Billeder på siden
PDF
ePub

han i Luthers Huus, ved hvis Bord han spiste, og med hvem som med Melanchton han altsaa daglig omgiffes, indtil Kirkefaderen luffede sine Dine.

&r Aar senere (1547) forlod han Wittenberg, og atten Aar gammel blev han, i Hjemmet, ansat i Hertug Adolfs Tjeneste. Her traf han paany sammen med den lærde Henrif, og med ham besøgte han Reisers hoffet i fin stridbare Herres Følge. Omtrent i tre Aar opholdt han fig saa hos Reiser Carl, men 1550 gjorde han som Frivillig et Felttog med i Italien, hvor han snart fik den ene Ansættelse efter den anden, til han blev Høvidsmand for en Fane Landsefnægte (eller hvad vi vel nu nærmest vilde kalde Batallion commandeur), med hvilke han i en fire, fem Aar togede trindt omkring i Italien og de tilgrændsende Lande. Overalt, figer Krøniken, lagde han udmærket Mod og Tapperhed for Dagen tillige med aarvaagen Besindighed og Forsigtighed, og medens han i stedse hoiere Grað vandt sine Foresattes Agtelse og Tillid, fine Undergivnes Kjærlighed og Hengivenhed, gjorde han de første store Skridt paa Erfaringens Bane og lagde den tidlige Grund til sin dybe Indsigt i Krigskunsten.

1556 nedlagde Keiser Carl Regjeringen, og nu drog Hertug Adolf hjem med baade Henrif og Daniel Ranßau. Henrik gik i dansk Tjeneste, men i det Hildesheimske havde Hertug Adolf Slottet Peine med omliggende Gods i Pant. Det var langt fra hans umiddelbare Tilsyn, og ved fin Beliggenhed var der en temmelig ufiffer Besiddelse, som iffun Troskab og Klogskab funde bevare ham. Altsaa satte han Daniel til dets Befalingsmand, men overdrog ham derhos et andet Hverv, der var endnu vigtigere og besværligere: han skulde hemmelig hværve det Mandskab, hvormed Her: tugen forberedte sig til den længst besluttede Krig mod Ditmarskerne. Han gjorde det gjerne og med stor Iver, thi funde Hertug Adolf iffe glemme det Slag, af hvilket hans Fader og Farbroder med Nød og neppe, men med Skam og Skjændjel vare undflyede, faa kunde heller iffe Daniel glemme, at i det samme Slag vare fire Nankauer faldne, og da Slægten vilde tilkjøbe sig disses Lig, havde Ditmarskerne ikke villet afhænde dem: Menigmands lode de hvem faae, der vilde, men disse skulde jom. de øvrige halvfjerde hundrede Adelsmænd og Riddere henligge paa Marken som: Novfuglenes og Rævenes Bytte.

Hvorledes Hertug Adolf tilsidst blev nødt til at lade baade fin Broder, Hertug Hans, og sin Brodersøn, den unge Kong Frederik, deeltage saavel i Kampen som i Byttet, behøve vi iffe her at fortælle, saa lidt som at den gamle Johan Ranjau var Overanfører i Krigen, i hvilken desuden otte Ranßauer havde mere eller mindre betydelige Anførerposter, foruden at

ogiaa Daniel førte en Hovedfane. Saa det kan vel have fin Rimelighed, hvad en samtidig Historiefkriver fortæller, at efter Slaget ved Meldor”, i hvilket Daniel var bleven haardt saaret, vilde Rong Frederik ikke indrømme ham Commandoen over den faldne Volfgang v. Schønewieses Regiment, "for at ikke Alt i denne Krig sfulde synes at beroe paa Ranßauerne samt udføres ved og igjennem dem ene. Denne Kongens Trod8 imod begge Hertugernes forenede Villie havde dog ingen Indflydelse paa Daniels Troskab og Tjenstiver, men han udfyldte 'med Æren fin Plads, indril Heide var taget og Krigen endt.

"Give Gud, at jeg kunde føre et roligt liv!" udbrød Helten nogle Aar senere i et af fine Vennebreve; men i Følge indre og ydre Rald var og blev han dog Kriger. Efter Ditmarskens Uncertvingelse levede han vel fire Fredsaar, men de vare ogsaa de sidste, og hans liv i dem er og temmelig ubekjendt. Han blev Hertug Adolfs Raad og maatte som faadan ledsage ham paa det uheldige Friertog til Dronning Elisabeth af England. Sin Fader har han rimeligvis hjulpet i Bestyrelsen af hans Godser og Borge, da vi ellers ikke fatte, til hvilken anden Tid han skulde have fundet Leilighed til at smukke fine Haver og Gaarde "med italienst Sir: lighed.” Men videre have vi heller ikfe at fortælle om disse Fredsaar, har det end ingen stor Vanskelighed ogsaa i dem at udmale sig lykfelige Dage for Manden paa de tredive Aar, der var "Arving til prægtige Borge og frugtbare Jordegodser, fortrolig med Videnskaberne og beundret som Helt, dertil omringet af en rig, talrig og mægtig. Helteslægt, med hvis berømmelig led, med Johan, Henrik og Movrits, han stod paa lige saa nær som smuk en Fod.

Men 1563 udbrød den nordiske Syvaarskrig. Rong Frederik, der endnu mindedes ham fra Ditmarskerkrigen, sendte Bud efter ham til Her: tug Adolfs Hof, og formaaede ham let til at indtræde i fin Tjeneste. I Forsommeren hværvede han et Regiment Landsefnegte paa 8000 Mand, med hvilke han ankom til Kjøbenhavn for at indtage fin Plads iblandt Krigens Høvdinger, dog ikke jom Overanfører, om end en saatan ligefuldt skulde - indforskrives nderudefra." Feltøverste blev Grev Günter rden store” af Schwarzburg; Feltmarschal ligeledes en Tydsker, Helmer v. Münnichhausen hed han; under dem vare den tredie og fjerde Tydsker, Jørgen B. Holle og Daniel Rangau, øverster.

Den "stridbare" Greve førte dog neppe Krig mod Svenskens Krigsfolk, men gjorde kun Jagt paa hans Orer. 1563 drog han i Marken i August og i Vinterqvarteer i September, hvor han blev liggende til midt

i Juli 1564, da han atter drog ud for at gjennemplyndre Smaaland. Af Byttet udvalgte han det Bedste for sin egen Person, inden Delingen begyndtes, og til hele Resten forbeholdt han fig Forkjøbsret. Alle Kirke: flofferne rev han til sig, og af Orer sendte han paa engång 300 hjem til fit Herresæde i Tydskland; fine Ryttere lod han udplyndre den danske Adels Rustvogne, og Fjenden lod han uhindret bortsnappe den Proviant, rom under Bedækning var tilsendt Hæren. Af Mangel paa Penge og Proviant trak han sig altsaa tilbage, skjøndt Tilbagetoget aabnedes af alle hans Orer og fortsattes af ham selv og hans Tydskere, der samtlige vare vel belæssede med rigt og kostbart Bytte, ranet iflæng fra Ven og Fjende. Men Mortensgaasen naaede han i Aahuus, gik faa over Helfingborg til Frederiksborg, hvor han endnu modtog anseelige Gaver af Rong Frederik den Nnden, og drog saa med fine tre Faner Ryttere ad Lydskland til, ledsaget af enhver ærlig danst Mands dybeste Foragt.

Hæren ffulde nu have fig en ny Feltøverste, og man valgte ben 92aarige Otto Krumpen, ganske vista den berømteste blandt, samtlige da: levende danske Hærførere, hvis Laurbær fra Bogesund ei heller endnu vare visnede, skjønet de alt vare et Stykke paa den tredie Snes af Aar. Han følte sog snart, at han ikke længer var Anførerposten voren, og i Bes gyndelsen af 1565 nedlagde han den atter.

Og endelig blev Daniel Rankau Feltøverste. Han havde ikke som de andre Tydskere svælget i Overflod og drømt om Bytte, men den Ære, som hidtil var vundet i Rrigen, var det nærmest ham, som havde til: kjæmpet sig i staaende Strid. I Krigens første Maaned havde han taget Elfsborg, og to Maaneder senere, mens de Øvrige laae dybt begravne i Vinterqvartererne, havde han i det blodige Slag ved Markaryd med Held maalt sin Klinge med den snilde og tappre Karl Mornays, havde taget over tusinde Mand og tredive Robberfanoner. Saa havde han overtaget det vigtige og vanskelige Hverv at bevogte Halland, hvor han paa Rigets yderste Grændse, i en fattig og folketom Egn, var Vinteren over den aarvaagne Forpost, det urokfelige Forbjerg, paa hvilket samtlige Angrebsbølger brøde fig. Ei heller lod han sig hjemdrage deraf, at baade hans Moder og Fader døde, skjøndt en rig og lyffelig Tilværelse visselig til: smilede ham fra de arvede Godser. – Men baade Nord for ham og Øst for. ham afbrændte Svensken Landet, og forgiæves bad han om Tilladelse til at overskride sit Tøirslag, forgjæves bad han om Undsætning for i aaben' Kamp at kunne møde og, knuse den hærjende Fjende. Som til en Spot sendte Greven ham endelig tredive Ryttere, omtrent en Mand af hvert tusinde, over hvilket han raadere, men Hænderne havde han dog nu faaet

lofte, overfaldt og slog da ogsaa Mornay ved Hammer og banede sig en seirrig Vei igjennem Smaaland, lige indtil Jønkøping. Dog – vi ville iffe her optegne enhver af hans Seirvindinger! Det maa være og nok at have antydet, at det ikke var uden Grund, at han valgtes til Krigsøverste i det tredie Krigsaar; at han udfyldte fin Plads, skal det følgende vise 09. Til Øverste for alt Fodfolket fik han den gjæve Fynbo Frans Brodenhuus, men Begge i Forening arbeidede te af al Kraft paa at ombytte de hvervede fremmede Folk, det være ftg Sydffere eller Skotter, med landets egne Børn.

Dette var dog endnu ikke lykkedes dem efter Ønske, da Skotterne forraadte Varbjerg til Svensfen, og Holles Tydsfere gjorde oprør i Ystad. Rangaus Styrke var da temmelig ringe til at tilbagetage Varbjerg, men forsøge det maatte han, var det end Mornar, som holdt den. I en Maaned havde han allerede beskudt Fæstningen, da en stærk svensk Hær nærmede sig til dens Undsætning. Han kunde ikke udsætte sig for at komme imellem en dobbelt Ild, hævede derfor Beleiringen og ilede ad Falkenberg til. Men at undgaae Fjenden var ikke muligt, og med Feltherreblik indtog han sin Stiling paa Artoma Hede, hvor Svarteraa falder i Ætran. Her fem Svenskerne ham imøde, og det Helteslag blev fjæmpet (20de October 1565), som er et af de navnkundigste i Nordens nyere Historie. Ved Slager selv skulle vi iffe opholde os; dets Gang er noksom bekjendt. Om det virkelig var "fem og tyve tusind” Svenskere, der vege "for fire tusind danske Sværd, eller om den svenske Hær fun var den danske "till antalet dubbelt øfver: lägsen” (16800 mod 8800), skulle vi iffe her afgjøre; Forskjellen var altid stor nok, og faa stor, at den svenske Feltøverste, Jakob Häftsfo, spotviis svor paa, at han nu vilde lade den ringe danske Hob nedtræde under Hestehove, medens Enden blev den, at han selv maatte prise Flugten over Stok og Steen, forfulgt, indtil Natten faldt paa, forfulgt indtil selve Rigsgrændsen, og først standsende Flugten to Mile hiinsides benne. 5000 Svenskere dækkede Valpladsen, henved 6000 bleve fangne, og alt deres Skyts (en 30 til 38 Ranoner) blev erobret, desuden fem Rytterfaner samt otte Knægtefænnifer.

"Leonidas stod uforfærdet, han Heltedød bag Klippen fandt;
Men Daniel Rangau stod bag Sværdet, og brugte Sværdet, til

han vandt!"

De mellemliggende Bedrifter overspringe vi, men Toaarsdagen efter Slaget ved Svarteraa – 8. 20de October 1567 brød Ranßau op fra

Halmstad for at begynde det østergötlandske Tog, om hvilket det er sagt, at "som Hannibal gif han frem, fom Xenofon traf han sig tilbage." men som vi desuagtet maae fkjænke en noget omhyggeligere opmærksomhed, da det, synderlig nof, junes langt mindre kjendt af Folket ent Svarteraaflaget. -.. Han havde omtrent 6000 Mand med sig, af hvilke den ene Trediedeel var Ryttere, desuden et Artilleri paa tolv Styffer og et Tros paa 569 fiirspændige Vogne. Endnu bestandig var Brockenhuus Fodfolkets Fører. Veiret var slet, alle Broer vare afkastede, og de vanskelige Skov- og Klippeveie spærrede med Braader, Forhug og Blokhuse; desuden var han allevegne omringet af en fjendtlig Troppestyrke, der var hans egen langt overlegen. Desuagtet trængte han frem til Jønkøping, som Svenskerne selv afbrændte, og nu gif Toget ad Østergøtland til, som i hele den nærværende Krig endnu ikke havde seet Fjenden. Men den eneste Adgang, der stod aaben, var ad den vestre Huulvei, der følger Vetterns Klippebred og sncer sig, ligesaa farlig som snæver, deels over og deels ved Foden ad den med Holveden Skov bedækkede Bjergfjæde. Det farligste Styffe, den egentlige Huulvei, er imellem Stærstad og Alvastra, fire Mile langt og jaa snævert, at paa fine Steder funne knap tre Hefte guae jævnfides. Bag Alvastra findes et nyt men fortere Pas, og derfra gaaer eni aabnere Vei til Vadstena. D. 9de Novbr. stod han ved Huulveiens Indgang. mynstrede Hæren og holdt Krigsraad. Han vilde "dog ikke blot kjende Forernes Mening: til saa voveligt et Foretagende maatte hver enkelt Mand give sit Minde; og af hele Hæren modtog han den Erklæring, at alle havde de endrægtelig besluttet at vove Liv og Blod med en Feltherre, hvis ærlige Gemyt de noksom fjendte. Han formanede dem da til Agtpaagivenhed og Orden, og i Herrens Navn rykfede han ind uden videre Opsættelse. Han kjendte dog ikke den fulde Fare, thi foran ham laa Hogenschild Bjelke med den dobbelte Styrke; en anden Afdeling sfulde falde ham i Ryggen, og fra Klipperne og Skovene skulde allevegne den bevæbnede Almue anfalde den tynde Kolonne i Midten. - Den første Dag fom man kun halvanden Miil; den næste naaede Rangąu med Fortropperne (omtrent 2300 Mand) til Enden af Huulveien, men paa Sletten utenfor stode 10000 Svenskere i Slagorden. Efter en Flugt paa Strømt bød han disse et ærligt Angreb, men de oppebiede det iffe: de toge Flugten ad Skoven til. Derimod var Bagtoget blevet angrebet, men havde kaftet den overlegne Fjende, og ffjøndt Trosset ligeledes angrebes i Snævringen, skjøndt en heel Fanes Vogne udplyndredes og 800 Heste lemlæstedes, holdt dog ogsaa dette Stand, og om Aftenen var hele Hæren samlet i den Leir, Rantau havde ladet afstikke. Den stod alisaa i Dstergotland. Veien gik nu under

« ForrigeFortsæt »