Billeder på siden
PDF
ePub

Det banfed jagte paa Døren,
Og Jomfruen lukkede op;
Forundret en fornem Herre
Hun maalte fra Taa til Top.

Med Guld hans Rjortel. var bræmmet,
Og Ordner stjulte hans Bryst,
Hans Kind af Solen var brunet,
Men Diet var fjæft og lyst.

"Min Fader er ikke hjemme:""
Forvirret stammede hun,
Thi han ftoð, sem han vented
En Hilsen af hendes Mund.

"I vredes ei, ædle Jomfru,
”Jeg søger Jer Fader ei;
”Til Sder er det alene,
”Jeg ftyrede hið min Vei.

”Det Wrind, jeg har til Eder,
"Er vistnok af selsom Art;
"Men vil I taalmodig høre,
"Saa faaer jeg det vel forklart.

"Siig, husker I det ei længer?
"For syv Aar siden en Dag
”Kom her en driftig Yngling
”Og Jer betroede fin Sag.

"Da tog I venligt imod ham
”Og ffænkede ham et Rys,
”Der førte fra Ringheds Skygge
"Ham ud i livets Lys.

" Manden, der ftaaer for Eder.
"Hin Ungersvend 3 seer;
"Nu har han af Guld og Ære
"Sig hentet nof og meer.

[ocr errors][ocr errors][merged small][merged small][merged small][merged small][merged small][merged small][merged small]

Ved Asfiftentshuset.

6

naar

fjalm Hvides gamle Slægt! Hvo, som fjender Danmarks Historie, kjender iffe ogsaa denne gamle Æt! Og dog havde jeg næsten glemt, at den engang havde været til, da jeg pludselig blev erindret om hiin længst forsvundne Tit. Det var en Aften filde, at fir2 Stavelser, som en Troldomsformular, lød i mit Øre og manede Fortiden frem for mig. Natten, Sensomheden og Tausheden ere uforandrede til alle Tider gjennem alle Aarhundreder kun naar de forenede herske, træder Fortiden frem af

Graven og viser sig for os; i det klare Solskin, medens det travle Liv mylrer rastløst rundt om os, naar Vognene rumle og brølende Stemmer raabe med mangehaande Livsfornødenheder, da ville vi forgjeves paafalde Aanderne. Men i den eensomme tause Nat, Mørket udsletter Omridsene, naar ingen anden Lyd høres end af de skvulpende Bølger, som fra Arilts Tid have fortsat deres ustandsede. Løb i det samme Leie, naar ikke andre Vitner ere tilstede end de blinkende Stjerner, som have seet alle de henfarne Slægter vandre herneden da er den rette Tid.

Skjalm Avides gamle Slægt! Og pludselig forsvandt Hele Kjøben: havn for mit Die med samt alle de kedsommelige, eensformige Huse; det farveløse Christiansborg Slot og det mangefarvede Musæum gif den famme Vei, jeg stod ganske alene paa den øde Strand, der hvor nu Assistentshuset ligger. Slotsholmen ligeoverfor mig var atter det gamle Tyvsnæs, Taarnet Steileborg hævede atter fine takfede Muurtinder mod Himmelen, jeg var pludselig sat tilbage i det tiende Aarhundrede, Egnen' rundt om var øde, Vandet var langt bredere og meget dybere, det faae Altsammen fattigt og fummerligt ud, Fiskergarn vare udspændte tiltørre, hvor nu Torve og Gader ere, og Vinden legede med de hængte Fribytteres Legemer i Steileborgs Galge der, hvor den nu, stryger hen over Billederne af et udsøgt Selskab, som smykfer det Udvendige af Konstens Tempel, og, iflædt Straffefangernes brune og gule Farver, staaer i den grellefte Modsætning til de ædle og rene Skikkelser i dets Indre. Men lad os iffe tale om Smagssager.

Min Phantasi havde gjort for langt et Spring tilbage. Det var først i det tolvte Aarhundrede, at Rong Valdemar skjenkede Holmen og Fiskerleiet og Alt, hvad der ligger rundt om dette i en vid Omkreds, til fin Ven Arel Hvide, den gjæve Skjalm Hvides Sønnesøn, der er mere bekjendt under sit geistlige Navn som Biskop Absalon.. Han var en Søn af Ridder Asker Ryg og dennes Hustru Fru Inge, der stjenkede sin Husbond to Tvillinger, som begge bleve berømte og "Eneise i evigt Ny."

Den første af de Sonner to
Den faldte han Esbern Snare,
Han blev saa stærk som den vilde Bas,
Og mere snel end en Hare.

Den Anden faldte han Arel,
Han blev en Biskop from;
Han brugte fit gode danske Sværd.
Som Paven fin Stav i Rom.

De to Tvillinger vare opdragne med Kong Valdemar og bleve hans troe og uadskillelige Venner til hans Død. Arel Hvide var en mandhaftig Ridder, før han blev faaret til Bisp i Roeskilde; han vedblev at føre Sværdet tilligemed Rrumstaven. Det var i Danmarks gyldne Tid. De vendisfe Sørøvere, som havde hærfet Rysterne, bleve tugtede og deres Stæder ødelagte, og Absalon opførte paa det gamle Steileborgs Ruiner den stolte Borg Arelhuus, til et stadigt Værn mod fremmede Fribyttere. Det var en mægtig Herreborg og med brede og stærke Mure: velbefæstet efter den Tids Stik,

Af alle Huse i Danmarks Land
Har intet saa brede Mure,
At Arels Huus det ei rumme kan,
Som liden Smaafugl i Bure.

Men det var ogsaa nødvendigt, thi Bispen havde et talrigt Følge af geistlige Herrer og en mandstærk Livvagt, og naar han drog ud af sin Borg for at drage i Leding, førte han en heel Hær med fig og beman: dede en talrig Flaade af Dromer, Anorer og Smaaskibe. Og naar han kom hjem igjen, havde han udbredt de danske Vaabens Glands og Skræffen for Danmarks Hævn paa de fjendtlige Ryfter, hvor undertvungne Fyrster maatte bøie fig for Seierherren og hvor Hedningernes Guder bleve til:

intetgjorte, medens Folkene i tusindviis christnedes af den staalklædte Biskop Absalon. Arelhuus bleve en Nætiel for Tydfkerne, og afhugne Venderhoveder grinede bedsft fra Muurtinderne, og advarede imod at komme de Danske for nær. Med Arelhuus begynder Kjøbenhavns Historie, det var Stadens Grundsteen.

Den ældste Tvillingbroder var den næsten ligesaa berømte Gobern Snare. Han var Middelalderens Tordenskjold og udførte de dristigste Gjerninger, baade tilvands og tillands. Han byggede sig en Gaard ligeoverfor Broderens Borg, og Mindet om den finde vi endnu bevaret i en Gades Navn. Hvor nu Snaregaten ligger tætved Gammelstrand og bagved Assistentshuset laae dengang Esbern Snares Gaard, lige ud til det brede Vand, der flød mellem Staten og Slottet. Det maa have været en prægtig Gaard, thi Esbern Snare var en mægtig Herre, som endogsaa turbę frie til Kongens Søster Kirstin. Og det lod iffe til, at Valdemar den Store ansaae det for en Mesalliance, i det Mindste figer Kæmpevisen, at han svarede Frieren med skjemtíom Hu:

Liden Kirstin hun er fun Aarene ti,

Hun fan Eders Hofklæder hverken ffære eller sve; medens han derimod gav Dronningen, som friede til Kirstin for fin Broder, den tydske Prinds Buris, reent ud Afslag med de Ord:

Liden Kirstin hun er en Frøken saa væn.

Herr Buris er lig en Hestebreng. Man seer heraf, at Skjalm Hvides Æt var ”af god Familie," som Efterkommerne nok funne være stolte af.

Fra denne Gaard seilede Esbern Snare ud med sine Skibe og for: raskede Fjenden mangen Gang, naar denne mindst ventede det. Og naar han kom hjem igjen, gjenlød Salene af Kæmpernes Jubel, der var Lystighed og Gammen i al den Gaard og Pokalerne tømtes paa Rongens Sundhed og for Skjalm Hvides Wet. Men omsider blev Esbern Snare ked af den enlige Stand, og tænkte paa at føre en Brud i sin Gaard. Og fom han var snar i Alt, var han det ogsaa i fit Frieri. Thi da Rongen og Absalon rede til Fjennesløv, for at besøge Fru Inge i hendes Enkeftand, fulgte. Esbern Snare med, og han red faalangt forud for de Andre, at han fik friet til ffjøn Huldfried, som var hos hans Moder og just stod ved Borgledet, forinden de Andre funde indhente ham. De bleve da viede i Fjennesløv Kirke; men Bryllupsgildet blev forstyrret, thi der kom Budskab, at en Flaade af hundrede Skibe var seilet ud fra Rygen og

« ForrigeFortsæt »