Billeder på siden
PDF
ePub

(Summardái), blaae Fioler (Bálkolla) og mange andre nydelige Markblomster. Steenpikferen (Stejnstólpa) flagrer fra Steen til Steen og synger jaa mildt og venligt, paa denne Aarstid ogsaa midt om Natten; i Agerrenerne kan man ogsaa finde Horsgøgen (Myrusnípa), nikkende og kvækkende, af Glæde over de mange Regnorme og andre Smaakryb, hvoraf ter er Overflødighed. Udenfor Bøen, det dyrkede Land, er Jordbunden fordetmeste deels Myr (Mofebund), deels Steen; men paa denne fugtige Bund vorer Græs og Blomster saa frodigt, at Fjeldene ind mod Dalene næsten altid have et smilende, venligt udseende, ligetil den graae Steenhelle paa Toppen, i hvis Revner og Kløfter der ligge Levninger af Vinterens Snee ved Hoisommers Tid, gjør al Plantevært umulig. Omkring Thorshavn ere Fjeldene nu ikke saa høie; men paa Varden, et Punct, der brugtes til udkigssted i gamle Dage, vare vi dog saa hoit tilveirs, at vi, ved at vende og mod SO., faae Thorshavn langt nede, og udsigten over en Deel af Strømø, Østerø, Naalsø, Sandø, Rolter, Hest og i det Fjerne Syderø, Alt omkrandset af det uendelige Hay, var saa henrivende stjøn i den drømmende Aftenbelysning, at man ikke fan tænke sig et deiligere Syn. Henimod Aften vandrede vi ned igjen til Thorshavn, hvor Folf nu vare blevne ret lystige, og vi vare saa heldige at see den gamle, ægte Nationaldands opført af en heel Mængde Gutter og Piger i en stor Stue. Dandsen, som er en Runddands, bestaaende i 3 Trin frem og 1 tilbage, er snart langsom og hoitidelig, snart munter og overgiven. De Dandsende synge altid til, og Dandsemelodierne ere for største Delen gamle Kæmpevisetoner. Her dandiedes for Diebliffet efter Óluvu kvæði, hvis første Vers jeg tillader mig at anføre som Prøve paa Sproget; Melodien er bekjendt fra Plougs "Slaget ved Slesvig."

Góða skemtun gera skål,
Hvár eg gengi í dans,
kvöði um Kong Pipping
Og Óluvu, dottur hans.

Omkvæde:
Sligum fast á várt golv!
Spàrum ei vár skó!
Gud man raða, hvår vår drekkum.
onnur jól.

P. A. Holm.

Et Mode.

evuen i Dyrehaven var endt,
Fra Sfuet var hjem jeg ved Aften vendt,
Jeg nærmed mig Østerfælled;
Det var fildig i Høst og Maaneskin,
Regnskyer drev for den fusende Vind,
Dg Strandveiens Trætoppe Helded.
Da jeg Vibenshuus var kommen forbi,
Forlod jeg den alfare slagne Sti
Og ind over Fælleden straaede.
Der hørte jeg hvirvlende Trommer i Syd,
Og længere hen mig en tæmpet Lyd
Af Trompeter og Jægerhorn naaede.
Jeg lytted og standsed, som bedst jeg gik,
Og stirrende fremad med spændte Blik,
Thi Skyer just Maanen tilslørte:
Jeg skimted nu tydelig Heste og Mænd,
Der fjernt gjennem Taagen bevæged sig hen,
Og i sluttede Ræffer sig rørte.
Hvordan! udbrød jeg: Manceuvre paany!
Her holder saagar man i Mørket Revue,
Mens Maanen nedsmiler til Kampen;
Dog knap var det sagt, før en Salve der løb,
Og da jeg mig dreied omkring hvor de ffød,
Da hørte jeg Hestetrampen.
Hen over den nedtraadte, fugtige Jord
En Nytterskare som Vinden foer ,
Med en enkelt Nytter i Spidsen.
Han styred mod Veisfjellet Gangerens løb,
Og klart thi just Luna nu tabte fit Svøb
Jeg saae ham fra Foden til Issen.

Det var en spinkel, en tynd Figur ,
Men rank han sad i den røde Mondur,
Dg lyseblaa skinned Rabatten;
Ned over hans Skulder faldt Regnkappen lang,
Langø Garderburerne Pallaffen hang,
Og en Fjerbust niffed fra Hatten.
Trods hans ffarpe Træk og hans Alvorsblik,
Mig Synet lige til Hjertet gik,
Med Erindringens Fryd det mig glædte;
Just saadan jeg faae i min Ungdomsvaar,
Paa fin hvide Ganger, med hvide Haar,
Vor gamle Rong Fredrik den Sjette.

[graphic][ocr errors][merged small]

Jeg retted mig atter med Hat i Haand,
Og mildt nu mæled Kong Fredriks Aand
Med en klangløs men tydelig Stemme :
Hvor gaaer det i Danmark, du danske Mand ?
Er der Krig eller Fred i vort Fædreland,
Og holder man sammen derhjemme ?
Forvirret, og tvivlraadig som jeg var,
Gav ei paa det sidste Spørgsmaal jeg Svar,
Men gjorde for Krigen ham Rede:
Jeg fortalte om Spillet med Preussens Frits,
Om Kampen ved Slesvig og Frederits,
Og Slaget paa Idsted Hede.
Imedens jeg talte, Rong Frédrifs Blik
&t varmt og straalende udtryk fik;
Han vendte sig rask paa fin Fole,
Og til Følget med Fyrighed sagde han:
For det Officererne taffe vi fan,
Der dannede blev i min Skole.
&n Bifaldsmumlen fra Følget lød,
De tause Ryttere Tausheden brød,
Man hvisked paa alle kanter.
Men atter mod mig dreied Rongen fig om,
Og atter en Dødens Dvale paafom
De dødsstille Adjutanter.
Min Ven! tog til Drde Rong Fredrik vaany:
Mig fjært er at høre, her ved min Nevue,
At Seiren de Danske tilsmiler;
Men fremnies nu ogsaa til Rigets Gayn
Befæstningsværket om Kjøbenhavn?
Nei, det – jeg gjensvared det hviler.
Det hviler! med Iver brød Rengen ud:
Vil atter de vente, til Fjendens Sfuð
Har i Gruus lagt dem By og Kirfe?
Strar Haanden paa Værket de lægge bør!
Det knap er de Døde, som hvile tør,
De Levende bør det at virke.

Viid, Danmarks ære bevæger mit Sind!
Begiv dig i mit Navn fil Folket ind,
Og høit dem forkynd, hvad jeg taler
Her løfted han Armen, og jeg, som gav Agt,
Jeg svared, med Haanden paa Hjertet lagt:
Som Deres Majestæt befaler!
Velan blev han ved da sidste Gang,
I Kampen för Slesvig, Kartoverne flang,
Var det Jylland, som Tornet afbøded;
Maar næste Gang nærmer sig Krigens Ravn,
Da gjelder det Sjælland og Kjøbenhavn,
Dens Volde mane tage mod Stødet.
Thi sørg for, at snart en Befæstning I faaer,
Der kan holde font Thyras i tusinde Aar,
Og til Kampen forsyn Arsenalet!
Lad i Vaaben fig øve den unge Soltat,
Jeg Selv en Reserve Jer holder parat,
Og hermed nu Gud befalet!
Her spored Rong Fredrik sin sneehvide Hest,
Han dreied omkring, og i Mulm og Blæst
Foer han bort med sin væbnede Skare.
Fjernt paa Marken for Diet som Skygger de svandt,
Dog hørtes endnu fra den samme Rant
Salutskud til en Fanfare.
I et Taageflor hylled fig Fælleden ind,
Kun ven, Jagtveien Maanen sit flygtige Skin
Paa en eenlig Rytter nu kasted.
Hoit af Vinden bares hans Kappe op,
Og hans hvide Ganger i ftrakt Galop
Hen mod Veien til Roeskilde hasted.
Men ellers var rundtom det tomt og dødt,
Af ingen Lyd blev mit Øre mødt,
Der var intet Spor af Revuen;
Som en susende Vind var den dragen forbi,
Og eensom að Fælledens natlige Sii
Jeg vandrede hjemad til Byen.

Fr. Paludan-Müller.

« ForrigeFortsæt »