langt forbi, med Forundring feet, at hun gik ind i den nu afbrændte Lade.

Den frygtelige Gaade var opløst. Hvad hjalp det den hævnfnysende Yngling, den ulykkelige, barnløse Fader, at de opvakte en Borgerkrig mellem de tvende Byer? At Hundrede maatte udgyde deres uskyldige Blod? at omfider Mordbrænderen blev udleveret, og paa det grusomste henrettet? De ynkeligt Myrdede kunde ikke mere kaldes tillive, og den rette Ophavsmand til Ugjerningen blev aldrig opdaget.

I Aaret 1559, da Ditmarskens Frihed gik tilgrunde, da fem Sognefogder, de sidste Tilbageblevne af Otte og Fyrgetyve, faldne i den fortvivlede frugtesløse Kamp bønfaldende aflagde Kong Hans's Ætling den herefter aldrig brudte, aldrig fortrudte Hyldingseed: da var Reimer Vaget af Wimerstedt en af disse Fem, en gammel Ungkarl paa to og fiirfindstyve Aar.

Baglands,

Novelle af Peer Spillemand.

Udgivet af

S. S. Blicher. *)

Syvende og sidste Capitel.
Dagen efter Brylluppet.

Kloffen var 12

eller for at tale astronomisk (eller gastronomist) Klokken var 0; thi Ingen af os vidste, eller brød sig om at vide, hvad den var. Den, saavelsom Tiden selv, den udparcellerer, var for os et Nul, eller en Cirkel.

Hm! Rummet var ogsaa en Cirkel; hvorvel jeg tør gjøre min corporlige Eed paa: at det Dagen forud var fiirkantet. Og dette manglede heller ikke Centrum - gravitatis nemlig i det mindste virkede Centripetalkraften

-

*) Jeg finder mig foranlediget til at gjøre Høje og Lave opmærksom paa: at min Fætter, med hvem jeg ofte er temmelig forlegen, og har megen Overhæng. af, nu ogsaa har bragt mig dette hans sidste Hjernefofter paa Halfen. Jeg tør af visse Aarsager ikke vel afslaac ham at fremsætte for de ærede Giæfter denne lange og temmelig magre Krebs; men det staaer til Enhvers eget Behag, hvormeget eller hvorlidet man vil nyde af samme; som og, enten man vil begynde ved Halen eller ved Hovedet; thi det kommer vel ud paa eet.

3.

øjensynligt paa flere af Gjæsterne. Ogsaa Centrifugalkraften kunde jeg tydeligt spore; det maatte eet af Justitsraadens Spejle bekjende: thi denne sidste Vis *) greb engang Velærværdige Hr. Biborius, og rev ham saa voldsomt ud af Peripherien, at Glasset nødvendigviis maatte give efter for Trykket af hans brede Ryg.

Der skete ellers samme Gang, baade før og endnu mere efter kl. 0, forskjellige Mirakler, dem mangen Een, der ikke er nøje bekjendt med Vinens underfulde Indvirkning paa den menneskelige Hjerne, maaskee neppe nok vil troe.

Saaledes talte Kammerraaden Latin med Hr. Biborius, skjøndt jeg med Vished veed, at han før denne Dag var aldeles ukyndig i dette ligesaa vanskelige som siirlige Tungemaal. Til ydermere Beviis: saa hørte jeg ham engang, da han flinkede med Præsten, udtrykke sig saaledes:,,drinkimus Glassum Pastoribus", hvilket jeg vel ikke vil udgive for ciceroniansk Latin, men alligevel, som det meste han talte, gik ud paa,,um" og „us."

Saa Cancellieraaden: han vilde kysse Degnen, der virkelig stod ganske stille op til Kaffelovnen; men det var ham platterdings umuligt at træffe Degnens Mund.

Saa var der Captainen og Consistorialraaden: den første græd og den anden loe, begge To over een og samme Ting; og dog vidste Ingen af dem, hvad det var for en Ting.

Nu, da vi kjørte hjem, vilde Krigsraaden lægge fin Haand paa Kanten af Vognfjælen muligt i den Hen= figt at styrke Ligevægten - men han strakte den for langt ud, nemlig paa Hjulet, der naturligviis løb rundt i HaanDa den herved opvakte Fornemmelse var ham lige

*) Kraft.

saa uforklarlig som ubehagelig, tog han Haanden til sig, og betragtede den indvendig med stor Opmærksomhed, og da han nu fandt den saa ilde begegnet, blev han vred og bandte Kudsken, „fordi han havde kjørt over hans Fingre."

Men det Allermærkværdigste hændtes dog Assessoren, ligeledes paa Hjemvejen.

Vi to sade sammen, men baglænds hvilket ellers ikke skal være hensigtsmæssigt under saadanne Omstændigheder. - Da nu Vejen gik et langt Stykke i lige Linie ret ud fra Tidselholt, saa havde vi Gaarden en Tidlang for Die; hvorvel det faldt os vanskeligt nok, at faae den til at staae stille. Som vi nu bestræbe os for at „firere" denne smukke og behagelige Ejendom, griber Assessoren pludselig min Haand, og stammer med inderlig Rørelse: Det vil vist blive et nederdrægtig rart Bryllup der paa Tidselholt vi skal ogsaa holde ud, faalænge han har en Flaske Viin i Kjelderen!"

Der er herved at mærke tvende Vidunderligheder: den første, at han troede vi kjørte til Bryllup, da vi dog uimodsigelig kjørte derfra: den anden, at Assessoren, en velstuderet Mand, som havde faaet bedste Characteer til alle fine tre Examina, kunde begaae faa grov en Bommert, at bruge Futurum istedetfor Præteritum.

De unge Ægtefolk faae vi ellers den Dag meget lidt til overalt, vil jeg tilstaae, var Jagttagelsesevnen samme Dag noget slev og uvirksom. Vel bemærkede jeg dem flygtigt ved Frokostbordet; men ikke om de nød synderligt. Da jeg savnede dem, gik jeg ud i Haven - ikke for at lede efter dem; men jeg fornam nogle visse Kjendetegn paa mit sædvanlige Tilfælde "Clairvoyance", og dess

aarsag gik jeg ud i det Frie, for uforstyrret at kunne have mine Syner.

Der var i en fjern Krog af Haugen eller Lystlunden en Løvhytte, som jeg havde udseet til, deri at ville gjens nemgaae min Paroxysme. Men som jeg bøjer Løvhanget tilside for Indgangen, saa seer jeg gjennem en lille Aabning i Bladene de Nygifte siddende derinde. At hendes ene Haand var skjult i hans den ene, at hendes Hoved hvilte op til hans Bryst - det var altsammen i sin Drden; det frapperede mig slet ikke. Ligesaalidt forundrede det mig: at de hyppigen anbragte de gængse Pronomina possessiva Min" og "Din," saavelsom og de meget brugelige Adjectiver evig" og "uendelig."

"

Jeg skulde derfor ganske rolig have overladt dem til deres grammaticalske Øvelser og indbyrdes Undervisning, hvis hun ikke pludselig havde afbrudt disse lærde Lectioner med det af et rørende Djekast op til den Evigelffede" ledsagede Spørgsmaal:

"Hvad skal der blive af Juliane? stakkels Søster!" Den unge Mand tog hende under Hagen, bøjede sit Hoved, kyssede hende ømt, og sagde - eller snarere deklas merede, og det saa langsomt, at jeg i den Tid gjerne kunde opremset Lindgreens Tirade om de syv Churfyr"Mineje gode Kone!"

ster

Sjette Capitel.

Bryllupsdagen.

Jeg troer, at Aurora virkelig har været skinsyg paa Bruden og det var da heller ikke uden Grund; thi for det første var Bruden dejlig, og for det andet var