I Hjemmets ensomme Stilhed
Hun var i fit Element,
Og fjendte den store Verden
Saalidt, som hun selv var kjendt.
Hun kjendte dens falske Pænhed Saalidt, som dens frække Spøg, Men fulgte en indre Stemme, Der aldrig for hende løi.
Der banked sagte paa Døren,
Og Jomfruen lukkede op;
Forundret Ungersvenden
Hun maalte fra Taa til Top.
"Min Fader er ikke hjemme:"
Hun talte, da taus han stod
Og søgte forgjæves efter
Sit raske Ungdomsmod.
"I vredes ei, ædle Jomfru!
"Jeg søger Jer Fader ei;
"Til Eder er det alene,
"Jeg styrede hid min Vei.
"Det Ærind, jeg har til Eder, "Er vistnok af fèlsom Art;
'Men vil I taalmodig høre, "Saa faaer jeg det vel forklart.
"Jeg føler herinde Evne
"Til mandig og driftig Daad;
"Men til at søge min Lykke
"Jeg haver saa daarlig Raad.
"Jeg længes til fremmede Lande "At vinde et hædret Navn; "Men kæmpe maa jeg herhjemme "Daglig med Armod og Savn.
Tog hun ham saa ved Haanden,
Sammen til Vindvet de gik.
Jomfruen blussed og bæved;
Kysset han tog og fik.
Han reiste did, hvor Kampens Bulder
Til Arbeid kaldte kjække Mænd,
Og Hæderen stod som paa Pinde
For hvem der vilde fange den.
Did hvor al hjemløs Kløgt og Manddom
Blev samlet af den store Zar,
For Krigens Dont og Fredens Kunster
At lære Østerlands Barbar.
Her var en vid og frodig Ager,
Hvor han den Rigdom kunde faae,
Som Ingen hjemme havde agtet,
Mens den i Armods Gjemme laa.
Her modnedes i Dagens Straaler
De skjulte Evner og bar Frugt,
Og hver en Drøm, hans Ungdom drømte,
Hans Manddoms Kraft opfyldte smukt.
Her mangled Rum ei for hans Virken,
Her Maal og Meed hans Higen fandt:
Paa Pultavas blodstænkte Snemark
Han fine Riddersporer vandt.
Fra Slag til Slag han Zaren fulgte,
Og Lykken fulgte i hans Spor;
Den Roes, som rundelig han høsted,
Alt vidt paa Rygtets Vinger foer.
Da spurgte han, at Krigen atter
Var naaet til Danmarks Kyfter hen,
Da tænkte han: nu Fædrelandet
Behøver alle fine Mænd.
Nu Alle maatte lydt bekjende,
At stor han var i Ord som Daad;
Saameget, som hans Arm i Slaget,
Hans Stemme gjaldt i Kongens Raad.
Og gyldne Naadestegn i Mængde
Han for fin Troskab fik i Løn,
Og Adelsbrev og Skjoldemærke
Blev skænket Bedemandens Søn.
Alene i Dagligstuen
Professorens Datter sad
Og nynnede paa en Vise,
Hun havde lært udenað.
Den Vise var om en Nidder,
Der foer paa fjerne Tog,
Men havde en Fæstemø hjemme,
Hvis Billed med ham drog.,
Omsider han kom tilbage
Med Ære og med Guld
Og hende fandt saa trofast,
Som han var hende huld.
Og Jomfruens tause Tanker
Leged ved hendes Sang;
Hun tænkte: mon han dog ikke
Kommer igjen engang?
Mon han endnu i det Fjerne
Tumler sig stærk og kjæk,
Eller mon Dødens Bleghed
Dækker de ædle Træk?
|