gaaet meget tilbage for hende, havde hun slaaet fig til sine nuværende Leveveie, som ikke gave Stort af sig. Hun havde nu ligget her. jeg troer i en Snes Aar, og det var ikke usandsynligt, thi hun viste mig den Huling, hun havde gnedet i Fortougsflisen; da hun kom her, var den ganske glat. Egentlig kedsommelig fandt hun ikke denne Beskæftigelse thi man havde jo Lov til at tænke ved den. Og hendes Tanke gik næsten alene ud paa, at samle Saameget, at hun kunde faae en ordentlig Begravelse, naar hun engang døde, at hun "kunde komme i Jorden uden at gjøre fin Familie_Skam,” ihvorvel den langt om længe skulde uddøe med hende. Om Familiestoltheden dreiede Alt sig. Den var bleven haardt prøvet. Hendes Forældre havde eiet en Sættekjelder i Snaregade, hvor Folk indleverede Panter, som derfra bleve besørgede til Assistentshuset. Det var hendes Stamhuus, som hun ikke var Lidet stolt af, og det var fornemt dengang, da kunde hun ofte bringe Guld og Sølv og Kostbarheder til Assistentshuset derovre, det var Andet end som nu at gnide Rødsteen for Kobberskillinger i Natteblæsten. Hendes Forældre havde heller ikke følt sig Lidet, af at være ”Sættekjelderfolk,” Moderen havde fortalt hende om den "fornemme Familie," de skulde stamme fra, Inger var smuk og hovmodig, hun vilde iveiret og kimsede ad fine Friere, der Alle vare i den tjenende Stand. Forældrene døde, Stamhuset blev leiet ud til andre Sættekjelderfolk, og hun stod alene. En Handelsbetjent forlovede sig med hende, han bedrog og forlod hende, hun blev ulykkelig, sank efterhaanden ned til Elendighed og gned nu Rødsteen ved Assistentshuset. Men hun var endnu lige saa storagtig af "Familien" som i hendes frieste Ungdom, hun var bestandig vedbleven at boe i Snaregade, her foretrak hun et Loftskammer med Huller i Taget for en bedre Bolig i en anden Gade, thi her følte hun sig hjemme, her var hun paa fine Fædres Grund, her var hun barnfød og her havde hun fine Minder. Og for at Alt skulde være complet, havde Skjebnen ført hendes troløse Brudgom til den samme Gade. Han var nu gift med en Xantippe, det skadte ham ikke; han havde en Sættekjelder i det samme Huus, hvor hun boede under Laget; men de omgikkes ikke, og han vidste maaskee ikke engang, at hun var til mere. Der var ikke noget ved ham, men hun havde forlænge siden tilgivet ham hvað Synd han havde begaaet imod hende. "Naar man er af god Familie” skal man holde sig fra slette Mennesker; men hade dem, det skal man ikke, og hun holdt sig meget for god til at lade ham vide, at hun endnu mindedes ham. Altid Skjalm Hvides Æt! Da jeg undertiden gav hende nogle Skilling i Forbigaaende og kaldte hende Jomfru Snare, var hun altid fornøiet ved at see mig, jeg var aabenbart hendes fornemste Bekjendtskab, og vi taledes tidt ved, da Veien til mit Hjem almindelig om Aftenen førte mig langs med Nybrogadens Kanal. Saa bleve Hallerne nedrevne, og faalænge Ødelæggelsen stod paa, var Jomfru Snare ikke mere at træffe i in "Fabrik." Men efterat Alt var jevnet med Jorden og Pladsen var ryddelig, kom jeg en Aften der forbi, da en skarp Sendenvind peb hen over den øde Tomt, som om den veeklagede over de gamle Hallers Ødelæggelse. Jeg fulgte netov en Veninde hjem fra et Familieselskab, jeg havde fortalt hende om den gamle Rødsteenskone og hun var begjærlig efter at see denne Person, som hendes Phantafi havde gjort halvt til en Her. Inger laae midt paa Tomten, thi den Fortougsflise, som før havde ligget tæt inde under Hallen, laae nu midt ude paa den øde Plads, og hun blev paa fin Flise, hvor hun gned som sædvanlig. Men Psalmemelodierne vare forstummede, og Inger hostede. "Slet, Herre! Magistraten tager Livet af mig, men hvað bryder de høie Herrer sig om det. Nu have de forstyrret min gamle Plads, som jeg havde lovlig Hævd paa, for jeg har ligget her længe nok, som Alverden veed. Men de respektere ikke nogen Ting, naar de faae Indfald. Ikke Fanden selv skulde kunne holde den Blæst og Træk ud i Længden, og her er ikke Læ skabt. Nive ned, det kan Magistraten, men jeg har aldrig hørt, at den har bygget det Mindste op. Mig har den da givet mit Knæk.” Og det lød til, at hun ikke overdrev, gamle Stakkel, thi hun hostede i Eet Væk. Min Ledsagerinde betragtede hende mere med Nysgjerrighed, end med Deeltagelse. "Min Gud," sagde hun halvhøit, "hvorfor skal saadant et elendigt Væsen henslæbe et unyttigt Liv!” Det var haarde Ord, men Inger følte sig ikke stødt derover, uagtet hun havde hørt dem, det Samme havde hun vel ofte tænkt selv. Hun faae op paa den unge, smukke, pyntede Dame og sagde sagtmodig: "Man faaer gaae paa Jorden, saalænge Gud vil, lille Jomfru. Og naar man er af god Familie, saa holder man ud til det Sidste og springer ikke i Kanalen, som ellers er nær nok og dyb nok for al Slags Nød. Man kan da heller ikke vide, hvortil Vor Herre gjemmer En, skjøndt det seer rigtignok ikke ud til, at jeg skal kunne være Nogen til stor Gavn, det kan Jomfruen have Net i." Der var baade Fromhed og Styrke i disse Ord, og i den Maade, de bleve fremførte paa. Min Ledsagerinde bukkede sig rørt og beskæmmet ned mod den gamle Rødsteenskone, sagde hende nogle venlige Ord og klappede hende paa Skulderen. Men da hun vilde lade fin Pung glide ned i hendes Lomme, afværgede Inger det. Hun var ingen Tigger, saalænge hun kunde arbeide for fit Brød, dertil var hun af for god Familie. Først da jeg gjentaget bad hende at modtage Pungen som en Vennegave fra os Begge, kunde jeg formaae hende til at beholde den. Og da hun havde besluttet sig dertil. gik der et stolt Smiil over hendes rynkede Anfigt, og hun sagde fornøiet: "Nu bliver jeg snart saa rig, at jeg saagar kan faae en Steen paa min Grav, saa skal Familien rigtignok ingen Skam have af mig." Ikke mange Dage efter dette Møde laae Inger som sædvanlig en Aften, og gned paa fin gamle Steen. Klokken var endnu ikke Li, men Gaden var allerede øde, thi Veiret var haardt. det frøs et Par Grader og Sneen fugede tæt hen ad Gaden.. Da det var Østenvind, dannede den gamle Veierbod dog et La for Stormen, men det var desuagtet ikke hyggeligt at arbeide i fri Luft. Inger tænkte just paa at pakke sit Værktøi sammen og vilde gjemme fin runde, tilgnedne Kampesteen i Rødsteensposen, da hurtige Skridt vakte hendes Opmærksomhed. Det var en ung og tilsyneladende velklædt Dame, som kom løbende om Hjørnet af Gaden, hun ilede lige hen imod Kanalen, kastede sig paa Bolværket. saa at Armene hængte ud over Vandet, og græd hæftigt. Inger reiste fig hurtigere, end man skulde have tiltroet hendes Alder og Stivhed det, Hun greb den unge Pige i Kjolen og trak hende heftig tilbage, idet hun med en barsk Stemme spurgte, hvad det var for Optøier, om hun havde glemt Vor Herre, om hun, som havde gode Klæder paa og hørte til en ordentlig Familie, havde tænkt paa, at hun vilde gjøre Familien Skam ved at drive om i Kanalen som et andet Aadsel. Den unge Pige ved= blev at jamre og græde Hun havde slet ikke tænkt paa at drukne sig ... men hun var saa ulykkelig ... hun vidste, ikke hvor hun skulde hen der var ingensteds nogen Frelse for hende. 1 Jo, sagde Inger, der var Frelse hos Vor Herre, han kunde hjelre hende. Men den unge Pige sagde, at Vor Herre ikke kunde hjelpe hende, det var for feent. Det vilde Inger dog nok vide lidt Mere om. "Kom væk fra Bolværket." sagde hun, "herhenne staae vi i Læ, og fortæl mig saa, hvordan det Alt hænger sammen.” Og saaledes erfoer Inger omsider, at den unge Dame var en Datter af en afdød Officeer, at hendes Moder i fin Enkestand havde lidt en Deel Mangel, at det formedelst Sygdom var gaaet tilbage for dem, at deres Haandarbeider ikke havde kunnet slaae til for deres tarvelige Fornødenheder. De havde maattet sætte det meste af deres Eiendom paa Assistentshuset, Sedlerne havde de endogsaa laant Lidt paa hos en Sættefjeldermand henne i Snaregade, nu vilde han ikke udlevere dem uden saa høie Renter, at det overgik deres Evne, imorgen vilde Panterne blive solgte ved Auction, ifald de ikke bleve fornyede, men dertil vare Sedlerne absolut nødvendige ... det var den yderste Tid hun havde først iaften kunnet faae de Penge sankede, som hun havde tilgode for Haandarbeider, ... men nu havde Manden lukket Døren, fordi hun ikke kunde give Alt, hvad han ferlangte ... hendes Moder vilde døe af Sorg, naar hun kom hjem med denne Efterretning ... hun vilde i det Mindste blive syg igjen det var hendes Moders Forlovelsesring og hendes Faders Uhr ... ... Der er dog "Det er altsaa Familiestykker!" udbrød Inger ivrig. "Og dem vil han forholde Folk af god Familie, den Skurk! Saa gið da ... Hvor boer den Snyder? Hvor i Gaden er den Kjelder? endnu Politi og Ret og Retfærdighed mod saadant Pak!" Den unge Pige beskrev Stedet nogenlunde nøiagtigt det var i det samme Huus, Inger boede, den haardhjertede Aagerkarl var hendes gamle Kjæreste. "Er det ham! Er det ham!" udbrød hun heftig. Hun havde sat sig ned, thi Benene bøiede sig under hende. Gamle Minder og gamle Krænkelser fornyede atter Kampen i hendes Bryst. Saaledes fad hun en Stund, da reiste hun sig igjen, tog den unge Piges Haand og førte hende langsomt og høitideligt hen ad Gaden. Der blev ikke talt et Ord paa Veien. Ankommen til Huset bankede hun heftigt paa Kjelderdøren og skaffede sig Indgang. "Luk Døren efter os,” sagde hun bydende til den forbausede Sættefjeldermand, "og kom saa ind i Stuen, thi jeg har et Ord at tale med Jer. See saa. Kjender I mig?" -- Nei, han kjendte hende ikke. "Og fjender I heller ikke den Dame der?" Nei, han kjendte heller ikke hende. "Der lyver I, og den onde Samvittighed staaer Jer paa Ansigtet. Hende har I villet bedrage for faa Dieblik siden, I har villet forholde hende fin lovlige Eiendom, hvis hun ikke fyldte Jeres Umættelighed med Penge! Og mig kjender I heller ikke! See rigtig til. Mand! Jeg er Inger Snare, som I har bedraget for hendes hele timelige Livs Lykke. See rigtig til, saa husker I mig nok. Men Vor Herre er oppe endnu, han tager sig af de Forurettede. Jeg har kunnet tilgive Jer for min egen Skyld, men at I kan være saadan med et ungt Barn paa Jeres gamle Alder, det er altfor lumpent. Ja, staae ikke der og skuul, men kom frem med hvad der hører hende til, kom frem med det, hvis I ikke vil, at jeg skal bede Vor Herre høre mig forbande Jer, for Jeres slette Streger imod mig da jeg var ung. Kom hid med Sedlerne, Mand!" raabte hun heftig og slog i Bordet for ham, "kom hid med dem, eller jeg skal søge efter dem selv, om jeg saa skal endevende Huset!" Manden stod forbløffet for denne kraftige Villie. Esbern Snare selv vilde i dette Øieblik have vedkjendt sig Inger, saa ganske handlede hun i hans driftige og høimodige Aand. Sættekjeldermanden kom frem |