maaskee en Smule for raff Grillerne af hovedet.

NB. NB. Da Stegen

at hun allerede havde slaaet

eller Stegene, for vi fik

baade Kalvesteg, Dyresteg og Kalkunsteg (denne meest for Consistorialraadens Skyld) da de nu kom paa Bordei,

slog jeg med Desertkniven paa Glasset, rømmede mig, rejste mig og sang en Bordvise, som jeg selv til denne Lejlighed havde forfattet. Jeg vilde ogsaa gjerne have frydet Læserne med dette alle Tilstedeværende kaldte det et - Mesterstykke; men jeg kan naturligvis ikke tiltræde en for mig saa smigrende Mening - Læserne skulde med. Fornøjelse have faaet det, dersom jeg selv havde havt det, eller nogen af Gjæsterne havde opbevaret det.

Mit Exemplar beholdt min Dame, og det havde hun næste Morgen - iffe i hovedet, men paa Hovedet, og det ganske defect. Et andet Exemplar, eller rettere de forbrændte Levninger deraf, opdagede jeg om Natten paa Kakkelovnspladen ved andre Fidibusstumper. Og et tredie nød den Ære ved Frokosten at paradere som Manchet paa en Flæskeskinke.

Dersom Nogen troer, at jeg harmede mig over faa= dant, den tager mærkelig fejl; thi jeg anseer det netop for den sødeste Løn, at Eens Digte kunne saaledes blive udbredte allevegne; og at de blive revne istykker, det viser jo: at man rives om dem.

Men, jeg beder om Forladelse! jeg kunde nær fors sømt at fremstille de vigtigere Begivenheder. Da nu Brudeparrets Skaal blev drukket, og vi Allesammen gjorde dem den behagelige Ulejlighed at klinke med os hver især, kom Juliane ogsaa med fit Glas, og faae faa mild ud, som dertil. Bruden satte ogsaa et mildt Ansigt op; men hendes Haand rystede lidt, og der kom hende et Par Per

ler, som jeg antog for ægte, i Øjnene, NB. det var ikke den eneste Gang hun idag græd; for jeg kom siden hændelsesviis til at see, hvorledes begge Søstrene i et Værelse, hvor de troede sig uden Vidner, faldt hverandre om Halsen, og da sagde Juliane:

„Bliv lykkelig, min Søster! jeg bliver ikke ulykkelig!" Det kan nu Enhver tage for hvad den vil; men jeg for min Deel synes at det var kjønt sagt; der var Moral i det.

Men jeg beer igjen om Forladelse for Illuminationen, at den nemlig ikke faldt bedre ud. Jeg havde af mine mangefarvede Papiirtutter i en Løvportal dannet Bogstaverne F." og "V.", og nedenunder en allegorist Figur, nemlig tvende Hjerter i hverandre, eller et Tvillinghjerte; jeg mener, at dette var et pent Symbol paa Brudeparrets brændende Kjærlighed. Men, ret som for at spotte med min søde Idee! jeg havde neppe faaet den sioste Lysstump tændt, førend en grusom Regnbyge flukkede dem allesammen, og saaledes aldeles dæmpede Hjerternes • Brand.

Min Fætter, hvem jeg fortalte denne Ulykke, meente: at denne Regnbyge netop kom meget heldigt, for at fuldende Allegorien, og - med hans gunstigste Tilladelse vaasede en heel Deel om Ild og Vand, og Varme og Kulde, om Elskovs Morgenrøde og Hverdagslivets Aftenbløde;" hvilket jeg, for at skaane de Læsendes skjønne Følelser, iffe videre skal berøre.

"

Justitsraaden fandt sig i Ulykken med en beundringsværdig Stoicisme, trøstede mig endogsaa med den Forsikkring: at han nok skulde sørge for en anden Illumimation inde i Huset, ved hjælp af de brændende Fluida, hvormed Kjælderen var vel forsynet.

Jeg haaber nu, at jeg ikke skal have forbigaaet noget Væsentligt, og slutter altsaa dette Capitel med den Bemærkning: at Bryllupsdagen endte med Dands til den folgende Morgen.

Femte Capitel.

Dagen for Brylluppet.

Idet jeg her griber Pennen, svæver jeg Uvished om: hvor jeg helst skal tage fat. Dog, jeg vil først have det Vigtigste expederet. Da jeg ved Daggry stod op for at digte den omtalte Bryllupssang, som, desværre for Læferne! forvildede sig i Jomfrue Møllers Haar paa Kakkelovnspladen, og paa Flæskeskinken, hørte jeg udenfor min Dør en alvorlig Debatte mellem Justitsraadinden og Huusholdersken om Postejerne.

Denne levende Discussion over en saa vigtig Materie, tildrog sig hele min Opmærksomhed. Der handledes om intet mindre, end om de skulde fyldes med Hønsefarce eller med Muslinger. Fruen kæmpede for Skjældyrene - Huusholdersken for de befjedrede, og begge med saa kraftige Grunde, at jeg ikke vidste, til hvilken Side jeg skulde hælde.

Det var ikke muligt at vide, hvo der tilsidst vilde gaaet af med Sejeren, hvis ikke Justitsraadeu, der hæn delseviis og heldigviis kom til, havde interveneret med det Mediativ: at man kunde anvende begge Dele. Dette blev eenstemmig antaget, og Differencen saaledes lykkelig hævet. Beroliget herover, havde jeg atter sat mig i en højtidelig Stemning, da der kom Bud fra Degnen: om at være ham behjelpelig med at pynte Kirken."

S. S. Blicher. Gamle og nye Noveller. IV.

17

Jeg maatte afsted, men ikke før jeg havde udsøgt og medtaget et Par Kurve fulde af grønne Grene og symboliste Blomster, hvilke jeg anbragte saaledes: Over begge Brudefolkenes Stole befæstede jeg en Bue af Myrtes kviste, hvilket i Blomstersproget vil sige saameget som: "Sed er standhaftig. Kjerligheds Lon." Jbundne vare følgende:

1) Maanedsroser, som betyde: „Den varigste af alle Skjønheder er Hjertets;"

2) Adonis, det er: „Dit Billede følger mig alle= vegne;"

3) Apricoskvist, o: "Du fortryller;"

4) Drangeblomst, : „en Kjerlighed saa stor, at den ej kan udtrykkes med Ord;"

5) Kongelys, : "Dit Hjerte og din Haand gjør mig rigere end nogen Konge;"

6) Lærkeqvist, ɔ: „Du kroner mit Haab;"

7) Fløjelsblomst, : „Min Lykke er i din Haand;" 8) Evighedsblomst, o: "Kjerligheden tilhører ikke Tiden alene;"

9) Natviol, : „Naar Aftenzephyr fuser, mødes vi," og

10) Enebærqvist, ɔ: "Midnat er Elskovs Middag."

(Saameget kan jeg da ved given Lejlighed her sige Læseren med Hensyn til mit tidt omrørte Bryllupscarmen, som jeg havde betitlet: „Blomsterkrands paa Brudens Hoved": at det havde eet Vers for ethvert af ovenstaaende Nummere, og at jeg paa en ligesaa peen som findrig Maade havde i velklingende Riim udviklet de særskilte Be= tydninger.)

Kommen tilbage fra Kirken, fuld, i det mindste svimmel af min egen Phantasies skyhøje Flugt, gaaer jeg fejl

"

fan

af mit eget Kammer og ind i Julianes. Jeg bad om Forladelse for Fejltagelsen, og vilde forføjet mig bort; men hun bad mig med et veltilfreds Smiil, at bie og bes see Søsterens Brudekjole, med hvilken Gjenstand hun netop var sysselsat. Jeg saae og jeg roste — og jeg meente det virkelig - og flottede af og til saa lumskelig til hende: men der var ingen Forandring paa hendes Sjæls Barometer: det stod endog højere end Smukt Vejr," det viste ,,Bestandigt." Men Kvitsølvet jeg mener Kvindelunet hastig falde; det erfarede jeg ogsaa her. Jeg var nemlig neppe kommen til mit eget Værelse, før der hos mig ops stod nogen Tvivl om Barometrets Paalidelighed. Jeg trækker da mine Stoe af og stikker Fødderne i mine Pampusser - dem med Hattefiltssaaller (hvilken Slags Saaller, saavel ved saadanne som og ved andre Lejligheder, ere meget hensigtsmæssige) og lifter mig med Kattefjed hen til hendes Dor. Paa denne var, hvor en Knast havde fiddet, et hul saa stort som en af de nugjældende mindste Kobbermynter. Ved dette anbringer jeg mit ene Dje, og hvad feer jeg saa? Juliane sideværts, siddende ved Natbordet, og skrivende; men havde jeg ikke vidst, det var hende, jeg skulde neppe fjendt hende igjen: Barometret var sunken til Blæst og Regn!"

--

Hun skrev da hørte jeg fra Trappen ved den anden Ende af Gangen Justitsraadindens Stemme Juliane! Juliane! stræb og kom! stræb og kom!"

"

Jeg stræbte at løbe, og havde neppe naaet min egen Dør, før den Tilraabte foer ud af hendes og ned ad Trappen. (Jeg blev ellers bange for, at der var noget galt paafærde; men da jeg hørte Fruen raabe: „mine Blonder! mine Blonder!" saa beroligede jeg mig igjen).