Billeder på siden
PDF
ePub

dog ikke gjort stor Nytte; i 1808 blev den aldeles ødelagt af en engelft Drlogsslup, og Ranonerne fastede ned i Søen, uden at den danske Amtmand vovede at løsne et eneste Skud. Nu har man da i hvert Fald den Fordeel af Skandsen, at man kan faae en smuk Spadseretour ved at gaae derud, og Amtmanden, der er Commandant, har en heel Deel raske unge Jægere, som skulle gjøre Tjeneste deroppe, men ogsaa funne bruges til Roerkarle, ja stundom anvendes til al Slags huuslig Gjer: ning. Husene i Thorshavn ere ligesom overalt paa Færøerne byggede af Træ, tjærede udvendig og fordetmeste tækkede med Grønsvær. Naar man har vænnet fig lidt til at see paa disse Smaahuse, finder man dem meget nette, og det grønne Tag, som staaer bedækket med Markblomster, frembyder et saa venligt Syn, at man nødvendigviis maa synes godt om det. Inde i Husene maa man altid befinde sig vel, da der er luftigt og hyggeligt, og man bliver allevegne godt modtaget. Men dette gjælder rigtignok mere om Landet end om Thorshavn; thi Thorshavns Indbyggere ere for en stor Deel fattige Fiskere og Dagleiere, hvis Bolig er mørk og fuld af Røg og utæt mod Regn og Vind. Røgstuen, det ægte færøiske Værelse, træffer man nu fun sjælden i Thorshavn; det er en lang Stue, med Leergulv, uden Loft, men oven i Taget er der en firkantet Klap til at skyde op og træffe ned; den faldes ”Ljóvari", og igjennem den og den aabnede Dør gaaer Nøgen ud, ligesom Lyset alene fommer ind ad denne Vei, da der intet Vindue er. I enden af Stuen er der et Arnested af Steen (grúgva, paa Dansk "Gru” "Gru-kjedel”), og paa Siderne ere Sengene anbragte som faste Røier i Væggen; den sorte Jernlampe hænger fra Loftet midt ned i Stuen. Du gyser, min danske Læser, og tænker, at det dog maa være et grueligt Opholdsted, usundt, lunge- og sienfordærvende; men jeg kan forsikfre Dig, at de Folf, som ere fødte i disse Nøgstuer, de kunne raabe omkap med Stormen, de kunne grant skjelne Hvalen i Havet et Qvarteer, førend Du og jeg kan sine det mindste Punct. Og naar nu' om Vinter-Aftener hele Husets Befolk: ning er beskjæftiget, hver med sin Gjerning, da er der Liv i Røgstnen; thi Skoi-Rokkene snurre, og Karterne skratte; og der er poetist, uendelig ffjønt i Røgstuen, naar den gamle, fkjæggede Mand med det hvide Haar fortæller gamle Sagn, og Lampens matte Sfin oplyser -de brune, blomstrende Gutte- og Pige - Ansigter, der lytte med spændt Opmærksomhed. Jeg haaber, at jeg ikfe sætter Taalmodigheden paa en altfor stor Prøve, naar jeg udbeder mig opmærksomhed for et af de mange smukke, ofte vidunderlig dybsintige Sagn, som endnu leve blandt Færingerne og kaste et poetist Skjær over Fjeldbondens hele liv, saa

[graphic]

han næsten aldrig synker ned til den sløve Materialisme, der desværre er almindelig hos Bonden her i Danmark. Jeg vil fortælle Sagnet om "Gívrinar hol” paa Sandø. "f Fjeldskraaningen vesten for "Sandsbigo” paa Sandø er et stort Hul ned i Jorden, som kaldes "givrinar hol”; dernede boer der en Troldkone. Der gaaer det Sagn, at en Mand fra Sandsbygden gik ned i Hullet for at finde Heren. Hun stod og malede Guld paa en Kværn; et lille Barn sad inde hos hende og legede med en Guldklump. Kjællingen var blind; Manden gik sagtelig hen til Kværnen og tog Noget af Guldet til fig, som hun stod og malede. Hun hverken saae eller hørte Noget til ham; men sagde dog: enten er det Musen, som maler, eller Tyven, som stjæler, eller ogsaa gaaer Kværnen ikke ret. Manden ilede nu fra hende, tog Guldklumpen fra Barnet og slog det i Hovedet, saa det gav sig til at græde høit. Nu sprang den Gamle op og havde ondt i Sinde; hun famlede efter ham omkring i hele Hulen, men da var han sluppet op af Hullet og var galopperet hjem med Guldet. Heren kunde ifke finde ham, og hun raabte derfor efter sin Naboerste, fortalte hende om fin Vaande og bad hende hjælpe sig at tage Tyven. Hun var iffe seen tilbeens, ffrævede tværs over Vandet, hvor hendes Spor endnu sees i Stenen, hvert paa fin Side Vandet; te faldes Troltkonens Spor. Men Manden slap fra hende, indtil han kom til Volismýr; da var hun faa nær, at hun naaede at gribe fat om Halen paa Hesten, og hun slap den ikke. Manden jagede da saa stærkt paa Hesten, at den sprang et Sæt frem; men Halen sledes af, fordi Heren blev staaende faft. Nu kastede Manden sig frem over, og var saa heldig, at han i det samme Dieblik fik Kirken at see; men da var Heren ikfe istand til at gjøre ham noget Ondt, og saaledes maatte hun vende hjem igjen. Ond hores det over "givrinar hol”, hvorledes den gamle, blinde Her maler Guld nede i den dybe Hule.” Af slige Sagn og Fortællinger om Huldefolk, Nisser, Marrer osv. findes der en stor Mængde, og det er just om Vinteraftnerne i Røgstuen, at Fortællingen rigtig gaaer for sig, og naar det da lider ud mod Natten, og lampen i enkelte Blus samler sin hendøende Lue, og Stormen hviner og piber og rusker i Huset, saa det vakler fra den ene Side til den anden – ja, da kan det vel hænde, at mangen En føler Haarene reise fig paa Hovedet, og ikke tør vende fine Dine bort fra Fortællerens eller Fortællersfens Læber. Men Færingen veed ret vel, at den, "som rätt kan läsa sitt fadervår, han rädds hvarken fan eller trollen”, og derfor glemmer han sjælden, ved Korsets Tegn og en gudfrygtig Bøn at hente Lysets Kraft mod al Frygt for Mørke og Spøgeri og Troldtøi. Nu begynde imidlertid Røgstuerne

desværre at blive sjældnere, selv paa landet. Med Fortællingen om Røgftuerne og Sagnet fra Sandø er Veien gaaet fra Skandsen ned til Byen igjen: her finde vi en stor Mængde Mennesker forsamlede, fra alle Landets Egne, og det er heldigt; thi saaledes kan man paa een Gang faae et overblik over den ikke ringe Forskjel i Characteer, Sprog og Dragt, som hersker blandt de forskjellige Ders Beboere. Der komme to Norderinger og imøde: de hoppe i Sæt op ad den noget bratte Skraaning, der fører til Skandseveien. Det er høie, velskabte Folk, med brune, fjønne Anfigter, hvori Hjertelighed og Troffab og Sindighed er tydelig afmalet. Deres Dragt er Færingernes almindelige Høititsdragt, nemlig en stor, sort Frakke, uden Rrave og Opslager; den naaer til Fødderne og kaldes sjöstúka; de have forte Knæburer, blaae Strømper og guult barkede Lammeskinds Sko, der bindes fast ved Tvinger op ad Smalbenene. Paa Hovedet have de en Vadmels Hue, uden Skygge, der sidder bøiet kjækt forover. ude ved Thinganès, hvor den kongelige Handelskramboð er, konrmer just nu en Seræring (som roes af 12 Mand) roende til; han er kommen fra Hvalbó paa Syderø for at deeltage i Olai-Stadsen, som er begyndt idag. St. Olafs Dag (Ólafsöka. 29. Juli) bliver nemlig feiret med Gudstjeneste, Thing og en stor auto-da-fe .af Ravne-, Rrage-, Falfes og Maage-Næb til Rædsel og Skræf for Ligefindebe, som kunde have lyst til at hakke Dinene ud paa Lammene eller flyve bort med en Rylling. Hvilken deilig Fart dog den lange, skarpe Baad ffyder! Som en Kniv gjennemskjær den Bølgerne; ingen anden Slags Baade fan roe saa uendelig hurtig som de færøiske, og intet Fartøi kan bedre begaae sig i den høie Sø end disse tynde, lange Joller, som langt fra fee søstærke ud. Nu lander Baaden ved den flade Helle paa Thingenæsset; Roermændene springe let og sikkert op paa de glatte Stene; det er raske Folk, klædte i brune Uldkofter. Der viser sig strar en paafaldende Forsfjel mellem disse Syderinger og Norderingerne, som vi møtte før: de ere mindre og tættere af Bygning, Haaret er mørkere, og deres Tale og Adfærd langt livligere og hurtigere. De stamme rimeligviis ikke ublandet fra de udvandrede Nordmænd som de Andre; men der er fremmed Blod i deres Aarer. Deres Hjem er ogsaa en mildere, frugtbarere Ø, end Norderingernes skarpe, takfede Fjelde, imellem hvilke der ikke er Dale, men Kløfter og dybe Indsænkninger, hvor gjennem en brusende Elv iler haftigt mod Havet. Paa Fjeldets Skraaning har Bonden bygget fit Huus og dyrker med stort Besvær et lille Stykke Byg; Syderingen boer mildt i læ af Fjeldene, imellem deilig grønne Marker og frugtbare Agre: dette bidrager ogsaa til at gjøre ham lystig og kvik, medens Nordes

[ocr errors]

ringen er alvorlig og noget tungsindig. Paa Thingenæsset have nu nogle af vore Syderinger leiret sig for at holde Maaltid, medens andre ere gaaede ind i Kramboden for at faae en Snaps og noget Tobak til Vederkvægelse efter den lange og farlige Fart over Syderø - Fjorden. Jeg vil ønske Dig, min danske landsmand, at Du kunde deeltage i dette fimple Maaltid; thi saa maatte Du baade have sunde Fordøielsesredskaber og stærke Tænder: uden disse Egenskaber maatte Du gaae fyg eller. sulten derfra, med dem vil Du finde Dig uendelig vel tilpas ved at spise det friske, hvide Bygbrød og fede, vindtørrede Lammekjød (skerpuköt) dertil, og den friske, stærke Luft vil forøge Dit Velvære, og de roligt rullende Bølger ville gjøre den samme Virkning som den mest henrivende Taffelmusik. Vi overlade nu Syderingerne til deres sunde Maaltid og muntre Samtale og begive os fra Thingenæsset op til vor Bolig paa Reynið, da vi maae ind og skifte Fodtøi, førend vi begive og paa den lille udflugt, vi have bestemt at gjøre her i den nærmeste Omegn. Det er nemlig ikke muligt at færdes paa Færøerne i danske Støvler eller Sko, da man saa ofte maa hoppe omkring paa skarpe Stene eller langs steile Sfrænter, hvor man nødvendig maa kunne holde fast med Foden, hvilket fun lader fig gjøre i de bløde Skindsko, der tillade Fodsaalen at bevæge sig med hele fin naturlige Bøielighed. Saa tage vi da vore Kalveskindssko paa og begive os ud af Byen, idet vi gaae langs med Thorshavns - Bugtens vestlige Arm, som kaldes Vester-Vaag. Her er Strandkanten overalt høi og fuld af store Stene; og da Bagsiden af Husene paa Reynið vender herud imod, er man jevnlig omgiven af Askehobe (öskudungar) og Møddinger (köstar), medens ogsaa hist og her en Røn eller Hvann (Angelica) ræffer fit Hoved op over Havegjerdet. Lidt udenfor Byen ligger Kirken; den er af Træ, smuk og rummelig, tækket med Skifer og prydet med et Spiir. Kirken har et ret godt lille Orgel. Omkring Thorshavn hæver Landet sig jevnt til lave Fjelde, bag hvilke de høiere Toppe, f. Er. Skålingur, vise sig i det Fjerne; men Naturen er ikke her, som paa mange andre Steder paa Færøerne, en ffjon og tiltalende Blanding af det Blide og Barske, det Yndige og Vældige, uendelig grønne, smilende Marker i Læ af de høie, alvorlige Fjelde. Jordsmonnet omfring Thorshavn er fattigt: mellem mægtige Rampestene er der dyrket et lille Stykke Jord, snart med Byg, snart med Kartofler eller Roer; undertiden er den nøgne Steen betæffet med et Stykke Græstørv, i hvis Muldside der er saaet lidt Korn, faa selv den golde Klippe ved Menneskets Flid bærer blomstrende Ar. Paa de Stuffer, der ere udlagte til Græs for at faae Foder til Køerne om Vinteren, vore smukke, gule Rabbeleier (Sölja), hvide Tusindpiber

« ForrigeFortsæt »