Billeder på siden
PDF
ePub

daglige Smaafampe over Vadstena og Linkøping til Norrkøping og over Søderføping og Sfenninge tilbage til Vadstena. Alle de nævnte Steder og mange flere gif op i Luer, snart antændte af Svenskerne, snart af Danskerne. Ingensteds vilde Fjenden møde ham i aaben Mark; han skulde trættes og ødelægges ved itelige Smaatræfninger, han skulde udhungres, idet Egnene vide om hans Leirpladser forvandledes til Ørfener. Hans Fanger vilde man ikke udverle, end iffe naar han bød to for een, og ingen Undsætning funde komme ham til Hjælp fra Danmark, skjøndt man to Gange forsøgte at sende ham en saatan. Paa alle Sider var han fuldkommen omringet. Da saae han, at han maatte gjøre sit Tilbagetog, men at dette maatte siffres ved en Seir. Den svenske Hovedleir stod ved Rungsnorbe), og den havdé 130 danske Fanger, som om faa Dage sfulde frikkes op i landet. Dem vilde Ranßau befrie. Fjorten Dage efter Nyaar (1568) brød han da en Aften op fra Skenninge med sex Faner Ryttere og tusinde Skytter. Foran Leiren ved Kungsnorby gif en Bro over Motalastrømmen, forsvaret ved et stærkt Brohoved; did sendte han Skytterne. Selv drog han med Rytterne til et lider bekjendt Vadested ved Husbyfjøl, hvor Strømmen er meget bred og har et stridt løb. Knap to Ryttere kunde ride jævnsides, og Vandet naaede dem op i Sadlerne, men Overgangen lykkedes, da Fjenden var vildledet ved Skytternes Angreb. llden et Diebliks Tøven sprængte Rangau altsaa i fuld Fart mod den fjendtlige Leir, og saa bedøvet blev denne ved det uventede Angreb, at "i ftälle för stöflar drogo Svenskarne stickvantar på fötterna och rände väl två milar vägs, förran de jago tillbaka.” Selve Bjelke lod fine Heste i Stiffen og flygtede tilfods; Fændriferne reve Fanerne af Stængerne for saa meget lettere at kunne frelse dem: en Mængde nedhuggedes, vore egne Fanger tilbagetoges, og foruden en hel Deel Fanger gjordes flere Faner til Bytte samt fjorten Stykker Skyts, en Mængde Krigsforraad, hvoriblandt tre Tønder Krudt, Hærens Pengekasse, hvori 40000 Mark, samt alle dens Brevskaber o. f. v. Dette Overfald er et af de snildest anlagte, fjæffest udførte og fuldstændigst lykkede, Historien fjender; men næste Efter: miðdag stod Ranßau atter i sin leir. En Tið kunde han være sikker for Angreb, men ligefuldt var hans Stilling iyderst mislig. Derfor brød han den 23de Ianuar op til fit Tilbagetog, men valgte den østre Huulvei, hvor man mindst ventede ham, og som ved fonstige og naturlige Hindringer var saa farlig, at han nær havde besluttet at ødelægge sit Vogntros. 3fær var der en steil Klippe, belagt med speilglat Jis, over hvilken men nær aldrig havde faaet Heste, Vogne og Skyts. Allevegne vare Broerne afkastede, og i enhver Snævring var der anlagt en stærk Forhugning.

Fem saadanne havde man arbeidet sig igjennem inden næste Morgen, man stødte nu paa den sjette og værste, og Folfene, som skulde afsøge Veien, vendte tilbage med den Efterretning, at der stod fire lignende tilbage. Da sank Hærens Mod, og de udmattede Tropper vilde vende tilbage til Skenninge. Men Rangau gav iffe efter; Sommen Sø maatte være i Nær: heden, og paa den havde han fornemmelig bygget fit Haab. Man naaede den, men den foregaaende Dag havde det regnet, og Frosten var ferst begyndt efter Midnat; dog var Ijen netop saa stærk, at man med Anvendelse af den yderste Forsigtighed turde betroe fig til den. Den bugnede under Rytterne, men man gif dog over den og undgik saaledes den værste Deel af Huulveien uden andet uheld, end at Jsen brast under nogle faa Vogne og tre halve Slanger bagerst i Toget. De to af Slangerne fik man op igjen, men den tredie sank med de forspændte Hefte paa type Favnes Dybde! Ved Midnat den 24de Jan. fom man til Sæby; paa de ser Miil havde man tilbragt to hele Dage og en Nat; Rytterne havde uafladelig siddet tilhest, og hverken Mennesker eller Dyr havde nydt den ringeste Hvile eller Veberkvægelse. Men Rarpau var nu i Smaaland. Dermed var Faren dog ikke forbi, ei heller Kampen, men om denne maa det være nok at berette, at den kostede Svenskerne deres Lveranfører, den kloge Bjelke, som overraskedes og fangedes ved Flishult. Og den 14de Febr. betraadte Nangau atter det danske Niges Grændse ved Ulfsbæk og Ørkelljunga. Det glimrende Tog var tilendebragt, til hvilket man længe skal lede forgjæves om Magen i Historiens Aarbøger.

I det meste af et Aar blev der saa underhandlet om Fred, og for første Gang paa sjette Aar fif Rangau Leilighed til at gjensee fit Hjem og tage sine Herresæder i Besiddelse. Sine Haver og Anlæg passede han nu atter, med Slægt og Venner gjenlevede han en lykkelig Sommerfrist, og i den 21aarige Katrine v. Damme, en adelig Jomfru, der dog hverken var af rig eller fornem Slægt, fandt han sig en Brud efter fit Hjerte.

Men den huuslige Lykke var ham lige, jaa lidet beffaaret, som den rolige Nydelse af Hæder og Rigdom. Fredsunderhandlingerne afbrødes, og inden han endnu havde ført fin Brud for Alteret, sfraldede Trompeten paany. Han ilede da tilbage til Krigen, og nu var det Varbjerg, han ffulde tilbagetage. &n betydelig Hær rykfede Fæstningen til Undsætning, men vilde dog ikke modtage det Slag i aaben Mark, som Rangau tilbød den. Han fortsatte da Fæstningens Beleiring af al Magt, og allerede havde han gjort faa gode Fremskridt, at man hver Dag imødesaae dens Dvergivelse. Mortensdag 1569 gik han omkring for at undersøge købes gravene. Han agtede ikke de nedregnende Kugler, og mod Aften stod han

paa en Klippe, rimeligviis den samme, fra hvilken han for fire Aar fiden havde beskudt Fæstningen, da han maatte bortfjerne fig for at vinde Seiren ved Svarteraa. Han viste Artilleristerne, hvorledes de ffulde rette Skytset, hvis Virkning han vilte iagttage. Da borttog en Kugle fra Fæstningen den øverste Halvpart af hans Hoved og endte ved en brad Død en Heltebane, som var vandret med Gud og æren for Die, med Lykken ved Side. Dagen efter døde ogsaa den gjæve Brockenhuus, som i faa mangen en Fægtning havde ærlig hjulpet ham at gribe og at fastholde Seiren, og nu fulgte ham i Graven. En Rugle havde saaret ham i det ene Been, og Koldbrand slog fig til, som i fer Dage gjorde Ende paa Heltens liv. Men þæren brændte af Hævn for sine Høvdinger; den flod alt rede til Storm, da Slottet overgav sig Trediedagen efter Nangaus Død; og de bortvandrede Helteskygger vare sonede. Seiren var kjøbt ved deres Blob, efter tretten Maaneder fulgte Freden den.

Heltenes Lig balsameredes, og samtidig bortførtes begge under ledsagning af Ryttere, først til Helsingborg, og Brockenhuus fiden til Fyen, hvor han havde fit Herresæde, men Rankau til Westensee, hvor hans Forældre hvilede. Hertug Adolf, det holsteenske Nidderskab 'samt Afsendinger fra Lybek bivaanede hans Sørgefærd, der udmærkede sig ved fyrstelig Pragt, ved dybtfølt og almindelig Sorg. Henrik Rangau lod ham opreise et prægtigt Gravmæle, prydet med hans Billedstøtte, men dette tilintetgjordes et Par Menneskealdre senere af Torstenssons vilde Horder. Mindesmærket, som han selv indgrov i Folkets Hjerte som i Tidens Krønike, har dog overlevet Marmormindet og skal trodse de kommende Hundredaar.

Fred. Barfod.

En Dag i Thorshavn.

om nu op og fee Færøerne!" · raabte Styrmanden ned til og i

Kahytten, hvor vi just havde givet os til at nyde vor folide Frofost, i Selskab med vor fortræffelige, muntre Kaptein, der med ægte ťanst Sømands - Lune havde forkortet og den temmelig lange Fart over Nordføen, og ved fine djærve Vittigheder fremlokfet mangen en Latter, naar

30

og havde

vi ellers iffe vare tilbøielige til at glæde og. Vi lagde Kniv og Gaffel og ffyndte og op paa Dækket: der laae i Læ, noget henne i NV., 'en høi, sortgraa Klippe, mod hvis Fod Bølgerne heftig brødes, og vi funde tydelig høre Brændingens hule Dundren i den temmelig lange Frastand, endítjøndt Søen for Bougen og Vinden i Tougene ogiaa gjorde Støi ombord i Skonnerten. Klippen, vi saae. var Skálahövði, et fremspringende Forbjerg paa Sandø, hvilket er et af de første Puncter, man seer, naar man nærmer sig Færøerne fra SO. Søen gik meget høit, da vi om Natten havde havt en stiv Ruling, der i et Døgn havde ført og fra Hetland herop, og Sfibet dandjede lystig op og ned ad de taarnhøie Bølger; Luften var tyk og difig, og Veiret lignede i det Hele mest en ruffet Octoberdag, endskjøndt vi vare i Slutningen af Juli Maaned; store Maager kom flyvende ud til Skibet med Indbydelse fra Land, og Skarer af lomvier og kunder morede sig i Søen rundt omkring os: disse Fugle ere Dagdrivere, der svømme omkring og dovne, medens deres mere flittige Slægtninger have travlt med at passe deres Hjem og udruge deres Æg i Bjerget.

Vor høistærede Reisekammerat, som iffe havde været udenfor Danmark før, syntes, det var et grueligt Land, vi vare komne til, han havt Gvne, som han havde Villie, havde han fiffert fommanderet: klar til at vende, Roer i læ! Og jaa havde vi vendt Stævnen mod Sjælland igjen. Men heldigviis stod en Anden ved Roret, heldigviis for vor danske Ven; thi ellers var han kommen tilbage til Danmark med aldeles falske Forestillinger om dette lille Klippeland i Nordhavet, som man her i Danmark i Forveien fjender faa lidet til. Efterhaanden fif vi Mere af landet at see, og Naalsøens grønnende Skraaning frembød allerede et meget venligere Skue end Skálahövði, idet vi styrede ind gjennem Naalsø-Fjord til Thorshavn. Endelig lode vi Ankeret falde, og fortøiede Skibet ved de Jern-Ringe, der paa flere Steder ere anbragte i Klipperne, da Thorshavn just iffe altid er den siffreste og religste Havn, naar Sydoften sætter Søen ind fra Havet, eller Nordvinden hvinende hvirvler ned fra Fjeldene. Vor danske Ven staaer paa Dækket med Armene overfors og opspilede Dine og betragter Bygden, der ligger ligefor, og Folkene, der flokfe fig omkring paa Sanden og paa Klipperne eller ile ud til Sfiber i deres Baade. Jeg troer ikke, han var bleven mere forundret, om han var kommen til Otahaiti. "Skal det være en By, de forte Træhuse, der ligge hulter til bulter derinde?" Ja, det er Færøernes Hovedstad, som har fit Navn af Nortens ftærke Tordengud, en ældgammel By, hvis Oprindelse gaaer tilbage til den graae Oldtid, da Fædrene

samledes her paa Thinge og øvede mangen Daad, men ogsaa mangt et Niddingsværk. I en smuk lille Firemandsfarer (en Baad, som roes af 4 Mand) roe vi iland, hen til nogle store Stene, som ere, bevorede med den grønne Tang, der kaldes Vandhinde, og derfor meget glatte; men En af vore Færinger springer raft derop og fører og roligt og sikkert over et smalt Bræt, som er lagt fra de lavere liggende Stene til et fremspringende Klippestykke høiere oppe. Saaledes naae vi op i den høiere liggende Deel af Byen, hvor vi ftrar træde ind i en Gaard, der er omgiven af Træhuse. I den aabne Dør ftaaer der en Mand og hilser og med et hjerteligt: góðan dag, vàl komin, valsignaður! f Gaarden og paa Tagene er der en uhyre Mængde Katte. Vor elffværdige Vert fører og ind i et smukt Værelse, hvor vi skulle have vort Qvarteer. Det er høit til loftet, forsynet med en pyntelig Seng, smukke Stole og et Bord, og fra Vinduet har man den mest henrivende udsigt over Øster-Vaagen til Skandsen, Østerø, Naalse-Fjord, Naalsø og det store Nordhav. Vi stille vore Sager i Orden og gjøre og det mageligt, indtil vor venlige, travle Vertinde faaer Middagsmaden færdig; thi efter Middag ville vi see og omkring i Byen og gjøre en Tour tilfjelds her i Nærheden, da Veiret er bleven til det klareste, varme Solskin, man vil ønske sig, og Havet er saa blankt som et Speil. Vort første Maaltid paa Færøerne var fortræffeligt, aldeles tilfredsstillende for en danft Maves Fordringer, og vi begave og veltilfredse ud for at tage Staden i Diesyn. Gaden, hvor vi boe, er udmærket godt brolagt af vor Herre, da den haarde Steenbund bestandig er tør og god at træde paa; saaledes ere alle Gaderne; men Retningen og Breden er rigtignok i hoieste Grad forsfjellig, idet een Gade ligger høit, en anden gaaer tæt nede ved Stranden, een er bred, en anden saa smal, at to Mennesker neppe funne gaae ved Siden af hinanden. Da vi vare gagede et Stykke henad den Gate, hvori, vi boe, dreiede vi tilhøire og gik nu ned ad en meget fkraa Vei, til den smaleste Gyde i Byen, som kaldes "gángin”; denne fører ved en Bro over til den Deel af Byen, som ligger paa den anden Side af den Aa, der faldes Havnará. Denne Deel af Byen er ikke saa meget bebygget som den anden; men her ere adftillige anseelige Huse, f. Er. Amtmandsboligen, der ligger høit oppe, med en ffjøn udsigt over Soen; og herfra gader ogsaa en smuk Spadserevei langs Thorshavns - Bugts øjtre Halvdeel (Østre - Vaag) til Sfandsen. Denne lille Fæstning blev anlagt af Magnus Heinesøn, der i Slutningen af det 16de Aarhundrede, som diærv Sømand og indfødt Færing, havde faaet det Hverv at beskytte Færøerne mod de hyppige Sørøverier. Skandsen har

« ForrigeFortsæt »