Noveller og skitser, Bind 1 |
Almindelige termer og sætninger
Ansigt Baronen begyndte blive Broder Bruus Bøsse baade Carsten Holm Dame Dandsen derpaa Ditmarskerne dybe død Døren Eder Fader faldt fandt Fjenden foer Forvalteren Foulum Frygt Frøken følge første faae gamle ganske gjennem gjerne Glæde godt gaaer Gaarden Haugen havt Hemmingstedt hende Hertugen Hest Himmelbjerget Hjerte holdt Hovedet hvorledes Hænder højere høre hørte Haand igjen Junker kalde kjender Kjæreste Kjærlighed Komtessen Konrektoren Kvinde lagde lige ligesaa længe løb lød Mand Marsken Meldorp Menneske mørke maaske maatte Noveller og Skitser næsten naadig Pige Præsten Præsten i Vejlby Reimer rejste Røverstue raabte sagde seer seet Side sidste skjønne Skoven Skytten Smil snart snevre Solholm sprang spurgte stedse stod strax staaer svarte saadan saae saaledes Taushed Therese Thiele tilbage traadte tvende tænkte Ulvedal Vagtel Vang vedblev veed vendte vide vidste Vinduet vist Wolf Isebrand Øjeblik Øjne
Populære passager
Side 171 - Naade til hende og løse snart op for os begge To!" Idet hun talte de sidste Ord, kom den Ulykkelige ind med sin Ledsagerske: „Nej," sagde hun, „idag er han ikke at se; men imorgen har vi ham vist.
Side 234 - Men Jørgen kom alligevel; han vilde ikke forlade hende paa nogen Maade. — Somme Tider sagde hun til mig: „Kirsten!" sagde hun, „Gud give, jeg havde druknet med mine Forældre! Jeg er en fremmed og en Udlænding i denne syndige Verden. Aa — var det ikke for den, der ligger" — Mere sagde hun ikke; men jeg vidste nok, hvad hun mente. — I det samme Godlav lagde Stig sig herhenne til at dø, og han havde Skillinger, og Enken var baade ung og snøg; og hun friede til Jørgen. Han sagde Nej....
Side 347 - Anlangendes et Menneske, hans Dage er som Græs; som et Blomster paa Marken, saa skal han blomstre. Naar Vejret farer over det, da er det ikke mere, og dets Sted kender det ikke mere.
Side 346 - Morgenen droge ud; Jægerne raabte og Hundene gjøede, og Hestene trampede ligesaa utaalmodige som vi selv. Snart hjemsøgte vi Urfuglene paa Heden, snart de vilde Dyr i Skoven — med Spil og Sang fore vi hen og hjem. Nu er her stille som i et Kloster, den naadige Herre bryder sig ikke om Jagten. Taus og ene gaaer Skytten ud, og stille kommer han tilbage. Denne Slægt er traurig som jeg selv. Thiele, den 12te Januar 1751.
Side 225 - Tougværket løsreves og slyngedes hid og did ; Masterne dinglede. — Efter dette heftige Pust blev et Ophold, i hvilket Havet syntes at ville samle Kræfter til et nyt og voldsommere Anfald. De ængstede Sømænd udstrakte deres Hænder, snart mod den mørke Himmel, snart mod Landet — det Land, der var dem saa nær, og som de dog aldrig levende skulde naa.
Side 219 - hurra hurra hurra!" De muntre Ord stod i synderlig Modsætning til den dybe Tone og den mørke Alvorlighed, med hvilken de bleve udsungne — med hvilken de Alle paa eengang gjorde omkring, tog Hattene af, knælede og satte Panderne mod Rælingen. Nogle Øjeblikke dvælede de i denne Stilling; men ikke en Lyd hørtes fra deres Læber — i Stilhed bad de til Vindenes og Bølgernes Herre. I Stilhed rejste de sig, skød Baaden helt ud i Vandet, sprang ind i den og greb Aarerne. Under lige Drag gled...
Side 339 - Mand i et fremmed Land. Saalangt har min Kaarde hjulpen. Min Oberst og jeg gjorde lyst mellem Fjenderne; men vi vare kun To mod Ti. Ak, min gamle Blis! Du maatte dø - - gid vi havde fulgtes ad!
Side 324 - Det var rigtig, som Skipperen sagde, en svensk Kaper. Imorges, saasnart det dagedes, saae vi ham en halv Mils Vej borte; de sagde, han gjorde Jagt paa os. „Er der Nogen af Jer Passenerer, " sagde .Skipperen: „der har Mod og Mands Hjerte og Lyst til at baxes med den svenske Gast?" „Jeg har en god Riffel," svarte Junker Kresten: „og min Tjener har ogsaa en; skal vi prøve den Jagt engang, Morten?
Side 196 - Gøen, Møllebækkens Susen og Værkets Klapren. Nu var Solen dalet, og Bedeklokkernes Klang fra mange Kirker kaldte den trætte Landmand til Søvn og Hvile. Aftenduggen hævede sig allerede fra alle Enge og Vande, og snart skjulte den hele Søen. De fjerne Bakker og Skovenes Toppe svømmede paa Taagen.
Side 155 - Den største Sorg i Verden her Er dog at miste Den, man har kjær." Otundom naar jeg har vandret ret langt ud i den store Alhede, hvor jeg kun har havt den brune Lyng omkring og den blaa Himmel over mig ; naar jeg vankede fjernt fra Menneskene og Mindesmærkerne om deres Puslen hernede, der i Grunden kun er Muldvarpeskud, som Tiden eller en og anden urolig Tamerlan engang...