Samtiden: tidsskrift for politik, litteratur og samfunnsspørsmål ..., Bind 13

Forsideomslag
Gerhard von der Lippe Gran, Jacob Stenersen Worm-Müller, Andreas Hofgaard Winsnes, Jørgen Brunchorst
Aschehoug, 1902
 

Hvad folk siger - Skriv en anmeldelse

Vi har ikke fundet nogen anmeldelser de normale steder.

Andre udgaver - Se alle

Almindelige termer og sætninger

Populære passager

Side 300 - ... var noget meget værre. Peer Gynt. Hvilket da? Anitra. O, skån mig! Peer Gynt. Tal! Anitra. O, jeg rødmer — Peer Gynt (nærmere). Var det kanske hvad der fyldte mig så ganske, da jeg gav dig min opal? Anitra (forskrækket). Ligne dig, o, verdens skat, med en ækkel gammel kat! Peer Gynt. Barn, fra elskovs standpunkt set, kan en hankat og profet komme hartad ud på et. Anitra. Herre, spøgens honning strømmer fra din læbe. Peer Gynt. Lille ven; du, som andre piger, dømmer skorpen kun af...
Side 35 - Ventetiden havde vel forekommet h r. direktøren for lang, han begyndte selv en forklaring i sit umulige blandingssprog, og jeg hørte til min skræk, at det var hyænen, han foreviste; han forsnakked sig endog og kaldte den grævlingen. Dagreb harmen mig, og jeg traadte ind paa scenen, førte hr, direktøren tilside med en armbevægelse og tog selv ordet. Hyænen var forestillingens trumf, jeg maatte tale som ingensinde før for at redde den, og allerede fra min indtræden, da jeg førte hr. direktøren...
Side 74 - Han var forelsket dybt og inderligt, det var klart, og dog var han istand til strax en af de første Dage at erindre sin Kjærlighed. Han var i Grunden færdig med det hele Forhold. Idet han begynder, har han gjort et saa forfærdeligt Skridt, at han har sprunget Livet over. Om Pigen døer imorgen, det vil ingen væsenlig Forandring fremkalde, han vil atter kaste sig hen, hans Øie vil atter fyldes med en Taare, han vil atter gjentage Digterens Ord. Hvilken besynderlig Dialektik! Han længes efter...
Side 76 - Han har lidt af en exacerbatio cerebri* for hvilken Virkeligheden ikke havde Incitament nok, i det Høieste kun momentviis. Han forløftede sig ikke paa Virkeligheden, han var ikke for svag til at bære den, nei han var for stærk; men denne Styrke var en Sygdom. Saasnart Virkeligheden havde tabt sin Betydning som Incitament, var han afvæbnet, deri laae det Onde hos ham.
Side 76 - ... den virkelige Verden, høre ikke hjemme i denne men i hiin anden. Dog det, at et Menneske saaledes svinder hen, ja næsten forsvinder for Virkeligheden, kan enten have sin Grund i en Sundhed eller i en Sygdom. Det Sidste var Tilfældet med dette Menneske, som jeg engang har kjendt uden at kjende ham. Han tilhørte ikke Virkeligheden, og dog havde han meget med den at gjøre. Han løb bestandig hen over den, men selv naar han meest hengav sig, var han ude over den.
Side 76 - Derfor finder jeg saa liden Glæde ved Tilværelsen, fordi, naar ' Tanken om Noget vaagner i min Sjæl vaagner den med en saadan Energie, i en saa overnaturlig Størrelse, at jeg ret egl. forløfter mig paa den...
Side 98 - Storthinget er overbevist om, at ingen norsk Mand, der agter sit F'ædrelands Rettigheder og sin egen Ære, vil deltage i Revisionen paa andre Vilkaar, og den seneste Tids Begivenheder i Sverige...
Side 66 - Vanter, der kan vrænges. Har et tjent til et Maal om Formiddagen, kan det tjene til noget andet om Eftermiddagen. Det var ham, som fremhævede Vigtigheden af Sø- og navnlig af Skjærgaardsforsvaret, da der engang skulde bevilges til Landarmeen, og af denne, da Bevillingen til Flaaden var fore.
Side 100 - Stortinget, der fastholder, at en revision af de unionelle bestemmelser — naar Hs. maj. maatte finde, at det rette tidspunkt til at forberede en saadan maatte være kommet — alene kan finde Sted paa den i rigsakten givne grundvold, nemlig rigernes ligeberettigelse og ethvert riges eneraadighed i alle anliggender, der ikke er betegnede som unionelle, og som i Hs.
Side 22 - Det var ikke veir til foredrag om skjønlitteratur, forklarte jeg. Det kunde han vel se. Han smilte fremdeles. — De skulde bare vide, hvor frygtelig barometret har faldt, sagde jeg. — Jeg havde propfuldt hus, svarte han. Forøvrigt smilte han ikke længer, men bad endog om undskyldning, fordi han forstyrred mig. Han havde et erende. Jeg blev krænket i mit inderste, og jeg bad ham paa det bestemteste om ikke længer at forholde mig min nattero. Istedetfor at gaa, satte han sig ret ned paa min...

Bibliografiske oplysninger