Fremdeles lærer Erfaring, at en Plantes Top gjerne staaer i Forhold til dens Rod, saa at en kraftig Rugplante med vidt udbredte Rødder kan skyde 8-12 Straae og derover, hver með fit fulde Ar, istedetfor at en svag Rugplante med lille Rod kun giver eet Straae med kort Ar og fmaae Kjerner. Mange Straae vilde imidlertid ikke kunne bæres af en Red, dersom Vorherre ikke havde sørget for at understøtte dem med Luftrødder; disse skyde som Fig. A viser ud fra det nederste Led af det kraftige Straae.*)

Forudsat altsaa, at hver Plante dækkede 18 □“, vilde der spares meest Sædekorn og erholdes den fuldkomneste Høst, naar Kjernerne bleve lagte 41′′ fra hverandre paa alle Maader. Noget lignende skeer i England, hvor smaa Jordbrugere dibble deres Hvede ved at gjøre særskilte Huller i Jorden for hver Kjerne. Sagen er heller ikke ganske fremmed for os, vi gjøre det hvert Aar med Kartofler, naar disse lægges i Rader med lige Afstand imellem Knollerne. Kornets Dibbling vil imidlertid blive for vidtløftig i Danmark og neppe kunne udføres af Mangel paa Hænder.

*) Luftrødder fees allertydeligst paa Maisen eller den tyrkiske Hvede.

Ved Radfaaning opnaaes vel ikke saa fuldkomne Resultater som ved Dibbling, men kan dog spares meget Sædekorn; thi derved vil i det mindste vindes, at hver Plante faaer Plads nok til fine Rødder om ikke til alle fire, saa dog til de to Sider. Hver Plante kan godt faae 18 " til fine Rødder, uden at Pladsen behøver at være en Ovadrat; var der f. Er. 9" imellem Raderne behøvedes der til det Øiemed ikkun 2“ imellem Kjernerne i Raden. Paa denne Maade vilde der nepve gaae mere end 1 Skp. Rug til Sædekern for 1 Td. Land.

8" kan paa gammel Agerjord efter vel gjødet Brak være en passende Afstand mellem Raderne og der vil da gaae 2—3 Sfpr. Rug i 1 Td. Land naar Planterne skulde staae saa tætte at en og anden nok kan undværes uden kjendeligt Tab; thi ved Vintersæd maa Landmanden altid gjøre Regning paa noget Tab formedelst Snegle, Orm, Muus, Snee og andre deslige Aarsager. Man vil sjelden kunne anvende saa megen Tid og Omhu, som behøves, til Radsaaning af den hele Vintersæd, men bør i det mindste gjøre det paa et Stykke, for at faae godt Sædekorn med fuldkomne Kjerner til at lægge igjen næste Aar. **) Det er ligesaa umuligt at smaakjernede svange Korn kunne give god Afgrøde, som at en spattet og daarlig Hoppe kan give et godt Føl.

Den Landmand, der ikke har Naad til at anskaffe fig en kostbar Radfaanings - Maskine, kan i det smaa hjælpe sig med en Flaske, som naar den er godt tør, fyldes med Korn og bindes over med et Stykke Papir, hvori der iforveien var udklippet saa store Huller at kun en Kjerne ac Gangen kan falde ud igjennem hvert Hul. Flasken bindes derpaa til en Stok med Halsen nedad, og, naar den da rystes over Rillen, ville Kjernerne uden stor Vanskelighed blive ligeligt fordeelte.

et

Man har ved Vintersæd, der staaer i Nader, den store Fordeel at kunne opdage Ukrud og om Foraaret tage det bort med en Hakke, Arbeide, der endvidere har den meget gavnlige Virkning at bryde Jordskorpen og give Luften Adgang til Jorden. Den, hvem Arbeidet synes uoverkommeligt, skal blot forsøge enten med svensk Harve eller andet passende Redskab at gjøre nogle faa Niller i Kanten af sin Brakmark, deri at lægge Kjerner paa den omtalte Maade og at dække dem enten med en omvendt Harv paa langs eller med Hovedet af en Rive paa wers af Rillerne. Naar Jorden ikke er meget kraftig, og man ikke har til Hensigt

*) Ved Hofmansgave ere 9 Tdr. Land iaar radfaaede med 2 halv Td. deels Rug deels Hvede, og sidste Aars Erfaring viste i det mindste ved et mindre Forsøg at saa lidt Sadekorn dog var tykt nok.

at hakke imellem Naderne om Foraaret, kan det imidlertid være bedre, at fordele Kornene saa jevnt som muligt uden Rader; det er Aarsagen hvorfor man ei gjerne bør faae efter den svenske Harve og endnu mindre paa aaben Fure, men hellere efter at Jorden iforveien var jevnet med en dansk Harve og allerbedst om den var tromlet, førend der blev faaet dette gjelder især om Rug og fine Frøsorter, som ikke taale at komme dybt.

Sædekornets Fordeling kan aldrig skee saa jevnt med Haand som med Maskine, og mangfoldige Forsøg have godtgjort, at den faakaldte "fyenske Bredfaanings-Maskine" egner sig fortrinlig dertil. Rigtignok koster den imellem 50 og 60 Rdlr., men denne Udgivt vil endogsaa for den mindre Jordbruger meget snart betale fig, da Erfaring viser, at der med Maskine under gunstige Omstændigheder ikke behøves mere Korn til Bredjaaning end omtrent 5 Skyr. Hvede eller 6 Skpr. Rug eller 7 Sfpr. Byg eller 9 Skpr. Havre i 1 Td. Land. Maskinens Brug hindres ikke af Blæstog giver grundet Haab om en rigere Afgrøde, som i Sammenligning med den efter almindelig Saaning med Haand kan anslaaes til † Id. mere pr. Ed. Land. Af det her sagte vil følgende Regel være indlysende: Dibbling fordrer mindre Sædekorn end Radsaaning, Randsaaning mindre end Bredfaaning med Maskine og Saaning med Maskine mindre end med Haand.

Jo mindre Øvelse Saamanden har, desto mindre vil han være i Stand til at fordele Kjernerne saa jevnt med Haanden, at der ikke komme flere Kjerner til at ligge tæt sammen. De fleste af disse ville gaae tilgrunde og ikkun saadanne Kjerner, som komme til at ligge afsondrede fra hverandre, saa at deres Rødder faae Plads nok, ville udvikle fig til kraftige Planter; men dersom Saaemanden søgte at fordele Kjernerne tyndt, vilde der let blive bare Pletter, hvor ingen Kjerner faldt, derfor maae han hellere lægge for meget paa nogle end for lidt paa andre Steder; begge Dele er feil, men bare Pletter ville være skadeligere end de tykt faaede, fordi Ukrud paa dem indtager Kornets Plads og kaster sit Frø til Skade for Fremtiden. Derfor bør:

Den Uøvede faae tykkere end den Øvede, tage Haanden fuldere og Skridtene mindre.

De Planter, hvis Rødder naae hverandre, faa med det samme Tilbøielighed til at gaae i Veiret og skyde Straa eller Stengel, og dette er ofte til Skade f. Er. ved tykt saaet Naps, som om Efteraaret bliver langhalset og derefter aldrig udvikler sig kraftigt men let fryser bort. Derfor bør Frøet af en Plante faaes desto tyndere, jo mere Tilbøjelighed denne har til at brede sig.

Paaløs Muld saasom Tørvejord ville Planterne let falde omkuld, naar de ei tilstrækkelig understøttes, og dette kunne de ikke ved Luftrødder, fordi Jorden ei har Sammenhæng nok;

derfor faaes paa Muld tykkere end paa anden Jord, for at det ene Straa skal kunne tjene det andet til Støtte.

Det er en gammel Regel, at Landmanden bør rede en varm Seng for fit Sædekorn; Nigtigheden deraf har især stadfæstet sig ved Rug og Byg. Sengens: Jordens Varme er forskjellig Foraar og Efteraar desto varmere, jo høiere Solen staaer paa Himmelen, altsaa tidlig om Efteraaret og fildig om Feraaret. Sandjord er varmere end Leer; Brak varmere end Stubjord endfige Lei; gjødet Jord varmere end den ugjødede; Fald imod Syd og Øst varmere end imod Nord og Vest; og fremfør Alt er vel afgrøftet og især drainet Jord varmere end den, hvis Fugtighed skal dunste bort og derved vil berøve Planterne deres Varme og med Varme deres Sundhed, vaa lignende Maade, som vaade Sengklæder ere skadelige for den Person, som vil lægge sig i dem.

Paa varm Jord, som ikke lider af Tørke, bør faaes tyndere end paa den kolde.

En Tønde Korn indeholder ikke lige mange Kjerner, flere naar disse ere smaae end store; men enhver fund Kjerne giver uden Hensyn til Størrelsen en Plante; deraf følger, at en Tønde smaakjernet Sad vil give mange flere Planter, end den storkjernede, og at:

jo mindre Kjernerne ere, desto tyndere bør de faaes.

En beskadiget Kjerne vil enten slet ikke groe eller ogsaa give en svag Plante f. Er. en ormestukken Ært eller for stærk kørnet Byg.

Af fligt Sadekorn bør saaes forholdsvis tykkere. Naar Korn gjemmes et Aar over, ville de svageßte Kjerner tabe deres Evne til at spire; derfor:

bør gammelt Sædekorn saaes tykkere end det nye.

Det vil endelig være indlysende at under forresten lige Omstændigheder:

vil ufrugtbart Veir fordre tykkere Sædekorn end det frugtbare, seig Jord tykkere end den skjøre, og ugunstige Forhold i det Hele tykkere end de gunstige.

Hvor dybt skal Sædekorn lægges?

Dette beroer deels paa Frøets Størrelse fiint bør lægges øverligere end det storkornede; deels paa Jordens Beskaffenhed

dybere paa den fandede og lette end paa den lerede, for at Planterne kunne holdes opreiste, og Rødderne beskyttes mod Tørke; endvidere paa Jordens Bearbeidning, som fordrer dybere Lægning paa knoldrig Jord end paa den fiint pulveriserede; saa paa Fugtigheden, som vedligeholder fig længst nede i Jorden, og derfor vil have Sædekornet dybere i tør Jord end i den vaade; endvidere bør Sæden bringes desto dybere ned, jo jævnere den Overflade var, hvorpaa Kjernerne bleve spredte. Den Landmand, som faaer paa aaben Fure, vil sjelden bruge andet end en let dansk Harve til at dække den med; men derimod en svensk Harve eller Erstirpator for at bringe den Sæd ned, som lagdes paa underharvet endsige tromlet Ager. Paa den sidste Maade komme Kjærnerne ned til samme Dybde, især efter den bredfødede Erstirpator; hvorimod Saaning paa aaben Fure bringer nogle Kjerner for dybt andre for øverligt. Endelig beroer den rigtige Dybde især paa hver Slags Planters eiendommelige Natur. Erfaringen viser f. Er, at Rug og Havre ei taale at komme saa dybt ned som Hvede og Byg. Fra hvilken Dybde i Agerjorden en Kornplantes Rødder vil hente fin Næring, bestemmes tildeels af de Love, Skaberen har nedlagt i Frøets Natur, og dem søger Planten selv at gjøre gjældende paa følgende Maade: Naar et Korn lægges i Jorden, svulmer det op, og Spiren, som vaagner til Liv, udsender da baade sit Rodblad mød Jordskorpen og Rødderne nedad og ud til Siderne. Hver af disse Rødder faaer mange fine Trevler, som baade holde Planten fast i Begyndelsen og tjene den til Næring. Lidt længere hen, naar det 3die og 4de Blad af Toppen komme frem, udvikler Livet hos Græsserne sig paa en eiendommelig Maade, idet der danner sig en Svulst eller Knude enten paa det samme Sted, hvor de første Rødder skjøde ud, naar Kjernen var lagt øverligt saaledes som Havrevlanten Fig. A; eller høiere oppe som paa Rugplanten Fig. B og Havreplanten Fig. C saa

森