Billeder på siden
PDF
ePub

daglige Smaakampe over Vadstena og Linkøring til Norrkøping og over Søderkøping og Skenninge tilbage til Vadstena. Alle de nævnte Steder og mange flere gik op i Luer, snart antændte af Svenskerne, snart af Danskerne. Ingensteds vilde Fjenden møde ham i aaben Mark; han skulde trættes og ødelægges ved idelige Smaatræfninger, han skulde udhungres, idet Egnene vide om hans Leirpladser forvandledes til Ørkener. Hans Fanger vilde man ikke udverle, end ikke naar han bød to for een, og ingen Undsætning kunde komme ham til Hjælp fra Danmark, skjøndt man to Gange forsøgte at sende ham en saadan. Paa alle Sider var han fuldkommen omringet. Da saae han, at han maatte gjøre sit Tilbagetog, men at dette maatte sikkres ved en Seir. Den svenske Hovedleir stod ved Kungsnorby, og den havdé 130 danske Fanger, som om faa Dage skulde skikkes op i Landet. Dem vilde Rangau befrie. Fjorten Dage efter Nyaar (1568) brød han da en Aften op fra Skenninge med ser Faner Nuttere og tusinde Skytter. Foran Leiren ved Kungsnorby gif en Bro over Motalaftrømmen, forsvaret ved et stærkt Brohoved; did sendte han Skytterne. Selv drog han med Rytterne til et lider bekjendt Vadested ved Husbyfjøl, hvor Strømmen er meget bred og har et stridt Løb. Knap to Ryttere kunde ride jævnsides, og Vandet naaede dem op i Sadlerne, men Overgangen lykkedes, da Fjenden var vildledet ved Skytternes Angreb. Uden et Øiebliks Tøven sprængte Rangau altsaa i fuld Fart mod den fjendtlige Leir, og saa bedøvet blev denne ved det uventede Angreb, at "i ställe för stöflar drogo Svenskarne stickvantar på fötterna och rände väl två milar vägs, förran de sågo tillbaka." Selve Bjelke lod fine Heste i Stikken og flygtede tilfods; Fændrikerne reve Fanerne af Stængerne for saa meget lettere at kunne frelse dem; en Mængde nedhuggedes, vore egne Fanger tilbagetoges, og foruden en hel Deel Fanger gjordes flere Faner til Bytte samt fjorten Stykker Skyts, en Mængde Krigsforraad, hvoriblandt tre Tønder Krudt, Hærens Pengekasse, hvori 40000 Mark, samt alle dens Brevskaber o. s. v. Dette Overfald er et af de snildest anlagte, kjækkest udførte og fuldstændigst lykkede, Historien kjender; men næste Eftermiddag stod Rangau atter i fin Leir. En Tid kunde han være sikker for Angreb, men ligefuldt var hans Stilling yderst mislig. Derfor brød han den 23de Januar op til fit Tilbagetog, men valgte den østre Huulvei, hvor man mindst ventede ham, og som ved konstige og naturlige Hindringer var saa farlig, at han nær havde besluttet at ødelægge fit Vogntros. Især var der en steil Klippe, belagt med speilglat Jis, over hvilken men nær aldrig havde faaet Heste, Vogne og Skyts. Allevegne vare Broerne afkastede, og i enhver Snævring var der anlagt en stærk Forhugning.

Fem saadanne havde man arbeidet sig igjennem inden næste Morgen, man stødte nu paa den sjette og værfte, og Folkene, som skulde afsøge Veien, vendte tilbage med den Efterretning, at der stod fire lignende tilbage. Da sank Hærens Mod, og de udmattede Tropper vilde vende tilbage til Skenninge. Men Rangau gav ikke efter; Sommen Sø maatte være i Nærheden, og vaa den havde han fornemmelig bygget fit Haab. Man naaede den, men den foregaaende Dag havde det regnet, og Frosten var først begyndt efter Midnat; dog var Isen netop saa stærk, at man med Anvendelse af den yderste Forsigtighed turde betroe fig til den. Den bugnede under Rytterne, men man gik dog over den og undgik saaledes den værste Deel af Huulveien uden andet Uheld, end at Isen brast under nogle faa Vogne og tre halve Slanger bagerst i Toget. De to af Slangerne fik man op igjen, men den tredie sank med de forspændte Heste paa tyve Favnes Dybde! Ved Midnat den 24de Jan. kom man til Sæby; paa de ser Miil havde man tilbragt to hele Dage og en Nat; Rytterne havde uafladelig siddet tilhest, og hverken Mennesker eller Dyr havde nydt den ringefte Hvile eller Vederkvægelse. Men Rangau var nu i Smaaland. Dermed var Faren dog ikke forbi, ei heller Kampen, men om denne maa det være nok at berette, at den kostede Svenskerne deres Overanfører, den kloge Bjelke, som overraskedes og fangedes ved Flishult. Og den 14de Febr. betraadte Nanzau atter det danske Riges Grændse ved Ulfsbæk og Ørkelljunga. Det glimrende Tog var tilendebragt, til hvilket man længe skal lede forgjæves om Magen i Historiens Aarbøger.

I det meste af et Aar blev der saa underhandlet om Fred, og for første Gang paa sjette Aar fik Rangau Leilighed til at gjensee fit Hjem og tage sine Herresæder i Besiddelse. Sine Haver og Anlæg passede han nu atter, med Slægt og Venner gjenlevede han en lykkelig Sommerfrist, og i den 21aarige Katrine v. Damme, en adelig Jomfru, der dog hverken var af rig eller fornem Slægt, fandt han sig en Brud efter fit Hjerte.

Men den huuslige Lykke var ham lige; saa lidet beskaaret, som den rolige Nydelse af hæder og Rigdom. Fredsunderhandlingerne afbrødes, og inden han endnu havde ført sin Brud for Alteret, skraldede Trompeten paany. Han ilede da tilbage til Krigen, og nu var det Varbjerg, han skulde tilbagetage. En betydelig Hær rykkede Fæstningen til Undsætning, men vilde dog ikke modtage det Slag i aaben Mark, som Rangau tilbød den. Han fortsatte da Fæstningens Beleiring af al Magt, og allerede havde han gjort saa gode Fremskridt, at man hver Dag imødesaae dens Overgivelse. Mortensdag 1569 gik han omkring for at undersøge Løbegravene. Han agtede ikke de nedregnende Kugler, og mød Aften stod han

paa en Klippe, rimeligviis den samme, fra hvilken han for fire Aar fiden havde beskudt Fæstningen, da han maatte bortfjerne fig for at vinde Seiren ved Svarteraa. Han viste Artilleristerne, hvorledes de skulde rette Skytset, hvis Virkning han vilde iagttage. Da borttog en Kugle fra Fæstningen den øverste Halvpart af hans Hoved og endte ved en brad Død en Heltebane, som var vandret med Gud og Æren for Øie, med Lykken ved Side. Dagen efter døde ogsaa den gjæve Brockenhuus, som i saa mangen en Fægtning havde ærlig hjulpet ham at gribe og at fastholde Seiren, og nu fulgte ham i Graven. En Kugle havde faaret ham i det ene Been, og Koldbrand slog sig til, som i ser Dage gjorde Ende paa Heltens Liv. Men Hæren brændte af Hævn for sine Høvdinger; den fod alt rede til Storm, da Slottet overgav sig Trediedagen efter Rangaus Død; og de bortvandrede Helteskygger vare sonede. Seiren var kjøbt ved deres Blod, efter tretten Maaneder fulgte Freden den.

Heltenes Lig balsameredes, og samtidig bortførtes begge under Ledsagning af Ryttere, først til Helsingborg, og Brockenhuus siden til Fyen, hvor han havde fit Herresæde, men Rangau til Westensee, hvor hans Forældre hvilede. Hertug Adolf, det holsteenske Ridderskab 'samt Afsendinger fra Lybek bivaanede hans Sørgefærd, der udmærkede sig ved fyrstelig Pragt, ved dybtfølt og almindelig Sorg. Henrik Rangau lod ham opreise et prægtigt Gravmæle, prydet med hans Billedstøtte, men dette tilintetgjordes et Par Menneskealdre senere af Torstenssons vilde Horder. Mindesmærket, som han selv indgrov i Folkets Hjerte som i Tidens Krønike, har dog overlevet Marmormindet og skal trodse de kommende Hundredaar.

Fred. Barfod.

En Dag i Thorshavn.

om nu op og see Færøerne!" raabte Styrmanden ned til os i Kahytten, hvor vi just havde givet os til at nyde vor solide Frokost, i Selskab med vor fortræffelige, muntre Kaptein, der med ægte kansk Sømands-Lune havde forkortet os den temmelig lange Fart over Nordsøen, og ved sine djærve Vittigheder fremlokket mangen en Latter, naar

vi ellers ikke vare tilbøielige til at glæde os. Vi lagde Kniv og Gaffel og skyndte os op paa Dækket: der laae i Læ, noget henne i NV., en høi, fortgraa Klippe, mod hvis Fod Bølgerne heftig brødes, og vi kunde tydelig høre Brændingens hule Dundren i den temmelig lange Frastand, endskjøndt Søen for Bougen og Vinden i Tougene ogsaa gjorde Støi ombord i Skonnerten. Klippen, vi saae, var Skálahövði, et frem springende Forbjerg paa Sandø, hvilket er et af de første Puncter, man feer, naar man nærmer sig Færøerne fra SO. Søen gik meget høit, da vi om Natten havde havt en stiv Kuling, der i et Døgn havde ført os fra Hetland herop, og Skibet dandsede lustig op og ned ad de taarn= høie Bølger; Luften var tyk og difig, og Veiret lignede i det Hele mest en rusket Octoberdag, endskjøndt vi vare i Slutningen af Juli Maaned; store Maager kom flyvende ud til Skibet med Indbydelse fra Land, og Skarer af Lomvier og Lunder morede sig i Søen rundt omkring os: disse Fugle ere Dagdrivere, der svømme omkring og dovne, medens deres mere flittige Slægtninger have travlt med at passe deres Hjem og udruge deres Æg i Bjerget.

Vor høistærede Reisekammerat, som ikke havde været udenfor Danmark før, syntes, det var et grueligt Land, vi vare komne til, og havde han havt Evne, som han havde Villie, havde han sikkert kommanderet: klar til at vende, Roer i Læ! Og saa havde vi vendt Stævnen mod Sjælland igjen. Men heldigviis stod en Anden ved Roret, heldigviis for vor danske Ven; thi ellers var han kommen tilbage til Danmark med aldeles falske Forestillinger om dette lille Klippeland i Nordhavet, som man her i Danmark i Forveien kjender saa lidet til. Efterhaanden fik vi Mere af Landet at see, og Naalsøens grønnende Skraaning frembød allerede et meget venligere Skue end Skálahövdi, idet vi styrede ind gjennem Naalsø-Fjord til Thorshavn. Endelig lode vi Ankeret falde, og fortøiede Skibet ved de Jern-Ringe, der paa flere Steder ere anbragte i Klipperne, da Thorshavn just ikke altid er den sikkreste og roligste Havn, naar Sydosten sætter Søen ind fra Havet, eller Nortvinden hvinende hvirvler ned fra Fjeldene. Vor danske Ven staaer paa Dækket med Armene overfors og opspilede Dine og betragter Bygden, der ligger ligefor, og Folkene, der flekke sig omkring paa Sanden og paa Klipperne eller ile ud til Skibet i deres Baade. Jeg troer ikke, han var bleven mere forundret, om han var kommen til Otahaiti. "Skal det være en By, de forte Træhuse, der ligge hulter til bulter derinde?" Ja, det er Færøernes Hovedstad, som har fit Navn af Nordens stærke Tordengud, en ældgammel By, hvis Oprindelse gaaer tilbage til den graae Oldtid, da Fædrene

samledes her paa Thinge og øvede mangen Daad, men ogsaa mangt et Niddingsværk. I en smuk lille Firemandsfarer (en Baad, som roes af 4 Mand) roe vi iland, hen til nogle store Stene, som ere bevorede med den grønne Lang. der kaldes Vandhinde, og derfor meget glatte; men En af vore Færinger svringer rafk derop og fører os roligt og sikkert over et smalt Bræt, som er lagt fra de lavere liggende Stene til et fremspringende Klippestykke høiere oppe. Saaledes naae vi op i den høiere liggende Deel af Byen, hvor vi strar træde ind i en Gaard, der er omgiven af Træhuse. I den aabne Dør staaer der en Mand og hilser os med et hjerteligt: góðan dàg, vàl komin, valsignaður! I Gaarden og paa Tagene er der en uhyre Mængde Katte. Vor elskværdige Vert fører os ind i et smukt Værelse, hvor vi skulle have vort Qvarteer. Det er høit til Loftet, forsynet med en pyntelig Seng, smukke Stole og et Bord, og fra Vinduet har man den mest henrivende Udsigt over Øster-Vaagen til Skandsen, Østerø, Naalse-Fjord, Naalsø og det store Nordhav. Vi stille vore Sager i Orden og gjøre os det mageligt, indtil vor venlige, travle Vertinde faaer Middagsmaden færdig; thi efter Middag ville vi see os omkring i Byen og gjøre en Tour tilfjelds her i Nærheden, da Veiret er bleven til det klareste, varme Solskin, man vil ønske sig, og Havet er saa blankt som et Speil. Vort første Maaltid paa Færøerne var fortræffeligt, aldeles tilfredsstillende for en dansk Maves Fordringer, og vi begave os veltilfredse ud for at tage Staden i Øiesyn. · Gaden, hvor vi boe, er udmærket godt brolagt af vor Herre, da den haarde Steenbund bestandig er tør og god at træde paa; saaledes ere alle Gaderne; men Retningen og Breden er rigtignok i høieste Grad forskjellig, idet een Gade ligger høit, en anden gaaer tæt nede ved Stranden, een er bred, en anden saa smal, at to Mennesker neppe kunne gaae ved Siden af hinanden. Da vi vare gaaede et Stykke henad den Gade, hvori vi boe, dreiede vi tilhøire og gik nu ned ad en meget skraa Vei, til den smaleste Gyde i Byen, som kaldes "gángin"; denne fører ved en Bro over til den Deel af Byen, som ligger paa den anden Side af den Aa, der kaldes Havnará. Denne Deel af Byen er ikke saa meget bebygget som den anden; men her ere adskillige anseelige Huse, f. Er. Amtmandsboligen, der ligger høit oppe, med en skjøn Udsgi over Søen; og herfra gaaer ogsaa en smuk Spadserevei langs Thorshavns - Bugis østre Halvdeel (Østre-Vaag) til Skandfen. Denne lille Fæstning blev anlagt af Magnus Heinesøn, der i Slutningen af det 16de Aarhundrede, som djærv Sømand og indfødt Færing, havde faaet det Hverv at beskytte Færøerne mod de hyppige Sørøverier. Skandsen har

« ForrigeFortsæt »