". I England fik de kun

favre Ord, men ingen Hjelp; Elisabeth saae bedre end hendes Mand, hvor slemt hans Sag stød, og at der ikke var at tænke paa nogen kraftig Understøttelse til at faae det tabte Rige tilbage, men hun vedlev dog at deeltage i alle Bestræbelser med - qvindelig Troskab.

Fra den Tid finde vi hende omvankende fra et Sted til det Andet, snart dvælende i Nederlandene, snart i Tydskland, hvor hun længst opholdt sig i Berlin hos Churfyrsten af Brandenburg, en katholsk Fyrste, som levede i slet Forstaaelse med fin Gemalinde, Kong Christians Softer. Dette Ophold, medens Kongen drog om for at opbyde fine Slægtninge og Forbundne til Hjelp, var hende yderst piinligt; hun vidste ofte ikke, hvor hendes Gemal var, tilbød og hengav ham gjentagende Gange fine Klenodier, for at hjelpe ham ud af hans stadige Pengeforlegenheder, og fortæredes af idelig Længsel efter ham og af Ængstelighed over de Farer, som efterstræbte ham. „Jeg beder Eders Naade, at Eders Naade seer Eder vel for," skrev hun i November 1523 fra Berlin, „thi jeg veed vel, at der staaer Mange efter Eders Naades Hals. Og beder jeg Eders Naade, at I snart ville lade mig komme efter E. N. blive hos E. N. og lide, hvad jeg kan, end jeg vil have Alt det, jeg har; thi jeg kan ikke blive glad, thi jeg er altid i Frygt for, at E. N. skal komme noget til"; og nogle Dage senere: „jeg længes mig ihjel, med mindre Eders N. fnart skikker Bud efter mig". Hun advarer ham idelig mod Speidere og med hans beslægtede Fyrsters Troløshed og Egennytte; hun var i en piinlig Stilling ved et Hof, hvor hun skulde tage fig af sin Mands Sager, og dog var omgiven af saa mange ugunstigt stemte Personer.

Jeg vil fast heller være fra E. N. og

Men i Tydskland vandt de dog begge et større Gode, end alt Andet; deres Hjerter bleve grebne af Evangeliet; Kongen havde gjort personlig Bekjendtskab med Luther og Melanchton, han hørte den første prædike; „han havde,“ skriver han, „endnu aldrig hørt nogen prædike Evangeliet saaledes; han var beredt paa at lide Alt, siden Christus havde lidt saa meget for os". At det var alvorlig meent hos Kongen, er der ingen Tvivl om; han søgte jo paa egen Bekostning at lade Bibelen oversættes paa Dansk ved Hans Mikkelsen og sendte fin Gemalinde faavel de enkelte Ark, der udkom, som andre evangeliske Skrifter; han udtaler fig ogsaa til Dronningen i et gudfrygtigt Sindelag: At I skrive os, at vi skulle tage os ivare, da haabe vi visseligen, at vi have En, som tager os ivare, det er Christus, hvem vi befale Eders Stand, Liv og Sjel til evig Tid." Men hans ustadige Lænkemaade, den Begjærlighed, han havde efter at faae fit Rige igjen, til hvilket Hjelpen beroede paa Keiseren og andre

Fyrster af streng katholsk Retning, den idelige Nød og Forlegenhed, som bragte ham i megen Afhængighed, Alt dette bevirkede, at hans Sind ikke kunde faßtholde den vundne Overbeviisning under de trykkende Omstændigheder. Anderledes var det med Elisabeth; hun greb det rene Evangelium med et qvindeligt Hjertes Varme, søgte fin Trøst og Opreisning deri og bevarede fin Tro under de haardeste Prøvelser, endogsaa under de største Anfægtelser. Vi kunde anføre mangfoldige Vidnesbyrd om hendes Sindelag; Christian Winther, som i et Brev af 17de Februar 1524 meddeler hende Kongens hurtige Afreise fra Wittenberg, skriver til hende: „Kjæreste naadige Frue, jeg beder og formaner Eders Naade, at E. N. altid vil være ved et godt Mod og ikke lade den store Gjenvordighed gaae Eder til Hjerte: thi det Sværeste er nu overstandet; hvad kan E. N. nu tabe mere, da det nu altsammen er borte, for hvilket E. N. skal takke Gud; thi det er Guds Villie og underlige Gjerning, at saa skal skee, at alle Mennesker skulle kjende udi E. N. og vor Naadigste Herres Forfølgelse, at han er Guð, som kan gjøre de Rigeste fattige og de Fattige rige igjen, og salige ere de, som udi saadan Forfølgelse kunne være taalmodige, som Christus selv siger hos Math. i det 5te Capitel“ v. f. v. En saadan Trøstetale fandt Indgang i en beslægtet Sjæl.

Den stjæbnesvangre anden Rigsdag i Nürnberg nærmede sig; dertil indfandt sig Kong Ferdinand (1524), Cardinal Campegius, Gesandter fra de tydske Fyrster og Rigsstæder, for at afhandle om Religionen; ogsaa Christian vilde der tale fin Sag. Den keiserlige Gesandt Hanart, som, skjøndt Katholik, dog havde den dybeste Høiagtelse for den ædle Dronning, fraraadede i et Brev til hende Kongen fra at møde selv, eftersom der vare saa Mange, som vare ilde stemte imod ham; det danske Rigsraad og Frederik havde ogsaa indleveret Noter og Skrifter, i hvilke hans Charakteer var skildret med de forteste Farver. Da besluttede Elisabeth paa hendes Mands Begjæring selv at reise til Nürnberg; stille og uden Bram kom hun den 21 de Marts til Staden, stededes den følgende Dag til Audients hos sin Broder Ferdinand, for hvem hun næsten var en Fremmed, hvor hun paa en rørende Maade omtalte den Godhed, Churfyrsten af Sachsen havde viist hende. Nogle Dage derefter førte hun sin Mands Sag for den glimrende Forsamling med en saadan Varme, at Alle bleve grebne. Et Dienvidne fortæller: „Dronningens Fremtrædelse var be= klagelsesværdig og vakte hver Mands Medlidenhed; jeg har i Sandhed seet faa Raader, hvis Øine ikke støde fulde af Taarer; men omendskjøndt hun omtalte sin Mand med megen Troskab, saa talte dog de Omkring

staaende meget ilde om Kongen; var hun ikke, saa blev der sandelig ingen Hest fadlet."

Dog glippede her alt Haab. Guds Rige led Vold. i Nürnberg; mægtigen trængte mange tusinde Mennesker sig til Evangeliet: flere Riddere, Grever, Hoffelk og Borgere, Folk af alle Stænder nøde Nadveren, til stor Forbittrelse for Ferdinand og Legaten, under begge Skikkelser. Ogsaa Elisabeth_skjulte ikke sin Overbevisning i den afgjørende Stund; efter eget Hjertes Drift og efter hendes Gemals Raad skriftede hun for den lutherske Præst Osiander og nød Nadveren efter Herrens Indstiftelse. Denne aabenbare Bekjendelse forbittrede hendes Broder paa det Yderste; i et Brev til fin Mand, hvori hun skriver, „hvorledes Hoffet i Nürnberg gjorde sig fremmed med hende“, yttrer hun: „Og haver min Brøder talet til mig om det, at E. N. har været hos Luther, og sagde han mig, at han vilde give hundredtusinde Gylden, at E. N. ikke havde gjort det. Men jeg gav ham et tibørligt Svar derpaa, som jeg skal selv fige Eders Naade, naar jeg kommer Eder til Ords." Den ædle Qvinde vilde ikke bramme med fit heltemodige Svar; men vi kjende det af den chursachsiske Gesandts Beretning; Ferdinand, som allerede tilforn havde yttret, at han heller vilde see hende druknet, end at hun skulde tale med Luther, sagde nu i fin Vrede, at hun ikke mere var hans Søster. Met christelig Ydmyghed og Fortrøstning svarede hun: „Vor fælles Moder har dog bragt os begge til Verden, som kjødelige Søskende; hun vilde holde sig til Guds Ord og i dette erkjende Gud og intet Menneske; i alle andre Ting vilde hun gjerne underkaste sig sin Brøder og lyde ham; vilde han fornægte hende som in Søster, saa fik det at være; hun vilde henstille det til Gud" et Svar, som er saa meget skjønnere, som hun vidste, hvormeget det forværrede hendes Sag; men hun vilde ikke kjøbe Hjelpen ved at fornægte sin Tro. Den keiserlige Gesandt Hanart spurgte hende under fire Øine, om det var fandt, hvad der fortaltes overalt om Kongens Grusomhed; „Dronningen svarede mig," beretter han, „som det sømmede sig en retskaffen Qvinde; men de Andre sige, at det noget nær er fandt." Han vilde overtale hende til at møde ved den store forestaaende Forsamling i Hamborg, hvor de danske og de udenlandske Fyrsters Gesandter skulde samle fig i Christians og de nordiske Rigers Anliggender; „hun var jo mere elsket, og man ønskede jo hende tilbage til Riget.“ „Men jeg mærkede snart,“ skriver Hanart, „at hun, saaledes som det sømmer sig en dydig Prindsesse, der underkaster sig Christendommens Lov, ikke vilde skilles fra Kongen eller forlade ham, men var beredt til at tjene ham i alle hans Gjenvordigheder. hvor haarde de endog maatte være."

Efter idelige Underhandlinger, hvori hun maatte paatage sig en udførlig Correspondence og udføre sin Mands Befalinger, ankom hun meget lidende til Nederlandene, hvor Margrethe anviste hende og hendes Børn Bolig i en venlig lille Stad Lier i Brabant og en ganske anstændig Hofholdning; til for faa Aar siden kaldtes dette Huses Plads endnu „Kongen af Danmarks Hof“; hun vandt snart Indvaanernes Yndest; men Christians urolige Aand tilstedede ham ikke at opholde sig længe der; Margrethe havde sin Nød med ham; han vilde med Droningen til Spanien, men kunde ikke finde Skibe. Margrethe vilde vide, hvorledes det stod sig med Kongens Forhold til Luther og trængte ind paa Isabelle, at hun skulde give hende Underretning; Statholderinden spurgte, hvem af hendes Følge der holdt sig til den kjætterske Lære; Christian, som var borte, tilskrev hende, at hun skulde svare, at Churfyrsten af Sachsen havde været den eneste, som havde taget sig af ham, „med flere Ort, som I skulle annamme af Herren, som han vel skal give eder; troer paa ham, det skal ikke skade eder." Isabelles Helbred var af Kummer og Sorg og Anstrængelse i fin Mands Sag aldeles nedbrudt; forgjæves havde man forsøgt Badene i Achen. Dog endnu var hendes Landflygtighed ikke til Ende; rimeligvis for at reise Penge, maatte hun igjen til Tydskland; i November 1524 finde vi hende igjen i Berlin. Christians Sager havde forværret fig daglig; Churfyrsten af Brandenburg og de brunsvigske Hertuger, som havde sat sig i stor Gjæld for at opdrive Soldater til ham, trængte paa og vilde have Penge; han var ikke sikker mere og maatte forsyne fig med Leidebreve fra Keiseren. Elisabeth var i dødelig Angst for. ham; hun vidste ikke altid, hvor han var. Dette forøgede hendes Svaghed. Allerede næste Maaned vendte de tilbage til Brabant, hvor de nu toge stadig Bolig i Lier. Derfra beskjæftigede Kongen sig alvorlig igjen med.den Tanke, som heelt opfyldte ham, at vinde sit Rige igjen.

Dronningen derimod nærmede sig sit Endeligt. I Mai 1525 hentede Statholderinden Børnene, som formedelst Dronningens Svaghed skulde op: drages i Mecheln; det var et haardt Slag for Elisabeth. Dette Aar var der udgaaet Kapere, som Christian havde givet Breve og Tilladelse til dette Haandværk; disse foruroligede den hollandske Handel og voldte store Forviklinger; det var sørgeligt nok, at den dødssyge Dronning lod sig forlede af Kjærlighed til sin Mand til at sætte sit Navn under disse Kaperbreve; Fribytterne bleve grebne i Hamborg, og Admiralen tilligemed 73 Fangne henrettede som Sørøvere, nagtet Elisabeth i en venlig Skrivelse gik i Forbøn for dem. Ikke alene denne sørgelige Strid i hendes Indre forøgede hendes Lidelser; men ogsaa fornemmelig den Omstændighed,