Billeder på siden
PDF
ePub

Flabelle eller Elisabeth,

Dronning af Danmark.

en fjødelige Verden betragter fædvanligen dem, som ere i Høi

heden, som lykkelige Mennesker og seer ofte til dem med misundelige Bliffe; den veed ofte fun lidet af, hvilke Sorger der trænge fig ind i Palladserne; den forstaaer det iffe, at Prøvelserne kunne være saa meget tungere, jo høiere Nogen er stillet, og at de urolige Storme fuldkaste Spirene førend de naae de lavere Bygninger. Den kjødelige Verden mener cgsaa, at Thronen ingen ret Leilighed giver til at øve christelige Dyder og mistvivler om et evangelift Sind hos de Høibaarne. Men dette er Evangeliets Magt, at her er iffe Fri eller Træl, ikke Mand eller Qvinde, men Christus er Alt i Alle, hvor et Menneske er fornyet efter hans Billede. Vi ville fremstille et saadant i en Dronnings Person, som syntes født til Glands og Herlighed, og dog blev høist ulykkelig, som var opdragen i Katholicismens udvortes Strenghed, og dog reddede fin evangeliske Tro fra Skibbrudet.

Isabelle eller, som hun i Danmark faldes, Elisabeth var en Datter af Reiser Marimilians tidligen (1506) afdøde Søn Philip, som efterlod sig 6 Børn, af hvilke den ene var den berømte Keiser Carl den Femte, født 1501. Hun var et ømt og blidt, noget frygtsomt Barn, der opdroges hos Fasteren, den aandsstærke, alvorlige og dog kjærlige Margrethe, hvem Keiseren havde betroet Styrelsen af de urolige Nederlande, snart i Mecheln, snart i Brüssel. Opdragelsen var alvorlig, bestemt, res ligiøs; Margrethe sørgede i enhver Henseende for, at Børnene funde udvikles efter den Stand, som ventede dem; blandt deres lærere finde vi den siden berømte Pave Hadrian den Sjette fra Utrecht; dog vaagedes der over, at Barndomsaarene kunde gaae stille og eensformigen hen. Reiser Marimilan kom ikke til Nederlandene; imod ham indpræntedes der Børnene en stor ærefrygt. Saaledes fik Elisabeths Charakteer tidlig en alvorlig Retning; da i de senere Aar Evangeliets Magt udfoldede sig i hende, forklarede dette hendes blibe Qvindelighed, faa at hun funde blive ben stille Rorsdragerinde, der bar fin haarde Sfjebne med beundringsværdigt Taalmod. Ingen skulde have forudsagt, at det var saadanne Dage, der ventede hende. Hiin Tids Sfik og Brug forlovede Prindfesserne i en

tidlig Alder; Isabelles Lod blev det i fit 13de Aar at blive Rong Christian, eller som han kaldtes, Christiern den Andens Brud.

Denne Konge var en af fiu Tids mærkeligste Personligheder. Det er bekjendt nok, hvorledes hans Opdragelse iblandt den ringere Deel af Folket havde ladet ham være Vidne til, at en verdsligfindet Geistlighed og en overmodig Adel undertrykfede de lavere Stænter;' haard og lidenskabelig indviede han sit liv til at standje disse Dvergreb; hans geistlige og verts: lige Love ere et glimrende Vidnesbyrd om hans Indsigt i Tidens Brøst. Men den Modstand, han fandt, gav hans haarde Charakteer Næring, og Tidens Storme og Uroligheder bragte ham i Forviklinger, der gjorde, at han, der af Naturen havde en dyb Retfærdighedsfølelse, efterhaanden blev en troløs Tyran.

Det var hiin Tid, i hvilken Middelalderen afsluttede sig og en ny Tid oprandt; en saadan kommer aldrig uden heftige Røftelser; ogsaa i de ffandinaviske Piger brusede Oprørets Bølger; Sverrig, Norge, Ditmarsken havde forsvaret deres uafhængighed; den indre Gjæring krævede en besindig og fraftfuld Regjering; Christian fjendte iffe Maadehold og saaledes faldt han som et Offer baade for egen Lidenskabelighed og for Tidens Storme.

Dog dette vedkommer først de senere Aar; da han friede til Elisabeth var han ved sine Forbindelser en af de mægtigste Fyrster i Europa. Tre Kongeriger løde hans Scepter; hans Morbroder var Churfyrste af Sachsen, hans Svoger Churfyste af Brandenburg; med Frankrigs, Skotlands og Englands Fyrstehuse ftod han i Venskabs: og Slægtskabsforhold; fif han nu Marimilians Sønnedatter, faa syntes han at staae pan Lyffens og Magtens Høide. Efter vidtløftige Forhandlinger sluttedes Egteskabscontracten (1514); den tilkomnrende Dronnings Underhold fastsattes og 250,000 Gylden skulde Christian modtage i tre Terminer som Medgift, en for de Tider usædvanlig stor Sum Penge. Elisabeth modtog Efter: retningen om Forlovelsen med en 20 Aar ældre Mand med den Selv: fornægtelse, som fømmer sig en Prindlesse; hun havde fra sin Ungdom af vænnet fig til at underkaste sig fine Formynderes Villie, var endnu et Barn og gjorde fig glade Forhaabninger om den Herlighed, som ventede hende ved den mægtige Ægtefælles Side.

Ægteskabet blev efter Datidens Skif fuldført ved en Gesandt; Elisabeth var elsket overalt, man vilde nødig see hende drage bort. Hvor inderligt end hendes Hjerte hang ved Fasteren Margrethe, saa var hun, fra det Dieblik, Forlovelsen var bekræftet, aldeles opfyldt af sin tils kommende Bestemmelse; hun elskede fin Mand, førend fun havde feet

ham, og bevarede under alle Omskiftelser den Troffab, hun havde lovet som Barn.

Det følgende Aar sendte Kongen et glimrende Gesandtskab, i hvis Spidse Erkebiskoppen af Throndhjem Grif Walkendorf stod, med 6 à 8 ffiønt udrustede Skibe til Holland for at afhente sin Brud fra hendes Hjemstavn. Der havde Stemningen allerede forandret sig meget; Rygtet om Rongens Forbindelse med Dyveke og hendes Moder Sigbrit var kommet til det burgundisfe Hof; man søgte under allehaande Paaskud at forhale Afreisen. Prindsessen stod urokkelig fast' i sit løfte og saaledes gik hun til Søes, ledsaget af de første Familier af Landet; Walfendorf havde dog faaet baade mundtlige og skriftlige Bud med til Kong Christian fra Hans Svoger Carl, der sandsynlig iffe just i lemfældige udtryk foreholdt Kongen den ægteskabelige Troskab, han skyldte hans Søster.

Reisen var ikke heldig; i Nordsøen blev Flaaden overfaldet af en frygtelig Storm: de Reisende vare haardt medtagne. Elisabeth havde ogsaa erfaret Rygtet om Rongens Kjærlighed til Dyveke; Uro, længsel, Rummer og Søsyge angreb hende saaledes, at man endogsaa frygtede for hendes liv

Da man havde naaet Nordspidsen af Jylland ved Skagen, saa ønskede den dedsyge Prindsesse at landsættes der; men Gesandterne, som nødigen vilde, at hun først ffulde see Danmarks ødeste Egn, forestillede hende, at Kjøbenhavn ikfe var langt borte, og saaledes løb den lille Flaade (den 4de August) ind i Helsingør. Hendes første Forretning var derfra at tilskrive Margrethe et Brev, som endnu haves, fuldt af Dmhed og bange Forventning af de Ting, som skulde komme.

Rongen mødte hende med stor Pragt ved Hvidøre, hvor den stakkels dødssyge Dronning maatte udholde at høre paa en flere Timer varende latinsk Velkomsttale af Biskoppen; hendes Indtog i Kjøbenhavn forherligedes ved de mange høibaarne Personer, som vare tilstede ved det, Rongens Farbroder, Hertug Frederik af Holsteen, hans Svoger og Søster, Churfyrsten af Brandenburg og Gemalinde, i Reiserens Navn Hertugen af Mecklenburg, Gesandter fra Churfyrsten af Sachsen og Paven foruden mange Andre. Kreningen og Formælingen foregik den 12te August ved Erkebiskop Birger; men Alt var ildevarslende; Dronningen var under alle Festlighederne bestandig syg og afmattet; ligesom der havde raset frygtelige Storme ved Prindsessens Daab, saaledes gientoges de ved hendes Kroning, saa at Frue Taarns Spiir faldt ned; i Jylland havde man mærket et Jordffjælv; en tilstedeværende Stjernetrder havde, som Nogle meente, i en Kuus, Andre troede, at det var forudseet, hilset Hertug Frederik som Konge. Alt dette udlagdes fiden efter som Varsler.

Fra Elisabeths Ankomst til Danmark var hendes Fred borte; hendes Ægteskab blev en Skole for idel Selvfornegtelse, Savn og bittre Lidelser, som bragte hende i en tidlig Grav. Kongen viste hende vel megen Opmærksomhed og Hengivenhed, anviste hende efter Tidens Leilighed ikke ringe Indkomster, gav hende Andeel i Regjeringssagerne og overdrog hende vigtige Hverv entog i afgjørende Dieblikke; man har endnu et ikfe ringe Antal Breve, som ere verlede mellem dem, stedse paa Dansk, hvilket Sprog hun ftrar lærte og skrev, om end ufuldkomment. Men hans Hjerte var deelt imellem hende og Dyveke; hun indtog den samme

[graphic]

Plads, som før Rongens Giftermaal. Dette Forhold var iffe ubekjendt for Dronningen; men hun bar det med en selvfornægtende Taalmod og deeltog aldrig i de Forsøg, som Hoffet og Andre foretoge sig, for at op: løje denne forbindelse; Kongen optog faadanne Forestillinger meget unaadigt, og de, som vovede at yttre deres Misfornøielse, maatte unds

gjælde derfor, saaledes Erfebiffop Grik Walfendorf og Dverhofmesterinden Fru Anna Meinstrup.

Kongens Haardnakkenhed medførte endelig den førgelige udgang, at Dyveke blev forgivet og Torben Ore maatte bøde med livet; den ædle Dronning, som allerede dengang blev tilbedet af Høie og Lave, glemte al Uret, som var hende vederfaret; i Spidsen for sine fornemste Damer gik hun til Kongen, gjorde et Knæfald for ham, for at bønfalde ham at ffaåne Torben; men denne var ubønhørlig; den Mistænktes Hoved faldt. Mærkværdigt nok er det, at Dyvekes Moder Sigbrit fra den Tið af stod i nøie Forbindelse med Dronningen, som ofte modtog Kongens Befalinger gjennem hende, hvad enten det nu var, at Dronningen bragte fin Ægtes mand ogsaa dette Offer, eller den noget svagelige, i Danmark temmelig eensomme Dame fandt en velkommen Støite hos den stærke og kloge Landsmandinde; vist er det, at man finder et venskabeligt Forhold mellem begge Qvinder, og at Sigbrit snart og kraftigt satte Dronningen ind i alle Forhold.

Disse vare under hele Christians Regjering vanskelige; Krigen med Sverrig antog en betænkelig Charakteer; Rongen trængte til Penge og Tropper og gav sin Gemalinde i temmelig ublide Ord Befaling at inds fræve den ham tilkommende Rest af Brudeskatten; hvor ubehageligt dette end var, saa var det endda endnu ikke det Værste. Forholdet mellem Rongen og hendes Slægtninge blev stedse mere og mere spændt; han var yderst ferbittret over, at Carl, medens Keiservalget stod paa, havde talt i høflige og smigrende Ord til ham, men saasnart han var bleven udnævnt til Reiser, ftrar istemte en anden Tone; at han, da han (Juli 1521) havde gjort en Reise til Nederlandene for at erholde sine tilgodehavende Penge, vel var bleven prægtigen modtaget, men dog henholdt med Snak; han havde forviist Dronningens Skriftefader fra Hoffet og ladet en af hendes Rammerjunkere straffe paa Livet. Grunden hertil er ikke tilstrækkelig oplyst. Det burgundiske Hof skrev Christian alvorlige og truende Breve til i den Anledning, cg Alt tydede hen paa et Brud mellem begge Hoffer. Elisabeth leeb overordentlig ved disse Forviflinger; hendes Hjerte hængte ved Tanten og Broberen; men ogsaa fin Gemal var hun hengiven i kvindelig Troskab; han skrev hende kjærlige Breve til angaaende offentlige og hemmelige Sager; hun anede, hvor snart de vilde komme til at trænge til deres Slægtninge.

Thi Uvillien mod Kongens voldsomme Opførsel havde udbredt fig blandt den danske Adel; efter Blodbadet i Stokholm ventede de en lignende Sfjæbne; Sigbrite hovmodige Færd forbittrebe Gemytterne, indtil den

« ForrigeFortsæt »