Billeder på siden
PDF
ePub

(Summardái), blaae Fioler (Bálkolla) og mange andre nydelige Markblomster. Steenpikkeren (Stejnstólpa) flagrer fra Steen til Steen og synger saa mildt og venligt, paa denne Aarstid ogsaa midt om Natten; i Agerrenerne kan man ogsaa finde Horsgøgen (Myrusnípa), nikkende og kvækkende, af Glæde over de mange Regnorme og andre Smaakryb, hvoraf ter er Overflødighed. Udenfor Bøen, det dyrkede Land, er Jordbunden fordetmeste deels Myr (Mosebund), deels Steen; men paa denne fugtige Bund vorer Græs og Blomster saa frodigt, at Fjeldene ind mod Dalene næsten altid have et smilende, venligt Udseende, ligetil den graae Steenhelle paa Toppen, i hvis Revner og kløfter der ligge Levninger af Vinterens Snee ved Høisommers Tid, gjør al Plantevært umulig. Omkring Thorshavn ere Fjeldene nu ikke saa høie; men paa Varden, et Punct, der brugtes til Udkigssted i gamle Dage, vare vi dog saa høit tilveirs, at vi, ved at vende os mod SO., faae Thorshavn langt nede, og Udsigten over en Deel af Strømø, Østers, Naalsø, Sandø, Kolter, Hest og i det Fjerne Syderø, Alt omkrandset af det uendelige Hay, var saa henrivende skjøn i den drømmende Aftenbelysning, at man ikke kan tænke sig et deiligere Syn. Henimod Aften vandrede vi ned igjen til Thorshavn, hvor Folk nu vare blevne ret lystige, og vi vare saa heldige at see den gamle, ægte Nationaldands opført af en heel Mængde Gutter og Piger i en stor Stue. Dandsen, som er en Runddands, bestaaende i 3 Trin frem og 1 tilbage, er snart langsom og høitidelig, snart munter og overgiven. De Dandsende synge altid til, og Dandsemelodierne ere for største Delen gamle Kæmpevisetoner. Her dandsedes for Dieblikket efter Óluvu kvæði, hvis første Vers jeg tillader mig at anføre som Prøve paa Sproget; Melodien er bekjendt fra Plougs "Slaget ved Slesvig."

--

Góða skemtun gera skål,

Hvår eg gengi í dans,
kvöði um Kong Pipping

Og Óluvu, dottur hans.

Omkvæde:

Stígum fast á várt golv!

Spàrum ei vár skó!

Gud man ráða, hvàr vàr drekkum
onnur jól.

P. A. Holm.

Et Mode.

evuen i Dyrehaven var endt,

Fra Skuet var hjem jeg ved Aften vendt,
Jeg nærmed mig Østerfælled;

Det var fildig i Høst og Maaneskin,
Regnskyer drev for den susende Vind,
Og Strandveiens Trætoppe helded.

Da jeg Vibenshuus var kommen forbi,
Forlod jeg den alfare flagne Sti
Og ind over Fælleden skraaede.

Der hørte jeg hvirvlende Trommer i Syd,
Og længere hen mig en dæmpet Lyd
Af Trompeter og Jægerhorn naaede.

Jeg lytted og standsed, som bedst jeg gik,
Og stirrende fremad með spændte Blik,
Thi Skyer just Maanen tilslørte:
Jeg skimted nu tydelig Heste og Mænd,
Der fjernt gjennem Taagen bevæged sig hen,
Og i sluttede Rækker sig rørte.

Hvordan! udbrød jeg: Manoeuvre paany!
Her holder saagar man i Mørket Revue,
Mens Maanen nedsmiler til Kampen;

Dog knap var det sagt, før en Salve der lød,
Og da jeg mig dreied omkring hvor de skød,
Da hørte jeg Hestetrampen.

Hen over den nedtraadte, fugtige Jord

En Rytterskare som Vinden foer,

Med en enkelt Rytter i Spidsen.

Han styred mod Veiskjellet Gangerens Løb, Og klart thi just Luna nu tabte sit Svøb Jeg saae ham fra Foden til Issen.

Det var en spinkel, en tynd Figur,

Men rank han sad i den røde Mondur,

Og lyseblaa skinned Rabatten;

Ned over hans Skulder faldt Regnkappen lang, Langs Garderburerne Pallasken hang,

Og en Fjerbust nikked fra Hatten.

Trods hans skarpe Træk og hans Alvorsblik,
Mig Synet lige til Hjertet gif,

Med Erindringens Fryd det mig glædte;
Just saadan jeg saae i min Ungdomsvaar,
Paa fin hvide Ganger, med hvide Haar,
Vor gamle Kong Fredrik den Sjette.

[graphic][merged small]

Jeg retted mig atter med Hat i Haand,
Og mildt nu mæled Kong Fredriks Aand
Med en klangløs men tydelig Stemme :
Hver gaaer det i Danmark, du danske Mand?
Er der Krig eller Fred i vort Fædreland,
Og holder man sammen derhjemme?

Forvirret, og tvivlraadig som jeg var,
Gav ei paa det sidste Spørgsmaal jeg Svar,
Men gjorde for Krigen ham Rede:

Jeg fortalte om Spillet med Preussens Frits,
Om Kampen ved Slesvig og Frederits,
Og Slaget paa Idsted Hede.

Imedens jeg talte, Kong Fredriks Blik
Et varmt og straalende Udtryk fik;
Han vendte sig rask paa sin Fole,
Og til Følget med Fyrighed sagde han:
For det Officererne takke vi kan,
Der dannede blev i min Skole.

En Bifaldsmumlen fra Følget lød,

De tause Ryttere Tausheden brød,
Man hvisked paa alle Kanter.

Men atter mod mig dreied Kongen fig om,
Og atter en Dødens Dvale paakom
De dødsstille Adjutanter.

Min Ven! tog til Orde Kong Fredrik vaany:
Mig kjært er at høre, her ved min Nevue,
At Seiren de Danske tilsmiler;

Men fremmes nu ogsaa til Rigets Gavn
Befæstningsværket om Kjøbenhavn? -
det hviler.

Nei, det

[ocr errors]

jeg gjensvared

Det hviler! med Iver brød Kongen ud:
Vil atter de vente, til Fjendens Skud
Har i Gruus lagt dem By og Kirke?
Strar Haanden paa Værket de lægge bør!

Det knap er de Døde, som hvile tør,
De Levende bør det at virkę.

[blocks in formation]

Velan

[ocr errors]

blev han ved da sidste Gang,

I Kampen för Slesvig, Kartoverne klang,
Var det Jylland, som Tørnet afboded;
Naar næste Gang nærmer sig Krigens Ravn,
Da gjelder det Sjælland og Kjøbenhavn,
Dens Volde maae tage mod Stødet.

Thi sørg for, at snart en Befæstning I faaer,
Der kan holde som Thyras i tusinde Aar,
Og til Kampen forfyn Arsenalet!

Lad i Vaaben sig øve den unge Soldat,
Jeg Selv en Reserve Jer holder parat,
Og hermed nu Gud befalet!

Her srored Kong Fredrik sin sneehvide Hest,
Han dreied omkring, og i Mulm og Blæst

Foer han bort med sin væbnede Skare.

Fjernt paa Marken for Diet som Skygger de svandt,
Dog hørtes endnu fra den samme Kant

Salutskud til en Fanfare.

I et Taageflor hylled sig Fælleden ind,

Kun ved Jagtveien Maanen fit flygtige Skin

Paa en eenlig Rytter nu kasted.

Høit af Vinden bares hans Kappe op,

Og hans hvide Ganger i strakt Galop
Hen mod Veien til Roeskilde hasted.

Men ellers var rundtom det tomt og dødt,
Af ingen Lyd blev mit Øre mødt,

Der var intet Spor af Revuen;

Som en susende Vind var den dragen forbi,
Og eensom ad Fælledens natlige Sti

Jeg vandrede hjemad til Byen.

Fr. Paludan-Müller.

« ForrigeFortsæt »