Det banked sagte paa Døren, Med Guld hans Kjortel var bræmmet, "Min Fader er ikke hjemme:" "I vredes ei, ædle Jomfru, "Det ærind, jeg har til Eder, "Siig, huster I det ei længer? "Da tog I venligt imod ham "I Manden, der staaer for Eder. "Hin Ungersvend I seer; "Nu har han af Guld og Ære "Sig hentet nok og meer. "Men, hvorhen Skæbnen ham førte, "J Kampens blodige Leg, "Dog Eders yndige Billed "Ei af hans Tanke veg. "Og mellem fin Ungdoms Drømme "Og hvis I ham ikke hader, Just fjorten Dage derefter I Professorernes Gaarde Og udenfor Kirken trængtes C. Ploug. Ved Assistentshuset. kjalm Hvides gamle Slægt! Hvo, som kjender Danmarks Historie, kjender ikke ogsaa denne gamle 2t! Og dog havde jeg næsten glemt, at den engang havde været til, da jeg pludselig blev erindret om hiin længst forsvundne Tid. Det var en Aften filde, at fire Stavelser, som en Troldomsformular, lød i mit Øre og manede Fortiden frem for mig. Natten, Eensomheden og Tausheden ere uforandrede til alle Tider gjennem alle Aarhundreder fun naar de forenede herske, træder Fortiden frem af Graven og viser sig for os; i det klare Solskin, medens det travle Liv mylrer rastløst rundt om os, naar Vognene rumle og brølende Stemmer raabe med mangehaande Livsfornødenheder, da ville vi forgjeves paakalde Aanderne. Men i den eensomme tause Nat, naar Mørket udsletter Omridsene, naar ingen anden Lyd høres end af de skvulpende Bølger, som fra Arilds Tid have fortsat deres ustandsede Løb i det samme Leie, naar ikke andre Vidner ere tilstede end de blinkende Stjerner, som have feet alle de henfarne Slægter vandre herneden — da er den rette Tid. Skjalm Hvides gamle Slægt! Og pludselig forsvandt hele Kjøbenhavn for mit Die med samt alle de kedsommelige, eensformige Huse; det farveløse Christiansborg Slot og det mangefarvede Musæum gik den samme Vei, jeg stod ganske alene paa den øde Strand, der hvor nu Asststentshuset ligger. Slotsholmen ligeoverfor mig var atter det gamle Tyvsnæs, Taarnet Steileborg hævede atter fine takkede Muurtinder mod Himmelen, jeg var pludselig sat tilbage i det tiende Aarhundrede, Egnen rundt om var øde, Vandet var langt bredere og meget dybere, det saae Altsammen fattigt og kummerligt ud, Fiskergarn vare udspændte tiltørre, hvor nu Torve og Gader ere, og Vinden legede med de hængte Fribytteres Legemer i Steileborgs Galge der, hvor den nu stryger hen over Billederne af et udsøgt Selskab, som smykker det Udvendige af Konstens Tempel, og, iflædt Straffefangernes brune og gule Farver, staaer i den grellefte Modsætning til de ædle og rene Skikkelser i dets Indre. Men lad os ikke tale om Smagssager. Min Phantasi havde gjort for langt et Spring tilbage. Det var først i det tolvte Aarhundrede, at Kong Valdemar skjenkede Holmen og Fisterleiet og Alt, hvad der ligger rundt om dette i en vid Omkreds, til fin Ven Arel Hvide, den gjæve Skjalm Hvides Sønnesøn, der er mere bekjendt under fit geistlige Navn som Biskop Absalon.. Han var en Søn af Ridder Asker Ryg og dennes Hustru Fru Inge, der skjenkede sin Husbond to Tvillinger, som begge bleve berømte og "kneise i evigt Ry.” Den første af de Sønner to Den kaldte han Esbern Snare, Han blev saa stærk som den vilde Bas, Den Anden kaldte han Arel, Han blev en Biskop from; Han brugte fit gode danske Sværd, Som Paven fin Stav i Rom. De to Tvillinger vare opdragne med Kong Valdemar og bleve hans troe og uadskillelige Venner til hans Død. Arel Hvide var en mandhaftig Ridder, før han blev kaaret til Bisp i Roeskilde; han vedblev at føre Sværdet tilligemed Krumstaven. Det var i Danmarks gyldne Tid. De vendiske Sørøvere, som havde hærjet Kusterne, bleve tugtede og deres Stæder ødelagte, og Absalon opførte paa det gamle Steileborgs Ruiner den stolte Borg Arelhuus, til et stadigt Værn mod fremmede Fribyttere. Det var en mægtig Herreborg og med brede og stærke Mure: velbefæstet efter den Tids Sfik, Af alle Huse i Danmarks Land Har intet saa brede Mure, At Arels Huus det ei rumme kan, * Men det var ogsaa nødvendigt, thi Bispen havde et talrigt Følge af geistlige Herrer og en mandstærk Livvagt, og naar han drog ud af sin Borg for at drage i Leding, førte han en heel Hær med sig og bemandede en talrig Flaade af Dromer, Knorer og Smaafkibe. Og naar han kom hjem igjen, havde han udbredt de danske Vaabens Glands og Skrækken for Danmarks Hævn paa de fjendtlige Kyfter, hvor undertvungne Fyrster maatte bøie fig for Seierherren og hvor Hedningernes Guder bleve til intetgjorte medens Folkene i tusindviis christnedes af den staalklædte Biskop Absalon. Arelhuus bleve en Rætsel for Tydskerne, og af= hugne Venderhoveder grinede bedskt fra Muurtinderne, og advarede imod at komme de Danske for nær. Med Arelhuus begynder Kjøbenhavns Historie, det var Stadens Grundsteen. Den ældste Tvillingbroder var den næsten ligesaa berømte Esbern Snare. Han var Middelalderens Tordenskjold og udførte de dristigste Gjerninger, baade tilvands og tillands. Han byggede sig en Gaard lige= overfor Broderens Borg, og Mindet om den finde vi endnu bevaret i en Gades Navn. Hvor nu Snaregaden ligger tætved Gammelstrand og bagved Assistentshuset laae dengang Esbern Snares Gaard, lige ud til det brede Vand, der flød mellem Staden og Slottet. Det maa have været en prægtig Gaard, thi Esbern Snare var en mægtig Herre, som endogsaa turdę frie til Kongens Søfter Kirstin. Og det lød ikke til, at Valdemar den Store ansaae det for en Mesalliance, i det Mindste figer Kampevisen, at han svarede Frieren med skjemtsom Hu: Liden Kirstin hun er kun Aarene ti, Hun kan Eders Hofklæder hverken skære eller sye; medens han derimod gav Dronningen, som friede til Kirstin for fin Broder, den tydske Prinds Buris, reent ud Afslag med de Ord: Liden Kirstin hun er en Frøken saa væn, Herr Buris er lig en Hestedreng. Man seer heraf, at Skjalm Hvides Æt var "af god Familie," som Efterkommerne nok kunne være stolte af. Fra denne Gaard seilede Esbern Snare ud med sine Skibe og for raskede Fjenden mangen Gang, naar denne mindst ventede det. Og naar han kom hjem igjen, gjenlød Salene af Kæmpernes Jubel, der var Lystighed og Gammen i al den Gaard og Pokalerne tømtes paa Kongens Sundhed og for Skjalm Hvides Æt. Men omsider blev Esbern Snare ked af den enlige Stand, og tænkte paa at føre en Brud i sin Gaard. Og som han var snar i Alt, var han det ogsaa i sit Frieri. Thi da Kongen og Absalon rede til Fjennesløv, for at besøge Fru Inge i hendes Enkestand, fulgte Esbern Snare med, og han red faalangt forud for de Andre, at han fik friet til skjøn Huldfried, som var hos hans Moder og just stod ved Borgledet, forinden de Andre kunde indhente ham. De bleve da viede i Fjennesløv Kirke; men Bryllupsgildet blev forstyrret, thi der kom Budskab, at en Flaade af hundrede Skibe var seilet ud fra Nygen og |