af de gamle Folkeforlystelser, kan dei vel være Umagen værd at optegne det Eiendommelige ved dem; det er forsøgt her.

Søfolkene i Kjerteminde feire ved Fastelavnstider en Folkeforlystelse, der kaldes Dystløb. Naar det lakker ad Fastelavn samles de yngre Sømænd for at træffe Forberedelser til Festen, vælge sig en Konge eller Capitain til Anfører for de Optog, der indlede Dystløbet. Der er et usædvanligt Røre i den lille By naar de smykkede Sømænd ile til Samlingsstedet; mørke Been= klæder, en hvid Skjorte og en fort Hat er Pyntens Grundlag, men paa Skuldrene hænge flagrende Silkebaand, ved Haandledet og paa Brystet er anbragt en Mængde Sløifer. Den sorte Filthat er baldyret med Glasperler og Ravperler. De smukke, unge Sømand have gjerne de netteste Kjærester; de netteste Piger have gjerne de smukkeste Silkebaand paa deres Huer og meest Sands for at smykke deres Hjertenskjær; de røde, hvide og blaa Baand, der flagre paa Søndagshuen, fæstes paa Vennens Skulder, at han ikke skal staae tilbage for fine Kammerater. Den, der har en Kjæreste, han behøver ikke at ængstes for fin Dragt, og den, der ingen har, han bliver ogsaa hjulpen en flink Sømand er altid Pigernes Ven.

Den første Morgen varer det længe inden Toget kan blive ordnet; i Spidsen ere Spillemændene, saa kommer Kongen, væbnet med en drabelig Sabel; ham følger alle hans Svende, to og to, men hver en bærer Dannebrog paa en lang Flagstang. Under Klarinetters og Violiners Klang drage de gjennem Gaderne; udenfor en eller anden stor Kjøbmands eller formuende Borgers Dør beværtes de, overalt hvor de komme frem lægger Enhver efter Evne fin Skjerv i Bøsser, der bæres omkring af dem, der ere udvalgte dertil. Den første Dag gaaer gjerne hen med at gjennemvandre Byen selv, men naar de næste Morgen samles ved Gildehuset, faa gjelder Farten Omegnen. Mod Nord drage de ud til Hindsholm; der ere de velkomne Gjester paa de store Herregaarde, i Præstegaardene og Landsbyerne; Hindsboen har et godt Sulefad og en spækket Pung, han holder meget af Lystighed og nærer, som alle Danske, en vis Beundring og Forkjærlighed for den danske Sømand; hans Datter lider ogfaa de raske Gutter, giver En hende en Svingom, er hun ikke bange for at fæste fine allersmukkeste Baand blandt de andre, der alt fortrylle hendes Die. Men naar Aftenen stunder til, venter hele Byen længselsfuldt efter de Bortdragne; "nu kommer de", "nu kommer de" lyder mange Gange fra Dør til Dør inden de virkelig komme, og naar faa endelig Toget drager indad Porten, flokkes Alle om dem og følge dem til Gildehuset. Har Faderen eller Moderen funden fin Søn, Hustruen

fin Mand, Søsteren fin Broder, Pigen sin Ven, saa er der en Hilsen, en Jubel af "Godaften og Velkommen”, som ikke faaer Ende, før hver drager med Sine til det tarvelige Hjem. Stadsen ordnes og lægges bort for at Alt kan være istand til næste Morgen, thi saa gaaer Toget sønderpaa over Langebro, eller vesterpaa til Egnen omkring Fjordens nordlige Bred og saaledes gaaer det hele Ugen igjennem.

Fastelavnssøndag sluttes Festens første Afdeling; nu skulle Byens og Egnens Beboere nyde det Skuespil, hvortil de forud have erhvervet fig Adgang ved de Gaver, de have givet Dystløberne. Fastelavnsmandag skal der "skydes i Strande", som det hedder, men det er iffe altid saa ganske let at komme til Vandet, thi Fjorden, der afgiver Skuepladsen, er som oftest tilfrossen paa denne Lid af Aaret; er det Tilfældet, saa ises der en stor Aabning og i den holdes nu Dysten; en halv Snees af de Rafkeste udvælges til Tvekampene. Udover Agterenden af en Fiskerjolle anbringes et Bræt saa stort at en Mand netop kan staae derpaa. De to, der skulle kæmpe med hinanden, bestige et saadant Bræt paa hver fin Jolle; de ere hvidklædte fra Top til Taa, deres Vaaben er den Flagstang, hvorpaa de under Dyftløbet have baaret Dannebrog. De festligtsmykkede Roerkarle trække paa Aarerne, og Jollerne bevæge sig frem mod hinanden under Spillemændenes Musik; nogle Gange seile de forbi hinanden for at de Kæmpende kunne faae Tid til at indtage en beqvem Stilling paa Brættet og en lille Hjertestyrkning til det kolde Bad, der fikkert venter idetmindste En af dem. Nu holdes Flagstængerne vandret, Baadene nærme fig hinanden, hver reiter Vaabenet mod fin Modstanders Bryst, Flagknappen naaer ham ogsaa, men Stødet var ikke stærkt nok; efter nogle Svingninger staae de igjen fast begge to, og Tilskuerflokken, hvis Aandedræt fast var standset i det spændende Øieblik, udbryder i jublende Bifaldsraab dog Spændingen er atter for Haanden. Baadene have hver paa fin Side naaet Isen, de have vendt og stævne paany mod hinanden, medens de Kæmpende med fældede Vaaben berede fig til at føre et fikrere Stød. Denne Gang lykkes det, den Ene vakler, taber Ligevægten og styrter baglænds i Vandet, men hans Modstander kaster sin Flagstang, drikker engang af sin Flaske, hvis han staaer saa fast, at han kan gjøre det, og springer saa bagefter. Naar de to Svømmere naae Kanten af Isen, saa ere de atter Kammerater; Arm i Arm ile de gjennem Tilskuermængden; hvor vaade de end ere have de Lune nok til at spøge med Pigerne, der vige tilbage for deres kolde Favntag. Men paa Baadene have alt to friske Kæmper indtaget de ledige Pladser og berede sig til at vove en lignende Dyst med hinanden;

de fængsle nu Opmærksomheden indtil En af dem vinder Seir. Det er interessant at iagttage Tilskuerne medens Kampen staaer paa; at fee de stive stirrende Blikke, der betragte de Kæmpende, naar Vaabnene krydses, at høre de dæmpede Glædesudbrud, naar Baadene fjerne sig fra hinanden, og Striden er uafgjort.

Om Aftenen sluttes Festen med et Bal i Gildehuset, hvor der leves høit for de indsamlede Penge. Her dandser Kongen med Byfogedens Frue og Byfogeden med Kongens Kone, men Aftenens Helte ere de, der have feiret i Tvekampene.

Der hører Kjækhed og Snildhed til at fælde fin Modstander i en saadan Kamp, som den vi have beskreven; men den danske Sømand og navnlig den danske Fisker, der i sin lille, tarveligt udhalede Jolle er vant til at byde Storm og Bølger Trods, skjælver ikke i Kampen paa det gyngende Hav, hvad enten det gjelder om at vinde det daglige Brød, eller at værne om gamle Danmark. Paa Havet tumler han sig i sin Barndom, paa Havet søger han end alderstegen at erhverve sig og fine det Nødtørftige til Livets Ophold. Bonden sadler fin Hest og smykker den med Mailøv naar han vil ride Sommer i By; Sømanden bestiger fin Baad, og i Vinterens Kulde hævder han i ridderlig Kamp paa Havet det Tapperhedsry, han har arvet fra Fædrene.

Et Kys har med sin milde Flamme
Engang tændt Ærens høie Baun;
Et Kys har givet Danmarks Saga
I Gjem et herligt Heltenavn.

I.

Han var en Svend faa fund og kraftig,

Som nogen af den jydske Rod,

Med aabne Træk og brede Skuldre,
Med modig Sjæl og fyrigt Blod.

En Aandens Kriger var han vorden,
Soldat udi den sorte Hær;

Men Bog og Pen han heller bytte
Gad med en Hest og med et Sværd.

Ud i den vide Verden higed
Han efter Roes og Eventyr;
Men Armod bandt til Fædrejorden
Med Lænke tung den stakkels Fyr.

Han svælgede i Hædersdrømme
Og drak af Haabet mangen Rus;
Men dagligt Brød han fik af Naade,
Og borget var hans Glædes Krus.

En Dag med tvende Kammerater
Han vandred under Voldens Løv,
Og veired Sindet ud i Solen
Og pumped Lungen lænds for Støv.

Paa een Gang han i Farten standsed,
Og glemte hvad han vilde sagt;

Det var, som pludselig han ramtes
Af en usynlig Tryllemagt.

Hinsides Gaden i et Vindve
Der sad en Pige faur og fin,
Halv skjult af store Gyldenlakker
Og et misundeligt Gardin.

Og dette Syn det var, der fængsled
Hans Blik, hans Tanke og hans Fod,
Til, vakt af sine Venners Latter,
Han skamfuld rødmed som et Blod.

"Hør, Poul! Du mener jo, at Lykken
"Dig bier paa en fremmed Strand;
"Men om den hjemmefra Dig følger,
"Det kan vi prøve nu paa Stand.

"Ifald hin unge, skjønne Jomfru,
"Der bragte Dig fra Samling nys,
"Er villig til for vore Dine
"At række Dig fin Mund til Kys

"Saa fjænke vi Dig Reisepenning,
"At Du kan fare flur afsted
"Ud i den vide, skjønne Verden:
"Det er vort Ord, det staae vi ved.”

Saa talte af de Lo den Ene,
Den Anden talte med et Nik.
Et Dieblik fig Poul betænkte,
Saa vendte han sig om og gik.

II.

Alene i Dagligstuen
Professorens Datter sad
Og nynnede paa en Vise,
Hun lærte sig udenad.

Af fytten Sommeres Fylde
Løftedes Barmens Hvælv,
Hvor rig hun var i sin Vnde,
Det anede mindst hun selv.

Thi Stempel af Sjælens Renhed
Hver Skjønhedslinie fif,
Og Hjertensgodheden lyste
Igjennem det klare Blik.