dog ikke gjort stor Nytte; i 1808 blev den aldeles ødelagt af en engelsk Orlogsslup, og Kanonerne kastede ned i Søen, uden at den danske Amtmand vovede at løsne et eneste Skut. Nu har man da i hvert Fald den Fordeel af Skandsen, at man kan faae en smuk Spadseretour ved at gaae derud, og Amtmanden, der er Commandant, har en heel Deel raske unge Jægere, som skulle gjøre Tjeneste deroppe, men ogsaa kunne bruges til Roerkarle, ja stundom anvendes til al Slags huuslig Gjer= ning. Husene i Thorshavn ere ligesom overalt paa Færøerne byggede af Træ, tjærede udvendig og fordetmeste tækkede med Grønsvær. Naar man har vænnet sig lidt til at see paa disse Smaahuse, finder man dem meget nette, og det grønne Tag, som staaer bedækket med Markblomster, frembyder et saa venligt Syn, at man nødvendigviis maa synes godt om det. Inde i Husene maa man altid befinde sig vel, da der er luftigt og hyggeligt, og man bliver allevegne godt modtaget. Men dette gjælder rigtignok mere om Landet end om Thorshavn; thi Thorshavns Indbyggere ere for en stor Deel fattige Fiskere og Dagleiere, hvis Bolig er mørk og fuld af Røg og utæt mod Regn og Vind. Røgstuen, det ægte fær= øiske Værelse, træffer man nu kun sjælden i Thorshavn; det er en lang Stue, med Leergulv, uden Loft, men oven i Taget er der en fiirkantet Klap til at skyde op og trække ned; den kaldes "Ljóvari", og igjennem den og den aabnede Dør gaaer Røgen ud, ligesom Lyset alene kommer ind ad denne Vei, da der intet Vindue er. I Enden af Stuen er der et Arnested af Steen (grúgva, paa Dansk "Gru” "Gru-kjedel”), og paa Siderne ere Sengene anbragte som faste Køier i Væggen; den sorte Jernlampe hænger fra Loftet midt ned i Stuen. Du gyser, min danske Læser, og tænker, at det dog maa være et grueligt Opholdsted, usundt, lunge og øienfordærvende; men jeg kan forsikkre Dig, at de Folk, sem ere fødte i disse Røgstuer, de kunne raabe omkap med Stormen, de kunne grant skjelne Hvalen i Havet et Qvarteer, førend Du og jeg kan øine det mindste Punct. Og naar nu om Vinter-Aftener hele Husets Befolkning er beskjæftiget, hver med sin Gjerning, da er der Liv i Røgstnen ; thi Skot-Rokkene snurre, og Karterne skratte; og der er poetisk, uendelig skjønt i Røgstuen, naar den gamle, skjæggede Mand med det hvide Haar fortæller gamle Sagn, og Lampens matte Skin oplyser de brune, blomstrende Gutte- og Pige-Ansigter, der lytte med spændt Opmærksomhed. Jeg haaber, at jeg ikke sætter Taalmodigheden paa en altfor stor Prøve, naar jeg udbeder mig Opmærksomhed for et af de mange smukke, ofte vidunderlig dybfindige Sagn, som endnu leve blandt Færingerne og kaste et poetisk Skjær over Fjeldbondens hele Liv, saa

han næsten aldrig synker ned til den sløve Materialisme, der desværre er almindelig hos Bonden her i Danmark. Jeg vil fortælle Sagnet om "Givrinar hol" paa Sandø. "I Fjeldskraaningen vesten for "Sandsbigd” paa Sandø er et stort Hul ned i Jorden, som faldes "gívrinar hol"; dernede boer der en Troldkone. Der gaaer det Sagn, at en Mand fra Sandsbygden gik ned i Hullet for at finde Heren. Hun stod og malede Guld paa en Kværn; et lille Barn sad inde hos hende og legede med en Guldklump. Kjællingen var blind; Manden gik sagtelig hen til Kværnen og tog Noget af Guldet til fig, som hun stod og malede. Hun hverken faae eller hørte Noget til ham; men sagde dog: enten er det Musen, som maler, eller Tyven, som stjæler, eller ogsaa gaaer Kværnen ikke ret. Manden ilede nu fra hende, tog Guldklumpen fra Barnet og slog det i Hovedet, saa det gav sig til at græde høit. Nu sprang den Gamle op og havde ondt i Sinde; hun famlede efter ham omkring i hele Hulen, men da var han sluppet op af Hullet og var galopperet hjem med Guldet. Heren kunde ikke finde ham, og hun raabte derfor efter fin Naboerske, fortalte hende om sin Vaande og bad hende hjælpe sig at tage Tyven. Hun var ikke seen tilbeens, skrævede tværs over Vandet, hvor hendes Spor endnu sees i Stenen, hvert paa fin Side Vandet; de kaldes Trolkkonens Spor. Men Manden slap fra hende, indtil han kom til Volismýr; da var hun saa nær, at hun naaede at gribe fat om Halen paa Hesten, og hun slap den ikke. Manden jagede da saa stærkt paa Hesten, at den sprang et Sæt frem; men Halen sledes af, fordi Heren blev staaende fast. Nu kastede Manden sig frem over, og var saa heldig, at han i det samme Dieblik fik Kirken at see; men da var Heren ikke istand til at gjøre ham noget Ondt, og saaledes maatte hun vendehjem igjen. End hores det over "givrinar hol", hvorledes den gamle, blinde Her maler Guld nede i den dybe Hule." Af slige Sagn og Fortællinger om Huldefolk, Nisser, Marrer osv. findes der en stor Mængde, og det er just om Vinteraftnerne i Røgstuen, at Fortællingen rigtig gaaer for fig, og naar det da lider ud mod Natten, og Lampen i enkelte Blus samler fin hendøende Lue, og Stormen hviner og piber og rusker i Huset, saa det vakler fra den ene Side til den anden ja, da kan det vel hænde, at mangen En føler Haarene reise sig paa Hovedet, og ikke tør vende fine Dine bort fra Fortællerens eller Fortællerskens Læber. Men Færingen veed ret vel, at den, "som rätt kan läsa sitt fadervår, han rädds hvarken fan eller trollen", og derfor glemmer han sjælden, ved Korsets Tegn og en gudfrygtig Bøn at hente Lysets Kraft mod al Frygt for Mørke og Spøgeri og Troldtøi. Nu begynde imidlertid Røgstuerne

desværre at blive fjældnere, selv paa Landet. Med Fortællingen om Røgstuerne og Sagnet fra Sandø er Veien gaaet fra Skandsen ned til Byen igjen: her finde vi en stor Mængde Mennesker forsamlede, fra alle Landets Egne, og det er heldigt; thi saaledes kan man paa een Gang faae et Overblik over den ikke ringe Forskjel i Characteer, Sprog og Dragt, som hersker blandt de forskjellige Ders Beboere. Der komme to Norderinger os imøde: de hoppe i Sæt op ad den noget bratte Skraaning, der fører til Skandfeveien. Det er høie, velskabte Folk, med brune, kjønne Ansigter, hvori Hjertelighed og Troskab og Sindighed er tydelig afmalet. Deres Dragt er Færingernes almindelige Høitidsdragt, nemlig en stor, sort Frakke, uden Krave og Opslager; den naaer til Fødderne og kaldes sjöstúka; de have forte Knæburer, blaae Strømper og guult barkede Lammeskinds Sko, der bindes fast ved Tvinger op ad Smalbenene. Paa Hovedet have de en Vadmels Hue, uden Skygge, der sidder bøiet kjækt forover. Ude ved Thinganès, hvor den kongelige Handelskrambod er, kommer just nu en Seræring (som roes af 12 Mand) roende til; han er kommen fra Hvalbó paa Syderø for at deeltage i Olai-Stadsen, som er begyndt idag. St. Olafs Dag (Ólafsöka. 29. Juli) bliver nemlig feiret med Gudstjeneste, Thing og en stor auto-da-fe af Ravne-, Krage, Falke og Maage-Næb til Rædsel og Skræk for Ligesindede, som kunde have Lyst til at hakke Dinene ud paa Lammene eller flyve bort med en Kylling. Hvilken deilig Fart dog den lange, skarpe Baad skyder! Som en Kniv gjennemskjær den Bølgerne; ingen anden Slags Baade kan roe saa uendelig hurtig som de færøiske, og intet Fartøi kan bedre begaae sig i den høie Sø end disse tynde, lange Joller, som langt fra see søstærke ud. Nu lander Baaden ved den flade Helle paa Thingenæsset; Roermændene springe let og sikkert op paa de glatte Stene; det er raske Folk, klædte i brune Uldkofter. Der viser sig strar en paafaldende Forskjel mellem disse Syderinger og Norderingerne, som vi mødte før: de ere mindre og tættere af Bygning, Haaret er mørkere, og deres Tale og Adfærd langt livligere og hurtigere. De stamme rimeligvis ikke ublandet fra de udvandrede Nordmænd som de Andre; men der er fremmed Blød i deres Aarer. Deres Hjem er ogsaa en mildere, frugtbarere D, end Norderingernes skarpe, takkede Fjelde, imellem hvilke der ikke er Dale, men Kløfter og dybe Indsænkninger, hvor gjennem en brusende Elv iler haftigt mod Havet. Paa Fjeldets Skraaning har Bonden bygget fit Huus og dyrker med stort Besvær et lille Stykke Byg; Syderingen boer mildt i Læ af Fjeldene, imellem deilig grønne Marker og frugtbare Agre: dette bidrager ogsaa til at gjøre ham lystig og kvik, medens Norde=

ringen er alvorlig og noget tungfindig. Paa Thingenæsset have nu nogle af vore Syderinger leiret sig for at holde Maaltid, medens andre ere gaaede ind i Kramboden for at faae en Snaps og noget Tobak til Vederkvægelse efter den lange og farlige Fart over Syderø-Fjorden. Jeg vil ønske Dig, min danske Landsmand, at Du kunde deeltage i dette fimple Maaltid; thi saa maatte Du baade have funde Fordøielsesredskaber og stærke Lander: uden disse Egenskaber maatte Du gaae syg eller. fulten derfra, med dem vil Du finde Dig uendelig vel tilpas ved at spise det friske, hvide Bygbrød og fede, vindtørrede Lammekjød (skerpuköt) dertil, og den friske, stærke Luft vil forøge Dit Velvære, og de roligt rullende Bølger ville gjøre den samme Virkning som den mest henrivende Taffelmusik. Vi overlade nu Syderingerne til deres funde Maaltid og muntre Samtale og begive os fra Thingenæsset op til vor Bolig paa Reýnið, da vi maae ind og skifte Fodtøi, førend vi begive os paa den lille Udflugt, vi have bestemt at gjøre her i den nærmeste Omegn. Det er nemlig ikke muligt at færdes paa Færøerne i danske Støvler eller Sko, da man faa ofte maa hoppe omkring paa skarpe Stene eller langs steile Skrænter, hvor man nødvendig maa kunne holde fast med Foden, hvilket kun lader fig gjøre i de bløde Skindsko, der tillade Fodsaalen at bevæge sig med hele fin naturlige Bøielighed. Saa tage vi da vore Kalveskindssko paa og begive os ud af Byen, idet vi gaae langs med Thorshavns - Bugtens vestlige Arm, som kaldes Vester-Vaag. Her er Strandkanten overalt høi og fuld af store Stene; og da Bagsiden af Husene paa Reýnið vender herud imod, er man jevnlig omgiven af Afkehobe (öskudungar) og Møddinger (köstar), medens ogsaa hist og her en Røn eller Hvann (Angelica) rækker sit Hoved op over Havegjerdet. Lidt udenfor Byen ligger Kirken; den er af Træ, smuk og rummelig, tækket med Skifer og prydet med et Spiir. Kirken har et ret godt lille Orgel. Omkring Thorshavn hæver Landet sig jevnt til lave Fjelde, bag hvilke de høiere Toppe, f. Er. Skàlingur, vise sig i det Fjerne; men Naturen er ikke her, som paa mange andre Steder paa Færøerne, en skjøn og tiltalende Blanding af det Blide og Barske, det Yndige og Vældige, uendelig grønne, smilende Marker i Læ af de høie, alvorlige Fjelde. Jordsmonnet omkring Thorshavn er fattigt: mellem mægtige Kampestene er der dyrket et lille Stykke Jord, snart med Byg, snart med Kartofler eller Roer; undertiden er den nøgne Steen bedækket med et Stykke Græstørv, i hvis Muldside der er faaet lidt Korn, faa selv den golde Klippe ved Menneskets Flid bærer blomstrende Ar. Paa de Stykker, der ere udlagte til Græs for at faae Foder til Køerne om Vinteren, vore smukke, gule Kabbeleier (Sölja), hvide Tufindpiber