Fig. C

1

høit nemlig, som Planten efter sin Eiendommelighed vil have Livsknuden (det Punkt hvor Top og Rod støde sammen) og fra denne Svulst udfender Planten tykke og laadne Rødder, saakaldte Kronrødder, der væsentligst tjene til dens Ernæring. Har Sædekornet ligget ovenpaa, eller er den unge Plante f. Er. af Frosten blevet trukket op, og er Livsknuden kommet ovenfor Jorden, ville Kronrødderne alligevel skyde frem og søge at trænge ned i Jorden; lykkes det, kan Planten ligefuldt blive kraftig, men i modsat Fald bliver den svag og smaakjernet; thi de første Trevlerødder tjente den ikke til Næring længere end til Kronrødderne traadte frem, og visnede efterhaanden som de sidste udviklede sig.

Dersom Jorden paa denne Tid er fin og løs, ville Kronrødderne let bane fig Vei ned i den og neppe blive synlige; men er den derimod haard, ville de ikke kunne gjennemtrænge Skorpen men bugte fig langt hen paa Overfladen saaledes som paa Hvedeplanten Fig. D og antage

Fig. D

ved Lysets Indflydelse en grøn Farve. Heraf indsees Grunden til den store Nytte, en Hvedemark ret ofte har af skarp Harvning om Fcraaret, naar dette Arbeide kan foretages just paa den Tid, Kronrødderne ere i stærk Vært.

Ligesom en Plante altsaa bliver lidende, naar Kronrødderne komme Overfladen for nær, faa vil den ogsaa svækkes da, naar Sædekornet kommer til at ligge for dybt ɔ: dybere end behøves for at de første Trevlerødder

Fig. E

Fig. F

Fig. G.

Fig. H

kunne holde Sæden især Vintersæden saa fast i Jorden, at den ikke, naar Frost og Tøe afverler med hverandre, løftes iveiret og tager Skade. Een Etage af Kronrødder endogsaa med temmelig lang Afstand fra Frøkjernen saaledes som Fig. E, kan derfor meget ofte være til Nytte; men, skal 'Planten sætie 2 Etager af Kronrødder (de komme gjerne i Begyndelsen parviis frem) saaledes som Fig. F = ung Havre eller G= Byg — endfige 3 til 4 Etager, (hvor Havre f. Er. pløies ned tilligemed Ærter) som Fig. H viser, saa er det vistnok til Skade og sætter Planten tilbage i dens Vært, fordi ei alene Trevlerødderne men det hele Stykke nedenfor de øverste Kronrødder, visne og koste Planten unødig Kraftanstrængelse.

Samme Dybde for alle Kjerner, som lægges paa samme Gang, er af Vigtighed, fordi Planterne ellers vilde komme ulige hurtig op og give tveskiftet og tvemoden Sæd. Det er derfor endvidere en af Radfaaningsmaskinens store og væsent lige Fordele, at man ved den nøjagtig kan befremme den Dybde, hvortil hver Slags Sæd bør

faa

lægges; og at alle Kjerner vaa samme Gang komme lige dybt dybt nemlig, som Jernene gjøre Furene dertil. Endelig bør det bemærkes, at de engelske Radsaaningsmaskiner gjerne ere indrettede faaledes, at kunftige Gjødningemidler kunne lægges samtidig med og umiddelbart om Sædekornet, hvis unge Planter da i Begyndelsen hente megen Kraft deraf og fremmes til fikkrere Udvikling især paa mager Jord.

N. E. Hofman (Bang).

Pengegrifen.

jer var saa meget Legetøi i Børnenes Stue, og øverst paa Skabet stod Sparebøssen; den var af Leertøi i Skikkelse af en Griis; den havde naturlig Sprække i Ryggen, og Sprækken var med en Kniv gjort større, at der ogsaa kunde gaae Sølvdalere ind, og der var gaaet to foruden mange andre Skillinger. Pengegrisen var saa proppet, at han ikke længer kunde rasle, og det er det Høieste, en Pengegriis kan bringe det til. Der stod han nu øverst paa Hylden og faae ned paa Alt i Stuen, han vidste nok, at med hvad han havde i Maven, kunde han kjøbe det Hele, og det er at have en god Bevidsthed!

Det tænkte de Andre ogsaa paa, om de ikke sagde det; der var Andet at tale om. Commodeskuffen stod paa klem; der reiste sig en stor Dukke, noget gammel var hun, og klinket i Halsen, hun saae ud og sagde: „Skal vi lege Mennesker? Det er jo altid Noget!" Og saa blev der et Røre! Selv Skilderierne vendte fig paa Væggen; de viiste, at de ogsaa havde Bagfide, men det var ikke for at sige imod.

Det var midt om Natten; Maanen skinnede ind af Vinduet ogʻgav fri Belysning. Nu skulde Legen begynde, og Alle vare indbudne, selv Barnevognen, der dog hørte til det grovere Legetøi. „Enhver er god for fig!" sagde den; „man kan ikke Alle være af Adel!“ Pengegrisen var den Eneste, som fik Indbydelsen skriftligt; han stod for høit, til at han, troede de, kunde høre den mundtligt, og han gav heller ikke Svar, om han kom, for han kom ikke! Skulde han med, maatte han nyde det hjemme fra; det kunde de rette sig efter, gjorde de.

og det

Det lille Dukketheater blev strar stillet saaledes, at han kunde see lige ind i det. De vilde begynde med Comedie, og saa skulde der være Thee og Forstandsøvelse, og med den begyndte de strar. Gyngehesten talte om Training og Fuldblod, Barnevognen om Jernbaner og Dampkraft; det var jo Noget, de forstode sig paa, og de kunde tale om. Stueuhret talte Politik tif tik! det vidste, hvad Klokken var slaaet,Spanskrøret stod og var stolt af fin Dupskoe og fin Sølvknap; han var jo beslaaet foroven og forneden; i Sophaen laae to broderede Puder; de vare nydelige og dumme og saa kunde Comedien begynde.

men man sagde, at det gik ikke rigtigt.

Alle sad de og saae til, og man havde bedet om, at man vilde fmælde, knalde og rumle, ligesom man var fornøiet til. Men Ridepidsken sagde, at han aldrig smældede for de Gamle, men kun for de Uforlovede. „Jeg knalder for Alt!" sagde Knaldperlen. Et Sted skal man jo være!"

"

meente Spyttebakken; det var nu saadan Enhvers Tanke ved at være paa Comédie der.

Stykket duede ikke, men det blev godt spillet, og alle de Spillende vendte naturligviis den malede Side udad; de vare kun til at see paa een Led, ikke paa Vrangen. Alle spillede udmærket, heelt forud af Theatret; Traaden var for lang i dem, men saa bleve de mere mærkbare! den klinkede Dukke blev løs i Klinken ved det og Pengegrisen blev saa betaget, at han besluttede at gjøre Noget for Een af dem, sætte ham i fit Testament, som den, der skulde ligge i aaben Begravelse med ham, naar den Tid kom.

Det var en sand Nydelse, saa at man opgav Theevandet og blev ved Forstandsøvelsen. Det kaldte de at lege Mennesker, og der var ingen Ondskab deri, for de legede kun; og hver tænkte paa fig og paa hvad Pengegrisen tænkte, og Pengegrisen tænkte længst, han tænkte jo paa Testament og Begravelse og naar kom det istand —! Altid før man venter det. - Knak! der laae han fra Skabet, laae paa Gulvet, i Stamper og Stykker; men Skillingerne dandsede og sprang, de mindste snurrede, de store rullede, især den ene Sølvdaler; han vilde ordentlig ud i Verden, og det kom han og det kom de Allesammen; og Skaarene af Pengegrisen kom i Bøtten.

Men paa Skabet selv stod igjen næste Dag en ny Pengegriis af Leertøi; der var endnu ikke en Skilling i ham, derfor kunde han heller ikke rasle, og deri lignede han den anden; det var altid en Begyndelse, med den vil vi ende!

og

H. C. Andersen.

Dystløb.

edens Iveren for at fremdrage Folkelivet, dets. Sagn og Sange, vorer Aar for Aar, taber dette selv mange af de Træk, der tildeels udgjøre dets poetiske Moment. Vel lever der endnu mangen Sang paa Folkets Læber, der kan kaldes Folkesang, hist og her har man vel endnu ikke glemt at ride Sommer i By_ c. desl., men det er dog langtfra saa almindeligt som forhen. Folkeforlystelserne ere i de seneste Aar afløste af de patriotiske Folkefester. Lever der da endnu nogle