Billeder på siden
PDF
ePub

mig blandt anden Snak, hvorfor gav Du mig lov til at besøge Dig inat?.

„For at gjøre Dig feed af det Frierie, sagde hun: „og paa eengang at blive fri for dit Overhæng.“

,,Tusind Düvel!" raabte den gjæffede Elffer: „tor din Taffe holde mig for Nar!

:,,Ingen Stjældsord!" foer Reimer op; Telje byssede paa ham, og vilde holde ham for Munden; men den opbragte Ungersvend vedblev: „dersom Du iffe paffer Dig, ffal jeg vende en Molle med din Meeltyp derude i Sneen, saa det ftal knage i alle dine Ledemod!

„Reimer! Reimer! advarede Pigen: ,, det er den rige Holm i Hejde; han staaer højt hos hele Borgerffabet, og hans Drð giælde fom Guld...

,,Aha!" raabte Holm: „hænger det faaledes fams men? Den, der kommer først til Molle, faaer først malet; det er ret og billigt. Hvem er det ellers, om jeg maae spørge, der taler faa fjerligt til mig? Stemmen, tyffes mig, lignede Reimers i Wimerstedt..

» Rigtigt!“ svarede denne, „og her ere to Næver, som ogsaa tilhøre ham; har Du lyst at prøve dem, saa bie lidt!

„En anden Gang, go'e Ven!" gjenmælede Mølleren: spar dine Næver til siden; vi fan snart have alle dem nodige, vi har. Og Du derinde, der er faa bange for Mandfolk, forhast Dig ikke med at sye din Brudekjole! Du funde maasfee faae Andet at tænke paa Godnat! for vel, begge To!"

Med disse fpottende Drb gif den anden stuffede Beiler sfoggrende bort.

Breb blev han;" sagde Telfe; -men jeg vilde dog iffe havt, at han skulde vidst, Du var ber hos mig.

Hvem fan vide, hvad han vil finde paa, for at gjøre Dig Fortred? — Du er ogsaa altid, fom naar man stiffer 31d i Blaar.

"Jeg blæser ham et Stykke," svarte Neimer: den Grynbotte! Hvad vil han gjøre mig ?.

Jeg veed iffe ?. fuffede Telse: ,men der bæres mig intet Godt for..

Underlige Pige!" sagde Reimer: rør saa fjæk, og nu forsagt! Den Frygt vil jeg kysse bort.

„Nei, nei!" raabte bun alvorlig: „iffe faa! vær artig, Reimer! saaledes bar Du aldrig før været -ffal jeg falde paa Faber? - Naa! gaae nu! berud af Vinduet med Dig!"

„Godnat da!“ knurrede Ynglingen, og slængte Kjeres stens Haand fra fig: men om fjorten Dage Hochtit, ja Hochtit, Juchhee!"

Med dette Omkvæd af en marsiff Bryllupsvise sprang han hen til Vinduet, aabnede det, svang fig ud, og dans fede munter hen over Sneen til sit Hjem.

Telle rejste sig op af Sengen, gif til Vinduet og faae endnu længe efter den bortilende Kjereste. Endnu langt længere end hun var istand til at øjne ham, hørte hun ham snart fløjte, snart fynge:

Zuchbee! Hochtit, ja Hochtit is byt."*)

Tilluffende Vinduet gientog hun fagtelig: "Hochtit, ja Hochtit,“ og et ømt Suf bævede det jomfruelige Bryst.

2

Slottet Melbet havde aldrig tilforn huset saa mange og fornemme Gjæster. Der var Roug Hans, tre Rigers

Der er Bryllup idag.

Herre; hans Broder Hertug Frederik af Holsteen; deres Sodskendebørn, Greverne Adolph og Otto af Olden: borg, og af danske, holsteensfe og tydste Riddere og Adels: mænd over tvende tusinde: saa at baade ethvert Værelse paa den vidtløftige Borg var fuldt, og ligeledes i den nær: liggende Bondeby, hvor Indvaanerne, paa Huusbond og Madmoder nær, havde maattet give Plads for Ridder: fvende, Staldfarle, Tjenere og alskens Tros.

3 alle Salene var Tummel og larm, Raaben og Sang og Bægerklang, Latter og Ordstrid; kun i den største, hvor de regierende Herrer befandt sig, gif det mindre støjende til; fun der var det muligt at høre sine egne Drd.

Nederst for den ene Ende af det lange, med folofryndset Dæffetej beklædte, Egebord sad Berten, den gamle, men endnu fraftfulde og krigslystne Henrif Nanza u; i Højsædet for øverste Bordende Trillingerigernes Konge, der nylig var bidkommen fra en Sejr over de opsætsige Svensfe, og fra deres tvungne Hylding i Stokholm; fra ham igjen og nedad ved begge Sider Hertugen, de oldenborgske Grever, samt nogle af de fornemste Adelsmænd og Anførere i den forestaaende Krig. At denne var Samtalens hovedæmne, er let at tænke sig.

Alt vare flere Staaler drukne, da Hertug Frederit igjen rejste sig med fit Bæger, vendte sig mod Kong Hans og sagde:

Min Herr Ronge og Broder! Nu dritter jeg Eber Dtmarsten til!

Han tomte det vældige Bæger. Kongen greb fit og sagte:

„Jeg taffer for Sfaalen, og drifter Eder til med Halvparten!

Ade ftode op og draf pag dette Dafte.

Knud Gise, Herre til Krenkerup og Landsdommer i Lotland, var den, som drak fidst og langsomft; og idet han satte sig, brummede han som for sig selv: „Før Du bar truffet Bjornen ret

Skal Du ej Gjæld paa Huden gjøre!. faldt bans Sidemand Ebbe Geed lidt boiere ind, saa at et Par af de holsteenske Herrer vel hørte, men ikke forstod det betydningsfulde danske Ordsprog.

Men Kongen, stjøndt længere borte, baade hørte og forstod dets sidste Halvdeel thi Kongerne have iffe alene lange Hænder.

„Er Geden bange for Bjørnene," sagde han paa Dansk ellers førtes hele Borttalen paa Tytsk.

,,Nei, Eders Majestæt!, foarte den danske Ridder rast og frimodigt; men jeg tænker, at See Dig for! er bedre end See Dig bag! at ingen Fiende er at foragte, og at Forsigtighed iffe vilde skade; det kunde ellers let bænde: at Gedeblod ikke blev det kostbarefte, der om ftaffet Tid fan komme til at rinde.

..Wat segt be?spurgte Grev Otto af Oldenborg sin Fætter Hertugen.

Han figer" svarte denne spodft og i samme Sprog, det var bedst at falde Marstbonden tilfode, og kysse Hænderne paa de otte og fyrgetyve Sognefogder.

En almindelig latter besvarede dette Hertugens Inds fald, og Hans Ahlefeldt, der var bestemt til at føre den berømte Dannebroge, sagde haanligt:

„Den der vil med ind i Marsken, maae iffe have en Hare bunden for Rumpen."

„En Hare for Fronten kan være ligesaa slem“ sagte Ebbc Geed.

Denne bedsfe Pille faldt ikke til Jorden: de Danske

og Tydffe loe; selv Kongen traf paa Smilebaandet; men Holftenerne beed fig i Læberne.

Et hundrede Aar eller lidt mere tilbage i Tiden var nemlig indtruffen den synderlige Begivenhed, at en Hare havde jaget en heel Hær af Holstenere paa Flugt og ud af Ditmarsfen. Ved Indrykningen sprang hændelsesviis et faabant Dyr op foran Fortravet. De jagterfarne Rids dere i famme opløftede det almindelige Jagtsfrig. Bags tropperne troede, at Ditmarskerne gjorde Anfald, standsede og droge sig tilbage. Der kom nogen Uorden i bele Hæren, og fienden, som lage i Baghold, benyttede for: virringen, angreb og vandt en fuldstændig Sejr.

Kongen, som vilde forebygge Ordverling og Uenighed mellem de tvende Nationer, greb atter det fyldte Bæger og fagde i munter Tone til Ahlefeldt:

Hermed tildriffer jeg Eder det meldorpske Klostergods. „Til Lyffe, Hr. Prior!" raabte Hertugen lystig.

Samtalen tog nu en ganske anden Vending. Den unge Grev Adolf af Oldenborg raabte overgiven til den nybagte Prior:

„Erværdige Fader! ora pro nobis !*) naar 3 læser Eders første Messe !

„Og giv os“ lagde Broberen til, unaadig Absolution for vore tilkommende Synder !"

„Absolverer Eber felv først, min naadige unge Herre!" svarte Ahlefeldt i samme Tone, vnaar 3 bliver Abbed i Lunden.

Naar faaledes alle 3 Herrer !" sagde Kongen, blive Priorer, Abbeder og Munke, som det kan falde sig: hvad sfal faa jeg være?

*) Bed for os!

« ForrigeFortsæt »