(Summardái), blaae Fioler (Bálkolla) og mange andre nydelige Markblomster. Steenpikkeren (Stejnstólpa) flagrer fra Steen til Steen og synger saa mildt og venligt, paa denne Aarstid ogsaa midt om Natten; i Agerrenerne kan man ogsaa finde Horsgøgen (Myrusnípa), nikkende og kvækkende, af Glæde over de mange Regnorme og andre Smaakryb, hvoraf ter er Overflødighed. Udenfor Bøen, det dyrkede Land, er Jordbunden fordetmeste deels Myr (Mosebund), deels Steen; men paa denne fugtige Bund vorer Græs og Blomster saa frodigt, at Fjeldene ind mod Dalene næsten altid have et smilende, venligt Udseende, ligetil den graae Steenhelle paa Toppen, i hvis Revner og kløfter der ligge Levninger af Vinterens Snee ved Høisommers Tid, gjør al Plantevært umulig. Omkring Thorshavn ere Fjeldene nu ikke saa høie; men paa Varden, et Punct, der brugtes til Udkigssted i gamle Dage, vare vi dog saa høit tilveirs, at vi, ved at vende os mod SO., faae Thorshavn langt nede, og Udsigten over en Deel af Strømø, Østers, Naalsø, Sandø, Kolter, Hest og i det Fjerne Syderø, Alt omkrandset af det uendelige Hay, var saa henrivende skjøn i den drømmende Aftenbelysning, at man ikke kan tænke sig et deiligere Syn. Henimod Aften vandrede vi ned igjen til Thorshavn, hvor Folk nu vare blevne ret lystige, og vi vare saa heldige at see den gamle, ægte Nationaldands opført af en heel Mængde Gutter og Piger i en stor Stue. Dandsen, som er en Runddands, bestaaende i 3 Trin frem og 1 tilbage, er snart langsom og høitidelig, snart munter og overgiven. De Dandsende synge altid til, og Dandsemelodierne ere for største Delen gamle Kæmpevisetoner. Her dandsedes for Dieblikket efter Óluvu kvæði, hvis første Vers jeg tillader mig at anføre som Prøve paa Sproget; Melodien er bekjendt fra Plougs "Slaget ved Slesvig." -- Góða skemtun gera skål, Hvår eg gengi í dans, Og Óluvu, dottur hans. Omkvæde: Stígum fast á várt golv! Spàrum ei vár skó! Gud man ráða, hvàr vàr drekkum P. A. Holm. Et Mode. evuen i Dyrehaven var endt, Fra Skuet var hjem jeg ved Aften vendt, Det var fildig i Høst og Maaneskin, Da jeg Vibenshuus var kommen forbi, Der hørte jeg hvirvlende Trommer i Syd, Jeg lytted og standsed, som bedst jeg gik, Hvordan! udbrød jeg: Manoeuvre paany! Dog knap var det sagt, før en Salve der lød, Hen over den nedtraadte, fugtige Jord En Rytterskare som Vinden foer, Med en enkelt Rytter i Spidsen. Han styred mod Veiskjellet Gangerens Løb, Og klart thi just Luna nu tabte sit Svøb Jeg saae ham fra Foden til Issen. Det var en spinkel, en tynd Figur, Men rank han sad i den røde Mondur, Og lyseblaa skinned Rabatten; Ned over hans Skulder faldt Regnkappen lang, Langs Garderburerne Pallasken hang, Og en Fjerbust nikked fra Hatten. Trods hans skarpe Træk og hans Alvorsblik, Med Erindringens Fryd det mig glædte; Jeg retted mig atter med Hat i Haand, Forvirret, og tvivlraadig som jeg var, Jeg fortalte om Spillet med Preussens Frits, Imedens jeg talte, Kong Fredriks Blik En Bifaldsmumlen fra Følget lød, De tause Ryttere Tausheden brød, Men atter mod mig dreied Kongen fig om, Min Ven! tog til Orde Kong Fredrik vaany: Men fremmes nu ogsaa til Rigets Gavn Nei, det jeg gjensvared Det hviler! med Iver brød Kongen ud: Det knap er de Døde, som hvile tør, Velan blev han ved da sidste Gang, I Kampen för Slesvig, Kartoverne klang, Thi sørg for, at snart en Befæstning I faaer, Lad i Vaaben sig øve den unge Soldat, Her srored Kong Fredrik sin sneehvide Hest, Foer han bort med sin væbnede Skare. Fjernt paa Marken for Diet som Skygger de svandt, Salutskud til en Fanfare. I et Taageflor hylled sig Fælleden ind, Kun ved Jagtveien Maanen fit flygtige Skin Paa en eenlig Rytter nu kasted. Høit af Vinden bares hans Kappe op, Og hans hvide Ganger i strakt Galop Men ellers var rundtom det tomt og dødt, Der var intet Spor af Revuen; Som en susende Vind var den dragen forbi, Jeg vandrede hjemad til Byen. Fr. Paludan-Müller. |