Vej faldt gjennem Neuenkirchen. Som han kom forbi det vestligste Huus i Byen- en noget afsides liggende Lade

hørte han derinde en klynkende Stemme. Han holdt, stod af Hesten, bandt den i en Ring ved Døren og keeg gjennem en Aabning ind i Fæmlet.

Der laae paa en Halmdynge en ung Kvinde med sit nyfødte Barn paa Armen. Den nedgaaende Sol lod gjen= nem en Sprække i Muren falde en Straale lige paa hendes taarefulde Ansigt. Varlig listede han sig tilbage, fatte fig igjen tilhest, og travede ind i Byen.

Han overvejede just med sig selv, om han skulde meddele Ladens Ejermand eller Præsten den gjorte Opdagelse, da han udenfor et Huus saae tvende af Byens agtbare Koner. Han holdt Hesten an, hilste og sagde: „Hvad kaldes denne Bye?"

"I maae vel ingen Ditmarsfer være svarte den Ene, siden I ikke veed, at den hedder Neuenkirchen."

Holm smilte og rystede med hovedet: "Neuenkirchen kan det ikke være; Neuenkirchen har altid havt Ord for en skikkelig Bye, saagodt som alle andre her i Marsken; men denne lader til at være fuld af Horer i det første Huus, jeg kom til, faae jeg een.“

-

Kvindernes Forbauselse gik snart over til Forbittrelse, og denne udbrød i en Strøm af Skjældsord, af hvilke „Løgner“ og „Æreskænder" ikke vare de groveste.

„Saa sagtelig! saa sagtelig!" raabte Holm alt derimellem, "ville I blot umage Jer til hiin Lade herudenfor, funne 3 strax finde Kvindfolket med hendes nys fødte Horeunge; og selv ville I da see, om hun hører Eder til, eller om det er en Fremmed, som gjør Eder og Eders Bye denne Ære."

Med disse Ord sporede han sin Hest, og reed fin Vej oster ud af Neuenkirchen.

Efterat have ledsaget den dem ubekjendte Mands Henfart med fornyet Skjælden, begyndte de at tage hans Ord i Overvejelse, og besluttede at undersøge det betegnede Huus. Nogle Naboersker, som deres højrøftede Skjænderie havde hidlokket, meddeeltes denne tvivlsomme Nyhed, og Alle ilede ud til Laden.

Stiltiende nærmede de sig denne, og hørte strax et spædt Barns dæmpede Skrig. Een efter den Anden kikkede gjennem Hullet i Porten, og saae ligeledes hvad Holm havde feet. -

Med tause Tegn paa Forfærdelse og Affkye, ilede de tilbage ind i den Gaard, som Laden tilhørte. Da Mand Kone der havde fattet Sammenhængen i den Fortæl ling, der fremførtes af flere Stemmer paa eengang, raabte den Sidste:

„Saa skal ogsaa den og den flytte og føre hende ud med samt hendes Unge! Hvem er hun?"

Det kunde Ingen besvare; men Alle vare enige i, at hun maatte være langvejs fra, saasom ikke en Eneste af dem vidste at have feet hende tilforn. Saa glad paa Byens Vegne, som man nu var ved denne Forvisning, faa forbittrede bleve dens Indvaanere især den kvinde lige Deel over slig Skamplet, paasat dem af fremmed Liderlighed. Konen i Gaarden erklærede: at Skjøgen ftrar skulde udjages; men hendes Mand, der ikke tog sig den formeentlige Vanære saa nær til Hjerte, meente, at man kunde forunde hende Huuslye til næste Morgen, da hun og Barn ellers vilde omkomme i den folde Efteraarsnat. Heri fandt han den hæftigste Modstand hos de ærefjere Koner; dog skulde hans kolde Bestemthed tilsidst have sejret,

S. E. Blicher. Gamle og nye Noveller. IV.

6

hvis ikke Een af dem uformærkt havde tilhvidsket Hustruen: at han vidstnok maatte have Aarsager, hvorfor han med saa stor Dmhed tog sig af Horekvinden.

Den mistænkelige Ægtefælle gjemte ikke længe paa den meddeelte Formodning, men sagde fin Mand lige i Dinene:

At dersom han ikke strar lod Kvinden udkaste, kunde Folk ikke troe Andet, end at hun jo maatte være hans eget Boelskab."

Da steeg det ditmarsiske Blod ham til Hovedet, og mere rasende end nogen af Konerne raabte han:

"Før saadan en Mistanke skal falde paa mig, før skal jeg svide min egen Hytte af, og indebrænde det for= dømte Pak."

Med et vildt Skrig bifaldtes den grusomme Beslutning. Manden sprang ind, reev en Brand af Ildstedet, og foer i Spidsen for alle Kvinderne ud til Laden. Her bad vel den, med Hensyn til hans Troskab beroligede Huftrue, at han vilde fkaane deres Ejendom, erklærede, at det var jo nok, naar Skjøgen blev udjaget, og greb ham om Armen for, at holde ham tilbage; men han, ophidset som oftest de foldeste Gemytter lige til Vanvid, stødte hende fra sig, foer som en Hvirvelvind rundt om Huset, og stak Ild paa alle fire Hjørner af Taget. I nogle Øjeblikke stode de forbausede Kvinder stille og faae til; men da Luen begyndte at slikke op ad det tørre Straae, udstødte de et Rædselsskrig, og ilede til Døren for at aabne den.

Den rasende Ditmarsker stillede sig foran samme, og værgede den med sin Brand, der, omsvinget i Luften, glødede og gnistrede de Angribende imøde; for al den Hujen og Raaben hørtes endnu Intet fra Husets Indre.

t

Hustruen, der havde bragt fin Ægtemage til saadan Yoerlighed, udfandt nu hurtigt et Middel til at dæmpe Jldebranden i hans Sind:

„Er Du gal?" raabte hun,

hende, ville Folk sige, at Du ikke

dersom Du indebrænder

torde lade os see hende

luk op, luk op! at hun kan komme ud!"

Det virkede. Djeblikkelig omfindet vendte han sig, og rev Døren op; men og i samme Øjeblik skrege de til ham:

„Taget falder! red Dig! red Dig!"

Han sprang baglænds ud fra Huset, og tæt foran ham skred det brændende Tække ned for Døren. Igiennem Flammer, Røg og Gnister saaes den Indespærrede springe hid og did med Barnet i sine Arme, skrigende i Dødsangest om Hjelp og Frelse.

Døren var spærret; man foer omkring til de andre tre Sider ogsaa her laae den brændende Vold Redning var umuelig: Halmen derinde var nu ogsaa antændt hele Huset var et Baal snart hendøde de Ulykkeliges Skrig i Luernes Buldren og Bragen.

I denne samme Stund reed Reimer fra Holfteen ind ad Ditmarsken, paa Vejen til Neuenkirchen og Wöhrden. Lang og besværlig havde hans Rejse været. Bres mens Erkebisp kunde, eller rettere, vilde ikke opfylde hans Ønske: Han havde jo kun den tomme Titel af Ditmars fternes Skytsherre, men ingen Magt og ingen Fordeel; han var kun det Skjermbræt, bag hvilket de stolte og ubændige Marskboere trodsede Konger og Fyrster, og skaltede og valtede efter Behag i eget Land.

Reimer blev i Bremen først opholdt med tvetydige Løvter, og siden reentud afviist. Han drog nu til Rom; men her vare for den eenfoldige og ligefremme Marskbonde

faamange Krogveje at gaae, saamange lavere og® højere Trappetrin at belægge med Guld, at han først saare feent vandt op til den pavelige Trone og naaede fine Duskers Maal.

Med Dispensationen paa fit glade Bryst ilede han ud af den sidste holsteenske Grændsebye, da han bemærkede hiin Ildløs inde i Marsken. Den forekom ham som et Glædesblus antændt af den Elfkede, for at fejre og belyse hans Hjemkomst.

Langt ud paa Aftenen naaede han Neuenkirchen. Paa den vestlige kant af Byen kom han lige forbi Brandstedet, hvor kun dunkelrøde Emmer, enkelte fremspringende Gnister og den svedne Lugt tilkjendegav ham, at her havde den Ildebrand været, som han langt borte i Skumringen havde feet. Ubekymret reed han videre ad Wöhrden til, inderlig frydende sig til, hvor sødt det dyrebare Brev vilde overraste den længselfulde Pige.

Det var Midnat, da han ved sin hæftige Banken vakte alle Mennesker i Hans Wollerfiens Gaard. "Hvor er Telfe?" var hans første Ord. Hun var to Dage iforvejen gaaet til Lundeu at besøge sin. Moster lod Svaret. Neppe gav han sig Tid til at vise Faderen det pavelige Løsebrev; paa een af dennes Heste svang han fig, og fløj afsted til Lunden. Der vidste Ingen af

Telse at sige.

Bespændt med tunge Ahnelser, mindende sig hiin sidste ej uskyldige Fenstren, kom han atter tilbage og fyldte Huset med Forfærdelse. Ved første Daggrye droge Alle

ud for lede.

Intet Spor før ved Neuenkirchen: en Mand fra Epperwöhrden, som kjendte Telse Wollerfien, havde mødt hende der hiin Aften, og, da han var kommen hende