Illustreret Dansk literaturhistorie: Danske digtere i det l9de aarhundrede

Forsideomslag
Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag, 1907 - 805 sider
 

Andre udgaver - Se alle

Almindelige termer og sætninger

Populære passager

Side 467 - Hvo Du end er, hvilket Dit Liv forresten, min Ven, ved (hvis Du ellers deeltager i den) at lade være at deeltage i den offentlige Gudsdyrkelse, som den nu er (med Paastand paa at være det nye Testamentes Christendom...
Side 249 - Min Fødestavn er Lyngens brune Land, Min Barndoms Sol har smilt paa mørken Hede, Min spæde Fod har traadt den gule Sand, Blandt sorte Høje boer min Ungdoms Glæde.
Side 262 - Sig nærmer Tiden, da jeg maa væk! Jeg hører Vinterens Stemme; Thi ogsaa jeg er kun her paa Træk, Og haver andensteds hjemme. Jeg vidste længe, jeg skal herfra; Det Hjertet ikke betynger, Og derfor lige glad nu og da Paa Gjennemreisen jeg synger.
Side 40 - Thi de Danskes Aand er dog ikke saa fattig og forknyt, at den jo kan stige lige saa højt mod Himmelen som andres, alligevel at den ikke bliver ført paa fremmede og udlændiske Vinger«.
Side 170 - Lærdom ligger klart udfoldet, velbekjendt i dens Historie: paa den eneste ægte Historisk-Christelige Kirkes Vegne, for en falsk Lærer, som misbruger det christelige Navn til, saavidt han formaaer, at forvirre og forføre Menigheden, stræber at undergrave den Kirke, han udgiver sig for at ville tjene og befæste!
Side 191 - Stig op af Graven, du Slægt, som døde! Forkynd dit Fald og afmal din Brøde! Advar os for Udslettelsens Dom, og viis os hvorfra din Frelse kom! Men I, som lyste i Tider dunkle, som klare Nordlys ved Midnat funkle! I store Aander, som over Jord med Frelsens evige Banner foer! der Herren mægtig sin Haand udstrakte og Folkeaanden til Liv genvakte lys atter for os fra natlig Tid, I Aandekæmper i Herrens Strid!
Side 148 - Alt mig vinked min egen Gestalt. Dog blev fra nu for Tanke og Trang Jorden et Fængsel ; Vel lindrer ved Anelse, Drøm og Sang Hjertet sin Længsel, Dog brænder mig Kysset, jeg kjender ei Fred Førend jeg drager Himlene ned.
Side 48 - For de sieldne Faae som vor Gave forstaae, som ei Jordlænker binde, men hvis Siele sig hæve til det Eviges Tinde, som ane det Høie i Naturens Øie, som tilbedende bæve for Guddommens Straaler, i Sole, i Violer, i det Mindste, i det Største, som brændende tørste efter Livets Liv, som — o store Aand for de svundne Tider! see dit Guddomsblik paa Helligdommens Sider, for dem lyder atter vort Bliv!
Side 263 - Mig bæres for, som ret snart i Kvæld at Gitterværket vil briste; thi kvidre vil jeg et ømt Farvel; maaske det bliver det sidste.
Side 596 - Herredet milevidt udbredt for ens Øjne — til de tre Sider omgivet af Landets gamle Vogter, det gendarmblaa Hav. Der hviler en egen, fredelig Hverdagsstemning over det tætbefolkede Landskab. Ingen dristigt svungne Linjer, ingen himmelstormende Tinder eller svimlende Afgrunde. I tunge, fede Muldbølger skyder Landet sig frem fra Stranden og bærer smaa Skove, Landsbyer, Kirker og Møller paa sin brede Ryg, eller det reder trygge Lejer for trægt flydende Bække og sindige Aaløb.

Bibliografiske oplysninger