nene skrumpe ind til en næsten skrækindjagende Tyndhed og bedækkes med graae eller storternede, fastsluttende Unævnelige; Vesten forlænges og for: synes med en Metalkjede, der gaaer fra det nederste Knaphul i en Bue paa 180 Grader hen til Lommen; den sorte Kjole en ægte Angloman bærer egenlig aldrig Frakke trækker sig opad med Knapperne midt i Ryggen, Ærmerne udvides ved Haandledet og slutte sig i en Top til Kraven; der vises en forbausende Mængde hvidt Linned paa Brystet, Halsen forlænges og omgives kun af et smalt Bind med en uhyre Sløife og stive shirt-collars, som hindre Hovedets frie Bevægelse; Haaret skilles fra det venstre Dienbryn ned til den høire Skulder og børstes vel ud til Siden, saa at Individet faaer Udseende af en Vandhund, der i længere Tid har gaaet for en stærk Sydost; Mandens Hanpryd, Underskjæget, flygter i bange Forvirring op paa Kinden og trevler sig ud i lange whiskers, og Hovedet bedækkes med noget Aparte, enten en overmaade lillebitte Straahat, eller en overmaade stor Filthat, eller en Kafkjet fra Forverdenens Tider; Gangen er foroverbøiet, saa at Lorgnetten, den uundværlige Lorgnet i Silkelidsen, dingler frem og tilbage foran Spisebjerget, og Armenes Svingning følger parallelt med de tilsvarende Been. Hidtil have de 99 pCt. af de unge Anglomaner tilhørt Handelsstanden, og naar En af dem har været saa heldig at opholde sig en 2–3 Maaneder i London eller Newcastle, saa slaaer Sygdommen ind og viser endnu andre Symptomer: Patienten kommer til at sværme for raae Beefsteaks, Plumpudding, Porter og Ale; han befinder sig ilde i Solskin, men lever op i tung og taaget Luft; til sin Families Bekymring faaer han regelmæssig hver 14de Dag spleen og tilbringer Dagen foran en Steenkulskamin. med at drikke Portiin og vine fig med at renoncere vaa den kjære Cigar; han trækker fornemt paa Skulderen af Alt, hvad der smager af Dansk, i Synderlighed af de danske Damer, der kun ere for Kokkepiger at regne" ligeoverfor ,,the english ladies“, og løber En ham vaa Ærmet, siger han,,God dam!" Sluttelig bliver Patienten yderst ubehagelig for fine Omgivelser paa Grund af en Alt overveiende Kjedsommelighed og ender med at gaae med Plaid istedetsor med Frakke. Hvorledes Syg= dommen udvikler sig, efterat den først har culmineret, det skulle vi fortælle, naar først de anglomane Individer, der svandse om paa Gaderne, ere blevne gamle, thi før den Tid famler man i taagede theoretiske Doktriner, der høist sandsynlig ville blegne for Praris'ens klare, kraftige Solskin. Men en Antydning af Anglomaniens Situation i denne fjerne Fremtid give dog disse gamle Gentlemen, der vegeterede paa vor elskede Fødeø i Skoe og hvide Strømper paa den Tid, da stive Støvler vare en god

Borgers første Pligt, da en Lorgnet vilde have været en Forhaanelse af Moralloven, Nankins Burer en sær Profeti og en Plaid en Passeerseddel til Bidstrup. Ingen veed ret, hvorfra disse aldrende Cavallerer egenlig skrev sig, der vandrede løse om ligesom Johannes i Ørkenen, ernærende sig vel ikke af Græshopper, men af en paa den Tid ligesaa curieus Føde, den gammel-engelske Beef; de vare saa specifik ærværdig-gamle, at man kun ved en høist halsbrækkende Abstraktion kunde tænke sig dem som unge, saa mærkværdig enestaaende, at man vilde have døbt dem „Fremtoninger", hvis dette Ord ikke dengang havde hvilet ligesaa dybt i Sprogets Schaft som Guldet i Californiens Sand. Ingen tænkte paa, at disse sære Cumpaner vare en mægtig Idees Forløbere, Duriker fra Noah Ark.

Gaae vi nu over til Hunnerne, ja da nøder Sandheden, der bør være saavel enhver Historieskrivers som navnlig en Naturhistorieskrivers første Pligt, os til den galante Indrømmelse, at det saakaldte smukke Kjøn hertillands hidtil ikke har været angrebet af Anglomanien som Epidemi, om vi end paa den anden Side ikke ville nægte, at der jo hist og her findes sporadiske Tilfælde. Vi træffe ikke ofte et Ansigt indfattet i lange, blonde Sidelokker, der møder os kun sjelden de engelske Damers smægtende Blikke, vore Damer have heldigviis endnu ikke lært at forene et latterligt Pruderi og et sørgeligt Bigotteri med meget dristige Emancipationstilbøieligs Heder; men paa den anden Side kunne vi ikke lukke Diet før en Luft hos de danske Damer til at være skye for Mandfolk, som ikke ere blevne dem præsenterede, — hvad der bærer hen mod Anglomanien. Vi skulle ogsaa gjøre opmærksom paa den søsterlig-velgjørende Tendents, der lægger fig for Dagen vel ikke som hos Englænderinderne, der stifte Associationer til Forbedring af de afrikanske Hal-Niggeres Kaar, medens de lade deres Naboer døe af Sult, men dog yttrer fig ved en forunderlig Lyft til at virke i Damecomiteer for Asyler, Hospitaler, Tjenestepiger osv., hvor Hjælpen laae meget nærmere. Vi skulle imidlertid standse her, for ikke at indvikle os i mindre behagelige Collisioner, og slutte med det Haab, at det saakaldte svagere Kjøn fremdeles vil holde bedre Stand i den anglomane Epidemi, end Tilfældet hidtil har været med det stærkere Kjøn.

2

Om Sædekornets Lægning.

kal der saaes tykt eller tyndt? dette er et af de mange vigtige Spørgsmaal, som Landmanden hvert Aar maa gjøre sig selv, thi det beroer meget paa Svarets Rigtighed om den følgende Afgrøde skal blive riig eller ikke. Agerjorden koster ligemeget Arbeide med Plov og Harve, hvad enten der nedlægges tykt eller tyndt Sædeforn i den, men foruden at det første er bekosteligt, behøver det ei altid, ja er endog ofte til Skade. Det kan derfor vel være Umagen værd at drøfte dette Spørgsmaal lidt nærmere og at undersøge de Omstændigheder som kunne have Indflydelse paa Bestemmelse af Sædekornets Mængde under forskjellige Forhold; thi "hvad Fa'r har gjort, er ei altid saa fuldkomment, at Sønnen bør gjøre det samme" og det kan let misforstaae, hvad som ofte anføres til Forsvar for tykt Sadekorn: "der skal noget i Jorden, for at der kan komme noget af den.".

Først nogle Bemærkninger: Naar Sædekornet spirer i Jorden, er det ikke Menneskets Kræfter, som gjøre sig gjeldende, men Naturens. det er de vise Love, som et Algodt Forsyn engang har indstiftet. Disse Love kan Mennesket ikke forandre, men vel benytte paa forskjellig Maade og med større eller mindre Fordel, alt efter de Omstændigheder, hvorvaa Lovene finde Anvendelse. Bibelen er den Bog, hvori hver Christen kan læse fig til, hvorledes han bør tænke og handle, og Naturens store Bog er en værdifuld Foliant, som ikke alene lærer Mennesket Omgang med Naturen, men ogsaa vækker det til Beundring af det uendelig store Værk og til Kjærlighed imod dets alvise og algode Ophav. Men. for at en Beg skal læses med Nytte, maa den ikke alene læses, men ogsaa forstaaes; derfor vil Naturen kun forstaaes af den Landmand, hvis indre Die er vaagent for dens Sandheder, saa at han ikke alene seer de mange Under, i dens altid aabne Bog, men ogsaa tænker over Hensigten med dem.

Alt i Naturen er ordnet efter Tal, Maal og Vægt, saa bestemt, at der aldrig finder Undtagelse Sted; derfor har enhver Aarsag ogsaa sin

bestemte Virkning, og Mennesket bør stræbe efter: 1) at kjende Forholdet imellem dem begge, 2) at opdage alle de Aarfager, som have Indflydelse i en vis Retning, 3) at være forberedt paa og saavidt muligt at fore-bygge skadelige Virkninger af de Aarsager, som ikke staae i menneskelig Magt f. Er. Veirets Indflydelse.

en

Nogle Naturlove gaae igjennem den hele Organisme og ere fælleds for alt Levende, baade Dyr og Planter, andre gjelde kun før hver især. Blandt de første skal her nævnes den Lov, at alt Levende skal fødes, vore, udvikle sig til Modenhed og døe. Endvidere at der til Vært og Underhold fordres et vist Maal af passende Næring; Koen f. Er. æder fig syg paa bare Kierne og bliver kummerlig mager paa bare Halm; Rugplante vil lige saa lidt blive kraftig og være meelrig Kjerne paa en Mødding som paa magert og tørt Sand. Der fordres et vist Maal af Næring til at frembringe en fuldkommen Plante ligesom et fuldkomment Dyr, og Erfaringen har vist, at dette Maal især er af Vigtighed i den Tid, indtil Udviklingen har naaet sit Høidepunkt, det er, til Planten har ophørt at vore. Der gaaer en anden Lov igjennem hele Naturen, det er den, hvorefter den Stærkere gjør sin Ret gjeldende og udtrænger de Svagere. En slig Kamp maa, hvor Naturen er overladt til sig selv, være nødvendig til Forplanning af et kraftigt Afkom; men anderledes forholder det sig, hvor Mennesket griber ind i Naturen og benytter dens Love til fine egne Diemeds Fremme; thi mange af de Kræfter, som vilde gaae tilspilde i Kampen, kunne da ofte spares og anvendes til Nytte paa andet Sted. Hvor Sædemanden fylder Skjeppen eller Sækken ved Enden af sin Ager, spildes ofte en Haandfuld Kjerner; de vore op, flere end som kunne finde Næring, og gaae størstedelen tilgrunde i den indbyrdes Kamp - hvorfor? - fordi Rødderne maa slaaes om den Næring, der ikke er tilstrækkelig til dem alle. Planten tager Kraft af Jorden igjennem dens Rødder og af Luften igjennem Spaltaabningerne i dens Blade; deraf følger, at jo videre en Plantes Rødder strække sig, og jo mere Næring den ved dem kan indfuge, desto større Top fan den underholde, med store Blade og mange Spaltaabninger, der udgjøre lige saa mange Munde.

Det gaaer med Landmandens dyrkede Værter ligesom med Forstmandens Træer, at nogle have Pælerødder og hente forholdsvis mere Næring fra Dybet. hvorimod andre meest udbrede deres Net af Rødder i den øverste Medjord; til den første Klasse hører Klover, Raps. Gulerødder og de fleste Rodværter, til den sidste alle Kornforter og Græsarter. Derfor viser Erfaring, at jo varmere Undergrunden er og jo dybere Madjorden er bleven bearbeidet, desto mere ville Rødderne lokkes ned paa Dybet. Der

som vi altsaa antage, at Rødderne af en Kornplante f. Er. Rug, fik Lov til at udvikle sig uhindret og med dens Trevler gjennemtrængte 72 Cubik Tommer Jord, saa vilde det omtrent komme ud paa et, om denne Jordklump var dyb f. Er. ved 6 Tommers Pløining med en mindre Overflade 12 Tommer (f. Ex. 3 Tommer lang og 4 Tommer bred) eller ogsaa flad f. Er. ved 4" Pløining med større Overflade

=

= 18 "

f. Er. 3" lang og 6" bred. Da man nu regner 20“ (Decimal Maal) paa en Alen, og 20 X 20 400 " paa 1 Alen, altsaa 400 X 14000 = 5,600,000 paa en Tønde Land, saa maa dette Tal ved den dybe Pløining divideres med 12 og ved den fladere derimod med 18 for at give den Mængde Rugplanter, som kunne udvikle sig fuldkomment paa 1 Tde. Land; i første Tilfælde 466,666 i sidste 311,111. Heraf følger den Regel:

Dyb Medjord taaler tykkere Udsæd end den flade.

Paa lignende Maade skulde det synes, som om kraftfuld Jord burde faaes tykkere end den magre, fordi hiin indeholder mere Plantenæring og for saa vidt Næring til flere Planter. Men Erfaring viser, at jo bedre en Plante ernæres indtil en vis Grad, desto videre breder den fine Rødder til Underholdning af større Top og flere Straa, og desto større Plads fordrer den paa Ageren for at give fuldkomne Kjerner thi ellers blive de let svange og daarlige. Derfor bør:

Jorden besaaes desto tyndere jo bedre ɔ: jo kraftfuldere den er.

Det er sagt, at Rødderne ikke maa saaes om Næringen, naar Straae og Ar skulle udvikle sig fuldkomment; men Ukrudet tager lige saa vel Næring af Jorden som de dyrkede Planter; derfor vil Kornets Top kunne udvikle fig desto friere og fuldkomnere, jo mindre Ukrud det har at kjæmve. med, og deraf følger:

Ageren bør besaaes desto tyndere, jo renere den er.

Erfaring viser, at Rødderne brede sig videre ud, jo længere Tid de faae dertil og jo længere Værtperioden er; deraf følger, at Vintersæð strækker sine Rødder videre og behøver flere " til hver Plante end Vaarsæd, og af Vaarsæð behøver den mindst Plads og altsaa fleft Sædekorn, som faaes sildigst f. Er ferradet Byg. Reglen maa altsaa blive den:

Tidlig Saaning fordrer tyndere Udsæd, end den sildige. Naar man undersøger en Rugplante, der har havt Plads nok for fine Rødder i frugtbar og vel arbeidet Jord, vil man finde, at Trevlerne kunne være 3" lange til alle Sider; deraf følger, at en Rugplante kan indtage en Plads af 36 □" eller under almindeligere Forhold 18 □".