Isabelle eller Elisabeth,

Dronning af Danmark.

en kjødelige Verden betragter sædvanligen dem, som ere i Høiheden, som lykkelige Mennesker og seer ofte til dem med misundelige Blikke; den veed ofte kun lidet af, hvilke Sorger der trænge sig ind i Palladserne; den forstaaer det ikke, at Prøvelserne kunne være saa meget tungere, jo høiere Nogen er stillet, og at de urolige Storme kuldkaste Spirene førend de naae de lavere Bygninger. Den kjødelige Verden mener egsaa, at Thronen ingen ret Leilighed giver til at øve christelige Dyder og mistvivler om et evangelisk Sind hos de Høibaarne. Men dette er Evangeliets Magt, at her er ikke Fri eller Træl, ikke Mand eller Qvinde, men Christus er Alt i Alle, hvor et Menneske er fornyet efter hans Billede. Vi ville fremstille et saadant i en Dronnings Person, som syntes født til Glands og Herlighed, og dog blev høist ulykkelig, som var opdragen i Katholicismens udvortes Strenghed, og dog reddede sin evangeliske Tro fra Skibbrudet.

Isabelle eller, som hun i Danmark kaldes, Elisabeth var en Datter af Keiser Marimilians tidligen (1506) afdøde Søn Philip, som efterlod sig 6 Børn, af hvilke den ene var den berømte Keiser Carl den Femte, født 1501. Hun var et ømt og blidt, noget frygtsomt Barn, der opdroges hos Fasteren, den aandsstærke, alvorlige og dog kjærlige Margrethe, hvem Keiseren havde betroet Styrelsen af de urolige Nederlande, snart i Mecheln, snart i Brüssel. Opdragelsen var alvorlig, bestemt, religiøs; Margrethe sørgede i enhver Henseende for, at Børnene kunde udvikles efter den Stand, som ventede dem; blandt deres Lærere finde vi den siden berømte Pave Hadrian den Sjette fra Utrecht; dog vaagedes der over, at Barndomsaarene kunde gaae stille og eensformigen hen. Keiser Maximilan kom ikke til Nederlandene; imod ham indpræntedes der Børnene en stor ærefrygt. Saaledes fik Elisabeths Charakteer tidlig en alvorlig Retning; da i de senere Aar Evangeliets Magt udfoldede sig i hende, forklarede dette hendes blide Qvindelighed, saa at hun kunde blive den stille Korsdragerinde, der bar sin haarde Skjebne med beundringsværdigt Taalmod. Ingen skulde have forudfagt, at det var faadanne Dage, der ventede hende. Hiin Tids Sfik og Brug forlovede Prindsesserne i en

tidlig Alder; Isabelles Lod blev det i sit 13de Aar at blive Kong Christian, eller som han kaldtes, Christiern den Andens Brud.

Denne Konge var en af fin Tids mærkeligste Personligheder. Det er bekjendt nok, hvorledes hans Opdragelse iblandt den ringere Deel af Folket havde ladet ham være Vidne til, at en verdsligfindet Geistlighed og en overmodig Adel undertrykkede de lavere Stænder; haard og lidenskabelig indviede han sit Liv til at standse disse Overgreb; hans geistlige og verdslige Love ere et glimrende Vidnesbyrd om hans Indsigt i Tidens Brøft. Men den Modstand, han fandt, gav hans haarde Charakteer Næring, og Tidens Storme og Uroligheder bragte ham i Forviklinger, der gjorde, at han, der af Naturen havde en dyb Retfærdighedsfølelse, efterhaanden blev en troløs Tyran.

Det var hiin Tid, i hvilken Middelalderen afsluttede sig og en ny Tid oprandt; en saadan kommer aldrig uden heftige Røstelser; ogsaa i de skandinaviske Riger brusede Oprørets Bølger; Sverrig, Norge, Ditmarsken havde forsvaret deres Uafhængighed; den indre Gjæring krævede en besindig og kraftfuld Regjering; Christian kjendte ikke Maadehold og faaledes faldt han som et Offer baade for egen Lidenskabelighed og for Lidens Storme.

Dog dette vedkommer først de senere Aar; da han friede til Elisabeth var han ved sine Forbindelser en af de mægtigste Fyrster i Europa. Tre Kongeriger løde hans Scepter; hans Morbrøder var Churfyrste af Sachsen, hans Svoger Churfyste af Brandenburg; med Frankrigs, Skotlands og Englands Fyrstehuse stod han i Venskabs- og Slægtskabsforhold; fik han nu Maximilians Sønnedatter, saa syntes han at staae paa Lykkens og Magtens Høide. Efter vidtløftige Forhandlinger sluttedes Ægteskabscontracten (1514); den tilkommende Dronnings Underhold fastsattes og 250,000 Gylden skulde Christian modtage i tre Terminer som Medgift, en for de Tider usædvanlig stor Sum Penge. Elisabeth modtog Efter= retningen om Forlovelsen med en 20 Aar ældre Mand med den Selvfornægtelse, som sømmer sig en Prindsesse; hun havde fra fin Ungdom af vænnet sig til at underkaste sig fine Formynderes Villie, var endnu et Barn og gjorde fig glade Forhaabninger om den Herlighed, som ventede hende ved den mægtige Ægtefælles Side.

Ægteskabet blev først efter Datidens Skik fuldført ved en Gesandt; Elisabeth var elsket overalt, man vilde nødig see hende drage bort. Hvor inderligt end hendes Hjerte hang ved Fasteren Margrethe, saa var hun, fra det Dieblik, Forlovelsen var bekræftet, aldeles opfyldt af sin til kommende Bestemmelse; hun elskede sin Mand, førend hun havde feet

ham, og bevarede under alle Omskiftelser den Troskab, hun havde lovet som Barn.

Det følgende Aar sendte Kongen et glimrende Gesandtskab, i hvis Spidse Erkebiskoppen af Throndhjem Erik Walkendorf stod, med 6 à 8 skjønt udrustede Skibe til Holland for at afhente fin Brud fra hendes Hjemstavn. Der havde Stemningen allerede forandret sig meget; Rygtet om Kongens Forbindelse med Dyveke og hendes Moder Sigbrit var kommet til det burgundiske Hof; man søgte under allehaande Paaskud at forhale Afreisen. Prindsessen stod urokkelig fast i sit Løfte og faaledes gif hun til Søes, ledsaget af de første Familier af Landet; Walkendorf havde dog faaet baade mundtlige og skriftlige Bud med til Kong Christian fra hans Svoger Carl, der sandsynlig ikke just i lemfældige Udtryk foreholdt Kongen den ægteskabelige Troskab, han skyldte hans Søster.

Reisen var ikke heldig; i Nordsøen blev Flaaden overfaldet af en frygtelig Storm: de Reisende vare haardt medtagne. Elisabeth havde ogsaa erfaret Rygtet om Kongens Kjærlighed til Dyveke; Uro, Længsel, Kummer og Søsyge angreb hende saaledes, at man endogsaa frygtede for hendes Liv Da man havde naaet Nordspidsen af Jylland ved Skagen, saa ønskede den dødsyge Prindsesse at landsættes der; men Gesandterne, som nødigen vilde, at hun først skulde see Danmarks ødeste Egn, forestillede hende, at Kjøbenhavn ikke var langt borte, og saaledes løb den lille Flaade (den 4de August) ind i Helsingør. Hendes første Forretning var derfra at tilskrive Margrethe et Brev, som endnu haves, fuldt af Ømhed og bange Forventning af de Ting, som skulde komme.

Kongen mødte hende med stor Pragt ved Hvidøre, hvor den stakkels dødssyge Dronning maatte udholde at høre paa en flere Timer varende latinsk Velkomsttale af Biskoppen; hendes Indtog i Kjøbenhavn forherligedes ved de mange høibaarne Personer, som vare tilstede ved det, Kongens Farbroder, Hertug Frederik af Holsteen, hans Svoger og Søster, Churfyrsten af Brandenburg og Gemalinde, i Keiserens Navn Hertugen af Mecklenburg, Gesandter fra Churfyrsten af Sachsen og Paven foruden mange Andre. Kreningen og Formælingen foregik den 12te August ved Erkebiskop Birger; men Alt var ildevarslende; Dronningen var under alle Festlighederne bestandig syg og afmattet; ligesom der havde raset frygtelige Storme ved Prindsessens Daab, saaledes gjentoges de ved hendes Kroning, saa at Frue Taarns Spiir faldt ned; i Jylland havde man mærket et Jordskælv; en tilstedeværende Stjernetyder havde, som Nogle meente, i en Ruus, Andre troede, at det var forudseet, hilset Hertug Frederik som Konge. Alt dette udlagdes fiden efter som Varsler.

Fra Elisabeths Ankomst til Danmark var hendes Fred borte; hendes Ægteskab blev en Skole for idel Selvfornegtelse, Savn og bittre Lidelser, som bragte hende i en tidlig Grav. Kongen viste hende vel megen Opmærksomhed og Hengivenhed, anviste hende efter Tidens Leilighed ikke ringe Indkomster, gav hende Andeel i Regjeringssagerne og overdrog hende vigtige Hverv endog i afgjørende Dieblikke; man har endnu et iffe ringe Antal Breve, som ere verlede mellem dem, stedse paa Dansk, hvilket Sprog hun strar lærte og skrev, om end ufuldkomment. Men Hans Hjerte var deelt imellem hende og Dyveke; hun indtog den samme

Plads, som før Kongens Giftermaal. Dette Forhold var ikke ubekjendt for Dronningen; men hun bar det med en selvfornægtende Taalmod og decltog aldrig i de Forsøg, som Hoffet og Andre foretoge sig, for at opløse denne Forbindelse; Kongen optog saadanne Forestillinger meget unaadigt, og de, som vovede at yttre deres Misfornøielse, maatte und

gjælde derfor, saaledes Erkebiskop Erik Walkendorf og Overhofmesterinden Fru Anna Meinstrup.

Kongens Haardnakkenhed medførte endelig den sørgelige Udgang, at Dyveke blev forgivet og Torben Ore maatte bøde med Livet; den ædle Dronning, som allerede dengang blev tilbedet af Høie og Lave, glemte al Uret, som var hende vederfaret; i Spidsen for fine fornemste Damer gik hun til Kongen, gjorde et Knæfald for ham, for at bønfalde ham at skaåne Torben; men denne var ubønhørlig; den Mistænktes Hoved faldt. Mærkværdigt nok er det, at Dyvekes Moder Sigbrit fra den Tid af stod i nøie Forbindelse med Dronningen, som ofte modtog Kongens Befalinger gjennem hende, hvad enten det nu var, at Dronningen bragte sin Ægtemand ogsaa dette Offer, eller den noget svagelige, i Danmark temmelig eensomme Dame fandt en velkommen Støtte hos den stærke og kloge Landsmandinde; vist er det, at man finder et venskabeligt Forhold mellem begge Qvinder, og at Sigbrit snart og kraftigt satte Dronningen ind i alle Forhold.

Disse vare under hele Christians Regjering vanskelige; Krigen med Sverrig antog en betænkelig Charakteer; Kongen trængte til Penge og Tropper og gav fin Gemalinde i temmelig ublide Ord Befaling at indkræve den ham tilkommende Rest af Brudeskatten; hvor ubehageligt dette end var, saa var det endda endnu ikke det Værste. Forholdet mellem Kongen og hendes Slægtninge blev stedse mere og mere spændt; han var yderst forbittret over, at Carl, medens Keiservalget stod paa, havde talt i høflige og smigrende Ord til ham, men saasnart han var bleven udnævnt til Keiser, strar istemte en anden Tone; at han, da han (Juli 1521) havde gjort en Reise til Nederlandene for at erholde fine tilgodehavende Penge, vel var bleven prægtigen modtaget, men dog henholdt med Snak; han havde forviist Dronningens Skriftefader fra Hoffet og ladet en af hendes Kammerjunkere straffe paa Livet. Grunden hertil er ikke tilstrækkelig oplyst. Det burgundiske Hof skrev Christian alvorlige og truende Breve til i den Anledning, eg Alt tydede hen paa et Brud mellem begge Hoffer. Elisabeth leed overordentlig ved disse Forviklinger; hendes Hjerte hængte ved Tanten og Broderen; men ogsaa fin Gemal var hun hengiven i kvindelig Troskab; han skrev hende kjærlige Breve til angaaende offentlige og hemmelige Sager; hun anede, hvor snart de vilde komme til at trænge til deres Slægtninge.

Thi Uvillien mod Kongens voldsomme Öpførsel havde udbredt fig blandt den danske Adel; efter Blodbadet i Stokholm ventede de en lignende Skjæbne; Sigbrits hovmodige Færd forbittrede Gemytterne, indtil den