Billeder på siden
PDF
ePub

han i Luthers Huus, ved hvis Bord han spiste, og med hvem som med Melanchton han altsaa daglig omgikkes, indtil Kirkefaderen lukkede sine Dine.

Et Aar senere (1547) forlod han Wittenberg, og atten Aar gammel blev han, i Hjemmet, ansat i Hertug Adolfs Tjeneste. Her traf han paany sammen med den lærde Henrik, og med ham besøgte han Keiserhoffet i sin stridbare Herres Følge. Omtrent i tre Aar opholdt han fig saa hos Keiser Carl, men 1550 gjorde han som Frivillig et Felttog med i Italien, hvor han snart fik den ene Ansættelse efter den anden, til han blev Høvidsmand for en Fane Landseknægte (eller hvad vi vel nu nærmest vilde kalde Batallionscommandeur), med hvilke han i en fire, fem Aar togede trindt omkring i Italien og de tilgrændsende Lande. Overalt, figer Krøniken, lagde han udmærket Mod og Tapperhed for Dagen tillige með aarvaagen Befindighed og Forsigtighed, og medens han i stedse høiere Grad vandt fine Foresattes Agtelse og Tillid, fine Undergivnes Kjærlighed og Hengivenhed, gjorde han de første store Skridt paa Erfaringens Bane og lagde den tidlige Grund til sin dybe Indsigt i Krigskunsten.

1556 nedlagde Keiser Carl Regjeringen, og nu drog Hertug Adolf hjem med baade Henrik og Daniel Nangau. Henrik gik i dansk Tjeneste, men i det Hildesheimske havde Hertug Adolf Slottet Peine med omliggende Gods i Pant. Det var langt fra hans umiddelbare Tilsyn, og ved fin Beliggenhed var der en temmelig usikker Besiddelse, som ikkun Troskab og Klogskab kunde bevare ham. Altsaa satte han Daniel til dets Befalingsmand, men overdrog ham derhos et andet Hverv, der var endnu vigtigere og besværligere: han skulde hemmelig hværve det Mandskab, hvormed Hertugen forberedte sig til den længst besluttede Krig mod Ditmarskerne. Han gjorde det gjerne og med stor Iver, thi kunde Hertug Adolf ikke glemme det Slag, af hvilket hans Fader og Farbroder med Nød og neppe, men med Skam og Skjændsel vare undflyede, saa kunde heller ikke Daniel glemme, at i det samme Slag vare fire Nangauer faldne, og da Slægten vilde tilkjøbe sig disses Lig, havde Ditmarskerne ikke villet afhænde dem: Menigmands lode de hvem faae, der vilde, men disse skulde som de øvrige halvfjerde hundrede Adelsmænd og Riddere henligge paa Marken som Rovfuglenes og Rævenes Bytte.

Hvorledes Hertug Adolf tilsidst blev nødt til at lade baade sin Brøder, Hertug Hans, og sin Brodersøn, den unge Kong Frederik, deeltage saavel i Kampen som i Byttet, behøve vi ikke her at fortælle, saa lidt som at den gamle Johan Rangau var Overanfører i Krigen, i hvilken desuden otte Ranhauer havde mere eller mindre betydelige Anførerposter, foruden at

ogfaa Daniel førte en Hovedfane. Saa det kan vel have sin Nimelighed, hvad en samtidig Historieskriver fortæller, at efter Slaget ved Meldorp, i hvilket Daniel var bleven haardt saaret, vilde Kong Frederik ikke indrømme ham Commandoen over den faldne Volfgang v. Schønewieses Regiment, "for at ikke Alt i denne Krig skulde synes at beroe paa Rangauerne samt udføres ved og igjennem dem alene." Denne Kongens Trods imod begge Hertugernes forenede Villie havde dog ingen Indflydelse paa Daniels Troskab og Tjenstiver, men han udfyldte meg Æren fin Plads, indril Heide var taget og Krigen endt.

-

"Give Gud, at jeg kunde føre et roligt Liv!" - udbrød Helten nogle Aar senere i et af fine Vennebreve; men i Følge indre og ydre Kald var og blev han dog Kriger. Efter Ditmarskens Undertvingelse levede han vel fire Fredsaar, men de vare ogsaa de sidste, og hans Liv i dem er os temmelig ubekjendt. Han blev Hertug Adolfs Raad og maatte som saadan ledsage ham paa det uheldige Friertog til Dronning Elisabeth af England. Sin Fader har han rimeligviis hjulpet i Bestyrelsen af hans Godser og Borge, da vi ellers ikke fatte, til hvilken anden Tid han skulde have fundet Leilighed til at smykke sine Haver og Gaarde "med italiensk Sirlighed." Men videre have vi heller ikke at fortælle om disse Fredsaar, har det end ingen stor Vanskelighed ogsaa i dem at udmale sig lykkelige Dage for Manden paa de tredive Aar, der var "Arving til prægtige Borge og frugtbare Jordegodser, fortrolig med Videnskaberne og beundret som Helt,' dertil omringet af en rig, talrig og mægtig Helteslægt, med hvis berømmelig Led, med Johan, Henrik og Movrits, han stod paa lige saa nær som smuk en Fod.

Men 1563 udbrød den nordiske Syvaarskrig. Kong Frederik, der endnu mindedes ham fra Ditmarskerkrigen, sendte Bud efter ham til Hertug Adolfs Hof, og formaaede ham let til at indtræde i fin Tjeneste. I Forsommeren hværvede han et Regiment Landseknegte paa 8000 Mand, med hvilke han ankom til Kjøbenhavn for at indtage fin Plads ́iblandt Krigens Høvdinger, dog ikke som Overanfører, om end en saadan ligefuldt skulde indforskrives "derudefra." Feltøverste blev Grev Günter "den store" af Schwarzburg; Feltmarschal ligeledes en Tydsker, Helmer v. Münnichhausen hed han; under dem vare den tredie og fjerde Tydsker, Jørgen v. Holle og Daniel Rangau, Øverster.

Den "stridbare" Greve førte dog neppe Krig mod Svenskens Krigsfolk, men gjorde kun Jagt paa hans Orer. 1563 drog han i Marken i August og i Vinterqvarteer i September, hvor han blev liggende til midt

i Juli 1564, da han atter drog ud for at gjennemplyndre Smaaland. Af Byttet udvalgte han det Bedste for sin egen Person, inden Delingen begyndtes, og til hele Resten forbeholdt han sig Forkjøbsret. Alle Kirkeflokkerne rev han til sig, og af Orer sendte han paa engang 300 hjem til fit Herresæde i Tydskland; sine Ryttere lod han udplyndre den danske Adels Rustvogne, og Fjenden lod han uhindret bortsnappe den Proviant, som under Bedækning var tilsendt Hæren. Af Mangel paa Penge og Proviant trak han sig altsaa tilbage, skjøndt Tilbagetoget aabnedes af alle hans Orer og fortsattes af ham selv og hans Tydskere, der samtlige vare vel belæssede med rigt og kostbart Bytte, ranet iflæng fra Ven og Fjende. Men Mortensgaasen naaede han i Aahuus, gik saa over Helsingborg til Frederiksborg, hvor han endnu modtog anseelige Gaver af Kong Frederik den Anden, og drog saa med fine tre Faner Ryttere ad Tydskland til, ledsaget af enhver ærlig dansk Mands dybeste Foragt.

[ocr errors]

Hæren skulde nu have sig en ny Feltøverste, og man valgte den 92aarige Otto Krumpen, ganske vist den berømteste blandt, samtlige dalevende danske Hærførere, hvis Laurbær fra Bogesund ei heller endnu vare visnede, skjøndt de alt vare et Stykke paa den tredie Snes af Aar. Han følte dog snart, at han ikke længer var Anførerposten voren, gyndelsen af 1565 nedlagde han den atter.

og i BeOg endelig blev Daniel Ranzau Feltøverste. Han havde ikke som de andre Tydskere svælget i Overflod og drømt om Bytte, men den Ære, som hidtil var vundet i Krigen, var det nærmest ham, som havde tilkjæmpet sig i staaende Strid. I Krigens første Maaned havde han taget Elfsborg, og to Maaneder senere, mens de Øvrige laae dybt begravne i Vinterqvartererne, havde han i det blodige Slag ved Markaryd med Held maalt sin Klinge med den snilde og tappre Karl Mornays, havde taget over tusinde Mand og tredive Kobberkanoner. Saa havde han overtaget det vigtige og vanskelige Hverv at bevogte Halland, hvor han paa Nigets vderste Grændse, i en fattig og folketom Egn, var Vinteren over den aarvaagne Forpost, det urokkelige Forbjerg, paa hvilket samtlige Angrebsbølger brøde sig. Ei heller lod han sig hjemdrage deraf, at baade hans Moder og Fader døde, skjøndt en rig og lykkelig Tilværelse visselig tilsmilede ham fra de arvede Godser. — Men baade Nord for ham og Øst for ham afbrændte Svensken Landet, og forgjæves bad han om Tilladelse til at overskride sit Tøirslag, forgjæves bad han om Undsætning for i aaben ́ Kamp at kunne møde og, knuse den hærjende Fjende. Som til en Spot sendte Greven ham endelig tredive Ryttere, omtrent en Mand af hvert tusinde, over hvilket han raadede, men Hænderne havde han dog nu faaet

løfte, overfaldt og slog da ogsaa Mornay ved Hammer og banede sig en seirrig Vei igjennem Smaaland. lige indtil Jønkøping. Dog vi ville iffe her optegne enhver af hans Seirvindinger! Det maa være os nok at have antydet, at det ikke var uden Grund, at han valgtes til Krigsøverste i det tredie Krigsaar; at han udfyldte fin Plads, skal det følgende vise 08. Til Øverste for alt Fodfolket fik han den gjæve Fynbo Frans Brockenhuus, men Begge i Forening arbeidede de af al Kraft paa at ombytte de hvervede fremmede Folk, det være sig Tydskere eller Skotter, med Landets egne Børn.

Dette var dog endnu ikke lykkedes dem efter Ønske, da Skotterne forraadte Varbjerg til Svensken, og Holles Tydskere gjorde Oprør i Ystad. Rangaus Styrke var da temmelig ringe til at tilbagetage Varbjerg, men forsøge det maatte han, var det end Mornay, som holdt den. I en Maaned havde han allerede beskudt Fæstningen, da en stærk svensk Hær nærmede sig til dens Undsætning. Han kunde ikke udsætte sig for at komme imellem en dobbelt Ild, hævede derfor Beleiringen og ilede ad Falkenberg til. Men at undgaae Fjenden var ikke muligt, og med Feltherreblik indtog han fin Stilling paa Artoma Hede, hvor Svarteraa falder i Ætran. Her kom Svenskerne ham imøde, og det Helteslag blev kjæmpet (20de October 1565), som er et af de navnkundigste i Nordens nyere Historie. Ved Slaget selv skulle vi ikke opholde os; dets Gang er noksom bekjendt. Om det virkelig var "fem og tyve tusind” Svenskere, der vege "for fire tusind danske Sværd, eller om den svenske Hær kun var den danske "till antalet dubbelt øfverlägsen” (16800 mod 8800), skulle vi ikke her afgjøre; Forskjellen var altid stor nok, og saa stor, at den svenske Feltøverste, Jakob Häftsko, spotviis svor paa, at han nu vilde lade den ringe danske Hob nedtræde under Hestehove, medens Enden blev den, at han selv maatte prise Flugten over Stok og Steen, forfulgt, indtil Natten faldt paa, forfulgt indtil felve Rigsgrændsen, og først standsende Flugten to Mile hiinfides denne. 5000 Svenskere dækkede Valpladsen, henved 6000 bleve fangne, og alt deres Skyts (en 30 til 38 Kanoner) blev erobret, desuden fem Rytterfaner samt otte Knægtefænnifer.

"Leonidas stod uforfærdet, han Heltedød bag Klippen fandt;
Men Daniel Rangau stod bag Sværdet, og brugte Sværdet, til
han vandt!"

De mellemliggende Bedrifter overspringe vi, men Loaarsdagen efter Slaget ved Svarteraa — d. 20de October 1567 brød Rangau op fra

Halmstad for at begynde det østergøilandske Tog, om hvilket det er sagt, at "som Hannibal gik han frem, som Xenofon trak han sig tilbage." men som vi desuagtet maae skjænke en noget omhyggeligere Opmærksomhed, da det, synderlig nok, synes langt mindre kjendt af Folket end Svarteraaflaget. Han havde omtrent 6000 Mand med sig, af hvilke den ene Trediedeel var Ryttere, desuden et Artilleri paa tolv Stykker og et Tros paa 569 fiirspændige Vogne. Endnu bestandig var Brockenhuus Fodfolkets Fører. Veiret var slet, alle Broer vare afkastede, og de vanskelige Skov- og Klippeveie spærrede med Braader, Forhug og Blokhuse; desuden var han allevegne omringet af en fjendtlig Troppestyrke, der var hans egen langt overlegen. Desuagtet trængte han frem til Jønkøping, som Svenskerne selv afbrændte, og nu gik Toget ad Østergøtland til, som i hele den nærværende Krig endnu ikke havde seet Fjenden. Men den eneste Adgang, der stod aaben, var ad den vestre Huulvei, der følger Vetterns Klippebred og snoer sig, ligesaa farlig som snæver, deels over og deels ved Fcden ad den med Holveden Skov bedækkede Bjergkjæde. Det farligste Stykke, den egentlige Huulvei, er imellem Skærstad og Alvastra, fire Mile langt og saa snævert, at paa fine Steder kunne knap tre Heste gaae jævnsides. Bag Alvastra findes et nyt men kortere Pas, og derfra gaaer en aabnere Vei til Vadstena. D. 9de Novbr. stod han ved Huulveiens Indgang. mynstrede Hæren og holdt Krigsraad. Han vilde "dog ikke blot kjende Førernes Mening: til saa voveligt et Foretagende maatte hver enkelt Mand give sit Minde; og af hele Hæren modtog han den Erklæring, at alle havde de endrægtelig besluttet at vove Liv og Blod med en Feltherre, hvis ærlige Gemyt de noksom kjendte. Han formanede dem da til Agtpaagivenhed og Orden, og i Herrens Navn rykkede han ind uden videre Opsættelse. Han kjendte dog ikke den fulde Fare, thi foran ham laa Hogenschild Bjelke med den dobbelte Styrke; en anden Afdeling skulde falde ham i Ryggen, og fra Klipperne og Skovene skulde allevegne den bevæbnede Almue anfalde den tynde Kolonne i Midten. — Den første Dag kom man kun halvanden Miil; den næste naaede Rangau med Fortropperne (omtrent 2300 Mand) til Enden af Huulveien, men paa Sletten udenfor stode 10000 Svenskere i Slagorden. Efter en Flugt paa Skrømt bød han disse et ærligt Angreb, men de oppebiede det ikke: de toge Flugten að Skoven til. Derimod var Bagtoget blevet angrebet, men havde kastet den overlegne Fjende, og skjøndt Trosset ligeledes angrebes i Snævringen, sjøndt en heel Fanes Vogne udplyndredes og 800 Hefte lemlæstedes, holdt dog ogsaa dette Stand, og om Aftenen var hele Hæren samlet i den Leir, Rangau Havde ladet afstikke. - - Den stod alisaa i Østergotland. Veien gik nu under

« ForrigeFortsæt »