Billeder på siden
PDF
ePub

Brudgommen saa smuk, som et Mandfolk kan taale at være; og for det tredie havde han i en Ræffe af Aar temmelig regelmæssigt gjort hiin sin Dpvartning; men paa den senere Tid forsomt saadant, nemlig siden han be: gyndte at fjereftes med Vilhelmine.

Det var derfor ikke at forundre sig over, at den Tilsidesatte paa Bryllupsmorgenen slet ikke lod sig fee, men indhyllede sig i et graat, tykt og vaadt Slør, hvor: igjennem hun græd som Justitsraadinden udlagde det

,,Guld ned i Brudens Stjod."

De to Forelskede brød sig Poffer om Bejret; i deres Sjele var den yndigste Morgenrøde, paa deres Himmel var iffe en Sky. Men jeg derimod var iffe glad ved Regnen; thi medens de Andre funde have Tag over Hoves det, var jeg nødt til at manøvrere i den frie Luft. Der sfulde nemlig om Aftenen være en Slags Ilumination i Haugen; og da jeg, fom fordi jeg duer til Ingenting, skal bruges til Alting, havde faaet det glimrende Hverv, var det en følgelig Sag: at jeg funde blive knortet og gnadrig.

Det var altsaa iffe faa fært, at jeg kom op at tofkes med Huusholdersfen og Koktepigen; thi det var i deres Atelier, at ogsaa jeg skulde gjøre mine Forberedelser; hvor over vi tidt fom i Collision ved Brugen af Potter, Knive og andre Kjeffenredskaber. - Men, som det hedder i Ords sproget ,, Seer det graat: kan det blive godt“ – faas ledes fonderrev Auroras Husbond, da han culminerede, det omtalte dunkle Slør: og længe før Gjæsterne bleve samlede, havde vi det nysseligste Bejr, og den tjenstvillige Sol havde tørret Vandet baade af Græs og Løv.

Da jeg nu omsider, under hyppig Opposition fra Ministerialpartiet, havde faaet mit Apparat beelt færdigt, og lykkeligt transporteret til fit Bestemmelsessted, og vil

[ocr errors]

til at begynde, hvem kommer faa? Ingen Anden end Juliane.

Hun faae mig rigtignof iffe, for jeg traadte instinct: mæssig bag et Grantræ. Jeg fiffede ganske forsigtig mei: Tem Grenene, og tænkte ved mig selv: hvad mon hun nu vil her? Saa fatte hun sig da paa en Træbænk, lagde Hænderne sammen i Stjødet, løftede dem samlede op, og lod dem fynke igjen. Derpaa faae hun op i Vejret jeg saae ogsaa derop, for icg tænkte, der havde været noget usædvanligt at fee efter; men der var iffe Antet at opdage end Grene og Blade, og en Smule Himmel imel: lem dem. Men hun maae dog have feet noget Mere end jeg, og det noget særdeles Interessant, for Taarerne løb bende ned af Kinderne, og det iffe faa, men mange. Det varede mig vel længe for det er kedsommeligt at see en ung og fmuk Pige - det var hun tilforladelig - sidde saadan og flæbe, og det paa fin Søsters Bryllupsdag.

Det forstaaer fig: bun vilde fansfee gjerne selv havt Ferdinand; men da det nu iffe saaledes kunde føje sig, faa burde hun som en fornuftig Pige - og det var hun virkelig have fundet sig i Omstændighederne, og iffe ærgret sig over, at Ferdinand hellere vilde have Vila belmine. Jeg tør just iffe gjøre min Eed paa, at det var derfor hun suurmulede, men jeg har dog en stærk Formodning derom; for at hun før havde gjort sig Speculationer paa denne smukke og rige Cavaleer, det ftal jeg give gyldige Beviser for.

Naa, lad det nu være hvad det var! Hun pillede af igjen, og jeg passede Mit. Men havde hun tøvet noget længer, ffulde jeg, ihvor travlt jeg havde, gjort mig den Umage, ved philofophift Ræsonnement at have udrøddet biin taabelige og barnagtige lidenskab.

Som jeg havde faaet den sidste Lampe anbunden, hørte jeg den første Vogn, og strar efter den anden; og saa git det en halv Time fort i een Rumlen dernede é Gaarben.

Det var Justitsraadens Idee, at der skulde iagttages famme Ceremoniel som ved et gemeent Bondebryllup; Gjasterne skulde først forsamles i Gildegaarden, for derfra at kjøre i Procession til Kirken; og skulde følgelig Musifans terne paa den første Bogn, Bruden med hendes førerinder paa den anden, Brudgommen med hans Forere paa den tredie, og ffulde der endelig til Kirken fjøres fod for Fod - ret som ved en Liigbegængelse.

Justitsraaden meente, at Alt dette havde sin Betyds ning: Før Egteskabet“ fagde han, nfaa har Hun Maga ten, og Han danser efter Hendes Pibe; ligesom den fagte Kjørsel betegner den jomfruelige Blysomhed, Anstand og Tilbageholdenhed.

Fra Kirken gik det i den modsatte Orden: nu var Han foran, og man kjørte fejende, hvilket sfulde forestille, at nu burde Han raabe, og føre en raskere Commando.

Mod Allegorien selv har jeg iffe Noget; men den bliver ikke saa sjelden bagvendt udlagt og udført i Birkeligheden. Og jeg har flere Gange været med, hvor Bruden

naar jeg maatte have noget i det at sige ffulde fjort efter bam til Kirfen, og foran berfra. Disse To tyffes mig funde meget passende have siddet ved Siden af hverandre baade hen og bjem.

Juliane var faamænd iffe med til Kirke; bun funde iffe faae Tid!!! Dg veed De saa hvad hun bestilte imens? 3tfe andet end puslebe lidt i Brudefammeret, og det var endda lidt nof; for jeg faae gjennem Døren den stod just paa Klem, da jeg engang ffulde ber forbi,

[ocr errors]

for jeg var heller iffe med i Kirken, for jeg kunde iffe heller faae Tid faae jeg, hvorledes hun stod ganske stille og lediglos foran Spejlet.

Jeg tænkte naturligviis strar, at hun stod der for at fpejle fig i Mag, og begyndte i mine egne Tanter at moralisere over den kvindelige Forfængelighed, om hvilken jeg har læst og hørt saameget Fornuftigt og Grundigt. Men jeg tog fejl: hun saae iffe i Spejlet, men unders neden, hvor der bang to smaae Billeder, nemlig Brudens og Brudgommens. Saa tog bun dem, eet i hver Haand, faae veemodigømt paa dem, fyssede dem endogfaa begge to; bang dem igjen paa deres Sted det var dobbelt Umage - vendte fig, foldede Hænderne, hævede dem, trykte dem til Brystet, faae op paa Plafondmaleriet der i Gibsloftet, og bevægede læberne en Smule.

Jeg meente, at det var Maleriet og Konstneren, hun ydede fin Beundring, men min Fætter, hvem jeg siden fortalte det, han meente for han vil nu altid være klogere end andre Folf - at hun bad for Brudeparrets Lyffe.

Naar jeg ikke havde været saa belæsset med Forretninger, vilde jeg været med i Kirken -- iffe for at høre Præstens Tale, for den ene Brudevielse er ligesom den anden: de ftal holde af hverandre, og de skal dele det Sure og det Søde ligeligt med hverandre, og han skal bære kiønt over med hendes Svagheder, og hun skal være ham fjønt lydig" - dette sidste kunde Præsten lige faa godt tie stille med.

Men – hvad var det nu jeg vilde fige – io", jeg vilde bave været i Kirken, for at - ija! af samme Grund, som man gaaer i Kirke, naar der er Confirmation.

Imidlertid, jeg maatte nu blive derfra, og ved Bordet

siden fik jeg da ogsaa Lejlighed til at betragte Damerne, og hvad de havde paa. Jeg kan endnu buffe det saa grandgiveligt, at jeg derom vilde forbinde mig til at aflægge en omstændelig og nøjagtig Beretning; men da jeg frygter, at fomme Læsere funde rynke Næsen herover, fta! jeg blot indskrænke mig til følgende Bemærkninger, der uden Tvivl ville have almindelig Interesse: Fru Krigs: raadindens Kjole var ikke andet end fimpel Florencetaft; men Cancellieraadindens — Jomfrue Møller, min Bord. dame, benægtede det; men jeg vil døe paa, den var Satin turque – og begge besatte med Tylskniplinger. Ej heller bør jeg lade ubemærket: at Fru Hansen bar en Krands af Perler, der faae ganske ud som ægte; og at Confiftorialraadinden havde en Ring paa hver Finger, og to paa somme.

For Maden er jeg desværre iffe istand til at aflægge rigtigt Regnskab, for jeg spiste selv ikke synderligt, uden en Tallerken Suppe det var af den brune

den an: den var en lille Smule snærret; men det beder jeg, man iffe vil tilregne Huusholdersfen; thi hun gav Rokfepigen to vældige Drefigen for det – og fag spiste jeg et par Postejer; men jeg skal aldrig nægte, at Butterdeigen funde været fuldkomnere, og det kom deraf fom Justitsraads inden efter Bordet hvidffede til mig — at Huusholderffen havde selv bruffet Brændevinen til den. Bil nu Nogen vide nøjere Beffeeb, den faaer henvende sig til Consistorials raaden, der spiste af alle Retterne, og derhos er en Mand af den fineste Smag.

NB. Juliane faae man ikke meget til. Hun havde rigtignok fin Plads ved Bordet; men hun var der ikke ret længe ad Gangen, og mere ude end inde; forresten saae hun ganske fornøjet ud, og jeg sluttede deraf

« ForrigeFortsæt »