Brudgommen saa smuk, som et Mandfolk kan taale at være; og for det tredie havde han i en Række af Aar temmelig regelmæssigt gjort hiin sin Opvartning; men paa den senere Tid forsømt saadant, nemlig siden han begyndte at tjerestes med Vilhelmine.

-

Det var derfor ikke at forundre sig over, at den Tilsidesatte paa Bryllupsmorgenen slet ikke lod sig fee, men indhyllede sig i et graat, tykt og vaadt Slør, hvorigjennem hun græd som Justitsraadinden udlagde det „Guld ned i Brudens Skjød."

De to Forelskede brød sig Pokker om Vejret; i deres Sjele var den yndigste Morgenrode, paa deres Himmel var ikke en Sky. Men jeg derimod var ikke glad ved Regnen; thi medens de Andre kunde have Tag over Hovedet, var jeg nødt til at manøvrere i den frie Luft. Der skulde nemlig om Aftenen være en Slags Illumination i Haugen; og da jeg, som fordi jeg duer til Ingenting, skal bruges til Alting, havde faaet det glimrende Hverv, var det en følgelig Sag: at jeg kunde blive knortet og gnadrig.

Det var altsaa ikke saa fært, at jeg kom op at tofkes med Huusholdersken og Kokkepigen; thi det var i deres Atelier, at ogsaa jeg skulde gjøre mine Forberedelser; hvor over vi tidt kom i Collision ved Brugen af Potter, Knive og andre Kjøkkenredskaber. Men, som det hedder i Ords. sproget -Seer det graat: kan det blive godt" saaledes sønderrev Auroras Husbond, da han culminerede, det omtalte dunkle Slør: og længe før Gjæsterne bleve samlede, havde vi det nysseligste Vejr, og den tjenstvillige Sol havde tørret Vandet baade af Græs og Løv.

Da jeg nu omsider, under hyppig Opposition fra Ministerialpartiet, havde faaet mit Apparat heelt færdigt, og lykkeligt transporteret til sit Bestemmelsessted, og vil

til at begynde, hvem kommer faa? Ingen Anden end Juliane.

Hun faae mig rigtignok ikke, for jeg traadte instinctmæssig bag et Grantræ. Jeg kikkede ganske forsigtig mellem Grenene, og tænkte ved mig selv: hvad mon hun nu vil her? Saa satte hun sig da paa en Træbænk, lagde Hænderne sammen i Skjødet, løftede dem samlede op, og lod dem synke igjen. Derpaa faae hun op i Vejret jeg faae ogsaa derop, for jcg tænkte, der havde været noget usædvanligt at fee efter; men der var iffe Andet at opdage end Grene og Blade, og en Smule Himmel imellem dem. Men hun maae dog have seet noget Mere end jeg, og det noget særdeles Interessant, for Taarerne løb hende ned af Kinderne, og det ikke faa, men mange. Det varede mig vel længe - for det er kedsommeligt at see en ung og fmuk Pige - det var hun tilforladelig sidde faadan og flæbe, og det paa fin Søsters Bryllupsdag.

--

Det forstaaer sig: hun vilde kanskee gjerne selv havt Ferdinand; men da det nu ikke saaledes kunde føje sig, saa burde hun som en fornuftig Pige - og det var hun virkelig have fundet sig i Omstændighederne, og ikke ærgret sig over, at Ferdinand hellere vilde have Vilhelmine. Jeg tør just ikke gjøre min Eed paa, at det var derfor hun suurmulede, men jeg har dog en stærk Formodning derom; for at hun før havde gjort sig Speculationer paa denne smukke og rige Cavaleer, det skal jeg give gyldige Beviser for.

Naa, lad det nu være hvad det var! Hun pillede af igjen, og jeg passede Mit. Men havde hun tøvet noget længer, skulde jeg, hvor travlt jeg havre, gjort mig den Umage, ved philosophist Ræsonnement at have udroddet hiin taabelige og barnagtige Lidenskab.

Som jeg havde faaet den sidste Lampe anbunden, hørte jeg den første Vogn, og strax efter den anden; og saa gik det en halv Time fort i een Rumlen dernede i Gaarden.

Det var Justitsraadens Idee, at der skulde iagttages famme Ceremoniel som ved et gemeent Bondebryllup; Gjæsterne skulde først forsamles i Gildegaarden, for derfra at fjøre i Procession til Kirken; og skulde følgelig Musikanterne paa den første Vogn, Bruden med hendes Førerin= der paa den anden, Brudgommen med hans Førere paa den tredie, og skulde der endelig til Kirken kjøres Fod for Fodret som ved en Liigbegængelse.

"

Justitsraaden meente, at Alt dette havde fin Betydning: Før Ægteskabet“ sagde han, „saa har Hun Magten, og han danser efter Hendes Pibe; ligesom den fagte Kjørsel betegner den jomfruelige Blysomhed, Anstand og Tilbageholdenhed."

Fra Kirken gik det i den modsatte Orden: nu var Han foran, og man kjørte fejende, hvilket skulde forestille, at nu burde Han raade, og føre en raskere Commando.

den

Mod Allegorien selv har jeg ikke Noget; men den bliver ikke faa fjelden bagvendt udlagt og udført i Virkeligheden. Og jeg har flere Gange været med, hvor Brunaar jeg maatte have Noget i det at sige skulde kjørt efter ham til Kirken, og foran derfra. Disse To tykkes mig kunde meget passende have siddet ved Siden af hverandre baade hen og hjem.

Juliane var saamænd ikke med til Kirke; hun funde iffe faae Tid!!! Og veed De saa hvad hun bestilte imens? Ikke andet end puslede lidt i Brudekammeret, og det var endda lidt nok; for jeg saae gjennem Døren den stod just paa Klem, da jeg engang skulde der forbi,

for jeg var heller ikke med i Kirken, for jeg kunde iffe

faae jeg, hvorledes hun stod ganske

heller faae Tid
stille og lediglos foran Spejlet.

Jeg tænkte naturligviis ftrar, at hun stod der for at spejle fig i Mag, og begyndte i mine egne Tanker at moralisere over den kvindelige Forfængelighed, om hvilken jeg har læst og hørt saameget Fornuftigt og Grundigt. Men jeg tog feil: hun saae ikke i Spejlet, men unders neden, hvor der hang to smaae Billeder, nemlig Brudens og Brudgommens. Saa tog hun dem, eet i hver Haand, faae veemodigømt paa dem, kyssede dem endogsaa begge to; hang dem igjen paa deres Sted det var dobbelt Umage vendte sig, foldede Hænderne, hævede dem, trykte dem til Brystet, saae op paa Plafondmaleriet der i Gibsloftet, og bevægede Læberne en Smule.

Jeg meente, at det var Maleriet og Konstneren, hun ydede sin Beundring, men min Fætter, hvem jeg siden fortalte det, han meente for han vil nu altid være klogere end andre Folk at hun bad for Brudeparrets Lyfte.

Naar jeg ikke havde været faa belæsset med Forretninger, vilde jeg været med i Kirken ikke for at høre Præftens Tale, for den ene Brudevielse er ligesom den anden: „de skal holde af hverandre, og de skal dele det Sure og det Søde ligeligt med hverandre, og han skal bære kiønt over med hendes Svagheder, og hun skal være ham kjønt lydig" dette sidste kunde Præsten lige

faa godt tie stille med.

Men

hvað var det nu jeg vilde fige jo, jeg vilde have været i Kirken, for at ija! af famme Grund, som man gaaer i Kirke, naar der er Confirmation.

Imidlertid, jeg maatte nu blive derfra, og ved Bordet

siden fik jeg da ogsaa Lejlighed til at betragte Damerne, og hvad de havde paa. Jeg kan endnu huske det saa grandgiveligt, at jeg derom vilde forbinde mig til at aflægge en omstændelig og nøjagtig Beretning; men da jeg frygter, at somme Læsere kunde rynke Næsen herover, skal jeg blot indskrænke mig til følgende Bemærkninger, der uden Tvivl ville have almindelig Interesse: Fru Krigsraadindens Kjole var ikke andet end simpel Florencetaft ; men Cancellieraadindens -Jomfrue Moller, min Borddame, benægtede det; men jeg vil døe paa, den var Satin turque - og begge besatte med Tylskniplinger. Ej heller bør jeg lade ubemærket: at Fru Hansen bar en Krands af Perler, der faae ganske ud som ægte; og at Consistorialraadinden havde en Ring paa hver Finger, og to paa somme.

For Maden er jeg desværre ikke istand til at aflægge rigtigt Regnskab, for jeg spiste selv ikke synderligt, uden en Tallerken Suppe det var af den brune den anden var en lille Smule snærret; men det beder jeg, man iffe vil tilregne Huusholdersken; thi hun gav Kokkepigen to vældige Drefigen for det og saa spiste jeg et Par Postejer; men jeg skal aldrig nægte, at Butterdejgen funde været fuldkomnere, og det kom deraf som Justitsraadinden efter Bordet hvidskede til mig - at Huusholdersken havde selv drukket Brændevinen til den.

Vil nu Nogen

vide nøjere Besteed, den faaer henvende sig til Consistorialraaden, der spiste af alle Retterne, og derhos er en Mand af den fineste Smag.

NB. Juliane saae man ikke meget til. Hun havde rigtignok fin Plads ved Bordet; men hun var der ikke ret længe ad Gangen, og mere ude end inde; forresten saae hun ganske fornøjet ud, og jeg sluttede deraf